Surviving Christmas - {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Færdig
Julen er tiden for kærlige klem og flygtige kys under misteltenen. Tiden man tilbringer, med dem man holder allermest af.
Ella bor i en lejlighed midt i London, og hun har alting tæt omkring sig.
Tilværelsen er ensartet og sommetider kedelig, men det skræmmer ikke Ella, som er fuld af gå-på-mod.
Livet ruller af sted i sin vante rytme, indtil kalenderen rammer 1. december.
Hvad sker der, når Ellas moster skaffer backstagepas til en One Direction-koncert?
Herfra tager det fart, og Ella hvirvles ind i en ny og hektisk verden, der er noget så forskellig fra hendes egen. Følelser opstår, venskaber vil blomstre, men ingen har magten over fordærvelsen. Kan Ella holde balancen, eller må hun sande et nederlag?
Julen er miraklernes tid, og måske er det Ellas tur til at opleve julemagien.
Læs med i Surviving Christmas, og tag del i magien.

[Deltager i julekalender-konkurrencen. Mulighed 1: Fanfiction-julekalender]

19Likes
61Kommentarer
26681Visninger
AA

23. 21. december

 

***

Zayns synsvinkel:

”Hun har ikke tænkt sig at snakke til mig! Jeg har skrevet til hende hele dagen i går, og hun har ikke svaret på en eneste af mine beskeder! Hvad skal jeg gøre?” Niall sad med hovedet i hænderne i Harry og Louis’ køkken, og vi andre stod og sad rundt om ham for at yde moralsk støtte. Der var intet, vi kunne gøre for at lette hans tunge hjerte. Kun Ella kunne gøre det. Det vidste vi alle. Niall havde været et fuldkommen vrag de sidste 24 timer. Han havde overnattet hos Louis og Harry, hvor han kunne være optaget og beskæftiget af to andre. Liam og jeg havde været der hele dagen, og vi tog først hjem ud på aftenen. Lige lidt havde det dog hjulpet. Han var ikke til at distrahere. Han havde ikke smilet en eneste gang, og hans latter havde vi ikke hørt en eneste gang. Det var bekymrende. Niall var den mest lattermilde og glade fyr af os alle, så det, at han ingen glæde havde, bekymrede mig meget.
”Måske skulle hun bare lige have en dag i går, hvor hun tænkte over tingene og kom til fornuft igen?” Liam klappede Niall opmuntrende på ryggen. Niall rystede afvisende på hovedet.
”Så ville hun jo have svaret nu, ville hun ikke?” Han sagde det koldt, men man kunne tydeligt høre, hvor ødelagt han var bag facaden. Vi havde ikke kendt hinanden i seks år for ingenting. Men han havde jo også ret. Hvis hun havde haft brug for blot en dag, ville hun have svaret eller ringet. Det havde hun bare ikke. Jeg trak telefonen op af lommen med et desperat håb om, at hun havde skrevet eller i det mindste givet et form for livstegn. Låseskærmen var tom. I hvert fald for vigtige ting. Der var mange notifikationer og nyheder, men intet af betydning i forhold til hvad jeg søgte efter. Jeg låste telefonen op og gik ind under kontakter. Jeg trykkede på Ellas navn og tog telefonen op til øret, mens den ringede. Drengenes lavmælte samtale var forstummet, og de så alle afventende på mig. Vi stod i flere sekunders stilhed, indtil opkaldet gik på svareren. Jeg sukkede og afsluttede opkaldet. Hun var nødt til at lytte på et eller andet tidspunkt.
”Vi er nødt til at gå, drenge. Vi skal være i studiet om 35 minutter.” Louis klappede bekymret Niall på ryggen. Hvordan skulle vi dog have ham med, når han havde det sådan? Folk ville jo bemærke det lige med det samme. Han var jo deres lille humørbombe, men det lod ikke til, at dagens interviews ville blive særlig festlige fra hans side. Niall gned sig i ansigtet og rejste sig tungt. Hans øjne var stadig let røde efter den søvnløse nat, han havde tilbragt. Det havde han i hvert fald sagt til os. Han havde siddet i sin seng ude af stand til at sove og bare stirret frem for sig, mens han tænkte. Jeg ønskede brændende, at jeg kunne gøre noget, men mine hænder var bundne. Jeg kunne intet stille op.

***

Jeg sad afsides i studiet, mens drengene blev interviewet på scenen. Niall havde gemt de triste folder bag en stenhård maske. Hans latter og smil var kun halvhjertede, og det skar i hjertet at se ham sådan. Jeg havde sådan lyst til at styrte op på scenen og trække ham væk derfra. Det var ikke stedet at være, når man havde det elendigt. Men der var intet, jeg kunne gøre. Niall kæmpede bravt for at lade som om, han havde det fint, men det var nærmest umuligt, når man havde tv-optrædener tre gange på samme dag. Vi tog fra studie til studie hele dagen. I det første interview kunne Niall netop holde nok sammen på sig selv til, at det ikke blev bemærket, at han kun halvhjertet var med. Det næste interview gik knap så godt. Der blev spurgt ind til, hvordan drengene havde det, og da værten kom til Niall, bemærkede han også, at Niall så en smule træt ud. Niall undveg spørgsmålet og forklarede blot, at han havde haft svært ved at sove dagen før. Værten tog diskret hånden op til øret og skiftede så emnet over til Liam i stedet for. Værten havde uden tvivl fået ordre til at stille nogle andre spørgsmål. Jeg vendte mig rundt og så ganske rigtigt, at Ellas moster, Ann, stod i en heftig, lavmælt diskussion med en producer på showet. Ann lod til at have overtalt produceren, for han nikkede til sidst opgivende. Jeg vendte blikket tilbage til drengene, som netop var ved at forlade scenen. Jeg trak Niall ind til mig og klappede ham blidt på ryggen. Det gjorde forfærdelig ondt at se ham have det sådan. Jeg havde endda prøvet at ringe til Ella flere gange i løbet af dagen, men hver gang gik den på svareren, eller også så afviste hun opkaldet med det samme. Det samme skete med både Niall og resten. Til sidst gav de op. Jeg fortsatte med at ringe til hende en gang imellem. Både for at berolige mig selv, men også en indirekte hentydning til hende om at jeg var der for hende. Måske endte hun på et tidspunkt med at tage den. Man kunne kun håbe på, at hun ville gøre det på et tidspunkt.

Niall døsede hen i bilen, da vi kørte hen til det sidste interview. Han lå med hoved på Liams skulder, og de røde øjne fik lidt hvile på den halve times køretur. Det var heartbreaking, da vi blidt måtte vække ham, fordi vi skulle ud. Jeg trak hætten på min jakke op og lod drengene gå ud, før jeg blev kørt om bagved, hvor jeg kunne komme forholdsvist uset ind. Det gik som i en tåge, da de gjorde sig klar til at gå på scenen. Niall prøvede at sætte sit braveface på og smilte til talkshowets vært, da kameraet begyndte at rulle. Der blev spurgt ind til drengenes generelle liv, og hvad de fik juletiden til at gå med. Liam fortalte om de mange julegaver, han endnu manglede at købe. Han var sent ude - det lignede ikke ham. Harry snakkede lidt om et par byture og om de shows, de havde spillet i løbet af december. Til sidst vendte Louis emnet ind på Ella, ved indirekte at hentyde til hende, da han snakkede om, at gruppen havde brugt meget tid på nye bekendtskaber. Niall bed sig i læben et øjeblik, da han blev spurgt om den sidste måned. Han løj rimelig overbevisende, da han gengav, hvad han havde lavet i december.
”Jeg har selvfølgelig hængt en del ud med drengene. Vi har rigtig været på vinterture i år,” fortalte han. Værten nikkede opfordrende, men da Niall ikke lod til at fortsætte, var det værten, der endte med at prikke ballonen.
”Der har jo været en masse snak om, at du har datet en vis Ella Watson, som du er blevet spottet med flere gange de sidste par uger. I fredags blev du så set sammen med Beverly Ray. Det så ikke ligefrem ud som om, i holdt igen..” Niall svarede ikke, men han bed sig utilpas i læben. Harry sprang til og kastede sig ud i en mindre improviseret beskrivelse af en eller anden ligegyldig ting, men så snart han havde talt færdig, vendte værten tilbage til Niall.
”Så vi kan altså forvente, at du dater Beverly Ray?” Han havde ikke tænkt sig at lade det ligge. Jeg kunne se, hvordan masken krakkelerede for Niall. Hans smil blegnede, og han så ned et par sekunder.
”Nej, jeg dater ikke Beverly. Jeg mødte hende kun kort den aften, og jeg var meget fuld, så jeg var ikke helt mig selv.” Han vred sig lidt rundt i sofaen mellem Liam og Harry og lignede virkelig en, der slet ikke havde lyst til at være der længere. Han knugede sine hænder i skødet, og jeg kunne tydeligt se de bekymrede sideblikke, som Louis, Liam og Harry diskret prøvede at skjule. Det gik ikke helt vildt godt, så folk havde nok lagt mærke til det. Eller også var det bare fordi, jeg kendte dem for godt.
”Så hvis du ikke er sammen med Beverly Ray, som du lod til at have erstattet Ella Watson med, hvad sker der så rundt omkring dig for tiden med kærligheden?” Værten spurgte videre. Jeg blev helt irriteret på ham. Niall svarede ikke i første omgang, men han tog sig til sidst sammen. Masken var smuldret, og han prøvede ikke engang at smile blot en lille smule.
”Det går ikke særlig godt med kærligheden for tiden. Jeg betaler prisen for en stor fejl.” Han sagde det kort og enkelt, og mere var der vel heller ikke brug for at sige. Det vedkom ikke just hele verden, hvad der foregik i vores liv hele døgnet ned til mindste detalje.
”Der er dog også nogle misforståelser indblandet,” fortsatte Liam fra, hvor Niall slap. Louis nikkede bekræftende og tog ordet efter Liam.
”Det er jo ikke altid, at alle historiens detaljer når ud i alle kroge, og det virker det ikke til at have gjort denne gang.” Til sidst tog Harry ordet.
”Der er flere faktorer, der spiller ind over denne situation, så det er ikke helt ligetil,” sluttede han og færdiggjorde dermed samtalen. Værten lod til at være tilfreds med svarene, han havde fået. Han nikkede i hvert fald smilende. Det så alt for falskt ud. Han var vel ligeglad med, hvordan Niall rent faktisk havde det personligt, og hvad drengene i det hele taget svarede. Bare han fik sine seere, og der blev skrevet en masse sprøde artikler om det, så han kunne tjene sine penge. Jeg fnøs lavmælt for mig selv. Værten takkede for drengenes tid og færdiggjorde derefter showet.

Et kvarters tid senere, da drengene havde fået mikrofonerne af, kunne vi sætte kursen hjemad. Vi blev alle enige om at gå ud ad bagvejen, så Niall ikke behøvede at slæbe sig gennem en kæmpe mængde fans og journalister. Der var fuldt fokus på, at Niall skulle sikkert hjem, og det kunne kun gå for langsomt. Endnu en gang døsede Niall hen i bilen. I starten lænede han sig op ad mig med hovedet på min skulder, men det blev for smertefuldt i nakken i længden.
”Jeg fatter ikke, hvordan jeg kunne få mig selv til at gøre det. Jeg elsker hende så meget.” Hans øjne var trætte og sløve, og han registrerede ikke ret meget. Louis foldede hans jakke sammen og lod Niall bruge dem som hovedpude op ad bildøren. Der gik ikke mere end fem minutter, så sov Niall.

***

En god halv time senere fik vi bakset Niall op til Louis og Harry. Han var sløv og døsig, og han havde ikke særlig godt styr på sig selv. Man skulle tro, han ikke havde sovet i flere dage. Han havde dog heller ikke sovet natten op til, så det var forståeligt, at han var dødtræt, selvom klokken kun lige nærmede sig 16. Han kom kun lige ind og fik smidt skoene, så sjokkede han ind i stuen, hvor han faldt om i sofaen. Liam så lidt kritisk på hans alternative soveposition. Han rystede på hovedet.
”Det går nok ikke i det lange løb, Niall. Du skal vidst ind i en rigtig seng.” Niall gjorde ikke mine til at flytte sig en eneste millimeter, så Liam tog sagen i egen hånd.
”Zayn, hjælper du med at åbne døren for mig?” Jeg nikkede bekræftende. Liam lagde den ene arm rundt om Nialls torso og den anden om hans knæhaser og løftede ham forholdsvist ubesværet op. Jeg gik foran og åbnede døren ind til gæsteværelset. Louis og Harry fulgte stille efter. Jeg slog dynen til side i dobbeltsengen, og Liam lagde forsigtigt Niall fra sig. Ved fælles hjælp fik Louis og jeg krænget Nialls jakke af. Det ville blive alt for varmt at sove med den på. Dynen blev lagt omkring Niall, der allerede sov tungt, og vi listede alle forsigtigt ud.

***

”Nu må de pizzaer altså gerne snart komme.” Harry sad med en brochure fra et pizzeria. Vi var blevet enige om, at dagen ikke var for noget fancy mad, så pizza var, hvad det var blevet til. Vi stod egentlig bare og ventede på, at der blev ringet på døren. Der gik heldigvis kun 10 minutter mere end de 20 minutter, vi allerede havde ventet. Louis og Harry gik ud og tog imod pizzaerne og betalte. De kom ind med de velduftende bakker, men ingen kastede sig over dem, som vi ellers plejede. Pizza havde altid været populært hos os. Det behøvede ikke at være nogen hemmelighed. Men denne gang blev der rakt ud efter tallerkener og pizzabakker med så lidt entusiasme, at jeg var lige ved at blive bekymret, hvis jeg ikke også selv havde opført mig sådan. Vi var alle nedtrykte. Det pinte alle som en, når en i gruppen var i problemer eller var nede. Især Niall. Han var vores lille solstråle, og det gjorde ekstra ondt når ikke havde samme mængde energi og latterspredning, som han plejede.
”Hvad gør vi lige med ham? Han kan umuligt optræde om to dage, hvis det her cirkus fortsætter.” Harry tog en bid af sin pizza.
”Vi må have fundet en løsning på en eller anden måde.” Louis gjorde sig nikkende enig og tyggede åndfraværende på sin pizza.
”Hvad kan vi gøre, hvis Ella ignorer os alle, nægter at svare og ikke vil lukke os ind?” Liam slog opgivende ud med hænderne, før også han tog en bid af hans pizza.
”Jeg aner det virkelig ikke, Liam.  Jeg aner det virkelig ikke.” Harry rystede på hovedet og kørte frustreret fingrene gennem de lange lokker. Louis sagde intet, men rystede bare på hovedet. Vi var en noget nedtrykt flok.
Jeg sad og kørte min telefon rundt i cirkler på bordet, mens jeg fraværende tog en bid af et stykke pizza i ny og næ. Burde jeg ringe til hende igen? Eller skulle jeg give hende fred? Hvem prøvede jeg at narre? Selvfølgelig ville jeg ringe en gang til. Jeg tog telefonen op og trykkede igen på Ellas navn. Jeg sad utålmodigt og trommede i bordet med den ene hånd, mens jeg hørte det ene lange bip efter det andet. Den gik ligesom de andre gange på svareren, men jeg havde egentlig ikke forventet andet. Jeg havde selvfølgelig håbet, at hun ville tage den, men inderst inde havde jeg godt vidst, at hun ikke ville svare. I stedet skrev jeg hende en besked. Jeg havde skrevet flere i løbet af dagen, men denne var mere blot en udstrakt hånd, hvis hun nu havde brug for det.

Zayn: Jeg er her for dig, Ell. Hvis du vil snakke, kommer jeg gerne forbi. Hvis du har brug for fred eller et udenbys getaway, så sig til. Du skal bare vide, at jeg er her for dig (:

Jeg trykkede send og trak vejret dybt efterfulgt af et langt suk. Det var noget værre rod, vi var endt i.

”Hvad pokker skal vi lige gøre?” Louis stillede samme spørgsmål, som Harry havde stillet før, som om det ville hjælpe, hvis han spurgte igen. Ingen svarede. Vi så bare på hinanden et par sekunder.
”Ja, det er jo lige det.” Alle vendte sig overraskede om mod Niall, der stod lænet op ad dørkarmen ind til køkkenet, hvor vi sad. Han så en smule mere frisk ud, og han var knap så bleg.
”Jeg kunne dufte pizzaen helt inde på værelset. Er der nok til en ekstra?” Han pegede sigende på pizzaerne, og Liam klappede opfordrende på en tom stol ved siden af ham.
”Selvfølgelig. Vi har bestilt en pizza til dig.” Han trak en ekstra tallerken hen foran Niall, der havde slået sig ned, og fandt den rigtige pizzabakke frem. Niall spiste sultent af den stadig varme pizza. Hans appetit syntes at smitte af på os andre, for vi tog lidt mere entusiastisk fat på pizzaerne. Der var stille lidt, mens alle spiste og tænkte lidt over tingene. Da alle havde spist sig mætte, lagde vi resten af pizzaerne i køleskabet og satte os tilbage til køkkenbordet. Niall kom og gik lidt den næste times tid, men vi lod som ingenting. Han så lidt bedre ud end tidligere, og det var det vigtigste. Til sidst sad han i fulde tyve minutter, før han rejste sig og forsvandt igen. Vi sendte blikke til hinanden tilbage ved køkkenbordet, men der var intet, vi kunne gøre. Han havde nok styr på, havd han selv lavede.
Nogle minutter efter kunne man høre ham ude i gangen.
”Drenge, jeg smutter.” Han havde kun lige hævet stemmen. Der var ikke grund til at råbe i den lydhøre lejlighed. Vi rejste os hastigt og gik ud i gangen, hvor Niall befandt sig.
”hvorfor nu det?” Jeg kunne ikke lade være med at spørge. Det var ret direkte, men jeg var sikker på, at det var spørgsmålet, der var på alles læber.
”Jeg tror, jeg ved, hvad jeg vil gøre.” Han var i færd med at trække jakken på, og han hoppede klumset rundt, mens han tog sko på. ”Jeg skal bare lige bruge et par timers fred, så tror jeg, at jeg har den.” Han gav os ikke tid til at svare, men smækkede bare døren i efter sig. Vi stod uforstående tilbage og så skiftevis på døren og hinanden. Hvad var der lige gået af ham? Jeg rystede så smilende på hovedet. Han havde lydt som om, at der pludselig var kommet noget liv i ham. Jeg havde set håb i Nialls beslutsomme øjne.

****

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...