Julens Hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Igang
Jamie er træt af julen og selv om det kun lige er blevet december. Hun er ikke bare træt af den hun hader den og det gør det bestemt ikke bedre at hun er født julenat og aldrig har haft en familie at fejre hverken jul eller fødselsdag med.
Jamie havde regnet med endnu et irriterede december, da tre underlige mænd dukker op og beder hende om at stjæle noget meget værdigfuldt. Snart vendes hele Jamies verden på hovedet og hun må tage en lang rejse sammen med de tre juleagenter, Glitter, Bjælde og Fnug, i et kampløb med tiden og antinisser. Kan de nå at rede julen?

En julekalender i 24 dele

mulighed 2 i julekalender konkurrancen

1Likes
0Kommentarer
939Visninger
AA

2. 2. December

Jamie vågnede ved vintersolens morgenlys, der farvede indersiden af hendes øjnelåge orange. Hun trak den ekstra jakke op over hovedet og vendte sig rundt. Selv om hun prøvede kunne hun ikke falde i søvn igen. Hun vidste at klokken måtte være mange, det var vinter og nætterne var længere, desuden rumlede hendes mave og hun kom i tanke om at hun ikke havde spist noget dagen inden. Jamie satte sig op og fandt frem til de løse sedler i lommen. De var krøllede og Jamie måtte rette dem ud inden at hun kunne se hvor meget at de var værd. Heldigt for hende havde folk altid flere penge på sig i december måned. Hun tog en halvtredser fra og lagde den dybt ned i lommen, resten af pengene rullede hun sammen og lagde ned i de slidte vinter støvler, hun havde på. De var et par nummer for store, så sedlerne begyndte at glide ned af hendes ben. Jamie rejste sig og strakte sine stive muskler. Hun gned varme ind i armene og i lårene. Det summede og stak i hendes fingerspidser, hun bukkede dem et par gange og mærkede blodet suse rundt i hendes krop.
Hun så ud over vandet. Det var blankt og mørkt, ud i horisonten var solen på vej op, den blev genspejlet i vandets overflade. Hun kunne høre strømmen som fik vandet til at klukke, når det ramte kanten og broens ben. Jamie vendte ryggen til det og bukkede sig ned efter jakken. Den var våd af dug og hav brus. Jamie kunne godt finde et andet sted at holde til, men hun elskede duften fra havet og her kunne hun være helt fri for julepynt. Hun tog jakken på. Hun hørte skridt på stenene. En kuldegysning løb ned over hendes ryg. Jamie rettede sig brat op, der kom aldrig nogen der. Hun trådte hurtigt ind i broens skygge og så i den retning at lyden var kommet frem. Tre mænd i sorte jakkesæt kom gående hen over stenene. De to af dem snublede afsted over de glatte sten, mens de forsøgte at holde fast på deres høje hatte. Jamie ville have let af dem hvis det ikke havde været for den tredje mand. Han gik ret op og ned uden problemer. Det liggende at han næsten svævede hen over stenene. Hans øjne var små og mørke, de lignede blanke sten. Jamie kneb øjne sammen, hun var sikker på at der ikke var noget hvidt i hans øjne. Hans ansigt var stramt og hun kunne se knoglernes struktur under den grå hud. Alle tre mænd havde smalle læber som fik deres munde til at ligne tynde streger. De havde ingen smile rynker og der var ingen glæde at spore i deres ansigter eller måden de gik på. Jamie holdt vejret, mens de kom tætter på. Hun kunne ikke lide den måde at luften blev koldere og vibreret med vrede, men hun blev stadig stående. Hun følte sig uforklarligt draget til de tre underlige mænd, hun kunne ikke forklare det, men det var som om at de havde noget hun ville have. De var det mindst julet at hun havde set, og deres mørke og grå udstråling var en rar afveksling fra alle andre mennesker i december.
Selv om hun stod i skyggen, holdt den ene mand øjne rettede mod hende uden at vige. Det var som om at den våde jakke frøs til da manden trådte ind under broen. De to andre mænd genvandt deres fodfæste på de glatte sten. Jamie trådte ud af skyggen. Hun gik forsigtigt over mod mændene. Det var klart at de var kommet der for at finde hende. Jamie kunne godt tænkt sig at vide hvem at der havde sagt at de kunne finde hende her. Hun kunne ikke lide at der var nogen som var villige til at opgive hendes gemme sted.
”Hvem er i?” spurgte hun koldt og stillede sig foran dem med armene over kors. Mændene var højre end nogen anden mand hun kendte og kun måtte lægge nakken tilbage for at kunne se op på deres ansigter. Den midterste og højeste af mændene rakte hånden frem mod hende.
”Jamie, antager jeg. Mit navn er hr. Krage og det her er mine kollegaer, hr. Knude og hr. Krat. ” Hans stemme var lige så kold og grå som hans udstråling. Jamie kunne mærke det krible i sin nakke. Hun så mistroisk ned på hans fremstrakte hånd. Hun havde ikke tænkt sig at tage den, man skulle være forsigtig med hvem man stole på. Hun kneb øjne sammen og så op på ham.
”Hvad vil I?” Jamie ville frem til sagen, og hun havde ikke tænkt sig at blive stående der længe.
”Vi ville sår men gerne snakke lidt med dig om en mulighed. ” sagde hr. Krage og sænket sin hånd. Jamie spidset øre. Hun var altid interesseret i en chance få at tjene lidt flere penge. Det kunne være ret at kunne tjekke ind i et hostel over vinteren, eller bare for et par uger.
”Og hvad skulle det være for en mulighed? ” spurgte hun, mens hun gjorde sit bedst for at lyde uinteresseret.
”Vi har brug for din hjælp med at hente noget. ” sagde hr. Krage og rakte en hånd om mod hr. Knude.
”Og med hente, mener du stjæle. ” sagde Jamie og indså hvad det var for et spil at de var ude på.
”Kald det hvad du vil. ” sagde hr. Krage og tog i mod et stykke sammenrullede papir fra hr. Knude. Papiret var gult af aldre og kanterne var bukkede.
”Vi vil gerne have at du skaffer det her objekt for os. Det er utroligt vigtigt og meget værdig fuldt. ” han rakte Jamie papiret, som tøvende tog i mod det. Hun rullede det ud. Langs kanterne var der tegnede snørklet mønster i gyldent blæk. Midt på papiret var et julehjerte, tegnede så smukt at Jamie næsten følte at hun kunne rakke ind og rør det. Hun havde nær tabt kæben, men tog sig hurtigt sammen og rullede papiret sammen igen.
”I vil have mig til at stjæle et julehjerte? Hvorfor fletter i ikke bare et selv” spurgte hun og rakte papiret tilbage til hr. Krage.
”Barn det her er ikke et hvilket som helst julehjerte. Det er det først julehjerte. Det er uerstatteligt. ” sagde hr. Krage. Jamie kunne høre at han var fornærmet.
”Okay, hvis det så er sandt, hvorfor henter I det så ikke bare selv? ” Jamie kunne se på dem, at de var ved at miste deres tålmodighed.
”Fordi at vi ikke kan komme ind i værkstedet. Vi er blevet forvist der fra. ” sagde hr. Krat og slog ud med armene. Hr. Krage sendte ham et advarende blik.
”Værkstedet. I vil have mig til at stjæle det første julehjerte fra et værksted? ” sagde Jamie skeptisk og løftede et øjenbryn. Hr. Krage vendte sin opmærksomhed om hende.
”Og hvad få jeg så ud af det?” spurgte Jamie også rundt på de tre mænds grå ansigter.
”Lad os bare sig at du vil kunne flytte langt væk her fra og starte på ny. ” sagde hr. Krage. Jamie syntes at hun så et glimt at skadefryd i hans øjne. Hendes mave snørede sig sammen.
”Kan jeg tænke over det?” spurgte hun, og tænkende at hun ville høre omkring om der var andre der havde mødt de her sære mænd.
”Selvfølgelig, må du det. ” sagde hr. Krage høfligt. Hr. Krat trådte frem og trak en mobil op af lommen.
”Ring til os. ” sagde han og rakte hende telefonen. ”Det er det eneste nummer i telefonen her.” Jamie tog i mod den. Hun havde aldrig haft en mobil i mange år, men hun kunne stadig bruge dem i nødsituationer. Hun kiggede ned på mobilen. Det var en gammel model, ikke som den at hun så folk gå rundt med. Den havde taster og et lille display. Hun trykkede menu knappen ind og skærmen lyste op i et grønt lys. Da hun så op igen, var mændene væk. Jamie lagde telefon ned i jakkens lomme og så sig omkring, underover telefonen var der intet spor af mændene over hovedet havde været der.

 

Fnug var helt sikker på at han var sent på den. Han stormede ind gennem døren til værkstedet. Han var nær snublede over en rulle gavepapir, og tumlede en ind i en nisse som kom slæbene med en pose dun. Nissen faldt på halen og posens indhold eksploderede i en hvid sky.
”Fnug!!! Ved Julemandens skæg, se dig for!!!” banede nissen og løftede en truende knyttede næve af ham.
”Undskyld. ” råbte Fnug og løb baglæns op af trappen. Han undertrykte et grin, over nisserne der børstede dun ud af håret og af huen og tøjet. Nogle arbejderne på etagererne over ham kiggede ud over gelænderne for at se hvad der forgik. Fnug skyndte sig at løbe over til den hemmelige dør. Han tastede sin kode ind og smuttede igennem døren, mens den gled op.
Fnug satte farten ned og sank, da han kom til enden af gangen. Agent Bjørns velkendte skikkelse stod for enden, med armene over kors. Snealfeagenten var større end nogen anden snealf at Fnug kendte. Han kunne være enormt flik og Fnug kunne godt lide ham som lære, men han kunne også være skræmmende og hård, hvilket var en side at Fnug ikke så ofte. Nogle ville sige ikke ofte nok.
”Jeg ved at jeg er for sent på den… ” begyndt Fnug og forsøgte at komme på en undskyldning at han ikke allerede havde brugt i den uge.
”Og du kan forklare, hvad er det så den her gang?” sagde Agent Bjørn med sine dybe stemme. Fnug mærkede sit hjerte falde ned i maven.
”Uheld i køkkenet? Rensdyrs trafikprop? Eller måske var de løbet tør for bubbelplast og spurgte om du kunne hjælpe. ” Agent Bjørn tog fadt i hans krave.
”Kadet Kronhjort, hvis du brugte den tid du bruger på at lave ballade og finde på undskyldninger på at udvikle dine talenter og komme til tiden, så ville jeg ikke være nød til at gøre det her. ” Fnug fik en klump i halsen.
”Gør hvad?” spurgte han og forsøgte at få styr på sine never.
”Agent råddet vil tale med dig, og vi er ikke særligt tilfredse. ” sagde Agent Bjørn. Fnug banede ind i sig selv. Alt han nogen siden ville, var alt blive en af juleagenterne. Hvis råddet ville se ham, kunne det betyde at de ville tage hans kadet stilling fra ham.
”Bjørn kan jeg ikke få en chance mere? Jeg skal nok forbedre mig. ” prøvede han.
”Det er agent Bjørn, og vi har givet dig løse tøjler, Fnug. ” sagde agent Bjørn og stoppede op. Han så ned på Fnug.
”Du har evner knægt og et af de største magiske potentialer i en sne alf i årevis, men du værdsætter ikke hvad du har. Du lærer ikke fra dine fejl. Faktisk er du holdt helt op med at lære. Du har ikke lært eneste af de opgaver at dine lære har givet dig. ” Fnug forsøgt at se ned på sine føder, men Bjørn fast holdt hans blik.
”Jeg beklager Fnug, med de andre i råddet syntes at jeg har ladt dig gå ustraffede rundt for længde. ” Bjørn lagde hånden på væggen, ved siden af dem. I et lysglimt åbnede væggen op på midten og Bjørn førte Fnug igennem den. Fnug var blidnede i et kort øjeblik, han blinkede og gned sine øjne. Foran ham sad de to andre repræsentanter i agent råddet, Julefe agent Ugle og nisseagent Slædehund. Agent Bjørn gik til hen og satte ved siden af dem. Agent Ugle rejste sig. Fnug kunne mærke hendes vise øjne border sig ind i hendes.
”Kadet Fnug Kronhjort, vi håber ikke at vi forstyrrede dine planer. ” sagde hun, Fnug mærkede den sydende fornærmelse i ordnerne.
”Vi håber også at Agent Bjørn har forklaret dig grunde til dette møde. ” sagde agent Slædehund. Fnug følte sig flov og havde mest lyst til at han ikke var en kronhjort, men en mus, så han kunne kravle i et musehul. Han nikkede langsomt og foldede sine hænder på ryggen.
"Udemærket. Du forstår nok at vi nødigt ville se en med et potentiale som dit, gå til spille og inden at vi træffer en beslutning om din straf, vil vi lade dig tale din sag. Kadet Kronhjort, hvorfor skal vi lade dig blive i agent programmet?" Agent Ugle satte sig ned og så på ham, med spænding. Fnug vippede nervøst frem og tilbage. Han ville ønske at han havde kunne give dem en velskrevet tale, men han havde ingen ting. Han bed sig i læben.
"Kadet Kronhjort?" Spurgte Bjørn. Fnug løftede blinkede fra sine sko og så ind i Bjørns bekymrede øjne.
"Sandheden er at I nok skulle have grebet ind før" sagde Fnug stille, ikke sikker på hvor det kom fra.
"Men det er ikke på mine skulder, det er på jeres. Jeg har ikke meget at sige, jeg er ikke sikket på om jeg overhovedet har noget at sige, jeg ved bare at alt jeg nogen siden har drømt om er at blive en agent. " Fnug tav og så ned på sine fødder igen. Han krydset sine finger på ryggen og overvejede om han overhovedet ville have en chance.
"Kadet Kronhjort, der er mange som har den drøm, mange som aldrig får en chance. Jeg håber at du forstår det." Sagde agent Ugle. Fnug nikkede.
"Når det er sagt, så har du ret i at vi skulle have grebet ind før og det gjorder vi ikke." Fnug følte et stik af håb.
"Du har mange gode venner som har sagt god for dig, men det ændre ikke på at du er skødesløs og uansvarlig. Du møder ikke op til dine timer og har ikke vist nogen fremgang i din træning i de sidste 15 år " Sagde agent Slædehund. Den gamle nisses stemme rystede.
"For nu vil vi udelukke dig fra træning resten af dag, du er i husarrest og må ikke forlade bygningen. Du møder her om to dage, klokken tolv præcist, for at modtage vores afgørelse." Sagde agent Ugle.

"Du kan gå nu, og kom til tiden næste gang." Fnug forlod råddet med hængende hoved. Han havde lyst til at sparke sig selv, hårdt. Han gik langsomt tilbage mod værkstedet, da han hørte løbende skridt bag sig.
"Fnug, vent på mig." Kaldte Glitters lyse stemme bag ham. Fnug så sig over skulderen. Glitter var hans bedste ven, de havde været små børn. Hun var blevet julefeagent sidste december og var som en storesøster for ham. Hun løb op på siden af ham. Hendes lyse hår lignede guld i lyset og de små sukkerstokke i hendes øje svingede frem og tilbage
"Hvad sagde råddet?" Spurgte hun og lagde en arm om hans skuldre. Hendes candyflossfarvede vinger sendte en kilderne brise hen over hans nakke. På hendes hvide uniform jakke glimtede hendes agent rang. En lille guldstjerne hen over juleagenternes symbol. Et grønt skjold med rød kant og en rød og hvid sukker stok i midten. Fnug ville ønske at han kunne få en stjerne over hans skjold, og lige nu så det ud som om at han aldrig ville få den.
"Husarrest" svarede Fnug opgivende. Glitter smilede opmuntrende til ham. Hendes øjne lyste optimistisk i samme farve som hendes vinger.
"Det er da ikke så slemt, hvor længde?"
"Til i overmorgen, så har de en endelig afgørelse."
"Det er mindre godt." Sagde hun og pillede ved sin læbe.
"Det siger du ikke?" Sagde Fnug og slog ud med armene foran sig. Glitter gav ham en blødt skub.
"Kom, vi går ned i køkkenet, du trænger til at blive mundret op." Sagde hun og rodet op i hans hår. Efter som han ikke havde nogle andre steder at gå hen, indvilligede han til at gå med.

 

”Jeg kan ikke lide det. ” sagde Jules og slog ud med armene.
”Jeg er med Jules, de lyder farlige J. ” Chris lænede sig frem og støttede albuerne på knæene. Jamie så surt på dem. Hun havde fortalt dem om hendes møde med de tre underlige mænd og deres tilbud.
”Har I aldrig ville væk her fra?” spurgte hun og rejste sig fra bænken hun sad på. Chris så op på hende.
”Selvfølgelig, men det lyder stadig ikke sikkert. ” sagde han og foldede hænderne under hagen. Han hoppe med nervøst med det ene ben.
”Der er andre måder at komme væk her fra, find et job, gå tilbage i foster systemer, til at starte med. ” Jules lagde armene over kors.
”Som om nogen ville hyre nogen af os. ” sagde Chris. Juels sendte ham et advarende blik.
”Og foster systemet er ikke en mulighed. ” sagde Jamie og pegede på Juels.
”Jeg er ligeglad med hvad I siger. Jeg gør det altså. ” sagde hun og vendte sig for at gå.
”Du er så stædig J. Hvis du ville stole på os, så ville du ikke gøre det. ” sagde Juels efter hende. Jamie så tilbage over skulderen.
”Jeg stoler kun på mig selv. ” sagde hun.
”Det er dit problem. ” Juels lød vred. ”Du har brug for folk du kan stole på i det liv, J. Det har vi alle. Jamie! ” hun stoppede op og vendte sig irriteret rundt.
”Kan du prøve at stole på os?” Juels så bekymret ud, og Jamie følte et lille stik i bryst.
”Måske, en gang. ” sagde hun mest til sig selv. Hun var ikke sikker på om de hørte hende og hun prøvede at fortælle sig selv at hun var ligeglade. Hun skyndte sig at gå inden at de kunne nå at stoppe hende igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...