Den dag mit hjerte bristede

Mindre skoleopgave med specifikke krav (en såkaldt "særlig skoledag"). Baseret på virkelig hændelse.

1Likes
0Kommentarer
168Visninger
AA

1. Den dag mit hjerte bristede

Det var efterår og jeg var ny i klassen. Mange af ansigterne var stadig fremmede, men jeg havde lært mig de vigtigste; dem man skulle holde sig fra og aldrig sige imod.

Jeg befandt mig i det indelukkede klasselokale. De røde murstensvægge var tilsvinede, stolene gjorde ondt at sidde på, bordene var beskidte og ridsede, og på samme måde var resten af lokalets indhold i dårlig stand. Gardinerne var tunge og matte, hvilket forhindrede solens opmuntrende stråler i at trænge ind i klassen.

Jeg sad på min plads med min Harry Potter bog foran mig og nakken bukket. Til venstre for mig sad Benjamin og rev en blå kontorstols betræk i stykker, rullede det sammen mellem fingrene og kastede de små stykker stof efter mig.

”Hey Vanessa? Vanessa?” Jeg svarede ham ikke, før han gik direkte til sagen: ”Hvorfor er din bog i stykker?” spurgte han og nikkede mod bogens forside, der var fæstet sammen med gaffatape.

”Min hund ødelagde den,” svarede jeg tøvende og kort for hovedet. Så måtte det emne være afsluttet, tænkte jeg. Men jeg tog fejl.

”Fyyh, en slem hund! Skal den så ikke aflives?” Ordene skreg mig spottende i ansigtet og der gik kun få sekunder, før jeg sad grædende ind over min ødelagte bog.

Hvad Benjamin ikke vidste var, at jeg kort forinden havde mistet den selv samme hund. Og den selv samme hund var det eneste i verden, der gav mit liv mening i denne tid, og holdt mig i live.  

 

Jeg var på vej ned mod skolens kælderafdeling, hvor hjemkundskab snart skulle finde sted. Der var stort set mennesketomt på den lange, mørke gang, hvor der altid hang en besynderlig lugt i luften; blandingen mellem mad, og savsmuld fra sløjdlokalet, der var nabo til hjemkundskabslokalet. Med korslagte arme lænede jeg mig mod den kolde murstensmur og rettede et stift blik mod gulvet.

Der gik kun et kort øjeblik før Benjamin traskede ned ad trapperne sammen med Anders – hierarkiets øverstbefalende. Idet de så mig, begyndte snakken:

”Og så begyndte hun bare at tude over den der hamster, eller hvad det var,” forklarede Benjamin. Anders lagde hovedet tilbage og lo i fryd. De spyttede kommentarer efter mig i en led strøm af hån, og til sidst kunne jeg ikke tage mere. Uden at være klar over, hvad jeg foretog mig, begyndte jeg at skrige af dem. Det der kom ud ad min mund var ikke en sammenhængende sætning, men blot én lang tone, der var så øredøvende, at man skulle tro alle skolens vinduer ville sprænges. Aldrig havde jeg haft så meget lyd i mig, og aldrig havde jeg følt mig så ødelagt. Der var noget, der gik i stykker i mig den dag; det var som om den kuppel af glas, vi bliver holdt sammen af, og som er fyldt med alt, hvad vi lever for, smadredes og lå tilbage i mit bryst som tusind tomme glaskår. Aldrig havde jeg haft så meget lyd i mig. Alt, hvad jeg havde følt over de sidste par år af negative følelser, var proppet ind i dette ene skrig.

Herefter svang jeg min taske over ryggen og forlod skolen, med retning mod mit hjem. Jeg var absolut ligeglad med, at der var otte kilometer hjem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...