Julens Hjerte

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Igang
Jamie er træt af julen og selv om det kun lige er blevet december. Hun er ikke bare træt af den hun hader den og det gør det bestemt ikke bedre at hun er født julenat og aldrig har haft en familie at fejre hverken jul eller fødselsdag med.
Jamie havde regnet med endnu et irriterede december, da tre underlige mænd dukker op og beder hende om at stjæle noget meget værdigfuldt. Snart vendes hele Jamies verden på hovedet og hun må tage en lang rejse sammen med de tre juleagenter, Glitter, Bjælde og Fnug, i et kampløb med tiden og antinisser. Kan de nå at rede julen?

En julekalender i 24 dele

mulighed 2 i julekalender konkurrancen

1Likes
0Kommentarer
868Visninger
AA

1. 1. December

Selv om det kun var den første december, den torsdag, så havde Jamie allerede fået nok af julen. Hun var træt af juleguirlander og juletræ. Hun var træt af fyldte gader og lugten af brændte mandler. Hun havde fået nok at julesangene, som blandede sig med hinanden, mens de strømmede ud af forretningerne på fuld knald. Var julen først gået i gang den første december ville hun måske kunne holde det ud, men den var kommet krybene allerede i oktober. Hun havde fået en knude i maven, det sekund hun gik forbi den første julekugle. Hun ville gøre alt for at slippe for at se på mere julepynt, men hun kunne ikke bare holde sig væk. Uheldigt for hende havde hun ikke den frihed at kunne lukke sig væk og glemme fra resten af verden. Jamie så surt op mod de tænde julelys i en af parkens træer. 
”Det er det grimmeste ansigt, jeg har set i dag. ” Jamie rullede med øjne og vendte sin opmærksomhed mod Jules der kom gående hen mod hende. Chris sendte hende et af hans velkendte fjollede grin, fra hans sædvanlige plads ved siden af Jules. Jamie rykkede ud på kanten af bænken og gjorde plads til dem. 
”Jeg kan se at det er blevet december. ” sagde Jules og lænede sig tilbage på bænken og lagde armen om hende. Jamie sendte ham et advarende blik. Af ren refleks trak han straks armen til sig. 
”Hvis du bruger mit ansigt som kalender, så ville det havde været december for flere måneder siden. ” sagde Jamie og gned varme ind i sine arme. 
”Hun har ret. ” sagde Chris. Jamie så kort på ham. Han vippede utålmodigt med foden, Jamie kunne mærke bænke gynge. Hun havde lyst til at stikke ham en, så han ville stoppe, hun ville aldrig gøre det, hun havde bare ikke særlig meget lyst til at snakke med nogen. Jamie bed sig i læben og så ned i jorden. Hun kunne se sin ånde, da hun pustede ud. Jamie og hendes ”venner” var vant til kulden, men hun kunne stadig mærke den bide i næsen, hun havde kuldegysninger under læderjakken. Jules lod mærke til at hun rystede. 
”Jeg har en ekstra jakke i min hule. ” sagde han med den sædvanlige storebror klang i stemmen som fik Jamie til at ønske at hun turde stole på ham. 
”Hvilken af dem?” spurgte Chris med et grin. Jules øjne var mørke og hemmeligheds fyldte. 
”Jeg har ikke brug for den. ” sagde Jamie hurtigt. Jules lænede sig frem og støttede sig på sine albuer. 
”Din krop siger noget andet. ” sagde han og skubbede blidt til hende. Jamie rejste sig hurtigt fra bænken så Jules nær var væltet ned af den. Chris undertrykte en latter, Jamie hørte ham sprutte. 
”Jeg har en selv, et sted. ” sagde hun og begyndte at gå væk fra bænken. Hun hørte drengene følge efter hende, deres fødder fik stenen til at kræse. 
”Så skulle du måske hente den, inden at vi går videre. ” sagde Chris. Jamie fnøs. 
”Jeg klare mig, hvad er planen for i nat. ” bed hun drengen af, fast besluttede på at skrifte emne. Chris kom op på siden af hende. 
”Rådhuspladsen. ” Jamie så surt på ham. 
”Du joker. ” Hun ville ikke for noget i verden, hen på Rådhuspladsen den aften. 
”Nej han gør ej. ” sagde Jules, på hendes anden side. 
”Glem det. ” Jamie stoppede bart op. ”Jeg tager ikke med. ” Jules så bekymret på hende. 
”J, det er det bedst sted i aften, og du ved det. ” Jamie vidste at han havde ret, men at gå der hen på den først aften i december, var en af de få ting at Jamie aldrig ville gøre. 
”Jeg tager ikke med. ” sagde hun igen og lagde sine arme over kros. ”Find på et andet sted. ” 
”Der er ikke et andet sted. ” Chris slog ud med armen. Jamie sendte ham et koldt blik. ”De tænder træet, hele byen kommer der ned. ” 
”Ikke hele byen, jeg kommer ikke. ” sagde Jamie og gik forbi drengene. 
”Helt ærligt J, det er bare et åndsvagt juletræ, har du tænkt dig at gemme dig hele julen?” sagde Jules. 
”Hvis det betyder at jeg slipper for at tænke på den, så ja. ” sagde hun over skulderen. 
”J, vi kan ikke gøre det uden dig. ” Jamie rullede med øjne over Chris’ bede stemme. 
”Du lyver Chris. ” sagde hun. 
”Okay, men hvordan har du tænkt dig at overleve uden pengene?” Jamie stoppede op foran parkens udgang.
”Jeg finder på noget.” Jamie efterlod drengene i parken og bevægede sig ned af gaderne, væk fra parken, væk fra gågade og julelys. Imod strømmen af mennesker der var på vej op til rådhuset. Jamie så sit smut og bombede skulderen ind i et par forbipasserende, hurtigt og trænet snuppede hun deres punge. Med bukkede hoved tømte hun dem for kontanter. Hun lod kortene blive i pungene og smed dem fra sig, inden at hun smuttede ind i en gyde. Jamie stoppede kontanterne i lommen og så sig hurtigt omkring. I bunden af gyden stod en skraldespand skubbet op af en mur. Lugten fra den stak i næsen, men Jaimes næse kendte den og hun væmmes ikke længer ved den Hun tog tilløb og sprang op på spanden og videre op over muren. Hun landede på den anden side af muren i en parkeringsplads. Den saltet lugt fra havet mødte hende. Hun smilede en smule. På den anden side af parkeringspladsen kunne hun se broren, som hun kaldte sig hjem.

 

Tung, hvide, men bløde, snefnug dallede ud af himmelen og svævede ned til de landede som et nyt lag på det allerede tykke tæppe som lå over alt. Hen over himmelen bugtede nordlyset sig i bløde buer. Det strålede og skinnede i blåt og grønt. Så smukt, at det ikke kunne beskrives med ord. Det gav sneen af svag blå glans og fik den til at skinne, som var den lavet at uendelige små diamanter. Hist og her stak et sne beklædte træ op og lignede små bjerge. Sne lå så tykt på dem at grenen var tynget ned mod jorden og gled i et med det sne dækkede landskab. Ude midt i det åbne landskab, med sneen og træerne stod en snemand. Den var lavet af tre kugler stablet oven på hinanden. To grene stak ud af den midterste bold som arme. Når vinden hev i dem, så det ud som om at snemanden vinkede. Men der var ikke nogen at vinke til, for der var ikke nogen i nærheden. Snemanden smilede tryllebindende og mystisk med sin mund af sorte sten. Nordlyset skinnede i de blankt poleret sten som udgjorde hans øjne. Han havde ikke nogen næse, den var faldt ud for længe siden. Hatten sad skævt på hovedet, men han havde endnu alle sine knapper og det røde halstørklæde. Det mærkeligste ved ham var dog, at sneen, som ellers faldt stødt, ikke landede på ham. Sneen stoppede i en linje foran ham. Som man først kunne se når man stod lige foran den. Krydsede man forbi den og forsatte forbi snemanden, blev verden en ganske anden at se på. Luften flimrede og bølgede til den igen tog fast form. En stig ledte ind i landskabet, der nu havde bakker og små hytter. Alle hytterne havde sne på taget, dørene og vinduerne var malet røde og gren omkredsede dem. Røg steg op af de små skorstene og fortalte om de dejlige tænde kaminer, som måtte være inde i de varme stuer. Ned langs stigen stod lamper og oplyste den hvide sne, i gylden skær. Lamperne lignede permynte stokke. Et snørede mønster i rødt og hvidt pyntede dem fra top til bund. I enden af permynte stokkene, hang en lanterne og det var dem som kastede det behagelige lyd. Da man kom til den først lanterne, blev man mødt af duften af gren. Den bølgede i mod en, omfavnede en, som et dejligt minde. Den næste lanterne sendte duften af brændt mandler, og de næste igen, var julebage, vaniljekranse og brunkager, pebernødder og klejner. Så var det permynte, så appelsiner med nelliker. Duften af and, og flæskesteg, medisterpølse og brunkartofler, Rødkål og sovs. Det fik ens tænder til at løbe i vand. Endnu en lampe, denne gang var det duften af risengrød der mødte en. Kanel og chokolade var de næste.

Agent Mus havde kommet den vej mange gange, han kastede et hurtigt blik på snemanden, inden at han pillede over den første bakke. Han stoppede op på toppen for at tage det hele ind, Julemandens værksted. Bygningen var høj, og det var svært at tro at han ikke havde fået øje på den før. Murene glimtede, som var de dækkede i is. Døre og vinduer var malet røde, lige som på hytterne. Gran og lyskæder pyntede hvert et udspring og hvert et vindue. Der var lys bag alle vinduer og taget var dækket af sne, som var farvet af nordlyset. Der var utallige skorsten langs tagryggen. Bygningen havde en hovedbygning i midten og to mindre bygninger lå på siden af hovedbygningen og dannede en plads i midten. Hoveddøren var mindst tre en halv meter høj og tre meter bred. Det var en dobbeltdør, som var buet i toppen. Gyldne mønster snørede sig op af den. Hvis man stod stille og kiggede, ville man se at mønstrene ikke stod stille, de flyttede sig, dannede billeder, fortalte en historie. Midt på hver dør hang en grenkreds og omgav to klokker i guld. En lang snor hang ned fra klokkerne. Når man trak i den, startede det dejligste klokkespil. På hver side af døren, stod et juletræ. De var lidt højre end døren og på toppen sad en stjerne og lyste. Træerne var de smukkeste træ at man kunne tænke sig. De var pyntet med lys og bånd og store julekugler i rød, hvid, guld og sølv. Nogen var blanke og andre var dækkede i glitter. Synet tog agents Mus pust væk. Han sukkede af glæde og fryd, hans hjerte bankede som en lille julesang, han var hjemme igen. Så løbe han hurtigt ned af bakken.

Indenfor var der en dejlig varme. Der duftede af ny bagte honningkager og en klinge af små hammer gik gennem gangene. Lyden var harmonisk og uforstyrret, altid i det samme tempo. Der var travlt i værkstedet, der var ekstra pres på da det var natten inden julenat. Værkstedet lå bag en dør som lignede hoveddøren, uden grenkreds og klokker. På hver side ad døren hang en lanterne ud fra væggen og oplyste gangen, som ikke rigtigt virkede mørk. Den kunne ikke blive helt mørk, for magien løb igennem stedet og fyldt det med lys og glæde. Værkstedet var bygget op af flere etager på balkoner rundt om den gigantiske globus som stod og drejede med jorden, midt på gulvet. Globussen lyset og var så virkeligheds tro at hvert lille hus, selv den mindste hytte var på den, som en meget lille model. Hvis man ville kunne man tælle træerne i Amazonas regnskov, for alle detaljer var med. Var det på jorden så var det også på globussen.  En gruppe travle snealfer, nisser og julefeer løb rundt om den i hast og flyttede med papirer, de tog noter og førte opsyn, for ikke et barn måtte blive glemt. ”Nyfødt, Danmark, Ringe, kl. 02.34.05. Pige ” råbte en af nisserne og stoppede en seddel ind i et rør, der tog den med op til en af balkonerne. Babyudstyr stod der på en skilt over røret. Ikke engang børn der lige var blevet født, måtte blive glemt. Den anden ting som var på den nederste etage gave indpaknings maskinen. Den kørte på højtryk og spyttede gaver ud i store mængder. Nogle med bånd, nogle uden. Ikke en var ens, papiret skinnede i flotte farver og mønster. Der var gaver i gult, grønt, blåt, rødt, lillaet, sølv, guld og mange flere farver. Der var store gaver og små gaver, runde gaver og firkantede gaver, aflange og korte, høje og flade, hårde og bløde. Gaverne kørte ud af maskinen på et langt bånd, ind til de til sidste faldt ned en vogn for enden. En nisse stod klar til at køre vognen væg når den var fyldt. En anden nisse stod klar med en anden vogn. Bag den store globus ledte en bredt trappe op til den første balkon. På den første balkon, blev der lavet bamser, af alle former og størrelser. Den næste balkon var forskellige former for biler og køretøjer. Så var det dukker, og så dukkehuse, der efter var det bold og alt udstyr til boldspil og andet sports udstyr. Det forsatte lige så mange typer af legetøj at man kunne forstille sig, der var en balkon til det. På den øverste af alle balkonerne, blev der ikke producerede legetøj. På den stod en stor og behagelig læne stol med et lille bord, foran en smuk dekorerede dør. Døren var omgivet af permynte stokke. En stor rød sløjfe sad hvor de mødtes. To guld håndtag, udformet som permynte stokker, glimtede i lyset. På den anden side af døren lå familien Juls private rum.
”Dødsfald, Juan, Spanien, Madrid. ” lød det fra en snealf ned ved globussen. Nissen ved siden af hende, tog huen af og så trist på globussen. Så satte han huen på hovedet igen. 
”Pakke nummer 1278404. ” sagde han og trak i et rør. Julemanden vidste hvad han skulle give til børn, men han kunne ikke vide om de ville få dem. Det var trist, men sådan hang verden sammen, man kunne ikke styre alt, eller forudsige alt. Agent Mus stod stille i værkstedets dør og så sig om inden at han pillede ind i det. Ved foden af trappen stoppede han op igen og koncertere sig. En krible gik igennem hans lille grå muse krop. Han rystede sig og mærkede hvordan at han langsomt blev til sig selv. Han rettede sig op i sin fulde højde. Han rettede på den rødfarvet pelshue, og gik op at trappen til første sal, bamse værkstedet. Skjult i væggen fandt han den hemmelige indgang. Lås panelet sad godt gemt bag en skulptur af en bamse med nissehue på. Han tastede sin agent kode ind. Døren gled op og han smuttede ind. Døren gled lydløst i bag ham. Agent Mus begyndte at gå ned af den velkendte gang før at lyset blev tændt. Lamperne blinkede et par gange inden at de badede gangen i grønne og røde lys. Agent mus trådte hurtigt ind i juleagenternes hovedkontor. Det vrimlede med ny ankommet agent og kadetter. 
”Agent Mus. ” sagde en velkendt stemme. Agent Slædehund, en ældre agent og nisse agent repræsentant i julerådet, kom hen til ham. Hans klare blå øjne, lyst af varme og loyalitet. 
”Det er godt at se at du kom sikkert frem. ” Sagde den ældre nisse. Agent Mus nikkede til ham. Slædehund lagde en hånd på hans skulder. 
”Rådet har noget vi må snakke med dig om, Bjælde. ” sagde Agent Slædehund. ”Men for nu, skal du have lov til at aflægge rapport og få noget at spise. Vi snakkes ved i morgen. ” Agent Mus så efter den ældre nisse, som gik videre for at tage imod andre ny ankommet agenter. Han tænkt kort over hvad rådet mon ville ham, men hans mave rumlede og han måtte aflægge rapport inden at han gik ned i køkkenet.

 

Krat og Knude så over mod byens bro. De burde fryse i deres jakkesæt, men det gjorder de ikke. De mærkede dårligt den kolde december vind, eller duggen der faldt på dem. Krat rakte Knude kikkerten. 
”Hun er der over nu. ” sagde han. Knude rettede kikkerten mod broen. 
”Hvad er det helt præcis at Krage vil med hende?” sagde han. Pigen under broen havde tjavsede mørke brunt hår, som var stoppede op under en kasket. Hun sad med en ekstra jakke om 
skulderne og varmede hænderne ved en svag flamme.  
”Hun ser ikke særlig imponere ud. ” Han fjernede kikkerten fra øjne. 
”Hvem ved hvad Krage tænkt mere. Det er snart et helt århundrede siden at han blev udstødt. ” sagde Krat og rettede på den sorte top hat. 
”Så, henter vi hende nu?” spurgte Knude. Krat rystede på hovedet. 
”Krage sagde at vi skulle vendte på ham. ” Knude vippede utålmodigt med foden. 
”Så må han gerne skynde sig lidt. Julen vare ikke til påske. ” 
”Forhåbentlig bliver vi helt fri for julen i år. ” sagde Krat og tog kikkerten, han satte den for øjet igen og så over mod broen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...