Surviving Christmas - {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Færdig
Julen er tiden for kærlige klem og flygtige kys under misteltenen. Tiden man tilbringer, med dem man holder allermest af.
Ella bor i en lejlighed midt i London, og hun har alting tæt omkring sig.
Tilværelsen er ensartet og sommetider kedelig, men det skræmmer ikke Ella, som er fuld af gå-på-mod.
Livet ruller af sted i sin vante rytme, indtil kalenderen rammer 1. december.
Hvad sker der, når Ellas moster skaffer backstagepas til en One Direction-koncert?
Herfra tager det fart, og Ella hvirvles ind i en ny og hektisk verden, der er noget så forskellig fra hendes egen. Følelser opstår, venskaber vil blomstre, men ingen har magten over fordærvelsen. Kan Ella holde balancen, eller må hun sande et nederlag?
Julen er miraklernes tid, og måske er det Ellas tur til at opleve julemagien.
Læs med i Surviving Christmas, og tag del i magien.

[Deltager i julekalender-konkurrencen. Mulighed 1: Fanfiction-julekalender]

19Likes
61Kommentarer
26014Visninger
AA

11. 9. december

 

***

Ellas synsvinkel:

Jeg var i gang med at pakke nogle kasser med tørklæder ud, da Jessica stak hovedet ind ad døren til lageret, hvor jeg stod.
”Hvis du har lyst, må du gerne gå her kl. 16. Vi har ikke haft så meget at lave, så der er ingen grund til at holde både dig og Anna her.” Det var en dejlig nyhed. Jeg havde gruet for, hvor travlt jeg ville få med at komme i bad, når jeg kom hjem efter arbejdet, men det så nu ud som om, at jeg havde en time ekstra. Det måtte være god karma.
”Meget gerne Jessica!” Jeg smilede stort til min chef, der stod afventende i døren.
”Super! Og fordi det er din sidste vagt inden jul, så får du den sidste time med som en ekstra julegave fra os her i Zara.” Hun nikkede tilfreds ad sig selv, som for at godkende hvad hun lige havde sagt.
”Ej hvor er det sødt af jer!” Jeg lagde de tørklæder, jeg havde stået, med fra mig, og gav Jessica et stort knus. Det var meget sødt af Jessica og selvfølgelig også de andre overordnede i Zara, at give mig den sidste time med. Det gjorde dagen ekstra god. Vi snakkede videre endnu to minutter, og jeg vendte så tilbage til arbejdet. Jeg ville gerne nå at pakke alle tørklæderne ud, inden jeg tog hjem. Jeg nåede det med tid i overskud og kunne i ro og mag tage overtøj på og gå ud for at sige farvel til Jessica og Anna for at ønske dem en god jul. Da diverse gensynshilsner var overstået, kunne jeg slå kursen hjemad, hvor et varmt bad ventede på mig. Med lidt musik i ørerne føltes turen ikke særlig lang, og en håndfuld minutter senere kunne jeg lukke mig ind i min lejlighed. Jeg var et hurtigt smut forbi køkkenet for at få noget at spise. Jeg var nødt til snart at få handlet ind igen. Selvom jeg havde været rigtig meget sammen med drengene og ikke havde spist hjemme, så ofte som jeg plejede, var der alligevel nogle ting, jeg altid syntes at løbe tør for. Yoghurt, brød og smør for eksempel. Flere småting som jeg ikke brød mig særlig meget om at mangle. Jeg måtte med en surmulen minde mig selv om, at jeg ikke kunne få ristet brød med smør, fordi jeg samme morgen havde brugt det sidste smør. Jeg kunne godt lide at have et udvalg af forskellige muligheder, og det begyndte at knibe lidt. Jeg ristede to stykker brød og lagde noget pålæg på i stedet for smør. Da jeg havde spist, tog jeg et hurtigt bad og vaskede håret godt igennem. Med tre kvarterer tilbage, inden jeg skulle ud ad døren, tog jeg tøj på og tørrede mit hår, som derefter fik lov til at hænge. Jeg lagde makeup på et par minutter og pakkede min skuldertaske. Jeg nåede det lige til tiden og skyndte mig til sidst ud ad døren.

***

Jeg gned hænderne mod hinanden i et forsøg på at holde dem varme. Det lod ikke til at hjælpe ret meget, så jeg stak dem i lommerne igen. Jeg havde sendt Zayn en besked et par minutter før, men der var indtil videre intet livstegn fra ham. Jeg var begyndt at frygte, at jeg havde taget fejl af tidspunktet, eller at jeg var det forkerte sted, da døren gik op, og Zayn kom til syne.
”Det var da også på tide,” mumlede jeg.
”Undskyld. Jeg blev lidt forsinket,” undskyldte ham. Jeg trak på skulderen og godtog hans undskyldning. Jeg gav ham et kram og klappede ham på ryggen, som for at forsikre ham om, at jeg var okay med det. Vi fulgtes ad samme vej, som sidste gang jeg havde været med backstage. For enden af den sidste gang lå det store.. lokale? Jeg havde stadig ikke fundet den rigtige betegnelse for det rum, drengene syntes at opholde sig i, hver gang de spillede koncert her.
Der summede af aktivitet backstage. Drengene var ved at få mikrofoner på, og de varmede samtidig deres stemmer op. Jeg smed min jakke og min skuldertaske over en stoleryg og ville have sat mig på den ene sofas armlæn for ikke at være i vejen, men Zayn trak mig med over til klumpen af mennesker. Jeg tjekkede hurtigt klokken på min telefon. 17.48. De skulle på kl. 18, så det gav ret god mening, at der var fart på. Zayn hjalp Liam med hans øredims, der nok var en form for mikrofon, der ikke havde lyst til at samarbejde, og jeg hjalp Harry med at få styr på de vilde lokker, da han mente, at han slet ikke kunne få styr på det selv. Der kom hurtigt orden i både hår og elektronik, og fem minutter før showtime var det hele klar til start. Drengene skulle op til scenen for at gøre klar til deres entre, så jeg sagde hej til dem, samtidig med at jeg ønskede dem held og lykke. For første gang siden søndag nat, stod jeg ansigt til ansigt med Niall igen. Jeg blev pludselig lettere akavet, og jeg gennemrodede febrilsk min hjerne efter noget at sige.
”Held og lykke.” Det var det mest kreative, jeg kunne komme på i det øjeblik. Han trak mig ind i et hurtigt kram, og da han trak sig væk, strejfede hans fingerspidser min ene hånd. Det føltes som om, jeg fik stød, men den gode slags stød. Nærmest en sitren.
”Tak Ella.” Han vendte rundt og gik med Harry, Liam og Louis. Jeg så efter ham, indtil døren faldt i bag dem. Zayn og jeg fulgtes ad hen til sofaen, hvor vi slog os ned ved siden af hinanden.

Vi sad lidt i stilhed begge tilsyneladende optaget af egne tanker. Det blev Zayn, der brød stilheden.
”Jeg savner det nogle gange.” Han havde trukket benene op under sig og hvilede hagen på knæene.
”At være med i bandet?” Jeg havde vendt mig om mod ham. Han rystede på hovedet.
”Selve musikken fungerede aldrig for mig, men sammenholdet, broderskabet og oplevelserne vil jeg aldrig glemme. Jeg savner oplevelserne og følelsen af at være en del af noget større. Jeg har følt mig så ensom. Indtil du kom.” Han smilte skævt til sidst. Jeg lagde armen om ham og gav ham et kram.
”Jeg har også haft en del mere at se frem til i de her dage efter at have mødt jer. Jeg plejede at holde mig meget for mig selv. Jeg har min familie og så to veninder. Det er sådan set det.” Zayns følsomme snak havde prikket hul på ballonen, og jeg øste selv en del følelser på bordet.
”Det er jo godt, at vi kan gøre noget godt for hinanden.” Det var nok meget fint, at han rundede den af, ellers kunne det være endt i en omgang følelser og hyleri. Det havde ikke været kønt og heller ikke sjovt for nogen. Jeg nikkede bekræftende og lagde hovedet på hans skulder. Endnu en gang sad vi i et par minutters stilhed og fulgte koncerten på skærmen.
”Såeh du og Niall.. Er det noget mellem jer?” Det var endnu en gang Zayn, der brød stilheden. Han havde drejet hovedet og så på mig. Jeg løftede hovedet fra hans skulder og undgik underligt nok hans blik. Var jeg pinlig over noget? Det burde jeg ikke være. Hvad var der overhovedet at være flov eller pinlig over?
”Eh det kommer lidt an på, hvordan du betegner ’noget’,” svarede jeg lidt tøvende. Jeg kunne godt høre, hvor det her bar hen ad.
”Du ved godt hvad jeg mener. Har i noget kørende? I virker lidt tættere, end man forventer af to, der kun har kendt hinanden i lidt over en uge.” Han så sigende på mig, og jeg opgav at snige mig udenom. Jeg kunne vel lige så godt sige det til Zayn som til så mange andre. Ikke fordi jeg havde så mange andre, jeg kunne sige det til.
”Altså jeg ved ikke, hvor meget han har sagt, men vi har da måske flirtet lidt de sidste par dage. Men det er vel bare noget pjat, jeg har bildt mig selv ind,” mumlede jeg.
”Han har fortalt mig, hvad der skete i søndags. Det bekræftede kun, hvad jeg har kunnet fornemme lå og ulmede. Du fortæller mig ikke seriøst, at du tror at det er noget pjat, vel?” Han lagde hovedet let på skrå og så afventende på mig. Jeg kunne mærke farven i kinderne. Jeg kunne vel havde sagt mig selv, at Niall havde fortalt, hvad der var sket til sine allerbedste venner. Hvad andet kunne man forvente? Jeg sad lidt og stirrede ned i gulvet, mens jeg febrilsk gennemsøgte min hjerne efter et svar, men jeg havde intet. Det var Zayn, der førte forhøret, og jeg kunne ikke gøre andet end at besvare spørgsmålene efter bedste evne. I dette tilfælde var min evne vidst ikke engang eksisterende. Den havde i hvert fald valgt at strejke.
”Kan du lide Niall?” Spørgsmålet kom som et lyn fra en klar himmel. Jeg blev i hvert fald taget på sengen og måtte synke klumpen, der havde sat sig i halsen, før jeg kunne tage mig sammen til at svare.
”Han er da rigtig sød, men det betyder jo ikke noget alligevel, for hvad ville en af Nialls kaliber overhovedet med en som mig?” Jeg rystede på hovedet. Chancerne var i hvert fald meget små. Alt for små. Ifølge mig i hvert fald.
”Men hvad hvis han nu kunne lide dig?” Zayn skulle da også lige presse citronen. Jeg kunne lige så godt bare svare, ellers ville denne samtale aldrig nå sin ende, hvis jeg blev ved med at svare i gåder.
”Jeg tvivler ærlig talt stærkt på det.” Jeg trak på skulderen ad Zayns blik. Han troede tydeligvis ikke på, hvad jeg sagde.
”Jeg tror såmænd, du vil blive overrasket.” Han smilede for sig selv og vendte så opmærksomheden mod skærmen igen. Jeg trak benene op under mig og hvilede hagen på knæene.
”Jeg ville ikke have noget i mod det,” mumlede jeg næsten lydløst.
Endnu et par minutters stilhed. Jeg smilede ad drengene, der pjattede rundt på scenen som de drengerøve, de nu engang var. Jeg kunne ud ad øjenkrogen se, at Zayn i ny og næ sendte mig et blik, men jeg valgte at fokusere på koncerten. Måske var det slet ikke koncerten, jeg var så optaget af, men måske mere det at undgå flere spørgsmål jeg ikke følte, at jeg kunne svare på. Eller spørgsmål jeg helst ikke ville have svaret på. Jeg kunne måske godt lide Niall men hvorfor sætte næsen op efter noget, man alligevel aldrig kunne få? Jeg rystede på hovedet i et forsøg på at klare tankerne, men lige lidt hjalp det. Mine tanker tog på eventyr, og jeg var ufrivillig passager på første række. Jeg sukkede lydløst og opgivende og lod tankespindet hvirvle mig med.

***

Det var svært ikke at snakke, når man sad sammen og så noget så sjovt som drengenes koncert. De sprang rundt på scenen, nok for at holde varmen, og gav den max gas. Zayn og jeg havde kun siddet små ti minutter, før snakken automatisk begyndte igen. Der blev grint og pjattet lige så meget backstage, som der blev på scenen. Jeg brød sammen af grin, da Louis kom styrtende hen mod Liam for at gøre et eller ved ham men endte på røven i stedet for. Liams ninjainstinkter havde overtaget, og han havde i sidste øjeblik dukket sig og højst sandsynlig reddet sig selv fra et slag i nakken. Louis havde opgivende lagt sig fladt ned på ryggen, og Liam stod og truede med at hælde vand ud over ham. Louis bad om nåde, og Liam vippede drillende med vandflasken. Jeg grinte så tårerne steg op i øjnene, og jeg prøvede febrilsk at tage mig sammen. Zayn ved siden af mig grinte også, men ikke i nærheden af den samme grad som jeg gjorde. Alt imens Louis og Liam havde deres eget moment, takkede Harry og Niall deres fans og brugte tiden inden deres allersidste nummer. Liam besluttede sig efter et godt minuts tid for at skåne Louis og hjalp ham op. Harry og Niall afsluttede deres snak, og der begyndte så småt at komme styr på det hele igen. Også hos Zayn og jeg, kom der lidt kontrol over morskaben, og de spændte mavemuskler kunne slappe af efter at have krampet sammen af latter i flere minutter. Musikken gik i gang, og det var drengenes tegn til at komme tilbage på sporet igen. På et splitsekund var de gået fra at tonse hovedløse rundt til at synge ’Best Song Ever’ for fuld skrue. Jeg tørrede tårerne væk fra kinderne og så på Zayn, der stadig grinte let, men denne gang grinte han dog af mig. Jeg rakte tunge ad ham og fulgte med på skærmer, til sangen sluttede, og drengene forlod scenen efter at have sagt det sidste tak. Omkring ti minutter senere blev døren slået op, og de fire musikere kom springende ind. De var stadig fulde af energi, og adrenalinen havde endnu ikke lagt sig. Der blev hoppet rundt og snakket heftigt et par minutter, før der faldt lidt ro over forsamlingen. De kunne endelig stå stille, men snakken fortsatte uforstyrret. Zayn og jeg havde moret os kosteligt fra vores pladser i sofaen, og vores grin brød gennem deres stemmer, da der opstod en pause i den heftige snak om koncerten. Jeg rejste mig og gik hen til et køleskab, jeg havde lagt mærke til tidligere, og greb fire flasker vand. Jeg måtte klemme de to af dem fast med min arm, men jeg klarede det lige. De var pokkers kolde, så jeg piftede lavt for at få drengenes opmærksomhed og kastede med bløde underhåndskast flaskerne hen til dem. De greb dem ubesværet og slukkede tørsten i det kolde vand.
”Og hvad så med mig?” Zayn holdt spørgende hænderne ud til siderne og så grinende på mig. Jeg smilede stramt til ham. Jeg kæmpede for at holde masken, men jeg klarede det lige.
”Hvordan kunne jeg da glemme dig? Nu skal jeg straks være der.” Jeg vendte rundt og gik tilbage til køleskabet, hvor jeg greb endnu to flasker. En til Zayn og en til mig selv. Jeg stillede min fra mig på den nærmeste stol og gik over bag ved Zayn, der allerede var optaget af hans telefon igen. Jeg kunne høre de indestængte grin bag mig, hvor drengene var blevet stille efter at have opdaget, at jeg var ude på et eller andet. Den eneste der ikke vidste, hvad der skulle ske, var den intetanende Zayn. Med et snuptag trak jeg ud i nakken på hans trøje og lod den iskolde vandflaske glide ned over hans bare ryg. Han skreg af forskrækkelse. Vi andre knækkede sammen af grin. Netop som han havde rejst sig for at, ja gud ved hvad, kom der i samme øjeblik en flok mennesker ind fra nærmeste korridor. Min moster var sjovt nok blandt dem, og hun var hurtigt henne for at sige hej. Derefter vinkede hun alle drengene på nær Zayn hen til sig og snakkede sikkert noget business eller lignende med dem. Efter min mosters flok kom to personer ind med et lille rullebord, der viste sig at være et lille fint buffetbord. Så var der godt nok dømt aftensmad. På vognens nederste hylde var der service, så det var nærmest en lille restaurant-to-go. Imens Ann snakkede færdig med drengene, gik jeg hen til Zayn, der så noget muggen ud.
”Jeg skal nok få hævn for det her en dag,” mumlede han og stillede vandflasken hen på bordet efter at have samlet den op fra sofaen. Jeg klappede ham på ryggen og kunne ikke lade være med at grine ad ham.
”Det sagde du også for et par dage tidligere, da jeg kaldte dig en pivskid, og du svor hævn over min ’manglende humanitet’. Og hvordan er det hævntogt så lige gået?” Jeg godtede mig rigtig over min lille kommentar. Han kunne nemlig ikke sige noget som helst imod det, for han vidste godt, at det var rigtigt. Han valgte en lidt alternativ måde at svare på, og viste mig hans midterste finger. Han havde vidst lært noget af mig de sidste par dage. Fantastisk.
Ann lod til at have snakket færdig med drengene nogle minutter senere, for der begyndte igen at komme bevægelse i dem. Snart kom Liam hen til sofaerne med en fyldt tallerken i hånden og slog sig ned ved siden af mig. Jeg blev pludselig opmærksom på den liflige duft, der lod til at komme fra maden drengene bragte med sig. Zayn havde tydeligvis også bemærket duften, for han rejste sig hurtigt op og trak mig med hen til buffetbordet. Jeg var ikke helt sikker på, om maden også var beregnet til mig, så jeg tøvede et par sekunder.
”Der er uden tvivl nok til, at du også kan spise med Ell,” sagde min moster, der stod på den anden side af bordet og rakte mig en tallerken. Jeg tog imod den og tog mig endelig sammen. Jeg havde fået tilladelse af manageren, så kunne der vel ikke kræves mere? Selvom hun var min moster, gik jeg ikke ud fra, at hun bare kunne tage beslutninger efter hendes eget forgodtbefindende. Ergo måtte den jo være god nok. Zayn var allerede færdig med at fylde hans tallerken, så jeg fyldte hurtigt min for ikke at komme for langt bagefter. Jeg lavede en salat ved siden af et stykke kød og en skefuld pasta, før jeg gik tilbage og satte mig mellem Liam og Zayn. Liam, den lømmel, havde taget min plads i siden, så jeg måtte nøjes med midten af sofaen. Snakken gik livligt, mens der blev spist. Min opmærksomhed blev dog hurtigt optaget af min telefon, hvis skærm var lyst op med en ny besked. Jeg stillede min tallerken fra mig og låste min telefon op for at læse beskeden, der viste sig at være fra min gode veninde Tori.

Tori: Hey Ell! Jeg tænkte på, om du havde tid en dag i denne uge? Soph og jeg savner dig for meget! Mys

Jeg tænkte mig om et øjeblik, før jeg sendte et svar tilbage.

Ella: Savner også jer piger! Jeg har tid i morgen, hvis det er? Skal først arbejde kl. 17. Mys

Jeg lagde telefonen ned et øjeblik for at nå at spise en mundfuld af min mad, og tog en slurk af min vand. Det passede fint med, at Toris svar tikkede ind, netop som jeg tog telefonen op igen.

Tori: Passer perfekt! Hvad tid?

Der kom lidt matematik ind i billedet, da jeg hurtigt regnede på, hvor mange timers søvn jeg sigtede efter, og hvornår jeg regnede med at være hjemme. Jeg kom frem til, at det bedste tidspunkt nok ville være til frokosttid.

Ella: Hos mig kl. 12? Frokost som vi plejer?

Svaret dukkede op nogle sekunder senere.

Tori: Perfekt! Tomorrow it is.

Jeg låste min telefon og koncentrerede mig om at spise færdig. Det skulle nok blive hyggeligt at se mine veninder, Tori og Sophie, igen. Vi havde ikke set hinanden i næsten to uger, da vi alle havde haft travlt med jobs, og hvad ved jeg. Jeg glædede mig til noget kvalitetstid med et par piger, så vi rigtig kunne få snakket alting igennem og frisket op på, hvad der foregik rundt omkring.
I de minutter jeg havde været lidt fraværende, havde drengene fortsat snakken, og jeg gled ubesværet ind i samtalen igen. Der var blevet snakket om løst og fast. Sjove ting der var sket på scenen, og især tekster på skilte var rod til meget latter. Der kom et lille afbræk i snakken, hvor alle syntes at trække vejret dybt for lige at synke det hele.
”Ella, skal du noget på fredag?” Det var Liam, der brød tavsheden.
”Jeg skal arbejde fra 7 til 15, men ellers ikke andet nej,” svarede jeg efter et par sekunder. Jeg havde lige hurtigt gennemgået mine planer og arbejdstider i denne uge for at være sikker.
”Så byder jeg hermed til selskab. Vi har snakket om det et stykke tid, men vi er vidst blevet enige om omkring kl. 16. Den står på brætspil og lidt pre-julehygge inden den helt store omgang om en uges tid.” Allerede der var jeg solgt. Jeg elskede brætspil. Jeg elskede julehygge. Det var et knaldgodt mix. Men.. Hvad nu hvis de kun inviterede mig, fordi de så sig tvunget til det? Jeg ønskede ikke at være for påtrængende.
”Jeg vil nødig trænge mig på, hvis det oprindeligt var en drengeaften, der var planlagt. I skal ikke se jer tvungne til at have mig med til det hele.” Jeg klappede Liam på benet, som for at forsikre ham om, at det altså ikke gjorde noget. Jeg var helt okay med det, hvis det var sådan, det hang sammen. Liam havde netop åbnet munden for at svare, men nogen kom ham i forkøbet.
”Det er da noget værre vås. Hvis vi ikke ville have dig med, havde vi da ikke spurgt dig. Sig nu bare ja altså.” Liam så lidt overrasket på Niall, der havde taget ordet før ham. Niall så tilbage på ham og slog spørgende ud med hænderne. Jeg trak på skulderen og tøvede et par sekunder.
”Altså hvis i ikke har noget imod det, så vil jeg rigtig gerne med.” Jeg måtte nok give Niall ret. De ville da nok ikke have spurgt, om jeg ville med, hvis de ikke ville have mig med.
”Så er det slået fast, at vi bliver fuldtallige. Så må vi se, hvor meget plads der er til hver, når vi først skal fordele os i din lille lejlighed.” Harry joke faldt i god jord hos både Louis, Zayn og Niall, mens Liam bare så tørt på ham.
”Vi har snakket om det her hundrede gange før. Jeg er én, du og Louis er to. Derudover var vi enige om at vi skulle have ét sted, hvor der var masser af plads til alle, som var vores go to-lejlighed.” Liam så opgivende rundt på hans kammerater, der bare sad og grinte. Som Liam lige havde sagt, var det højst sandsynlig noget, de havde snakket om mange gange før og joket med mindst lige så mange gange.
”Jaja lad os bare stoppe den her, hvis det giver dig fred. Vi skulle jo gerne være færdige i dag.” Var der nogen, der var opsat på at få det sidste ord, så var det ved den søde grød Harry. Jeg rullede øjne ad ham og grinte næsten lydløst. Jeg kunne se at Louis også havde meget svært ved at holde masken, men heldigvis for ham sad han i betydeligt bedre afstand fra Liam, end jeg gjorde.
”Apropos færdige for i dag, var det så ikke en ide at kalde det en dag og vende snuderne hjemad? Jeg er pænt flad efter så meget exercise,” brød Louis ind og stoppede dermed diskussionen. De fleste sad og hang lidt sløvt i sofaerne, hvilket var forståeligt nok efter en så krævende koncert i kulde og al den adrenalin der også havde taget en god portion energi med sig.
”Jo lad os komme hjem, og få noget søvn,” svarede Niall efter at have kvalt sit grin og fået lagt ansigtet i de rigtige folder. Der var enighed i flokken og efter at have pakket lidt småting sammen og stillet service fra aftensmaden til side, gik vi sammen ud til bagdøren, hvor vi kom ude i aftenkulden.
”Nå Ella, selvom vi nok alle glædeligt havde kørt dig hjem, så er det vidst Niall, der render med æren igen i dag. Det er jo så nemt for jer, når i bor klods op og ned ad hinanden.” Louis var da en rigtig charmetrold her til aften.
”Jeg ved ikke hvor stor en ære, der er i at køre mig hjem. Jeg kan sagtens gå, men det er rigtig pænt af jer, at i gider.” Jeg smilede rundt til dem alle sammen. Da mit blik nåede Niall, følte jeg mig pludselig lidt genert, og jeg kunne have svoret, at jeg var blevet rød i kinderne, hvis det ikke havde været for kulden, der allerede havde givet dem et ret rødligt look. Det var da pokkers, som den knægt kunne rode rundt i mit hoved.
Ude i kulden var der en hurtig krammerunde og et ’vi ses’ her og der. Det var simpelthen for koldt til at trække det i langdrag. Allerede her lidt over 21, var der næsten helt mørkt, gaderne var kun oplyst af gadelygterne, der kastede lyset ned i små cirkler og drog mørket på flygt.
Niall og jeg fulgtes over til hans bil, og så snart vi var inde for lukkede døre, skruede han op for varmen. Bilen var iskold, så vi sad grinende og hakkede tænder, indtil varmen havde spredt sig nogenlunde rundt i bilen.
”Jeg kan jo ikke rigtig køre bil, hvis jeg ryster af kulde og knap nok kan holde på rattet,” konstaterede han og tog prøvende fat om rattet. Det var vidst i orden, for han startede bilen og bakkede ud fra parkeringsbåsen med legende lethed. Han havde tydeligvis styr på at køre bil. Det var pænt længe siden jeg sidst havde kørt en bil, men jeg var ret sikker på, at det altså ikke var lige så nemt, som Niall fik det til at se ud som om.
”Så det var jo en meget vellykket aften.” Jeg famlede lidt efter et emne at snakke om for at undgå noget akavet stilhed, men det viste sig at Niall var utrolig nem at snakke med og havde meget kort til latter.
”Ja den kunne da egentlig have endt meget værre end det, selvom chancerne for forfrysninger i tæer og fingre er pænt stor i sådan en kulde.” Nialls bemærkning løftede atmosfæren, og det var starten på en meget hyggeligt køretur. Stemningen blev rigtig god meget hurtigt, og snart lagde jeg ikke mærke til andet end, hvad der foregik inde i bilen. Jeg så at vi kørte, men jeg registrerede ikke hvor, så da Niall svingede bilen ind på den lille parkeringsplads bag mit lejlighedskompleks, blev jeg en smule overrasket over, hvor hurtigt tiden var gået. Niall parkerede, og da jeg skulle til at takke ham for turen, åbnede han også døren for at stige ud. Jeg kiggede lidt undrende på ham, men min opmærksomhed blev brat afbrudt, da noget koldt ramte spidsen af min næse. Jeg skelede ned ad min næse men kunne umiddelbart ikke se noget. Jeg rettede blikket fremad igen og lod det så glide op mod den natsorte himmel.
”Se Niall! Det sner!” Et smil prydede mit ansigt, og jeg rakte hænderne frem med håndfladerne opad. Jeg så de små fine flager dale ned på min hænder og smelte bort til vand i løbet af få øjeblikke. Imens jeg stod og havde mit eget lille moment, var Niall nået om på min side af bilen, og han stillede sig ved siden af mig. Også han rakte en hånd op og studere de små fine snefnug, der faldt i linde strømme fra himlen og gjorde det hele meget hyggeligt og rart.
”Årets første sne. En så speciel begivenhed burde måske fejres.” Jeg vendte mig om mod ham og kiggede lidt forvirret på ham. Var det bare mig, eller snakkede han i koder? Det ved den søde grød han gjorde, for jeg var slet ikke med. Han tog et lille skridt tættere på mig.
”Og denne gang er jeg ædru nok til at kunne gøre det rigtigt.” Han så mig dybt i øjnene, og på et øjeblik druknede jeg fuldkommen i de blå krystaller. Jeg var ikke klar over, at et let smil havde sneget sig ind på mig, men da jeg først blev klar over det, kunne jeg slet ikke stoppe igen. Jeg regnede hurtigt, ud hvad han var ved, og jeg havde egentlig ikke noget imod det.
”Du skal bare vide, at jeg rigtig godt kan lide dig, Ella.” Han lagde sin ene hånd på min kind og lod sine læber møde mine i et kys, der eksploderede fuldkommen mellem os. Altså ikke bogstavligt, vel? Nej, godt så.
Det føltes som om, der var gået et millisekund, da han forsigtigt trak sig væk men uden at give slip på mig.
”Det har jeg ærlig talt haft lyst til i et par dage nu,” sagde han lidt hæst og smilede lidt genert. Jeg smilede bare til ham for at give en positiv reaktion på det. Jeg var tom for ord. Jeg havde intet at sige. Jeg nød bare øjeblikket.
”Jeg må nok hellere se at komme hjemad..” Han lød ikke just overbevisende og så ikke ud til at have videre travlt. Han flyttede sig da heller ikke i første omgang. Vi stod lidt og bare så på hinanden, indtil jeg ikke kunne holde den længere. Jeg tog fat om hans hage og trak hans ansigt, de få centimeter der var, ned til mit, og lod vores læber smelte sammen endnu en gang. Det var ligesom en cliché romantisk julefilm. Et kys i snevejr. Kryds lige det af på min Bucket List! Det kunne ikke have været mere sødt og perfekt. Han trak mig ind til sig, og denne gang føltes det som om, kysset varede en evighed. Den bedste evighed jeg havde oplevet meget længe. Vi trak os fra hinanden og så begge op på snefnuggene, der havde givet vores jakker og hår et let hvidt lag.
”Ja jeg må nok også hellere komme ind..” Jeg tøvede. Også lidt usikker på om jeg overhovedet havde lyst til at flytte mig en eneste centimeter. Denne gang kom der dog lidt liv i Niall, og vi trak os langsomt helt fra hinanden. Han kom hurtigt hen og gav mig et sidste kys. Let og hurtigt. Jeg nåede nærmest ikke at registrere det, før det var ovre igen.
”Nu skal jeg nok lade være med at kræve mere for i aften,” forsikrede han og lod hans fingre strejfe min iskolde hånd. Jeg smilte bare, igen var jeg tom for ord. Niall gik rundt om bilen og satte sig ind. Han startede bilen, og jeg tog et par skridt frem, da han vendte rundt og kørte ud mod vejen. Jeg sendte et fingerkys efter bilen og stod og så efter bilen indtil den forsvandt om hjørnet. Jeg stod med et lidt fjoget smil om munden og knugede mine stivfrosne hænder sammen. Jeg drejede fimset rundt om mig selv og, dansede op til min lejlighed, hvor jeg hurtigt gjorde mig klar og hoppede i seng. Der gik et godt stykke tid, før jeg faldt i søvn. Sommerfuglene i maven ville ikke lægge sig, uanset hvor meget jeg prøvede. Ikke fordi jeg prøvede særlig ihærdigt. Jeg faldt i søvn med et smil på læben og min dyne krammet ind til mig.

****

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...