Julens Hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Igang
Jamie er træt af julen og selv om det kun lige er blevet december. Hun er ikke bare træt af den hun hader den og det gør det bestemt ikke bedre at hun er født julenat og aldrig har haft en familie at fejre hverken jul eller fødselsdag med.
Jamie havde regnet med endnu et irriterede december, da tre underlige mænd dukker op og beder hende om at stjæle noget meget værdigfuldt. Snart vendes hele Jamies verden på hovedet og hun må tage en lang rejse sammen med de tre juleagenter, Glitter, Bjælde og Fnug, i et kampløb med tiden og antinisser. Kan de nå at rede julen?

En julekalender i 24 dele

mulighed 2 i julekalender konkurrancen

1Likes
0Kommentarer
791Visninger
AA

4. 4. December

Jamie havde aldrig prøvet at flyve før, og hun var helt sikker på at med undtagelsen af turen tilbage igen, så ville hun ikke for noget i verden gå ind i et fly igen. Hun holdt så stramt fast på armlænene at hendes knoer var helt hvide. På det tomme sæde, ved siden af hende, lå et sammen rullede kort, hun havde fået af mændene og et par vanter og en varm hue. Mændene havde også givet hende et sæt rent varmt tøj, som hun havde skiftet til inden af flyet var lettet. De havde givet hende en rygsæk, som hun endnu ikke havde kigget i og et sæt hvidt ski tøj og et par varme vinterstøvler som hun allerede havde taget på. Jamie havde trukket gardinet ned foran vinduet, så hun ikke kunne se ud. Hun håbede at det ville hjælpe på hendes nervøsitet. 
”Frøken Jamie, vi lander om et øjeblik. ” lød pilotens stemme i højtaleren. Jamie mærkede trykket stige og det trykkede i ubehageligt i hendes øre. Hun strammede grebet om armlænene. Hun lukkede øjne tæt i og bed sig selv i læben. Hun forsøgte at synke klumpen i hendes hals.
Flyet landede ganske blødt på jorden. Jamie var lettede over er være på jorden. Hun gav langsomt slip på sædet og åbnede øjne. Hun skubbede gardinet op og så ud af vinduet. Flyet kørtes stadig hen af landingsbanen, som var ryddet fri for sne. Men resten af det landskab at hun kunne se var dækket af sne. Himmelen var oplyst af grønt og blåt nordlys som bølgede hen over jorden. Jamie satte endnu mere pris på det varme tøj at hun havde fået af mændene. Flyet bremsede op. Jamie blev siddende lidt og kiggede ud på det hvide landskab. Jamie havde set sne før, men aldrig så meget som her. Hun spændte selen op og rejste sig fra sædet. Blodet strømmede tilbage i hendes ben og fik hendes krop til at summe. Jamie tog tingene fra sædet ved siden af. Hun tog rygsækken og ski tøjet. Piloten kom ind i kabinen. Han smilede varmt til hende. Hun var sikker på at han ikke var som de underlige mænd. 
”Jeg ville tage ski tøjet, på inden at du forlader flyet. ” sagde han. Jamie nikkede og satte tasken på gulvet. Hun trak i skibukserne på, bukserne var tunge og tykke. Hun stak armene i skijakken, hun var sikker på at den ville være dejlig varm, når hun kom udenfor, men lige der var den kvælende. Hun følte allerede at hun kogte, så hun lod den stå åben. 
”Hvornår skal jeg være tilbage?” Spurgte hun. 
”Så hurtigt at du kan. Hr. krage har sat flyet til rådighed hele ugen. ” sagde piloten. Jamie nikkede og tog taksen fra gulvet. Piloten åbnede flyets dør. 
”Kan du køre snescooter? ” spurgte han til hende. Jamie rystede på hovedet. Piloten skar en grimasse. 
”Det bliver en lang tur på fod. Held og lykke.” sagde han. Jamie gik ud af flyet og mærkede omgående den kolde vind, der trak i hendes jakke og bed i hendes hud. Hun tog tasken på ryggen og lynede jakken til og tog huen og vanterne på. Hun lagde det sammenfoldede kort ned i lommen. Hun lynede lommen til for at sikker sig at det ikke blev væk. Hun så op mod nordlyset og pustede ud. Hendes ånde stod som en hvid sky i luften. 
”Du skal den vej. ” sagde piloten og pegede om nord. 
”Tak. ” sagde hun og begyndte at gå. Vinterstøvlerne fik sneen til at knage under hendes fødder. Hun trak skulderne og op om skulderne og knugede hænderne i. Da hr. Krage havde sagt ’langt mod nord’ troede hun at han havde ment Norge eller måske Canada, men det her var ingen af delen, det var hun sikker på.

 

Fnug stod foran døren til rådssalen, hans hjerte hamrede så hårdt i hans bryst at han troede at det ville slå hul i hans brystkasse. Han havde en knude på størrelse med en knytnæve i hans mave. Han gnavet på sin pegefingers kno. Han kunne ikke tage det længer. Glitter havde sørgeret for at han var der til tiden, men hun havde været nød til at gå inden at råddet havde kaldt ham ind. Fnug havde mest af alt lyst til at løbe væk. Han havde ingen ide om hvad der var ham i vente. Han var kun sikker på en ting, og det var at ligegyldig hvad så kunne det ikke være godt. Knuden i hans mave voksede lidt mere. Endelig blev døren åbnede. Fnug skærmede sine øjne mod lysglimtet med sin hånd. 
”Kadet Kronhjort. ” lød et overraskede udbrud fra agent Bjørn. ”Og her troede jeg at jeg skulle ud og finde dig igen. ” Fnug lod sin arm falde ned langs siden. Han var for nervøs til at komme op med et vittigt svar. Agent Bjørn flyttede sig til siden, så Fnug kunne gå ind af døren. Agent ugle og Slædehund stod op foran deres pladser. Agent Bjørn gik over til dem. 
”Siden at du er kommet til tiden, så lad os gøre det her kort. ” sagde Agent Ugle og satte sig ned. De to andre fulgt hendes eksempel. 
”Efter grundig overvejelse, har vi valgt ikke at smide dig ud af programmet. ” Fnug følte sig lettede. Så var der måske stadig håb for ham. 
”Men du vil blive holdt tilbage et år og kommer til at bestå med de andre kadetter i denne omgang. Du er også på prøve i de næste seks måneder. ” sagde hun. Fnugs mave snørede sig sammen igen. At han var på prøve, ville betyde at han ikke fik flere chancer, han kunne ikke træde ved siden af igen. 
”Vi er blevet enige om at du, som agent Bjørn har sagt mange gang, har et stort potentiale og vi ville nødig se dig spilde det. Du er nød til at lære at tage ansvar og fokuser på en opgave- ellers vil vi aldrig kunne sende dig i felten. ” sagde agent Slædehund. Fnug bed sig i læben, han kunne ikke lide hvor det var på vej hen. 
”For at lære dig de ting, har vi valgt at du skal stå vagt ved julens hjerte resten af Julen, du kan ikke deltage i træning eller undervisning indtil det nye semestre starter. ” sagde agent Bjørn. Fnug følte sig kold. 
”Men der er aldrig nogen som står vagt ved hjertet, der er ikke brug for det. ” sagde han og fortrød med det samme at han havde åbnet sin mund. 
”Der er ikke nogen opgave som er unødvendig, kadet. ” sagde agent Ugle og så strengt på ham. Fnug bukkede nakken. 
”Det er enten det, eller du er ude af kadettræningen, er det forstået?” forsatte hun. 
”Forstået.” sagde han. 
”Godt. Du begynder i morgen. ” Agent Ugle rejste sig og så ned på ham. 
”Du kan gå nu. ” sagde hun. Fnug nikkede og gik ud af rummet. Han havde lyst til at skrige. Han burde være glade, han var blevet redet på et hængende hår. Men han var ikke glad. De havde tænkt sig at teste ham ved at få ham til at lave ingen ting. De ville have ham til at stå foran en dør resten af julen. De blev ved med at sige at han havde potential, men med en opgave som den, var han ikke sikker på om han troede på det.

 

Jamie drejede kortet igen. Hun var ikke sikker på at hun var på rette vej. Der var intet i landskabet at gå efter, for alt lignede det samme. På kortet var der tegnet en grænse og det eneste at hun havde at gå efter var at der skulle være en snemand på den anden side af den. Jamie sukkede opgivende og foldede kortet sammen. Hun lagde det tilbage lommen. Hvorfor havde hun også sagt ja til det her? Hun ville komme til at dø af kulde inden at hun kom frem. Hun havde ondt i sine fødder af at gå i den høje sne. Hun var sikker på at det var den eneste grund til at hun stadig kunne mærke sine fødder. Selv om hun var udmattede, tvang hun sig selv til at gå videre. Det var begyndt at blive lyser, da hun endelig så noget stikke op af sneen længer fremme. Hun kneb øjne i og forsøgt at se hvad det var, men hun var for langt væk. Hun satte tempoet op. Da hun komme tætter på kunne hun se at det var den skide snemand at hun havde ledt efter. Jamie åndede lettede ud og til hun mod den. Et snefnug landede på hendes næse. 
”Helt ærligt. ” sagde hun ud i luften for sig selv. Nu tætter hun kom på snemanden, nu mere sneede det. Hvad der undrede hende var at det ikke så ud som om at der faldt noget sne på snemanden. Da hun tog det sidste skridt hen foran snemanden, stoppede sneen brat. Hun så tilbage af den vej hun var kommet. Hendes spor i sneen var blevet dækkede til igen, som om at hun aldrig havde gået der. Hun bed sig i læben. Bare hun nu også kunne finde tilbage igen. Hun kastede et blik op på snemanden da hun gik forbi ham. Et øjeblik syntes hun at det så ud som om at han blinkede til hende. Hun rystede på hovedet. Det kunne ikke passe, det måtte være hendes trætte øjne som spillede hende et pus. Hun vendte blikket frem ad og havde nær tabt kæben. Foran hende lå der små hytter spredt ud over det hele. En stig førte ned mellem dem og var oplyst af nogle af de underligste gadelygter at Jamie nogen side havde set. Hun blev mødt af dufte at hun normalt ikke kunne lide, dufte som mindede hende om jul. Men der var noget ved dem som vil hende til at smile. De virkede mere fulde, dybere, mere ægte. Hun havde det som om at hun ikke kunne huske hvorfor at hun ikke kunne side julen. Men det var der stadig, dybt ned i hendes hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...