Surviving Christmas - {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Færdig
Julen er tiden for kærlige klem og flygtige kys under misteltenen. Tiden man tilbringer, med dem man holder allermest af.
Ella bor i en lejlighed midt i London, og hun har alting tæt omkring sig.
Tilværelsen er ensartet og sommetider kedelig, men det skræmmer ikke Ella, som er fuld af gå-på-mod.
Livet ruller af sted i sin vante rytme, indtil kalenderen rammer 1. december.
Hvad sker der, når Ellas moster skaffer backstagepas til en One Direction-koncert?
Herfra tager det fart, og Ella hvirvles ind i en ny og hektisk verden, der er noget så forskellig fra hendes egen. Følelser opstår, venskaber vil blomstre, men ingen har magten over fordærvelsen. Kan Ella holde balancen, eller må hun sande et nederlag?
Julen er miraklernes tid, og måske er det Ellas tur til at opleve julemagien.
Læs med i Surviving Christmas, og tag del i magien.

19Likes
61Kommentarer
27166Visninger
AA

24. 22. december

 


***

Ellas synsvinkel:

Lyden af min ringetone skar gennem søvnens tunge favntag, og jeg fumlede febrilsk rundt efter min telefon. Den var åbenbart faldet på gulvet, for jeg kunne høre den under min seng. Jeg havde måske skubbet den ned fra mit natbord. Jeg blinkede døsigt med øjnene for at få synet til at stå lidt skarpere. Det hjalp kun en lille smule. Jeg ramte heldigvis den grønne knap og tog telefonen op til øret.
”Hallo?” Min stemme var hæs, og den lød en smule grynet.
”Jeg sværger, hvis du smækker på, så kommer jeg personligt og sparker din dør ind. Jeg mener hvert et ord, jeg siger.” Jeg spærrede panisk øjnene op, da jeg hørte Zayns stemme i øret. Alt kom pludselig tilbage til mig, og jeg huskede, hvad der var sket de sidste par dage. Hvorfor havde jeg taget telefonen? Jeg skulle have ladet den ringe! Jeg forblev stille, så Zayn fortsatte.
”Ella, du er nødt til at snakke med os på en eller anden måde.” Jeg kunne nærmest forestille mig, hvordan han gik op og ned ad gulvet hjemme i hans køkken.
”Hvad hvis jeg ikke har lyst?” mumlede jeg mut.
”Ella! Du har ingen ret til at boycutte hverken Harry, Liam, Louis eller jeg. Jeg vil bare gerne snakke med dig.” Han lød oprevet, men jeg kunne også genkende noget lettelse i hans stemme. Det var vel egentlig forståeligt nok. De havde trods alt prøvet at få fat i mig i to dage. Det var noget af et cirkus, vi alle havde været igennem.
”Nej, det ved jeg godt.” Jeg holdt mig til de korte svar, for jeg var bange for, at jeg skulle bryde sammen eller sådan noget kreativt halløjsa.
”Kan jeg komme forbi? Jeg lover, at jeg kommer alene.” Jeg hørte nogle nøgler rasle og gættede mig til, at Zayn gik rundt i hans lejlighed og fandt de ting frem, som han skulle bruge. Jeg ville faktisk gerne snakke med ham. Jeg savnede ham. Jeg savnede drengene. Altså ikke ham, men de andre.
”Mhh.” Det var det mest kreative svar, jeg kunne komme med. Det krævede heller ikke mere.
”Jeg er der om en halv time så.” Han lød allerede gladere og mere opstemt. Det gjorde også mit tunge humør en smule lettere. Jeg kunne i hvert fald mærke et lillebitte smil i den ene mundvig. Han sagde hurtigt farvel, og jeg lagde på igen. Jeg stirrede ud i luften nogle sekunder, men overtalte så mig selv til at komme lidt i gang. Jeg tog tøj på. Intet fancy – Bare en hættetrøje og et par adidasbukser. Jeg spiste yoghurt med müsli til morgenmad og gik ellers bare og ventede på at Zayn kom. Klokken var omkring 12.30, så jeg havde sovet exceptionelt længe. I hvert fald i forhold til hvad jeg plejede. Men fred være med det. Jeg var oppe og i live, mere kunne der ikke forventes.

Zayn bankede på døren, og jeg gik lidt nervøst ud for at åbne døren for ham. Jeg trak vejret dybt, inden jeg trak i håndtaget for at åbne døren. Der stod han ganske rigtigt. Og han var heldigvis alene, som han havde lovet.
”Hey Ell.” Han gav mig ikke tid til at svare, men trak mig i stedet ind i en blødt kram. Jeg lagde armene om ham, og jeg kunne mærke tårerne presse på. Først der gik det op for mig, hvor meget jeg havde savnet ham de sidste to dage.
”Hej,” mumlede jeg ned i hans skulder. Han trak sig væk igen, og jeg lagde mærke til den pose, han holdt op foran mig. Jeg kiggede først uforstående på den, men jeg genkendte så indholdet. En bøtte is, en pose chips og en pose slik. Lige hvad jeg havde brug for. Han rakte mig posen, som jeg fik lov til at holde, mens han smed sko og jakke. Vi gik sammen ind i køkkenet, hvor jeg lagde isen i fryseren og satte vand over til te.
Vi satte os ind i sofaen med de dampende krus, for at snakke sammen, som jo var grunden til, at han var kommet.
”Jeg ved, at du ikke har lyst til at snakke om Niall, men du er nødt til at forstå, at du ikke kender den rigtige historie.” Zayn sad med hænderne foldet om det varme krus og kiggede alvorligt på mig.
”Jeg ved ikke rigtig, hvad der er at vide mere end, at han har været sammen med en anden.” Jeg trak på skulderen. Det virkede som det eneste, jeg kunne komme i tanke om at gøre. Zayn rystede afvisende på hovedet.
”Nej det er ikke så enkelt. Jeg ridser det kort op for dig, så du ikke skal høre for meget på det, okay?” Jeg nikkede indforstået.
”Niall var meget fuld. Han havde drukket alt for meget, og Beverly så altså sit snit til at snige sig ind på Niall. Hun havde fat i hans arm hele tiden, så han ikke kunne flytte den. I hans tilstand var der ikke noget, som slog alarm, fordi han var for fuld til rigtigt at registrere, hvad der foregik omkring ham,” forklarede Zayn. Han lagde hånden på min arm, og det var nok til at fremkalde tårerne igen. De var ikke til at styre for tiden. Jeg snøftede og mit syn sløredes. Jeg var nødt til at stille koppen fra mig, for ikke at vælte den. Zayn satte også sin kop fra sig på stuebordet, og han trak mig ind til sig. Jeg gav op på at skjule tårerne, og hulkene fik mine skuldre til at ryste. Zayn sagde ingenting. Han var der bare og ydede fysisk støtte. Han aede mig blidt på ryggen, mens jeg græd alverdens sorger og kvaler ud over hans sweatshirt.

***

Der gik næsten en halv time, før tårerne holdt op, og jeg kun sad og snøftede i ny og næ. Jeg løftede hovedet fra Zayn og mødte hans blik.
”Vil du gerne snakke om det?” Jeg skulle til at ryste på hovedet, men han var ikke færdig med at snakke endnu. ”Jeg ved, det gør ondt at snakke om, men måske vil det blive lidt bedre, hvis du prøver at se situationen i øjnene.” Det gav vel okay mening, det han sagde. Jeg nikkede lettere tøvende.
”Hvad skal jeg sige?” Efter omkring 2 sekunder indså jeg min fejl. Jeg har en masse at sige, og da Zayn ikke gjorde mine til at sige noget, begyndte jeg selv at snakke.
”Jeg fatter bare ikke, hvordan han kunne gøre det mod mig. Jeg elskede ham virkelig. Jeg elsker ham stadig. Så det gør ondt helt ind i sjælen ikke at være sammen med ham. Men hvordan kan jeg nogensinde se ham i øjnene igen efter alt det her, der er sket?” Jeg knugede tæppets folder mellem mine hænder, mens jeg talte. Zayn lagde sin hånd på min og rakte sin telefon hen mod mig med den anden hånd.
”Derfor.” På hans telefon kunne jeg se et billede af Niall og jeg. Det var det billede, som Zayn havde taget hjemme hos Harry og Louis. Jeg tog telefonen og støttede den på mine korslagte ben. Jeg sad i flere minutters stilhed og stirrede på billedet. Niall lå med hans arme om mig, og jeg puttede mig ind til ham. Det gav et stik i hjertet, da savnet af ham meldte sig.
”Jeg savner ham.” Det var det eneste, jeg kunne finde på at sige. Det opsummerede dog også rimelig godt, hvordan jeg havde det. I det øjeblik var al vreden væk. Det eneste, der var tilbage, var følelsen af tomhed og en mangel på noget. Det var ikke just nogen skøn følelse, men jeg kunne intet gøre for at forhindre det.
”Og det burde være den første grund til i det mindste at lade ham forklare. Du savner ham, hvilket jo betyder, at du stadig føler et eller andet for ham.” Zayn kom endnu en gang med flere af hans vise ord. Og han havde jo egentlig ret. Jeg følte stadig noget for Niall. Jeg følte en masse i en stor pærevælling. Det var forvirrende.
”Du har ret, Zayn. Jeg ved bare ikke, om jeg er klar til at se ham i øjnene endnu.” Jeg vred mine hænder og kiggede lidt rundt i stuen. Zayn klappede mig beroligende på ryggen.
”Jeg er sikker på, at det nok skal løse sig til sidst. I er for perfekte for hinanden til, at skæbnen ikke får orden på det hele igen.” Han grinte ad sig selv, og jeg deltog med en svag latter. Det var dog et fremskridt i forhold til det grå og triste humør, som jeg havde været præget af de sidste par dage.
”Det afhænger vel af, hvordan man ser på det,” svarede jeg lidt halvpessimistisk. Jeg kunne ikke få mig selv til at tro hundrede procent på, at Zayn talte sandt. Hvordan kunne han vide, at Niall rent faktisk ikke hellere ville date den her Beverly Ray. Jeg måtte have rystet de tanker ud ad hovedet.
”Bare lov mig, at du i det mindste vil give ham en chance for at forklare. Det er ikke kun dig, der er helt knust i øjeblikket.” Han nikkede sigende hen mod mig, og jeg rynkede forvirret brynene.
”Hvad mener du med, at det ikke kun er mig, som er knust?” Jeg forstod vidst ikke helt, hvor han var på vej hen.
”Niall selvfølgelig. Han har været et komplet vrag de sidste par dage. Han sover ikke om natten, så han har ingen energi. Hans appetit er ikke, som den plejer at være, og så har vi ikke hørt ham grine eller smile en eneste gang i flere dage. Han er fuldkommen nedbrudt, Ella.” Zayn fik et let smertefuldt blik i øjnene, da han fortalte om Niall. Han måtte være virkelig bekymret for hans ven. Også jeg kunne mærke, hvordan jeg fik det helt træls. Det måtte ikke være sjovt at være tilskuer til sådan en forestilling. Drengene måtte have det hårdt, når de både skulle holde hovedet højt på Niall og samtidig fortsætte deres tætpakkede kalender. Det lød som noget af en opgave.
”Det er jeg ked af at høre.” Jeg mente, at det gjorde mig ondt at høre, at det ikke gik godt med Niall, men jeg kunne dog ikke helt undvige det, han havde gjort. Det lå hele tiden i baghovedet, og det stoppede mig hver gang, jeg havde lyst til at sige, at jeg gerne ville snakke med Niall. Det måtte vel være et tegn på, at jeg endnu ikke var helt klar til at snakke med ham.
”Jeg skulle for resten hilse fra både Liam, Louis og Harry. De sender de kærligste hilsner.” Zayn prøvede at skifte emne og lede samtalen over på noget andet, men jeg kunne endnu ikke slippe det oprindelige emne helt. Jeg svarede med et lidt fraværende ’mmhh’, men jeg tænkte for mig selv.
”Jeg håber, at du på et tidspunkt vil lade Niall forklare,” sagde Zayn stilfærdigt.
”Jeg kan bare ikke forestille mig at gøre det nu. Jeg er bare ikke klar endnu.” Jeg sad igen og foldede lidt rundt med tæppets folder. Zayn nikkede og accepterede, at det var, det tætteste han kom på, et løfte om at lade Niall forklare. Det var i det mindste et fremskridt i forhold til nogle timer tidligere.
”Nå, nu vil jeg ikke køre mere i det. Den is spiser jo heller ikke sig selv.” Han rejste sig og kom tilbage med chips, slik, to skåle og te skeer. Til sidst hentede han bøtten med is. Jeg fulgte ham med øjnene, da han kom ind med isbøtten. Den is ville ikke overleve ret længe.

***

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...