Surviving Christmas - {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Færdig
Julen er tiden for kærlige klem og flygtige kys under misteltenen. Tiden man tilbringer, med dem man holder allermest af.
Ella bor i en lejlighed midt i London, og hun har alting tæt omkring sig.
Tilværelsen er ensartet og sommetider kedelig, men det skræmmer ikke Ella, som er fuld af gå-på-mod.
Livet ruller af sted i sin vante rytme, indtil kalenderen rammer 1. december.
Hvad sker der, når Ellas moster skaffer backstagepas til en One Direction-koncert?
Herfra tager det fart, og Ella hvirvles ind i en ny og hektisk verden, der er noget så forskellig fra hendes egen. Følelser opstår, venskaber vil blomstre, men ingen har magten over fordærvelsen. Kan Ella holde balancen, eller må hun sande et nederlag?
Julen er miraklernes tid, og måske er det Ellas tur til at opleve julemagien.
Læs med i Surviving Christmas, og tag del i magien.

[Deltager i julekalender-konkurrencen. Mulighed 1: Fanfiction-julekalender]

19Likes
61Kommentarer
27080Visninger
AA

17. 15. december

 


***

Ellas synsvinkel:

”Ellers andet jeg kan hjælpe med?” Jeg smilte til kunden, som rystede på hovedet. Jeg slog prisen ind, og jeg gav på et øjeblik de rigtige vekselpenge tilbage. Jeg ønskede kunden en god dag, og pustede så tungt ud, da døren lukkede sig i bag hende.
”Gå du bare. Fem minutter til eller fra betyder ikke det store,” sagde Holly. Der havde rimelig travlt det meste af formiddagen, så jeg var pænt klar til at komme hjem. De sidste 10 minutter var ofte virkelig lange, så det, at jeg fik lov at gå 5 minutter før, var super lækkert. Jeg nikkede indforstået, og jeg gik ud bagved for at tage min jakke på. Jeg gik ud i bageriet og fandt et brød, som blev lagt i min Daytaske.
”Jamen så tak for i dag, Holly. Vi ses allerede igen i morgen tidlig.” Jeg svang min taske over skulderen, og efter at jeg havde sagt farvel til Holly, åbnede jeg døren og gik ud i kulden. Gåturen hjem var frisk, men den var heldigvis også kort. I min lejlighed ristede jeg et par skiver brød og skiftede tøj, imens jeg spiste. Et par sorte højtaljede bukser, og en dejlig varm trøje, så jeg kunne holde varmen. Jeg vidste jo ikke hvor lang tid vi skulle være udenfor, så jeg måtte hellere udstyre mig til en lang og kold eftermiddag. Jeg satte noget julemusik på og dansede frem og tilbage mellem mit værelse og diverse andre rum i lejligheden. Jeg fik lagt en ny og frisk makeup, og jeg brugte nogle minutter på at rode mit skab igennem for at finde mine vanter. De havde virkelig gemt sig godt. Halvdelen af mit skabs inventar lå spredt ud over gulvet, da jeg endelig trak dem ud fra bunden af hylden med vintertøj. Jeg jublede for mig selv og lagde alle tingene tilbage i skabet igen. Jeg tjekkede klokken. 14.42. Jeg havde lige nogle minutter endnu, inden jeg kunne begynde at forvente, at Niall skulle komme. Jeg fandt min skuldertaske frem og ryddede lidt op i køkkenet for at slå lidt af tiden ihjel. Jeg kom dog ikke til at gå ret længe, før der skete noget.
Det bankede på døren, og jeg lukkede lettere undrende døren op. Det var Niall, der stod uden for døren.
”Du er da lidt tidligt på den.” Jeg lænede mig op ad døren. Han trak smilende på skulderen.
”jeg kunne slet ikke vente med at se dig, så jeg besluttede mig for at køre lidt tidligere.” Jeg rystede grinende på hovedet ad ham, men vinkede ham med ind i varmen. Han trådte indenfor, og jeg lukkede døren efter ham. Det var nu egentlig meget hyggeligt, at han var lidt tidligt på den.
”Du er da ret sød, Blondie.” Jeg smilte til hans lille solstråleansigt, og han kunne heller ikke lade være med at gengælde.
”Du overgår mig fuldkommen på det punkt,” sagde han og trak mig tættere på ham, til vores ansigter kun var et par centimeter fra hinanden.
”Jeg er beæret, Blondie,” mumlede jeg. Hans øjne var som det klareste krystalhav, og jeg druknede fuldkommen i det. Det var det sidste, jeg så, før jeg tilbagelagde den korte afstand mellem os og lod mine læber møde hans. Jeg lod mine hænder flette sig sammen bag hans nakke, og hans arme lagde sig om livet på mig. Kysset varede en fantastisk evighed, men det blev desværre afbrudt af Nialls telefon, der ringede insisterende i hans lomme. Vi trak os fra hinanden, og han så lettere irriteret ud, da han trykkede på den grønne knap for at starte opkaldet.
”Hvad så Liam?” Han gjorde et godt forsøg på ikke at lyde så irriteret, som han så ud. Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt ad ham. Han var nu ret sød, sådan som han reagerede, da vi blev afbrudt. Der var stille lidt, mens Niall lyttede til Liam, og han indskød nu og da et ’ja’ eller ’okay’.
”Godt. Jamen så kører vi bare hen og møder jer med det samme,” sluttede han. Han sagde farvel til Liam og afbrød så opkaldet. Da telefonen blev sort igen, rystede han grinende på hovedet.
”God timing Liam. Det kunne ikke have været bedre.” Ironien var tydelig, men han var heldigvis ikke rigtig sur, for han grinte da, mens han sagde det.
”Vi skal møde drengene hos Zayn. Vi skal have Hank og Paul med i dag.” Jeg trak min jakke på, mens han talte, og nikkede indforstået.
”Det styrer i helt selv. Jeg følger bare med som blind passager.” Som altid holdt jeg på, at jeg intet havde at skulle have sagt. Det var nok noget vi til hver en tid kunne diskutere. Han rullede øjne ad mig og syntes sikkert, jeg var noget af et hysterisk stædigt pigebarn. Det var egentlig heller ikke helt løgn. Jeg var meget stædig.
”Du er umulig,” sagde han. Jeg tog et par skridt, så jeg endte lige foran ham, og plantede et kys på hans læber.
”Så lad os bare sige det.” Jeg nev ham blidt i hagen og rakte tunge ad ham. Han så bare grinende på mig. Jeg var sikkert meget underholdende, men vi havde jo egentlig en aftale, vi skulle nå.
”Kom så Blondie, vi har faktisk noget, vi skal nå.” Jeg tog min skuldertaske på og hentede mine nøgler fra køkkenbordet, hvor jeg havde efterladt dem dagen før. Jeg viftede ham ud, låste døren efter os, og vi fulgtes ned ad trapperne. Undervejs diskuterede vi frem og tilbage, om hvorvidt jeg var stædig, eller om han bare var fjollet. Vi kom ikke rigtig frem til noget, og det blev ikke meget bedre på turen hen til Zayns lejlighed. Turen var heldigvis ikke særlig lang, så det endte i latter, da vi holdt i gården bag Zayns lejlighed. Alle drengene stod og ventede sammen med Hank og Paul, så vi kunne hurtigt fordele os i de to biler, som Hank og Paul var kommet kørende i. Zayn trak mig med sig og forlangte at få noget opmærksomhed. Jeg sendte vidst Niall et noget langt blik, for Zayn lagde ret hurtigt mærke til, at jeg var lidt fraværende et par sekunder.
”Jeg skulle have beholdt dig for mig selv.” Han mumlede det halvt til mig, halvt til sig selv, da vi satte os ind på bagsædet i bilen med Paul bag rattet og Louis ved siden af. Jeg var smigret. Det lød da som om, at de var blevet lidt glade for mig.
”Ellaa!” Louis havde vendt sig om mod mig.
”Det er mig.” Jeg grinte ad min lille joke og opfordrende ham til at fortsætte.
”Du har ingen planer den 18., vel? Krøltop og jeg holder en lille julehyggedag, som du skal med til.” Krøltop. Hvilket genialt kælenavn til Harry. Selvom jeg dog bedre kunne lide Krølle.
”Jeg kan ligesom godt mærke, at det skal jeg.”

***

Lågen knirkede let, da vi skubbede den op, og vi havde på lang afstand kunne høre lyden fra hvinende børn og grinende forældre. Der var ikke proppet med mennesker, men der var heller ikke tomt på skøjtebanen. Mens vi gik langs kanten for at komme hen til boden, hvor vi kunne leje skøjter, susede rødkindede børn forbi på isen, mens de vinkede begejstrede til deres forældre, der stod og hakkede tænder ude på sidelinjen. Den unge pige bag disken blev noget paf, da ingen andre end One Direction stod foran hende. Efter at drengene havde talt hende til ro, blødte hun hurtigt op. Hun smilede venligt, som hun rakte skøjter over disken og tog imod pengene fra Louis. Vi fandt os et nogenlunde fredeligt hjørne i den ene side af banen, men deres eksistens var selvfølgelig blevet bemærket med det samme. Hank var gået med os, men Paul var ikke til at få øje på. Han kom tilbage efter et par minutter, og snakkede kort med Louis, som gav beskeden videre til os andre. De var blevet advaret i boden om, at drengene var her, så det hurtigt kunne gå hen og blive kaotisk, hvis deres fans og paparazzierne fik nys om, at One Direction var her. De ansatte havde heldigvis forsikret Paul om, at der ville blive sørget for, at kun det maksimale antal ville blive lukket ind på banen. Vi var alle indforståede med, at det i starten kunne være meget kaotisk, fordi der uden tvivl ville være nogle fans på banen, som gerne ville have taget billeder. Der gik ganske rigtigt kun få minutter, før rygtet havde spredt sig, og de første modige fans kom listende og bad om et billede. Drengene var super elskværdige og stod model til utallige billeder. Zayn holdt sig på afstand sammen med mig. Vi sad stadig henne på tribunen, fordi jeg ville have strammet mine skøjter en smule bedre. Da jeg havde slået den sidste sløjfe, var der ingen vej udenom.
”Lad os bare gå udenom dem. Vi behøver vel ikke at tiltrække os mere opmærksomhed end højst nødvendigt?” Zayn trak hætten på hans jakke op over hovedet, og det skjulte faktisk meget godt hans ikoniske og noget så let genkendelige hår. Jeg nikkede lydløst. Jeg kunne mærke lidt kriller i maven. Det var ret så spændende med al den opmærksomhed, der var omkring drengene, og også lidt foruroligende. Jeg tænkte et øjeblik over, om det mon havde været en god plan at tage ud i første omgang, men jeg kom hurtigt fra det igen. Det skulle ikke ødelægge vores planer, og jeg var meget sikker på, at drengene havde forventet og være indforståede med, at det ville være noget af et cirkus, når de tog ud. Selv noget så uskyldigt som en tur på skøjtebanen.

Zayn og jeg listede os uden om klumpen, der havde samlet sig omkring Louis, Liam, Harry og Niall. Både Hank og Paul så dog ud til at have forholdsvist godt styr på de mange fans, så indtil videre var status ret god. Vi satte os på den lille bar, der var rundt om hele banen, og svang benene ud på isen. Jeg lod prøvende fødderne glide lidt frem og tilbage på isen, så jeg kunne få fornemmelsen for underlaget tilbage igen efter så lang tid siden sidste gang. Et lille minut efter satte jeg forsigtigt fra med hænderne og lod mig glide halvanden meter ud på isen. Jeg bøjede godt i knæene, indtil jeg var sikker på, at jeg havde balancen, og rettede mig så op igen. Jeg drejede rundt mod Zayn, der nikkede imponeret. Jeg tog et par prøvende skridt, og snart kunne jeg ubesværet glide rundt som en lille skøjteprinsesse. I hvert fald i en lille cirkel. Overdrivelse fremmer forståelse. Imens havde Zayn med lidt besvær rejst sig, og han stod vakkelvornt med hænderne ud til siderne, som om han holdt i et eller andet usynligt gelænder.
”Jaah vi gør det! Det er så længe siden, jeg har været på isen sidst.” Jeg kørte fødderne lidt frem og tilbage, og jeg ventede egentlig bare på, at Zayn var klar til at komme fremad. Jeg var nemlig totalt klar til at prøve kræfter med en hel omgang. Zayn havde lige brug for et øjeblik mere, men snart kunne vi langsomt og sikkert arbejde os rundt om hele banen. Det gik rimelig godt, og snart kunne jeg mærke, hvordan jeg fik gang i de rigtige muskler. Snart kunne jeg gøre det, jeg plejede at kunne gøre, og jeg var lidt mere sikker på min balance. Der gik næsten en halv time, før vi kunne færdiggøre vores tredje omgang, og mødes med drengene nede i vores lille hjørne, hvor Zayn og jeg var startet ud. De mange fans lod til at have fået de billeder, de gerne ville have, for drengene fik da lidt fred, hvor de så også endelig kunne prøver kræfter med isen. De var endnu mere usikre, end Zayn havde været. Harry gik på røven som den første. Han blev grinende hjulpet op igen. Liam og Louis prøvede sammen, og de kom da heldigvis op nogenlunde sikkert. De vaklede et øjeblik, men de greb fat i hinanden og fandt fodfæstet igen.

”Jeg har ikke skøjtet i, gud ved ikke hvor lang tid. Hvad hvis jeg kommer til skade med mit knæ igen?” Niall sad og kiggede lidt bekymret mellem isen, skøjterne og hans knæ. Vi prøvede at opmuntre ham, og han blødte da også en smule op, men ud på isen kom han ikke ad sig selv. Jeg besluttede for at gøre noget ved det. Jeg rakte hænderne frem, for at han skulle tage fat i dem.
”Kom så hjælper jeg dig op. Jeg skal nok lade være med at falde, ligesom de andre tosser gør.” Jeg lavede et diskret hovedkast mod Harry, som var så rar at vise mig hans midterste finger. Niall tog tøvende mine hænder, og med hjælp fra Zayn fik vi skubbet Niall op at stå. Han stod usikkert i et par sekunder, men han begyndte så at få lidt føling med isen. Han skubbede skøjterne lidt frem og tilbage og syntes at få lidt bedre styr på det.
”Skal vi prøve kræfter med en lille cirkel?” Zayn lavede pegende en lille cirkel med hånden for at demonstrere, hvad han havde i tankerne. Niall nikkede. Med Zayn ved den ene arm og mig ved den anden, arbejdede Niall sig langsomt rundt i en lille cirkel på et par meters penge. Liam og Louis var i gang med at tage hele banen rundt, og Harry stod som Bambi på glatis, tilbage hvor alle var startet.
”Zayn klarer du Niall? Så tager jeg nemlig Harry med mig,” spurgte jeg henvendt til Zayn, der nikkede bekræftende. Jeg klappede Niall opmuntrende på skulderen og gled så hen til Harry, hvor jeg denne gang tilbød ham mine hænder. Han holdt godt fast, og den stakkels knægt stod med stolpestive ben. Han var vidst ikke særlig glad for at stå på skøjter. Det var uden tvivl ikke hans miljø. Han havde bedst hjemme på en scene, men der klarede han sig jo også ganske fornuftigt, så det var jo meget fint.
”Bøj godt i knæene, så får du en bedre balance.” Jeg demonstrerede ved at bøje ned i knæene for at vise, at man altså stod bedre fast på den måde. Efter et kvarters tid lod Harry til at have fået bedre styr på det, for han behøvede ikke længere støtte til at arbejde sig fremad. Imens jeg havde haft travlt med Harry, suste Liam og Louis rundt og blev mere og mere sikre på benene. De var ikke ligefrem i fuldkommen balance og vaklede da også flere gange, men det var da et meget fint fremskridt. Jeg fik sat Harry af ved Niall og Zayn, der gradvist blev bedre og bedre, og sluttede mig til Louis og Liam. Det blev til en mindre kapløb, og jeg holdt mig med vilje tilbage. Jeg ville se hvor længe, det ville tage dem at opdage, at jeg faktisk var bedre, end jeg gav mig ud for at være. Det skulle dog ikke tage ret lang tid, før Louis besluttede sig for at prikke til ballonen.
”Kan du følge med Ell?” Han stoppede lidt klumset op og vendte sig om mod mig. Jeg holdt skuespillet kørende og fortsatte med at glide i en lille cirkel rundt om ham, indtil jeg endelig stoppede på grund af mangel på fremdrift.
”Jeg gør mit bedste.” Jeg gned hænderne mod hinanden for at få lidt varme i dem. Louis grinte ad mig.
”Er du så lidt jaloux over mine fantastiske evner?” Han demonstrerede sine ’fantastiske evner’ ved at forsøge sig med en slags piruette, men han var ved at vælte i forsøget. Jeg smilte skævt og kunne lige præcis holde mit grin tilbage. Han skulle da snart opdage, at jeg ikke var så sølle, som jeg udgav mig for at være.
”Helt vildt jaloux. Hvis du er så talentfuld, hvad siger du så til en lille kapløb?” Jeg løftede kækt et øjebryn, og han grinte sigende.
”Hvis du gerne vil ydmyges, så er der da ikke noget i verden, jeg hellere ville.” Vi fik Liam til at tælle ned, og reglerne var ganske simple. Den der kom en hel runde rundt først vandt. Vi stod klar på stilke, og folk omkring os lod også til at have bemærket, at der stod et eller andet på spil, for flere havde indstillet skøjteløbet for at kigge med. Liam talte langsomt ned.
”Tre…To….En….Kør!” Louis satte hurtigt fra og lagde sig i spidsen. Det troede han i hvert fald, at han gjorde. Jeg gav ham et lille forspring den første fjerdedel af banen, men holdt mig få meter bag ham. Jeg satte så farten betydeligt mere op og gled ubesværet forbi Louis, der pludselig så ud til at være rimelig presset. Jeg holdt mig få meter foran ham en halv omgang. For lige at sætte toppen på kransekagen vendte jeg brat rundt og kørte baglæns over den usynlige målstreg. Jeg vinkede grinende til Louis, der måbende kom i mål et par sekunder efter mig. Der blev klappet og jublet rundt omkring, og jeg gik hen og rakte ham hånden, som en ægte sportsmand ville have gjort.
”Tak for kampen, pralerøv. Pas på hvad du siger for eftertiden. Det kunne jo vise sig, at folk havde skjulte talenter.” Jeg klappede ham grinende på skulderen. Han brød ud i grin og kunne selv godt se det sjove i det. Det havde nok været lidt dumt at gå ud fra, at jeg slet ikke kunne stå på skøjter, når han jo aldrig havde set mig prøve før. Han stak hænderne i vejret og overgav sig. Jeg gav ham et opmuntrende kram og gled Liam i møde.
”Tillykke med sejren Ell.” Han nikkede anerkendende. Jeg nikkede som tak og trak dem så med hen til Zayn, Niall og Harry, der havde stået og set kapløbet i vores lille hjørne. Drengene måtte gøre sig meget umage for ikke at grine ad Louis, men i stedet opmuntre og trøst den stakkels knægt. Han havde tydeligvis ikke forventet at få bøllebank. Jeg havde taget en ekstra lille tur rundt om drengene og endte bag dem lidt længere inde i hjørnet. Niall kom mig langsomt men nogenlunde sikkert i møde. Jeg greb fat i ham, da han kom lidt ud af balance.
”Tillykke med sejren.” Vi smilte til hinanden.
”Tak. Jeg ved dog ikke hvor meget sejr, der var over det. Jeg snød ham jo med fuldt overlæg.” Jeg trak på skulderen. Som jeg tidligere havde lovet mig selv, ville jeg ikke hovere eller blære mig. Han rystede grinende på hovedet ad mig.
”Snyd eller ej. Du vandt, det er hvad der tæller. Synes du ikke, det skal fejres?” Der var skjulte hentydninger i spørgsmålet, og jeg vidste godt, hvor han ville hen med det. Jeg tøvede. Var det klogt at gøre i fuld offentlighed? Det var jo ikke fordi, vi officielt var sammen. Det lod han til at være ligeglad med, for han trak mig tættere på ham. Jeg kunne ikke lade være med at gengælde han skæve smil, og jeg glemte alt omkring os i et øjeblik, da han kyssede mine kolde læber. Vi blev afbrudt, da et par stærke blitzer knipsede løs, og vi trak os lidt overraskede fra hinanden. De skarpe lys stak i øjnene, og det var ret ubehageligt. Da vi trak os fra hinanden, tog det heldigvis lidt af. Paparazzierne havde vel fået de vigtigste billeder til deres artikler? Drengene kom hen i mod os, og vi gik dem i møde. Vi blev fulgt på vej af en million spørgsmål fra de mange journalister og paparazzier. En kvinde fangede min opmærksomhed, men jeg fik ikke fat i hendes spørgsmål. Jeg skøjtede hen til hende og smilede imødekommende til hende.
”Hej! Hvem har jeg æren af at tale med?” Hun var meget høflig, så jeg var glad for, at jeg havde valgt hende at snakke med.
”Hej. Jeg hedder Ella.” Jeg smilede, mens jeg talte, og jeg kunne se på journalisten, at hun var lettere nervøs. Hun blødte forhåbentlig lidt op, når hun fandt ud af, at jeg ikke var så farlig endda.
”Ella. Må jeg spørge om det er korrekt, at du kender drengene fra One Direction?” Han rakte en lille håndmikrofon frem mod mig, og jeg overvejede mit svar et øjeblik.
”Ja det er korrekt, at jeg kender dem.” Jeg holdt mit svar kort og så neutralt som muligt. Jeg ville ikke være rod til problemer i medierne eller for drengene. Man kunne jo aldrig helt vide, hvilke aftaler de havde med deres management.
”Hvordan mødt du One Direction-drengene?” Jeg havde forventet spørgsmålet, så jeg havde allerede overvejet, hvordan jeg ville svare.
”Det er faktisk en meget sjov historie. Min moster er lige blevet ansat som deres manager, og hun fik et ekstra backstagepas til deres koncert d. 1. december, som hun så tilbød mig. Jeg for vild i gangene backstage, og jeg endte med at rende ind i Zayn. Vi faldt i snak, og jeg mødte så resten af flokken. De er nogle super flinke fyre, og jeg går ud fra, at jeg må have været lidt spændende, for vi har været sammen flere gange siden.” Jeg gjorde den lange historie så kort som muligt, men jeg følte alligevel, at jeg havde sagt altså for meget til sidst. Journalisten nikkede og stillede et sidste spørgsmål.
”Det lyder som noget af en historie. Og nu til det spørgsmål de fleste nok gerne vil have svar på: Dater du Niall Horan?” Hendes spørgsmål kom alligevel en smule bag på mig. Jeg havde forventet at spørgsmålet ville komme, men inderst inde havde jeg nok håbet på, at de ville have glemt det. Det havde de så tydeligvis ikke. Det var trods alt også kun små 5 minutter siden, at de havde taget tusindvis af billeder af mig og ham midt i et kys. Jeg tænkte mig grundigt om, før jeg svarede.
”Jeg dater ham ikke officielt, men jeg vil da ikke benægte, at vi har noget kørende.” Jeg håbede ikke, at jeg rødmede, mens jeg snakkede. Det var ikke noget, jeg var vant til at tale alt for åbent omkring, så jeg syntes, det var lidt mærkeligt.
”Tak for din tid Ella.” Journalisten færdiggjorde sit interview og slukkede mikrofonen. Jeg nikkede smilende til svar. Jeg skøjtede hen mod drengene, der havde rykket sig ned i den modsatte ende i fred for de fleste journalister og paparazzier. Da jeg var nået lidt over halvvejs, blev jeg stoppet af to unge piger. De var vel omkring 16. Jeg smilede imødekommende, men de stirrede bare hadefuldt på mig. Jeg løftede spørgende øjenbrynene. Hvem havde da lige tisset på deres sukkeroer? Den ene åbnede munden.
”Altså hvem er du overhovedet? Du er jo intet værd! Du burde slet ikke være sammen med vores drenge!” Hun satte hænderne i siden, og hendes veninde bakkede hende op. Mine øjebryn sad stadig halvvejs oppe i panden, så jeg fik dem på plads igen. Jeg tænkte et par sekunder over et passende svar, der både var skarpt og stadig nogenlunde høfligt.
”Du ejer dem vel ikke? Jeg vil nu også sige, at det er ret svagt argument for, at jeg ikke må være sammen med dem. Jeg beklager, hvis du ikke bryder dig om det, men det får mig til din ærgrelse, ikke til at lade være.” Jeg trak på skulderen, og jeg begyndte så at skøjte hen mod drengene igen. Bag mig var den meget utilfredse fan åbenbart ikke tilfreds med mit svar, for jeg vendte mig om, da hun rasende råbte efter mig.
”Niall er meget mere værd end dig! Hvad ser han overhovedet i dig?” Der blev helt stille på banen. De fleste lyttede opmærksomt med, og især journalisternes ører stod på stilke. Det var lige til en perfekt overskrift, kunne jeg forestille mig. Jeg blev pludselig virkelig træt af den fan. Jeg fik virkelig bare nok. Hun skulle da slet ikke blande sig i mit forhold til Niall eller gøre sig klog på noget, som hun overhovedet ikke havde styr på. Jeg vendte mig langsomt om og stirrede iskoldt og ligegyldigt på hende.
”Det ved jeg heller ikke, men du kunne jo spørger ham…” Jeg pegede på drengene hen over skulderen og stod et øjeblik og stirrede den unge pige i øjnene. Så vendte jeg resolut om og skøjtede smilende hen til drengene, hvor jeg stillede mig mellem Zayn og Niall. Zayn lagde grinende armen om mig, og jeg mærkede Niall fingre flette sig ind mellem mine.
”Du er altså lidt sejere end de fleste andre, når det kommer til at håndtere ubehagelige fans.” Liam sagde, hvad der lod til at være alle drengenes mening, for de gjorde sig alle enige. Snakken kom i gang igen, og rundt om os kom der liv i folk igen. Zayn gik hen for at forsikre Paul og Hank om, at der var styr på det hele, og at det bare havde været en mindre misforståelse. Niall vendte sig mod mig.
”Du er fantastisk. Ved du godt det?” Han smil smittede, og jeg mærkede, hvordan jeg selv smilte skævt.
”Det kan jeg jo ligesom høre, at jeg er,” svarede jeg, og han gav min hånd et forsigtigt klem.
”Jeg mener det. Vi oplever ikke så tit nogen, der har så let ved at håndtere situationer som den.” Han nikkede over mod resten af drengene, som stod optaget af samtale, men som en gang imellem sendte et stjålent blik over mod Niall og jeg, der stod et par meter fra dem. Jeg mødte Zayns blik, og han smilte sigende til mig og nikkede diskret hen mod Niall.
”Jeg har ikke tænkt mig at lade et par uenige fans ødelægge alting mellem drengene og jeg. Og hellere ikke mellem du og jeg.” Det sidste sagde jeg lidt som en hentydning, og den forstod han tydeligvis, for han trak mig ind til sig og tilbagelagde afstanden mellem os på rekordtid. Han kys sendte ilinger op langs min rygrad. Det føltes som stød men den gode af slagsen. Vi blev endnu en gang afbrudt af blitzerne, og vi trak os grinende fra hinanden. Man kunne da heller ikke kysse i fred på sådan en uskyldig søndag.

****

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...