Surviving Christmas - {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Færdig
Julen er tiden for kærlige klem og flygtige kys under misteltenen. Tiden man tilbringer, med dem man holder allermest af.
Ella bor i en lejlighed midt i London, og hun har alting tæt omkring sig.
Tilværelsen er ensartet og sommetider kedelig, men det skræmmer ikke Ella, som er fuld af gå-på-mod.
Livet ruller af sted i sin vante rytme, indtil kalenderen rammer 1. december.
Hvad sker der, når Ellas moster skaffer backstagepas til en One Direction-koncert?
Herfra tager det fart, og Ella hvirvles ind i en ny og hektisk verden, der er noget så forskellig fra hendes egen. Følelser opstår, venskaber vil blomstre, men ingen har magten over fordærvelsen. Kan Ella holde balancen, eller må hun sande et nederlag?
Julen er miraklernes tid, og måske er det Ellas tur til at opleve julemagien.
Læs med i Surviving Christmas, og tag del i magien.

[Deltager i julekalender-konkurrencen. Mulighed 1: Fanfiction-julekalender]

19Likes
61Kommentarer
25405Visninger
AA

26. 23. december - Part 2

 


***

Nialls synsvinkel:

”Everything comes back to you..” Jeg sluttede sangen og rettede fokus ud mod de mange tusind fans, der havde stået i stilhed under hele sangen. Hele arenaen var dækket af de små lys fra telefoner, som vores fantastiske fans lod svaje frem og tilbage, mens jeg sang. Jeg tørrede en tåre væk fra min kind, og jeg mærkede en hånd på hver skulder og en på min ryg. Jeg kunne se Harry, Louis og Liam stå rundt om mig. Vores fans begyndte at klappe og juble, og vi stod lidt og bare nød det hele.
”I har været helt fantastiske i aften,” skreg Louis ud over arenaen, og de mange fans gik amok.
”Vi er One Direction! Tusind tak for at have været et fantastisk publikum!” Harry vinkede til de mange fans, der på ny var begyndt at skrige.
”Glædelig jul!” Liam rakte en arm i vejret, samtidig med at han havde den anden om mine skuldre. Jeg registrerede ikke, hvad Louis derefter sagde, men jeg kunne genkende hans stemme. Jeg kunne bare ikke bestemme ordene. Jeg vinkede svagt ud til publikum og fulgte med Liam ud. Vi nåede ud bagved, og jeg knugede min guitar i min hånd.
”Tænk at jeg lige gjorde det der,” mumlede jeg. Jeg havde aldrig optrådt alene foran så mange mennesker med min helt egen sang. Helt alene havde jeg dog ikke været. Jeg havde haft alverdens støtte fra drengene. Men det var noget helt andet at stå og synge en personlig sang helt alene, i forhold til at have tre andre man kunne støtte sig op ad og synge sammen med. Det var et øjeblik, jeg ville huske. Harry lagde armen om mine skuldre og gav mig et klem.
”Det kan du lige bande på, at du gjorde. Og hvor lød det godt! For pokker, den var lige i skabet!” Det første rigtige smil, der dog var en svag version af mit sædvanlige smil, bredte sig på mine læber.
”Tak Harold. Jeg tror bare, at det var fordi, jeg håbede, at hun ville se med. Men det gør hun selvfølgelig ikke. Hun vil nok aldrig se på mig igen.” Jeg rystede mørkt på hovedet, og smilet var forsvundet igen, lige så hurtigt som det var opstået.
”Sikke noget pjat. Måske har hun set showet. Jeg er sikker på, at det nok skal løse sig! Desuden har Harry ret. Det lød helt fantastisk!” Liam gjorde alt for at være opmuntrende, men jeg havde svært ved at se, hvorfor Ella skulle have lyst til at se showet. Hun hadede mig. Det blev kun værre af, at jo længere tid jeg var væk fra hende, des stærkere blev mine følelser for hende. Jeg fandt pludselig ud af, hvor meget hun betød for mig. Det at miste hende gjorde mere ondt, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg rystede på hovedet.
”Nej jeg tror ærlig talt ikke, at jeg ser hende igen. Selvom jeg ville gøre alt for at kunne fortælle hende sandheden.” Jeg knugede ekstra hårdt om guitaren, da jeg mærkede et stik i brystet. Det gjorde helt ondt at snakke om aldrig at skulle se Ella igen.
”Du skal bare tro på det, Horan. Så skal det nok gå!” Louis nikkede sigende mod mig, mens han tog mikrofonen ud af øret. Endnu en gang rystede jeg bare på hovedet.
”Tro er absolut ikke det, jeg har mest af for tiden.” Jeg begyndte selv at tage mikrofonen ud af mit øre, og de lange ledninger blev viklet pænt sammen, så de var så nemme som muligt at vikle ud, når de skulle bruges igen.
”Jeg tror såmænd, du vil blive overrasket. Apropos overraskelse, så har vi en aftale vi skal nå, så i må hellere komme ud til jeres fans og få gjort jer færdige der.” Zayn smilede mystisk og smilede ned i sin telefon. Hvad pokker havde han lige gang i? Jeg var ret så forvirret.
”Vi har da ikke nogen aftale i aften?” Jeg kiggede rundt på de andre, for at få bekræftet, at vi altså ingen aftaler havde, men også de stod med de der lidt mystiske smil. Jeg kneb øjnene sammen og stirrede mellem dem. De vidste måske, hvad der foregik? Hvad var de lige ude på? Jeg var endnu mere forvirret end før. Zayn kom over mod mig, og da han nåede op på siden af mig, rakte han sin telefon frem mod mig. Han var inde på beskeder, og det gav et nådesløst sug i maven, da jeg så navnet, der stod øverst.

Ella: Kommer i forbi? Vi har vidst brug for at snakke

”Selvfølgelig kun hvis du ikke har vigtigere ting at lave,” sagde Louis med et skælmsk smil. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Ægte. For første gang i flere dage var mit smil ikke blot en påklistret maske.
”Jeg er klar til at køre med det samme!” Jeg trak guitarremmen ind over hovedet, mens jeg snakkede. Guitaren var min egen, så jeg lagde den i den taske, som jeg havde haft den med i. Den var min trofaste følgesvend og skulle med hjem igen.
”Vi er nødt til at gå ud til vores fans, det skylder vi dem.” Harry lavede et hentydende hovedkast hen mod Ann og en flok blandede crewmedlemmer, som kom gående hen mod os.
”Så lad os komme afsted. Jo før vi kommer derud, des hurtigere kan vi få orden i det her roderi af et kærlighedsdrama.” Louis slog ud med armene og så afventende på os. Jeg trak en jakke på og kørte fingrene gennem håret. Alle var klar i løbet af 30 sekunder, og så kunne vi ellers begive os ud i kulden til de mange fans, der stod og ventede på forhåbentlig at få et glimt af deres idoler efter koncerten. Det var helt ufatteligt, hvor dedikerede vores fans var. De kunne holde til al slags vejr. Vild hede og voldsom kulde. Intet kunne stoppe dem. De var ganske simpelt de bedste fans.

***

”Niall, må jeg få et billede med dig?” En ung pige rakte lettere genert hendes telefon frem, og jeg tog smilende i mod den.
”Selvfølgelig!” Jeg stillede mig et skridt tættere på hende, så godt som hegnet mellem os nu tillod, og knipsede et par billeder. Jeg kunne ud ad øjenkrogen se, hvordan Liam, Louis og Harry gjorde akkurat det samme som jeg. Vi arbejdede os ned gennem den lange allé, der var dannet af hegnet, og vi fik hilst på så mange fans som muligt. Det meste kørte i en tåge for mig. Det eneste, jeg kunne tænke på, var Ella. Jeg kunne ikke få hende ud af mit hoved. Jeg skulle snart se hende igen, og jeg håbede på at få chancen for at fortælle hende, hvad der virkelig var sket den aften på klubben. Bare tanken om hende fik sommerfuglene i maven til at røre på sig. Jeg var jo fuldkommen håbløst forelsket. Jeg rystede mentalt på hovedet ad mig selv, mens jeg automatisk smilede til en piges telefon, da hun fik taget et billede af os. Jeg kiggede længselsfuldt hen mod enden af rækken. Det føltes, som om tiden gik uendelig langsomt, og jeg kunne næsten ikke blive hurtigt nok færdig. Der var dog ikke nogen synderligt god grund til at skynde sig unødvendigt, for de andre ville alligevel først blive færdige, når de også havde været gennem rækken. Jeg kunne lige så godt tage mig sammen og få det bedste ud af det.

Jeg skrev autografer til jeg fik ondt i hånden og endnu længere endnu. Da jeg først var kommet godt i gang med den lange række af fans, kunne jeg nærmest ikke få mig selv til at overveje ikke at nå hele vejen ned i enden. Jeg skyldte vel vores fans at glæde så mange af dem som muligt. Jeg så ikke ret meget til de andre drenge, som sikkert selv var noget så optagede af at skrive autografer og tage billeder. Det ville nok ende, som det plejede, med at enten Ann eller en anden fra vores crew kom ud for at hente os ind. Sådan gik det også lige præcis. Ann kom ud og arbejdede sig langsomt gennem virvarret af mennesker for at hive os med tilbage. Jeg protesterede i starten, da jeg ikke var ret langt fra at have nået hele vejen ned i den anden ende af hegnet, men Ann fik mig hurtigt på andre tanker.
”Så du har pludselig ikke så travlt med at se Ella igen?” Hun havde sagt det i mit øre, så ingen andre kunne høre det. Hun lagde hovedet på skrå og så sigende på mig.
”Det kan ikke gå hurtigt nok,” svarede jeg og gik med hende ind igen. Hun havde allerede bedt Louis, Harry og Liam om at gå tilbage, så de stod og ventede på os, da vi kom tilbage. Liam stod med min guitartaske i hånden, som han rakte mig, da jeg nåede hen ved siden af ham.
”Alle klar?” Ingen lod til at mangle at gøre noget, så vi fulgtes ud til parkeringskælderen. Vi gad ikke at klemme os sammen i nogens bil, så vi endte med at splitte op i Harrys og Liams bil. Vi kunne altid hente vores biler senere. De stod lige så fint i arenaens parkeringskælder som så mange andre steder. Jeg kørte med Liam, og vi snakkede stilfærdigt sammen på turen hen til Ellas lejlighed.
”Liam, jeg er nervøs. Hvad hvis hun ikke vil tale med mig alligevel?” Jeg vred mine hænder, mens jeg lod blikket vandre rundt. Liam holdt blikket rettet mod vejen, men han svarede meget omhyggeligt.
”Det er klart, at du er nervøs. I skiltes med noget af et brag, og det er naturligt at være lidt bange for, hvordan det hele så vil foregå denne gang.” Han svingede til venstre i et halvstort kryds, og jeg kunne let genkende vejen, som jeg plejede at køre, når jeg hentede Ella. 5 minutter. Så ville jeg stå foran Ellas lejlighed. ”Desuden vil vi alle være her til at hjælpe dig, så det vil ikke gå fuldkommen galt. Det lover jeg.” Jeg tvang mig selv til at tro på hans ord, og jeg trak vejret dybt ned i lungerne. Vi nærmede os med hastige skridt det uundgåelige øjeblik, hvor jeg ville stå over for hende igen. Hvordan skulle jeg vide mig sikker på, at jeg ikke ville gøre noget dumt? Jeg havde mest af alt lyst til at trække hende ind til mig, dufte hendes parfume og bare mærke hendes læber mod mine. Imens jeg havde været optaget af mine egne tanker, havde Liam drejet om det sidste sving, og jeg kunne se den yderst velkendte bygning tårne sig op foran os.

I gården parkerede Liam bilen, og vi steg ud for at mødes med Lous, Harry og Zayn, der var kommet først. Liam og jeg var blevet fanget ved et rødt lys i et kryds, så vi var kommet lidt bagefter. Jeg trak vejret dybt og prøvede at få styr på mine hænder, der var begyndt at ryste en smule. Jeg rystede dem og tørrede de svedige håndflader af i mine bukser. Det krævede en del overtalelse af mig selv, før jeg kunne få mig selv til at flytte fødderne fremad. Jeg var så forbandet nervøs for, hvordan hun ville reagere, og hvad hun ville gøre. Ville hun lade mig fortælle, hvad der virkelig var sket på klubben, eller ville det her bare forværre det hele endnu mere?
Trapperne føltes uendeligt lange, men alligevel var det lige som om, at de var overstået efter 3 sekunder. Vi stod uden for hendes dør, og jeg kunne mærke hvordan mine nerver var spændte, og nervøsiteten lå tungt i maven. Zayn vendte sig mod mig.
”Niall du følger bare med drengene ind. Vi gider ikke starte på en akavet krammesituation eller noget lignende. Direkte ind i stuen, så tager vi den derfra, okay?” Jeg nikkede indforstået og tog en dyb indånding. Zayn løftede hånden og bankede let på døren.

****

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...