Flyttedag

Hun strøg tommelfingeren hen over skærmen, og valgte den første sang på playlisten. Hun puttede høretelefonerne i ørerne og rockbandet begyndte at spille. A constant wave of tension, on top of broken trust.

1Likes
0Kommentarer
121Visninger

1. Flyttedag

Til Anette

 

 

Motoren stoppede. Der var rimfrost på forruden, og den blege morgensol fik iskrystallerne til at glimte matte. Gaden var endnu mennesketom, og kun en enkelt rødstribet kat spadserede adræt hen over den stille vej. De tunge øjenlåg kæmpede for at holde sig oppe, idet en spinkel hånd trak bilnøglen til sig. Blikket gled til højre og stoppede ved en brun flyttekasse fra Bauhaus, der stod på forsædet, ved siden af den unge pige. Uden at fjerne blikket fra flyttekassen, lagde hun bilnøglerne i jakkelommen og strøg et hår, der var undsluppet den brune knold, væk fra øjnene.

Små støvkorn hang i luften og hvirvlede omkring i lyset fra det milde solskin, da bildøren blev åbnet. De højhælede støvler smældede mod asfalten, da hun gik over ved den modsatte side af bilen, åbnede bildøren og tog ud efter flyttekassen. Den var lille nok til, at hun kunne bære den i sin favn, og på siden var der skrevet, med grøn sprittus, ”Diverse småting”. Med albuen fik hun smækket bildøren på den skinnende grå Hyundai. Hun vendte sig med front mod en stenbelagt sti, der førte hen til hoveddøren på en gul bolig. Forhaven var tom for blomster, såvel som træer. Kun en strittende og tør bøgehæk omkransede det visne græs. Huset i sig selv så ikke ud til at være blevet malet i evigheder, så den gule farve var blevet bleg og skallet af i årenes løb. Vinduerne var punkterede, så fugtdråber strålede fra dem og gjorde det umuligt at se ind. Hoveddøren var hvid og enkel, på trods af et par lange, bredde ridser under håndtaget, der måtte skyldes en stor hund, der havde været så ivrig efter at komme ind, at den havde sat dybe spor i den hvide maling. Alt så ud til at være blevet efterladt til spøgelserne, og huset så næsten uhyggeligt ud ved siden af alle de velplejede haver, der var på begge sider af vejen. Men der var en skorsten.

Tanken om en varm brændeovn med dansende flammer fik gang i den trætte krop. Hun måtte støtte flyttekassen med sit knæ, så hun kunne finde et sæt nøgler frem og åbne hoveddøren. Den knirkede, da hun åbnede den på vid gab, ved at bakke ind i den med flyttekassen i favnen. Hun smækkede døren med foden, og pludseligt virkede omgivelserne underligt rungende tavse. Gangen hun stod på var lille og smal, og stort set tom (uagtet en sort knage, der hang på væggen) og førte videre til en mindst lige så tom stue. Tavsheden fik hendes ører til at summe og var på ét og samme tid afstressende og ubehagelig. Som en øredøvende tavshed, kun de vilde ulve og skrigende flagermus kunne høre.

Efter at have tøvet et kort øjeblik, tvang hun sig selv til at fortsætte ind i husets hjerte, idet hun rankede ryggen og bed sig selv i kinden. Ligesom gangen var stuen heller ikke stor og prægtig; gulvet var dækket af et olivengult tæppe, de hvidkalkede vægge var knapt nok hvide mere og den skarpe lugt af røg afslørede straks, at her havde boet mindst én flittig ryger. Næsen blev rynket af overvældelse, da den gennemtrængende lugt sneg sig op i hendes næseborer. Idet flyttekassen blev sat på det tæppebelagte gulv, sprang en hvirvel af støv op. Et lille, firkantet vindue med en støvet vindueskarm, var det eneste der oplyste stuen, og kastede et svagt lys lige der, hvor hun havde stillet papkassen. Også stuen var tom og rungende, bortset fra en lille, kantet brændeovn, med løvefødder. Et øjeblik faldt hun i staver, og stirrede på en spyflue, med grøn hvælvet ryg, der vandrede op og ned ad væggene i stuen. Tankerne svævede ind gennem det ene ører og ud gennem det andet. Ville hun nogensinde kunne klare sig selv? Var hun overhovedet moden og voksen nok til at kunne flytte hjemmefra, allerede som nittenårig? Hun var stadig usikker i en bil, selvom hun havde sin egen, og hun havde trods alt aldrig været hjemmefra, bortset fra det ene år, hun var på efterskole, som femtenårig. Men nu var hun på vej til at bo helt alene, i egen bolig, langt hjemmefra. Hvordan skulle det gå?

 

 

Med en pludselig summen, fløj fluen hen og satte sig på flyttekassens overflade og straks blev hun kastet tilbage til virkeligheden. Hun kastede bekymringerne fra sig og satte sig i stedet i skrædderstilling foran kassen, og trak sin IPhone og et sæt høretelefoner op af bukselommen, på de stramme jeans. Det nyttede alligevel ikke at spekulere på den slags nu. Sket var sket, og hendes liv ville aldrig igen blive, som før,. Hele verden havde ændret sig, snurrede omkring og intet var det samme mere. Nogle gange undrede hun sig, når hun så folk gå forbi på gaden. De fortsatte uhæmmet deres dagligdag og tog ikke notits af andres livsomvæltninger. Men for hende havde alting ændret sig, og verden var blevet en hel anden. Måske var det stadig den samme verden alle andre så, men gennem de to spejle ind til sjælen, så hun noget lurende mørkt rundt om hvert eneste hjørne. Hendes nye erfaringer fortalte hende, at hun ikke kunne stole på nogen. Hvis hendes egen mor holdt hende for nar, kunne alle andre vel gøre det samme, bag hendes ryg.

Hun strøg tommelfingeren hen over skærmen, og valgte den første sang på playlisten. Hun puttede høretelefonerne i ørerne og rockbandet begyndte at spille. A constant wave of tension, on top of broken trust. Hun kunne huske, at hun havde hørt den selv samme sang den dag DL ringede og inviterede hende ud for tre år siden. Det havde været solskinsvejr og skyfrit, og hendes mor havde været på forretningsrejse, så hun havde hele huset for sig selv. Men DL havde større planer end blot at spise hjemme, så de endte med at tage på café. Hun huskede ikke hvor, kun at det var bedre end hun havde troet det ville blive. Hans rolige brune øjne gjorde hende varm og ubekymret. Når han var i nærheden, var der intet hun behøvede frygte.

Men dengang var hun endnu kun seksten, og hun kunne nu se, hvor lidt erfaring med livet, hun da havde. Hun havde været naiv og godtroende, og som det dumme barn hun havde været, havde hun altid set op til sin mor. ”Hvad mor og far gør, er det rigtige” havde en stemme i hovedet altid fortalt hende.

Og nu sad hun her, og var på vej til at leve sit eget liv, i egen bolig, med egen bil, uden at skulle leve efter andres regler. Hun var blevet voksen og behøvede ikke længere sin mors beskyttende vinger over sig. The lessons that you taught me, I learn were never true. Hun havde selv fået vinger; større og stærkere end hun kunne drømme om det. Men disse vinger var anderledes end morens beskidte, pjuskede; de var rene.

 

 

Hun åbnede flyttekassen og fluen fløj straks hen mod vinduet. Kroppen frøs til is, da blikket faldt over en lille konvolut, der lå øverst på ”Diverse småting”. Selvom det var hende selv der havde pakket kassen, blev hun et kort sekund overrasket over at se konvolutten her. Hun havde været tæt på at smide den ud i pakningen, af ren og skær frustration, men i sidste ende slog kærligheden alle andre følelser. Now I find myself in question. Det havde været en dyb kærlighedserklæring, og den første gang hun læste brevet, havde tårerne kradset i øjnene og maven slået knuder. DL havde rigtignok bedt hende kontakte ham, men Mexico er trods alt et stort sted, og brevet var to år gammelt nu. Ønskede han stadig hendes kærlighed? Efter at have fundet brevet i The Neverending story i bogreolen, havde alting ændret sig. Det var næsten som om hendes hasselbrune øjne var blevet erstattet af et nyt par. Et skinnende nyt par, der så verden meget bedre, som den verden, den i virkeligheden var. I wanna run away, never say goodbye. Hun var blevet holdt for nar af sine nærmeste, og derigennem var hendes spirende håb knust. Ville hun nogensinde kunne stole på nogen igen?

En gang imellem, når hun stod under bruseren og fløj langt væk, prøvede hun at se hele situationen fra sin mors synsvinkel. Men gang på gang kom hun ikke til større konklusioner, end at hun hadede hende. Sandt nok var DL femogtyve, da de mødtes første gang for tre år siden, men hvorfor skulle alder holde kærligheden bag lås og slå?

 

 

Blikket gled op mod det lille vindue, med den støvede vindueskarm i mørkt valnøddetræ. Himlen så ud til at blive mørkere, og stuen virkede øjeblikkeligt dyster. I wanna know the truth, instead of wondering why. Det var næsten, som om der gik en kold vind gennem stuen og hen til hovedindgangen. Det fik nakkehårene til at rejse sig, og hun skuttede sig uvilkårligt i sin sorte cardigan. I wanna know the answers, no more lies.

Tænk at ”Diverse småting” skulle have haft så stor betydning for denne dag. Tænk at en papkasse skulle kunne ændre en persons syn på verden, i så høj grad, at det syntes at blive koldere og mørkere udenfor. Selv brændeovnen ville ikke kunne fordrive dette kolde mørke bort. Mørket sad i hende, som den foragt hun vandrede rundt i, hver eneste dag. Hun følte sig som en løve i et bur; fanget, rådvild og stresset. Vandrede frem og tilbage mellem tremmerne, til trædepuderne begyndte at bløde. Hun var nu en selvstændig voksen, men alligevel følte hun sig kontrolleret. Egenrådig og dog iagttaget. Taget på fersk gerning i at stjæle slik fra skabet.

Men nu havde hun langt om længe chancen for at ændre retning. Træde i pedalerne, dreje på rettet og skabe sin egen vej. Hun prøvede at slippe det hele, men det var som et lille barn, der hang fast til hendes ben. Et stædigt barn, med fråde om munden og uklippede negle.

 

 

I wanna shut the door, and open up my mind. Pludseligt var det som om hun hørte sangen. Hun havde hele tiden hørt den, men uden rigtig at høre den. Det rockband hun altid havde elsket, fra hun startede sine rebelske teenageår, gav hende pludseligt en klump i halsen, så tårerne pressede sig frem i øjnene. Straks flåede hun sine høretelefoner ud af ørerne, så hun atter sad i stilhed, uagtet den lavmælte musik, der svagt kunne høres fra høretelefonerne, som nu lå på det olivengrønne gulv. Den pludselige stilhed gjorde trommehinderne forvirrede, så tavsheden begyndte at summe for ørerne. Hun begravede ansigtet i hænderne et kort øjeblik, før hun sukkende strøg en finger ved øjenkrogen og tørrede en løbsk tårer væk. Med et snøft smilede hun opmuntrende til sig selv og følte sig godt dum. Af ren refleks kiggede hun sig hurtigt over skulderen, men selvfølgelig var der ikke andre. Den eneste anden, hun kunne få øje på, da hun lod blikket glide en gang rundt i stuen, var den grønne spyflue, der kravlede rundt på vinduesglasset. Hun rejste sig fra sin stilling på gulvet, og gik hen mod vinduet, hvor fluen straks begyndte at summe, mens den gang på gang fløj ind i vinduet; den forstod tydeligvis ikke, at det ikke ville hjælpe. Hun slog vindueshaspen op og måtte stå på tæer for at kunne skubbe vinduet helt op på vid gab. Fluen styrtede ivrigt ud i den friske morgenvind og forsvandt ud af syne.         

Mørket var forsvundet, eller også havde det aldrig rigtig været der. Det gik op for hende, hvor klam og indelukket stuen var, så hun lod vinduet fortsat stå åbent, da hun atter gik hen og satte sig ved flyttekassen. Hun lagde brevet fra DL på gulvet og tog en lille, sort porcelænskat op af kassen. Den var lille nok til, at hun kunne holde den i sin ene hånd, og den skinnede som blæk. Katten lå på maven og kiggede bedende op på hende, med sine små, dybe øjenhuller. Hun huskede den dag i Tokyo, hvor den havde kigget op på hende, med de samme bedende øjne. Da hun købte den, havde hun ikke manglet noget, så den var mest blot som en lille souvenir. Et slags minde, der med tiden endte med at få stor betydning. I al den tid hun havde været ude at rejse, havde hun ikke modtaget en eneste sms fra DL. Han var som sunket i jorden, og hun måtte vist også indrømme, at hun havde haft så travlt med at opleve Tokyo, at hun havde glemt alt om ham. Var det i virkeligheden hendes egen skyld, at de havde mistet kontakten? Nej, måtte hun tvinge sig selv til at tænke. Det var ikke hende der havde sørget for, at DL ikke kunne kontakte hende, og at hun ikke kunne kontakte ham. Hendes mor havde aldrig brudt sig synderligt om DL, men det betød ikke, at hun kunne tillade sig at holde dem fra hinanden, i hele to år. Men var det i virkeligheden også hendes egen skyld, at hun havde mistet ham? Måske var hendes mor ikke ene og alene om at ødelægge forholdet? Hun havde trods alt haft utroligt meget om ørerne på daværende tidspunkt.

 

 

Hun blev omgående kastet ud af sin lange tankestrøm, da den lavmælte larm fra høretelefonerne stummede hen. En ny, noget anderledes melodi begyndte at spille, og hun anstrengte sig for at høre, hvad der blev sunget.

Hello, it’s me. I was wondering if after all these years you'd like to meet.

Hun var øjeblikkeligt klar over, hvilken sang det var (det første ord afslørede det fint i sig selv). Måske DL kunne tilgive hende? Måske han allerede havde tilgivet hende? Som et lyn fra en klar himmel fik hun den skøre idé at ringe til hans gamle mobil. Hun anede ikke, hvor det kom fra, men måske han havde lyst til at ses? Hello, can you hear me? I'm in California dreaming about who we used to be. Fortiden havde været så pragtfuld, og måske de kunne skabe en lige så pragtfuld fremtid. Det var lige før hun begyndte at græde, hver gang hun så en romantisk scene i en tilfældig film i tv’et. Det mindede hende gang på gang om ham og den rose, der engang havde blomstret imellem dem. Men nu blev rosen mere og mere vissen, og håbet blev svagere og svagere, for hver dag der gik. Så hvis hun skulle have chancen for at rette op på sine fejl og undskylde, måtte det hellere være nu.

Hun greb sin mobil og med et par hurtige fingerbevægelser, var hun inde ved DL’s gamle nummer i kontakterne. Hun kiggede op mod vinduet, mens hun prøvede at tage sig sammen til at ringe ham op. Udenfor pippede blåmejserne ivrigt, mens vinden ruskede blidt i trækronerne i nabohaven. Så satte hun mobilen op til øret og lyttede til de afventende dybe toner. There's such a difference between us. And a million miles. Hun var ikke engang sikker på, at det var muligt at kontakte ham, hvis han stadig befandt sig i Mexico. Men måske hun havde heldet på sin side, for en gangs skyld.

Telefonen brummede stadig tøvende og hun måtte bide sig selv i underlæben, for at kunne holde nerverne i ro. Tonerne gentog sig og så forstummede de.

”Hallo?” sagde hun med skærpede sanser, og nægtede at erkende sit nederlag. For sit indre øre kunne hun høre hans blide stemme svare hende. Men der var ingen spansk accent, der svarede tilbage. Den eneste anden stemme der kunne høres, var Adeles. Hello from the other side. I must have called a thousand times. Langsomt lod hun hånden der holdt telefonen, falde ned i skødet.

 

 

Hendes verden havde ændret sig. Intet var det samme som før, hverken i kærlighedslivet eller familien. Hun huskede engang, hvor hun havde været i København med et par veninder. Det var omtrent fire år siden nu. De var gået forbi en genbrugsbutik, som havde fanget hendes opmærksomhed. Veninderne fortsatte kvidrende, men hun selv stoppede op og betragtede vinduet i tavshed. I vinduet stod en nålepude i rødt stof. Hun havde aldrig før ejet en nålepude og ej heller havde hendes mor det. Hun havde aldrig lært at sy eller bare haft tiden til at sidde stille og kræse om noget. Altid havde hun været på farten.

Til tider kunne hun spekulere over, om hendes liv ville have set anderledes ud, hvis hun havde valgt at købe den nålepude. Ville hun aldrig være stødt på DL? Ville hun i dag bo i en lejlighed i København, hvor hun syede sit eget tøj og havde to katte? Eller ville hun være blevet hjemme hos mor og far, som var de evige helte, der frelste hende fra verdens ondskab?

Men den vej hun havde valgt at gå, havde ikke givet noget udslag i den retning. Tværtimod havde fremtiden formet sig helt anderledes. Det var næsten som om mødet med DL havde taget mere fra hende, end det havde givet hende. Ikke nok med, at hun følte sig mere ensom end nogensinde før, men hun havde også klippet et bånd mellem sine forældre over. Selv den spyflue, der ville kunne dræbe tavsheden de mørke vinterdage, havde hun nu mistet.

 


Det gibbede i hende, da dørklokken ringede aggressivt bag hende. Det måtte uden tvivl være flyttebilen, tænkte hun, idet hun rejste sig. Der lød et hult bump og da hun kiggede ned for sine fødder, var hendes IPhone faldet ud af skødet og lå nu med skærmen opad. Hun kunne se sit eget spejlbillede i den, på trods af den gamle lange ridse, der gik fra hjørne til hjørne. Hun rynkede brynene og tænkte sig om. Hun var på nippet til at lade flyttemanden vente og forsøge at give DL’s gamle nummer et skud til. Men i stedet rystede hun på hovedet af sig selv og tænkte bestemt, at hun måtte give slip på, hvad der havde været og komme videre. Hun gik ud i gangen til hoveddøren, tog fat om det kolde nikkelhåndtag og trykkede ned, til døren gik op. En skarp solstråle blændede hende, og over et hoved hang solen, som den sendte varme energibølger mod hendes kinder. Hun satte hånden op mod panden for at skygge for solen, så hun kunne se ansigtet, der tilhørte personen over for hende. En mørkhåret, ung mand smilede til hende, med lysende kastanjebrune øjne. Hendes hjerte hoppede adskillige slag over, men tvivlen skyllede ind over hende, som en besk tsunami. And it's no secret that the both of us, are running out of time

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...