Surviving Christmas - {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Færdig
Julen er tiden for kærlige klem og flygtige kys under misteltenen. Tiden man tilbringer, med dem man holder allermest af.
Ella bor i en lejlighed midt i London, og hun har alting tæt omkring sig.
Tilværelsen er ensartet og sommetider kedelig, men det skræmmer ikke Ella, som er fuld af gå-på-mod.
Livet ruller af sted i sin vante rytme, indtil kalenderen rammer 1. december.
Hvad sker der, når Ellas moster skaffer backstagepas til en One Direction-koncert?
Herfra tager det fart, og Ella hvirvles ind i en ny og hektisk verden, der er noget så forskellig fra hendes egen. Følelser opstår, venskaber vil blomstre, men ingen har magten over fordærvelsen. Kan Ella holde balancen, eller må hun sande et nederlag?
Julen er miraklernes tid, og måske er det Ellas tur til at opleve julemagien.
Læs med i Surviving Christmas, og tag del i magien.

[Deltager i julekalender-konkurrencen. Mulighed 1: Fanfiction-julekalender]

19Likes
61Kommentarer
26013Visninger
AA

10. 8. december

 

***

Ellas synsvinkel:

Telefonen henne på kommode insisterede på, at der ikke var mere tid til at sove i. Den larmede som tre orkestre der havde slået som sammen til det helt store sammenspil. Jeg stønnede lidende og slog dynen til side, mens jeg febrilsk gned mig i øjnene for i det mindst at have en velfungerende sans. De tre meter, der var hen til kommoden, føltes alt for lange, men jeg fik da sluttet alarmen. Der blev endelig stille igen, og jeg gned mig sukkende i ansigtet med begge hænder. Jeg følte mig tung og træt og slet ikke klar til at tage på arbejde. Jeg havde endda sovet til senere, end jeg plejede, men det lod ikke til at lade sig mærke overhovedet. I stedet for at stå op kl. 7.30, havde jeg trukket den til 8.15, så jeg havde en halv time til at komme i sving og gøre mig klar til at tage på arbejde i Zara til kl. 9.
”Rise and shine,” mumlede jeg hæst og trak med langsomme bevægelser i tøjet. Jeg magtede ikke at gå i bad, og jeg gad ikke gøre ret meget ud af mig selv. Der var simpelthen ikke energi til det. Let makeup og håret blev smidt op i en hestehale. Jeg spiste morgenmad i køkkenet og så på min telefon, at der var blevet skrevet nogle beskeder i gruppechatten, men heller ikke det havde jeg overskud til at tjekke. Telefonen fik lov til at leve sit eget liv, indtil jeg følte mig nok i live til at tjekke den. Det blev nok ikke lige med det samme. Jeg børstede hurtigt tænder, og så var tiden ellers inde til at komme afsted. Jeg gik ned ad trapperne og ud på gaden, hvor jeg kvikkede lidt op i den friske luft.

10 minutter senere kunne jeg skubbe døren ind til Zara op og sige godmorgen til Jessica og en anden af mine kolleger, Anna, som var ved at blive briefet om dagens opgaver. Der blev lavet en hurtig arbejdsfordeling, og så blev dagen ellers skudt i gang. Der blev grint højt og længe, da det slap ud, hvorfor jeg ikke var så frisk som ellers. Det var dagens joke, og der blev virkelig presset hver en lille dråbe sjov ud af den. Det var i bund og grund også pænt sjovt, og jeg deltog det meste af tiden selv i latteren.

Dagen gik desværre alt for langsomt, og den korte søvn kunne mærkes i hovedet. Jeg var dog nødt til at tage mig sammen og prøve at virke så upåvirket som muligt, da det jo ikke skulle gå ud over kunderne, at jeg var træt. Det eneste tidspunkt hvor jeg kunne lade ansigtet slappe af og lægge sig i dets sande folder, var når jeg stod ude bagved og pakkede tøj, eller i de to pauser jeg havde i løbet af dagen. Den ene gang var jeg nær faldet i søvn, hvis ikke jeg havde fået et enormt chok, da Anna tabte en favnfuld bøjler få meter fra, hvor jeg sad og hang ind over bordet. Timerne sneglede sig af sted mod kl. 16.30, hvor butikken lukkede om mandagen, men til sidst kunne jeg endelig se en ende på det hele. De sidste kunder blev betjent, og butikken blev derefter lukket. Derefter fulgte en halv times intenst arbejde med sammenfoldning og opfyldning af tøj, så der var orden i det hele, når butikken skulle åbnes næste morgen, hvor jeg også skulle være der. Så var jeg i hvert fald sikker på, at der var styr på det hele, når jeg mødte på arbejde.

Jeg sagde farvel til Jessica og Anna og måtte endnu en gang ud i den kolde decemberkulde. Det var allerede rimelig mørkt, så jeg var glad for, at gadelygterne lyste gaderne op. Efter at have forsømt mit telefonforbrug hele dagen, tog jeg den op af lommen og låste den op. Der var et par beskeder og del notifikationer, men jeg valgte at fokusere på de beskeder, der var tikket ind. Der lå en besked fra Zayn som den første, som han havde sendt omkring en time tidligere.

Zayn: Drengene spiller koncert igen i morgen. Frisk?

Jeg blev helt spændt inden i, da jeg havde læst beskeden. Jeg havde nærmest håbet, at de snart ville have en koncert igen. Det var utroligt, som jeg var blevet helt afhængig af de drenge. Jeg var allerede begyndt at savne dem lidt. Deres platte jokes og hyggen ved at være sammen med en masse søde mennesker. Jesus Kristus, hvad gik der lige af mig? Jeg havde været sammen med dem hele weekenden og havde sidst set dem for lidt over 12 timer siden. Den var jo helt gal med mig. Jeg tænkte mig om et øjeblik og sendte så et svar tilbage.

Ella: Gerne! Samme tid, samme sted?

Der gik kun et halvt minut, så tikkede der et svar ind.

Zayn: Lige præcis! Vi håber du overlevede arbejdsdagen, nu da det blev en smule sent i går, haha

Jeg skjulte et smil ved at gemme halvdelen af mit ansigt i mit tørklæde. Det var trods alt lidt akavet at gå midt på gaden og smile fjollet ned i sin telefon. Jeg vendte tilbage til samtalen med Zayn for at svare på hans besked.

Ella: Jeg overlever lige. Jeg skal hjem og slappe af, og jeg skal uden tvivl tidligt i seng i aften. Hvad gør man ikke for godt selskab på en søndag?

Jeg trykkede send og var samtidig nået hen til mit lejlighedskompleks, hvor jeg skubbede døren op og gik op ad trapperne. Netop som jeg gik der og kiggede på min telefon, tikkede der en ny besked ind.

Eliza: Hej skat. Vi har stadig en aftale i aften, ikke? Jeg skal til at sætte lasagnen i ovnen :)

Jeg havde fuldkommen glemt, at jeg da vidst lige havde aftalt et familiebesøg. Jeg forbandede i stilhed min glemsomhed. Så kunne jeg altså ikke komme hjem og slappe af. Jeg brokkede mig fortsat for mig selv, mens jeg svarede min mor.

Ella: Jeg havde faktisk helt glemt det, så det var godt du mindede mig om det. Jeg kommer om en halv times tid (:

Jeg låste mig ind og smed mig udmattet på sofaen i stuen. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare blive liggende her i min dejlige lejlighed og sove alle min kræfter tilbage igen under den varme dyne? Jeg lå vel på sofaen i omkring 10 minutter, før jeg fik taget mig sammen til at rejse mig op igen. Det eneste produktive, jeg fik lavet, var at sende en besked til Zayn, hvor jeg delte min sorg over ikke at kunne slappe af alligevel. Jeg begyndte at fryse, som jeg lå der i stuen. Jeg havde jo ikke været i lejligheden hele dagen, så den var ikke just opvarmet. Jeg skiftede min trøje til en lidt tykkere sweatshirt og trak min varmeste vinterjakke på. Et par korte vinterstøvler og så var jeg klar til at gå kulden i møde. Temperaturen ville kun falde, og jeg vidste ikke, hvornår jeg havde tænkt mig at tage hjem igen. Hellere være på den sikre side med varmt tøj end at skulle være stivfrossen og så komme hjem til en kold lejlighed. Nej tak. Jeg forlod lejligheden og gik det korte stykke hen til mit barndomshjem.

***

”Så du har altså haft rigtig travlt med de her One Direction-drenge?” Min mor fortsatte sit krydsforhør, som nærmest havde stået på, siden jeg trådte ind ad døren. Sidst jeg havde været her, havde jeg jo berørt emnet let og kort fortalt om dem, og om hvordan jeg havde mødt dem. Denne gang havde min kære moder selvfølgelig haft rigelig med tid til at finde på spørgsmål, hun kunne stille og spørge ind med. Jeg rystede næsten umærkeligt på hovedet ad hende. Hun havde nærmest været alt for interesseret i, hvad jeg rendte rundt og lavede, siden jeg var flyttet hjemmefra et par år tidligere.
”Travlt og travlt. Jeg har vel været en del sammen med dem, men jeg har hverken forsømt mit arbejde eller droppet nogen aftaler, så jeg vil ikke sige, at jeg har haft travlt på den måde.” Sådan der. Et velformuleret svar.
”Det kan der være noget om. Nu husker du vel bare at holde det sådan, ikke?” Hun gav mig det typisk mor-blik og ventede tydeligvis en bekræftelse.
”Selvfølgelig passer jeg mit arbejde og holder min aftaler. Mor, jeg er altså 21 år gammel. Jeg kan godt selv administrere at få nye venner og samtidig fortsætte mit normale liv. Du får det til at lyde som om, jeg har meldt mig ind i en bande eller sådan noget.” Jeg sad og kørte mit glas rundt i små cirkler på bordet, mens jeg talte. Jeg var ikke så god til at holde hænderne i ro ret længe ad gangen.
”Det ved jeg også godt. Jeg vil bare gerne passe på dig, min store pige.” svarede min mor med et undskyldende smil. ”Jeg glemmer nogle gange, at du ikke er en lille pige længere. Du er jo en voksen ung dame, der selv kan.”
Jeg smilede ad hendes beskrivelse af mig. Det var ret smigrende at høre de søde ord fra sin mor. Det betød bare lidt ekstra, når det var ens forældre, der sagde det.

En halv times tid senere besluttede jeg, at jeg nok hellere måtte komme hjem i seng. Mine øjenlåg var begyndt at føles rimelig tunge, og længslen efter den bløde seng blev stærkere og stærkere.
”Jeg må nok hellere komme hjemad. Jeg skal tidligt i seng i dag, så der er energi til endnu en lang dag i morgen.” Jeg rejste mig fra bordet og blev fulgt ud til døren, hvor der blev sagt farvel. Denne gang tog farvelscenen ikke så længe, for jeg havde jo været forbi kun et par dage tidligere. Desuden var Dakota så træt, at hun næsten ikke kunne holde øjnene åbne. Hun skulle uden tvivl også i seng, når jeg var taget afsted. Jeg begav mig for sidste gang den dag ud i kulden og gik gennem Londons mørke gader kun oplyst af gadelygterne. Jeg håbede at sneen snart ville dukke op. Det ville pynte de ellers lidt nøgne gader, og gøre det hele lidt hyggeligere. Jeg elskede bare sne.

Jeg lukkede mig ind og smed overtøj og sko i gangen. Jeg skiftede til mit dejlige nattøj og gjorde mig, i løbet af et par minutter, færdig på badeværelset. Jeg smed mig i min seng og lå et par minutter på Facebook og scrollede lidt rundt. Der var ikke rigtig noget interessant, så jeg lukkede det ret hurtigt ned igen. I stedet stillede jeg de alarmer, der var nødvendige, for at jeg kom ud af sengen næste morgen. Selvom klokken kun var omkring 21, var jeg så træt, at jeg besluttede mig for at lægge mig til at sove. Telefonen blev lagt på sin sædvanlige plads på kommoden, og lyset blev slukket. Derefter var der ikke andet for end at kravle ned under den bløde dyne og nyde en god nats søvn.

****

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...