Surviving Christmas - {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Færdig
Julen er tiden for kærlige klem og flygtige kys under misteltenen. Tiden man tilbringer, med dem man holder allermest af.
Ella bor i en lejlighed midt i London, og hun har alting tæt omkring sig.
Tilværelsen er ensartet og sommetider kedelig, men det skræmmer ikke Ella, som er fuld af gå-på-mod.
Livet ruller af sted i sin vante rytme, indtil kalenderen rammer 1. december.
Hvad sker der, når Ellas moster skaffer backstagepas til en One Direction-koncert?
Herfra tager det fart, og Ella hvirvles ind i en ny og hektisk verden, der er noget så forskellig fra hendes egen. Følelser opstår, venskaber vil blomstre, men ingen har magten over fordærvelsen. Kan Ella holde balancen, eller må hun sande et nederlag?
Julen er miraklernes tid, og måske er det Ellas tur til at opleve julemagien.
Læs med i Surviving Christmas, og tag del i magien.

[Deltager i julekalender-konkurrencen. Mulighed 1: Fanfiction-julekalender]

19Likes
61Kommentarer
27039Visninger
AA

30. Epilog - 18. februar

 


***

Ellas synsvinkel:

Jeg foldede den sidste papkasse sammen og lagde den ud i gangen til de andre, der stod nok så pænt og ventede. Det var med blandede følelser, at jeg den morgen havde pakket den sidste lille rest af min lejlighed ned. Den havde indeholdt så godt som hele mit liv de sidste tre års tid. Det var lidt underligt at skulle sige farvel til det hele.
Jeg gik lidt rundt på må og få i de tomme rum. Jeg var nærmest bange for, at jeg havde fortrudt. Var det for sent? I realiteten ikke. Det var aldrig for sent – Men inderst inde ønskede jeg at gøre det. Jeg havde ventet i så lang tid, og jeg var klar til at tage det næste skridt. Jeg endte tilbage i køkkenet igen efter min lille slentretur rundt i lejligheden. Jeg satte mig ved køkkenøen og støttede hagen mod mine hænder, mens jeg stirrede ud i luften.  Jeg havde ikke andet at lave end at vente.

Jeg fik et mindre chok, da jeg hørte det banke forsigtigt på dørkarmen ind til køkkenet. Jeg for i hvert fald sammen og vendte lynhurtigt blikket mod døren, hvor en knap så frygtindgydende skikkelse stod.
”Forskrækkede jeg dig?” Niall smilte bredt, og jeg kunne mærke, hvordan et smil også tittede frem hos mig. Han fik mig altid til at smile. Bare hans navn kunne vende mundvigene opad.
”Bare en smule.” Jeg havde taget hånden op til brystet for at få styr på vejrtrækningen igen. Det havde virkelig fået hjertet til at pumpe.
”Det beklager jeg. Det var ikke min mening.” Han kom smilende hen til mig, og jeg fik et kys som undskyldning. Ikke fordi det havde været nødvendigt. Jeg havde tilgivet ham, uanset om han havde givet mig en agurk, et kys eller fire diamantringe. Ikke at jeg ville tillade ham at købe fire diamantringe til mig. Agurken ville jeg til gengæld glædeligt tage imod. Jeg elskede agurk. Det var en god grøntsag.
Endnu en gang trak Niall mig ud af mine tanker.
”Er du ved at være klar?” Han lagde armene om mig og rokkede mig forsigtigt fra side til side. Jeg stirrede lidt frem for mig, mens jeg bed mig let i underlæben. Jeg var i omkring to sekunders indre kaos, inden jeg hankede op i mig selv og tog mig gevaldigt sammen.
”Ja, jeg er klar. Det sidste står ude i gangen.” Jeg pegede ud mod gangen, hvor jeg et par minutter tidligere havde stillet den sidste kasse.
”Perfekt! Skal vi få det pakket i bilen?” Han lød spændt, og det gav selvfølgelig også god mening. Det var ikke hver dag, at ens kæreste flyttede ind. Jeg var også spændt, men det var en blanding af glæde og nervøsitet. Jeg glædede mig til at gøre det sådan rigtig officielt, at jeg Niall og jeg var sammen, og at vi virkelig ville hinanden. Nervøs var jeg også, for jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente.

Vi gik ud i gangen og greb hver en kasse, som vi gik ned i min bil med. Niall var gået over til mig, så jeg kunne få min bil med over til ham. Det var i hvert fald den nemmeste plan, vi lige kunne finde på, når det var mig, der flyttede over til ham.

Fem kasser senere var det hele pakket og klar til afgang. Jeg tog for sidste gang sko og jakke på i den nok så velkendte gang. Jeg sad på stolen i gangen og stirrede frem for mig, da Niall kom tilbage efter at have været nede med den sidste kasse.
”Er du okay” Han satte sig på gulvet ved siden af mig. Jeg bed mig tøvende i læben. Jeg var ikke helt sikker.
”Det ved jeg ikke helt. Jeg glæder mig til at flytte ind hos dig, men jeg kommer bare til at savne stedet her.” Jeg støttede hagen mod hænderne og kiggede lidt rundt. ”Det er svært at sige farvel.”
”Men det er også et nyt goddag,” indskød han. ”Til et nyt kapitel.” Han havde jo egentlig også ret. Det var et nyt kapitel, og jeg burde springe ud i det. Ikke fordi jeg i ramme alvor havde tænkt mig at springe fra. Jeg skulle bare lige have det sidste skub i den rigtige retning. Og det med det nye kapitel lod til at være dråben.

”Du har ret. Lad os komme af sted, inden jeg skifter mening.” Jeg klappede hænderne ned på lårene og rejste mig med fornyet energi. Det skulle altså bare overstås. Et nyt kapitel var lige, hvad jeg skulle have startet på. Niall kæmpede sig grinende op. Han fandt nok mit lille humørskift vældig morsomt. For at være ærlig ville jeg nok også have syntes, at det var pænt sjovt, hvis jeg havde været ham. Jeg var skiftet fra en lidt trist surmulen til en frisk og spændt lille dame. Det var noget underligt noget, men sådan var det altså bare.

Det blev til en sidste runde i lejligheden for at kigge efter glemte eller efterladte ting. Jeg fandt ikke noget, så det var rimelig hurtigt overstået. Niall var stille gået med mig rundt. Han havde nok godt kunne fornemme, at jeg lige skulle have et minut eller to til at sige farvel til det hele. Jeg gik i stå inde i stuen. Jeg mærkede Nialls armen om mig, og hans hoved lagde sig forsigtigt på min skulder.
”Godt nok er det tomt, men det er stadig et hjem,” mumlede jeg. Han nikkede.
”Men nogle gange må vi give slip på en ting for at få noget andet.” Han kunne søreme også komme med nogle vise ord, når det lige slog ham. Det var ligesom Zayn. Jeg nikkede bekræftende. Selvfølgelig havde han ret.
”Minderne ville ikke forsvinde, bare fordi jeg ikke er her længere.” Jeg strøg hånden op over Nialls arm, og jeg lagde der mærke til, at han kun have en t-shirt op.
”Fryser du slet ikke?” Jeg så noget overrasket på ham, da han rystede grinende på hovedet.
”Du er da noget heldig så,” bemærkede jeg halvtørt. Jeg var lidt jaloux over, at jeg stod i min jakke og skottede mig i kulden, men Niall så helt tilpas ud i hans tynde t-shirt.
”Vi er jo nogle, der kan.” Han så ned ad sin t-shirt og nikkede så lidt for sig selv.
”Nok om det,” sagde jeg og klappede ham tilfældigt et par gange på armen. ”Jeg er klar til at køre nu.”
Jeg tog en dyb indånding og mødte Nialls smil med et lige så stort smil selv. Det var på tide at træde ud af det tidligere kapitel med alt for mange faste rutiner og ind i et nyt med spænding, en større omgangskreds og en kæreste til at dele det hele med.

***

Jeg kunne med det samme genkende de fire, der stod og ventede på os, ude i gården. Jeg svingede så graciøst som muligt ind i båsen, der var lige ved siden af Nialls. Jeg fik kun lige slukket bilen og trukket håndbremsen, for døren blev flået op, og et strålende ansigt viste sig.
”Velkommen hjem, Ell!” Louis gjorde en fejende bevægelse op mod lejligheden.
”Tak Lou,” hvinede jeg, da jeg nærmest blev løftet ud af bilen i et kram. Den knægt var jo mere begejstret, end jeg var. ”Man skulle tro, at det var dig, der skulle flytte ind, med al den energi du ligger for dagen.”
Det spredte latter – Også Louis grinte selv med. Det var jo også noget af en energibombe, han havde gjort sig selv til. Hvad mon havde fået på sin morgenmad? En knivspids glæde og en halv lykkepille?

”Lad os hjælpe med de sidste kasser.” Harry åbnede bagsmækken på min bil, og han greb den første flyttekasse. Zayn og Liam greb også hver en kasse, og før jeg kunne nå at reagere, havde Louis og Niall taget de sidste to kasser.
”Du får det vigtigste job af dem alle; Du skal låse bilen.” Zayn nikkede grinende mod bilen. Jeg løftede hånden, hvor jeg stadig holdt om bilnøglerne, og trykkede på en enkelt knap. Der kunne høres et lille klik fra bilen, og så var bilen søreme låst. Hokuspokus. Sikke en opgave. Skulle jeg så bare gå ved siden af og se sød ud hele vejen op til lejligheden? De kasser var i hvert fald ikke kun fyldt med fjer, så jeg var ærlig talt glad for at slippe for at skulle bakse med flere kasser. Hvor var det dog nemt med fem stærke fyre. Det kunne jeg da nærmest godt vænne mig til.

Jeg fik også æren af at åbne døren, da mine fem improviserede flyttemænds hænder jo var en smule optagede af flyttekasser. Jeg kom ind i en noget så velkendt entre, men jeg måtte rykke længere ind i stuen, så drengene kunne komme forbi med kasserne. De lagde dem fra sig i de voksende stabler, der var kommet i løbet af de sidste to uger. Det havde været en lidt længere proces. Vi skulle jo have fundet et depot, hvor jeg kunne have alt det overflødige, som vi ikke behøvede. Alt mit service behøvede jeg for eksempel ikke. Det havde Niall rigeligt af. Mit køleskab, som jeg selv havde købt til lejligheden, skulle også med, men var også overflødigt, når Niall allerede havde et kæmpe køleskab stående i køkkenet. Det havde taget os et par dage at stable en aftale på benene med en nærliggende depotudlejer.

Men der var endelig kommet styr på det, og da Liam satte den sidste flyttekasse fra sig, var jeg officielt flyttet ind. Ikke fordi at jeg ikke havde været særlig meget hos Niall. Jeg boede der praktisk taget i forvejen. Jeg sov oftest hos Niall, og mange af mine ting var allerede hos ham, da vi tog flytte-snakken. Jeg var glædeligt med på ideen. Det havde mange fordele at bo to sammen. Mindre huslege – Ikke fordi det var noget problem, og en som man kunne være sammen med. Det var generelt bare mere hyggeligt og socialt at bo sammen med en anden. Så kunne man overraske den anden med hjemmebagte brownies efter en lang dag i studiet eller varm te og ild i brændeovnen efter en hård dag på arbejdet. Jeg var sikker på, at det nok skulle blive ganske fornøjeligt at bo sammen med Niall. Når jeg da en gang var flyttet rigtigt ind.
Jeg lod mig falde tilbage i sofaen med et suk.
”Jeg får aldrig styr på det her rod.” Jeg foldede armene sammen over mit hoved og sukkede opgivende. Hvor skulle man lige starte, og hvor filen endte det hele? Det var så uoverskueligt, at jeg slet ikke lige kunne tænke rationelt. Heldigvis kom Harry til min redning.
”Pjat med dig. Det skal du nok få styr på.” Han vinkede grinende ad mig. ”Men lad os glemme flytterodet bare for i dag.”
Louis klappede hænderne sammen.
”Lidt Fifa er godt for den kreative del af hjernen,” sagde han klogt og gik hen til Nialls fladskærm. På hylden ved siden af stod der både brætspil, film og PlayStation-spil.
”Og en omgang pizza fader altid i god jord.” Liam havde ingen god undskyldning for, at vi skulle have pizza, men hvor havde han dog ret. Pizza skulle vi aldrig diskutere længe om. Hvis en havde lyst til pizza, så havde alle pludselig lyst til pizza.
”Vi har måske allerede lagt planer for i dag.” Niall smilede strålende til mig, og det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for. Jeg nåede ikke at svare, for Zayn afbrød mig lige i det, jeg skulle til at åbne munden.
”Og det indebærer muligvis både pizza, Fifa og chips. En afslappet lille indflytterfest om du vil.” Han greb den controller, som Louis kastede mod ham, og rakte den videre til mig. Jeg tog i mod den og satte mig op i sofaen, med en smule mere energi end før. Det lød såmænd meget godt med lidt pizza og Fifa. Med lidt snacks og lækkerier ved siden af, så kunne det da ikke få helt galt. Og Fifa var heller ikke så slemt. Jeg havde øvet meget med Niall den sidste halvanden måned. Når vi da endelig havde tid til at slappe af, endte det ofte med te eller kakao foran fladskærmen eller med et brætspil. Vi kunne godt lide det enkle og gik ikke så meget op i lange romantiske gåture og smooches i måneskinnet. Ikke fordi at vi ikke gjorde det. Det var bare ikke så forfærdelig tit, at vi gjorde det. Specielle dage kunne vi dog godt finde på at tage i parken og gå en lang tur, men det var bare mindre kompliceret at sidde hjemme i stuen. Der var ingen paparazzier, journalister eller fans, der skulle have billeder eller fulgte efter os. I starten var det forbandet irriterende med al den opmærksomhed omkring en, men med tiden blev det til summen i baggrunden. Når jeg handlede ind, måtte de da vældig gerne komme og tage billeder af, at Niall og jeg skulle have pasta med kødsovs til aftensmad. Vældig fine overskrifter det i øvrigt ville give.

’One Directions Niall Horan og kæresten – Pasta med kødsovs-overforbrug.’

Se det var, en overskrift, som jeg ville synes, var værd at læse. Jeg fniste lydløst for mig selv.
”Hvad tænker du på?” Niall prikkede forsigtigt til mig. Jeg måtte have været væk et par minutter, siden Niall trak mig tilbage til den virkelige verden igen. Han var nok lidt forsigtigt, efter den forskrækkelse han havde givet mig tidligere på dagen. Jeg grinte fjoget.
”Det er svært at forklare.” Han gav tydeligvis ikke op, for han lænede hovedet lidt frem og så opfordrende på mig. Han godtog det altså ikke som et gældende svar.
”Fint nok. Du bad selv om det så.” Jeg løftede overgivende hænderne et øjeblik, før jeg fortsatte. ”Jeg tænkte bare på alle de paparazzier, der er noget så interesserede i, hvad jeg køber, når jeg handler ind. Det ville give nogle noget interessante overskrifter.” Jeg holdt en kort pause, fordi jeg ikke helt kunne holde et grin inde, men fortsatte så igen, da jeg havde fået styr på morskaben igen.
”For eksempel ’One Directions Niall Horan og kæresten – Pasta med kødsovs-overforbrug.’’ Jeg mimede et banner med hænder for at sætte tryk på den imaginære overskrift. Og det spredte rigtig nok god stemning. Alle grinte som bare pokker. Det var ingen hemmelighed, at Niall ofte hældte til de nemme læsninger som pizza og take-away, mens jeg insisterede på ordentlig mad i hvert fald 4-5 gange om ugen. Det sjove var så bare, at på grund af mit statement skulle jeg oftest lave mad, da jeg jo insisterede på ordentlig mad. Min holdning – Mit problem. Det plejede drengene i hvert fald at sige. Så slap de også for selv at lave mad nogle dage.  Vi spiste meget ofte sammen. En gang om ugen i hvert fald. Tiden var bare ikke altid til det helt store arrangement, så jeg lavede pænt tit pasta med kødsovs. Ris med kødsovs hvis det endte ud i mere end en gang om ugen. Jeg kunne dog godt lide det, og Niall havde endnu ikke brokket sig, så helt forkert kunne det ikke være.

***

Pizzabakkerne stod halvtomme i køkkenet, efter at vi havde været der. Vi var rykket ind i stuen igen, for at fortsætte vores lille Fifa-turnering. Jeg gav mig helt hen i spillet og klarede mig endda så godt, at Harry måtte se sig slået to gange, mens både Zayn og Liam fik bank en gang hver. Jeg var pavestolt. De mange timers træning med Niall havde været det hele værd.

Da turneringen endnu en gang var endt ud i en kamp mellem Niall og Louis, fandt vi de kreative spilleregler frem. Jeg fik bundet mit tørklæde om hovedet, og Niall tog Louis’ hættetrøje omvendt på, så han kunne trække hætten op foran øjnene. Han så forbandet sjov ud med hættetrøjen, der vendte forkert. Det var nok meget godt, at jeg ikke kunne se ham. Ellers havde jeg nok ikke kun koncentrere mig bare lidt om spillet. Så sjov så han simpelthen ud.

”Nej nej nej! Til højre! Ella, til højre! Jajaja!” Louis trommede på mit ben af bare begejstring, og han hoppede ekstatisk op og ned, da bolden åbenbart gik lige gennem Nialls forsvar og hamrede i mål. Jeg opfattede det til dels, da Louis brød ud i jubel, men også da jeg hørte lydeffekten for en scoring.
”Et nul til Ella! Wuhuu!” Louis var ikke til at styre, men han var jo også mine ’øjne’ i spillet, så han kunne tage halvdelen af æren. Jeg havde bare trykket på alle knapperne. Louis havde fået den svære opgave at skulle styre blinde mig. Se det var noget af en prøvelse.

Kampen sluttede, og jeg havde officielt givet Niall bank i blinde. Derudover havde jeg scoret i sidste minut, og det var jo et fedt, når man gjorde det. Det gav jo ekstra spænding til spillet. Det var noget af et achievement. Niall havde trukket hætten ned og brokkede sig højlyst over Harry, der åbenbart ikke havde set hullet i hans forsvar, og det var tydeligvis ikke godt. Jeg trak grinende halstørklædet væk og blinkede et par gange, så øjnene kunne vænne sig til lyset igen.
”Giv mig lige den her.” Jeg daskede Niall på armen. ”Du skal nok give mig bank i de næste 117 spil, så lad mig lige have mit moment.” Jeg holdt med nød og næppe det brede smil inde, og Niall hoppede i med begge ben.
”Så lad gå da. Tillykke med sejren.” Han rakte mig højtideligt hånden som en rigtig sportsmand, og jeg tog den selvfølgelig.
”Jo tak. Det er en sand milepæl i mit liv,” svarede jeg kækt med et skævt smil. Han ødelagde dog lidt øjeblikket, da han rykkede et par centimeter tættere på for at give mig et kys. Det overraskede mig en smule i starten, men jeg var selvfølgelig med, inden der var gået ret mange millisekunder. Vi holdt generelt kæresteriet på et minimum, da det i længden blev pænt irriterende for drengene, men også for os selv. Det var en rytme, som vi fandt rimelig hurtigt. Vi burde også være i stand til at holde os fra hinanden i mere end en time. Det var vi faktisk også rigtig gode til, hvis jeg selv skulle sige det.

Vi gav op på Fifa og gik videre med kortspil. Jeg havde i slutningen af december lært drengene at spille Liverpool, og det var blevet en af vores favoritter. Det tog ofte en evighed at spille, men det var hammersjovt. Jeg sad i den ene sofa mellem Niall og Harry, så jeg skulle virkelig passe på, at der ikke blev luret i mine kort til hverken den ene eller den anden side. Der fandtes ikke for beskidte kneb ifølge drengene, så det var simpelthen bare en af de regler, vi spillede med.

Jeg trak benene op under mig, så jeg sad i skrædderstilling, og lagde en hånd på Nialls og Harrys ben. Det var vidst tid til at være lidt sentimental og følsom.
”Jeg aner ikke, hvad jeg skulle have gjort i december uden jer, drenge. Jeg elsker jer virkelig alle sammen, bare lige så i ved det.” Jeg smilede kærligt og lod blikket glide langsomt hen over den lille forsamling. Jeg havde kun kendt dem i lidt over to måneder, men alligevel var de de tætteste venner, jeg havde. Måske også nogle af de eneste, men jeg var begyndt at møde rigtig mange nye mennesker gennem drengene. De kendte alle, og alle skulle jo selvfølgelig møde og sige hej til Niall kæreste. Derfor var der rigtig nemt at få nye bekendtskaber rundt omkring.
Liam gjorde sig nikkende enig.
”Ja, du har virkelig fået vendt op og ned på tingene.” Jeg gengældte det smil, som han sendte mig. Han var så rar.
”Og hvem ved, hvad fremtiden har at byde på?” Zayn grinte sigende til Niall og jeg, samtidig med at han åndfraværende sad og blandede den bunke spillekort, som vi netop havde spillet med.
”Jeg er ligeglad. Bare jeg har dig, så kan hele verden såmænd gå i mod mig.” Niall lagde armen om mig, og jeg smilede til ham. Det var da absolut sødt sagt.
”Samme her. Bare vi alle har hinanden, så kan fremtiden ikke gå helt skæv.” Jeg lod fingerspidserne tegne små cirkler på Nialls arm. Alle gjorde sig enige enten med bekræftende kommentarer eller blot ved nik og smil.
Jeg lænede mig smilende tilbage mod Niall og mumlede, så kun jeg kunne høre det.
”Lad bare eventyret begynde.”

****

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...