Surviving Christmas ❆ {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 31 dec. 2016
  • Status: Færdig
Med et backstagepas til en One Direction-koncert begynder en hektisk december måned for Ella, da hun tilfældigvis farer vild backstage og støder på nogle alt for genkendelige fyre. Med kærlighed, venskaber og drama i vente bliver december noget af en opgave for Ella.

Det gælder bare om at overleve.

19Likes
61Kommentarer
27314Visninger
AA

3. 1. december

 


***

Ellas synsvinkel:

I dagens anledning var det slet ikke så svært at stå op. Jeg havde ikke regnet med at jeg i en alder af 21 år stadig skulle synes, der var noget specielt ved 1. december. Det var vel bare en dag som alle andre. Men det var da alligevel noget. Første dag i december. Kun 24 dage til jul. Starten på julemåneden. Alt det der hejs.
Jeg svang benene ud over sengekanten og tjekkede min telefon. Uret viste 8.34. En god og tidlig start på dagen. Dagens morgenrutine kunne endnu en gang begynde. Jeg startede ud med det rituelle morgenbad. Jeg var dog meget påpasselig med at tjekke vandets temperatur meget grundigt, før jeg turde træde ind under bruseren. Episoden fra i går havde lært mig en ting eller to. Heldet var med mig. Vandet var lige tilpas temperatur. Jeg trådte ud af badet og følte mig ren og tilpas. Jeg trak i dagens outfit, som bestod af et par sorte bukser med en hvid langærmet trøje til. Jeg tørrede mit hår så meget som muligt med et håndklæde redte det igennem og lod det så bare hænge lidt. Jeg kunne føntørre det, efter jeg havde spist. En rumlen fra min mave bekræftede ganske rigtigt, at jeg var sulten. Jeg satte noget musik på, imens jeg gik ind i køkkenet. For at komme i stemning til i aften shufflede jeg Made In The A.M. Den første der begyndte var 'What A Feeling', hvilket var en vildt god sag efter min mening. Jeg efterlod min telefon på køkkenbordet, og jeg fandt min sædvanlige morgenmad frem. Yoghurt med müsli. Altid en vinder.
Et pling fra min telefon signalerede en ny besked. Jeg greb min telefon og spiste videre, mens jeg læste beskeden, som var fra min moster:

Ann: Koncerten starter kl. 19 i aften, men vær her hellere en time før så vi er på den sikre side. Skriv til mig når du er på vej, så fortæller jeg dig, hvor du kan finde mig. Vi ses i aften. Mys!

Jeg lagde skeen fra mig for at svare. Det var heldigt, at jeg først skulle være der kl. 18, ellers ville jeg nok have fået et problem. Jeg skulle arbejde i Zara fra kl. 10 til 16.30, og jeg var ikke sikker på, at min chef ville blive glad for, at jeg smuttede før tid. Men det kunne være lige meget, for det var intet problem Der var ingen ko på isen, eller hvad man nu lige skulle sige.

Ella: Det lyder godt, jeg er der kl. 18. Sees. Mys!

Jeg lage telefonen fra mig igen og koncentrerede mig om at spise færdig. I mellemtiden var 'If I Could Fly' begyndt at spille. Klokken var kun lidt over ni, og jeg havde sådan set ikke mere, jeg skulle nå, ud over at tørre mit hår. Der var et kort stykke vej til Zara, som højst tog 10 minutter at gå, så jeg havde god tid. Jeg besluttede mig for at krølle mit hår og bruge god tid på min makeup i dagens anledning.

***

"Ella kan du hænge de her op og tage de gamle pelsjakker ned?" spurgte min chef, Jessica, og pegede på et kæmpe stativ med tøj. Jeg nikkede og skubbede til vognen som satte i bevægelse. Klokken nærmede sig fyraften, og jeg var klar på at komme hjem og slappe lidt af inden koncerten. Dagen havde været lidt mere krævende end normalt, fordi butikken hver mandag skulle kigges igennem for tøj, der skulle udskiftes med nye modeller og nyt tøj, der skulle hænges op. Man lærer af erfaring, at det kan være virkelig hårdt at skubbe tunge stativer rundt fyldt med tøj, der skal hænges op og tages ned. Oven i det var der selvfølgelig et stort antal kunder, som skulle hjælpes og ekspederes.
"Er jeg færdig, når jeg har hængt de her op og smidt de jakker ud på lageret?" Jeg havde stoppet vognen og vendt mig om igen. Jeg lavede en fejende bevægelse mod vognen med tøj og pegede over skulderen mod lageret. Jessica nikkede, og hun gik hen for at hjælpe en af de nye, der stod, og så dum ud, og ikke helt havde fattet konceptet i 'at hænge tøj op'. Jeg smilede for mig selv og skubbede til vognen for at få gjort arbejdet færdigt, så jeg kunne komme hjem.

***

Jeg havde netop lagt sidste hånd på min makeup og fundet min skuldertaske og jakke, da det var tid til at komme af sted. Koncerten skulle foregå i en mindre arena i nærheden, så jeg havde besluttet mig for at gå. Min moster kunne sikkert køre mig hjem bagefter, men ellers var det kun en gåtur på højst 15 minutter.
Da jeg var halvvejs, ringede jeg til min moster, som bad mig vente på hende omme bagved selve arenaen. Et par minutter senere stod jeg så i kulden på det aftalte sted og ventede. Hun kom heldigvis forholdsvis hurtigt ud og tog mig med ind i varmen. Vi gik hen ad en lang gang og så ind i et rum med ordene 'Manager: Ann Coleman' på en skilt, der hang på døren. Jeg nikkede anerkendende.
"Fornemt. Titel og, navn og hele molevitten," kommenterede jeg, da vi var kommet ind i rummet, og nikkede mod døren.
"Ja ikke? Alting er så nyt og stort. Jeg har det her rum helt for mig selv. Jeg har jo slet ikke brug for al den plads," svarede hun og gjorde en fejende bevægelse rundt i det store rum. Det var faktisk også virkelig stort. Måske lidt for stort. I hvert fald efter min mening.

Vi brugte næsten en time på at snakke om alt og intet for at få tiden til at gå. Da det endelig var tid til at gå ud til vores pladser, fik jeg pludselig lidt sommerfugle i maven. Det skulle nok blive godt.
Vi havde pladser allerforrest lidt ude til den ene side foran ståpladserne og lige ved scenen. Her mødte jeg alle mulige folk. Lou Teasdale stod og så endnu mere skøn ud i virkeligheden, end jeg havde regnet med. Hun var noget så sød og elskværdig. Jeg skreg måske også lidt inden i, da jeg mødte Lottie og Félicité. Ja Tomlinson selvfølgelig. Det var vildt fedt.

***

En halv time inde i showet var jeg nødt til at træde af på naturens vegne, hvis du forstår sådan en lille en. Jeg undskyldte mig over for selskabet og satte kursen backstage. Jeg fandt vejen tilbage til min mosters backstagerum og fandt toilettet. På vej tilbage gik jeg den forkerte vej, og pludselig var jeg midt i en stor labyrint af gange og døre. Jeg valgte at fortsætte ned af gangen, og spørge den første jeg så om vej. Problemet var bare, at jeg overhovedet ikke kunne se nogen. Jeg gik ned af flere gang, og til sidst endte jeg i et stort rum med sofaer, tøjstativer og en fladskærm på væggen. One Directions koncert kørte på skærmen. Det var helt sikkert live, men hvorfor sende det live når der ingen var? En ting var helt sikkert; Det var i hvert fald ikke meningen, at jeg skulle være der.
Jeg fik et begyndende hjerteanfald, da jeg lagde mærke til, at jeg ikke var helt alene, som jeg først havde antaget. Der sad uden tvivl nogen i sofaen. Jeg sprang i dækning bag et tilfældigt tøjstativ fyldt med tøj. I farten fik jeg desværre skubbet lidt til en stor plastikspand med bolsjer, som gik i gulvet et halvt sekund efter, jeg var forsvundet om bag tøjstativet. Ud gennem en lille sprække mellem to skjorter kunne jeg med det samme se, at personen på sofaen for sammen og hurtigt kom på benene. Jeg holdt vejret og bed mig i læben. Det var noget værre noget, jeg havde fået rodet mig ud i. Da personen vendte sig om, tabte jeg kæben. Et par meter fra mig stod ingen anden end selveste Zayn Malik. For tredje gang på 24 timer ville jeg tillade mig at sige; Hvad pokker er chancen?
"Er der nogen?" spurgte Zayn og fik øje på bolsjerne, der var spredt ud over det hele.
"Hvis du ville have et bolsje, kunne du bare have spurgt," fortsatte han med et skævt smil. Jeg kunne mærke den begyndende panik, da han begyndte at gå over mod mit gemmested.  Han stoppede 2 meter fra tøjstativet og satte hænderne i siden.
"Kom nu bare frem. Jeg bider ikke. Kun en lille smule," grinede han og gik rundt om tøjstativet. Jeg havde sekunder, inden han ville få øje på mig. Jeg gik i panik og blev bare stående helt stille med ansigtet presset let mod det væld af skjorter og trøjer, der prydede stativet. Det duftede godt. Sådan pænt godt. Meget godt. Var det overhovedet lovligt at dufte så godt? Jeg mistede Zayn af syne og stivnede, da jeg hørte hans stemme lige bag mig.
"Er du her for at få et bolsje eller for at få en eksklusiv souvenir med hjem?" spurgte han. Hvad troede han lige om mig? At jeg var en sindssyg fan, der var brudt ind for at hamstre deres tøj? Hvad lavede han i det hele taget også her? Han havde da forladt bandet. Og havde en solokarriere kørende. Jeg kneb øjnene sammen et sekund og vendte mig så om.
"Jeg stjæler ikke. Jeg er faktisk bare faret vild," svarede jeg og mødte hans blik. Jeg druknede et sekund i hans øjne. De der brune øjne. Mums. Jeg blinkede og fandt fokus igen.
"Jamen kunne du så ikke hjælpe mig med at samle de bolsjer op frøken jeg-stjæler-ikke-jeg-er-bare-faret-vild?" Endnu et skævt smil. Han gik hen og samlede plastikspanden op, og han begyndte at samle bolsjerne sammen.
"Jeg hedder nu egentlig Ella," sagde jeg og gik hen og hjalp ham med at samlede bolsjerne sammen og hælde dem tilbage i spanden.
"Jamen okay så 'egentlig Ella'. Måske kunne du fortælle mig, hvad du laver backstage, mens du nu alligevel er her?” Jeg tøvede et sekund, men fortalte ham så alt lige fra da min moster ringede, til da jeg kom til at skubbe spanden med bolsjer på gulvet. Vi fortsatte med at samle bolsjer op, mens jeg forklarede ham det hele. Da jeg var færdig med at forklare, nikkede han og godtog min undskyldning. Med et grin smed han pludselig en håndfuld bolsjer efter mig. Jeg greb en håndfuld bolsjer og gav ham tilbage af samme skuffe, og før du kunne nå at sige julemand, befandt jeg mig midt i en intens bolsjekrig.
Da alle bolsjerne var spredt endnu mere ud over det hele end før, gav vi os igen til at rydde dem op. Vi grinte og skændtes om, hvem der havde vundet krigen imens. Jeg mente, at jeg havde vundet, mens han holdt fuldt og fast på, at han havde ramt mig flere gange. Sådan gik det frem og tilbage med de sygeste argumenter, indtil jeg med et grin holdt hænderne frem i overgivelse. Zayn løftede triumferende den ene arm og kastede et enkelt bolsje efter mig igen. Jeg gav ham skal-du-nu-begynde-igen-blikket og kæmpede for at holde masken.

Da alle bolsjerne var samlet, og spanden blev stillet på bordet igen, blev jeg pludselig klar over, hvor jeg var, og hvem jeg egentlig var sammen med. Jeg følte slet ikke, at jeg burde være der, og jeg havde allerede været væk alt for længe. Jeg var vidst, hvad man kunne kvalificere som et nul, og jeg burde ikke trænge mig på, hos folk jeg nærmest ikke kendte. Især ikke kendte stjerner. Jeg havde hele tiden kunnet høre den ene sang efter den anden blive spillet i baggrunden, men jeg havde ikke rigtig tænkt over det. Jeg var her jo for at se koncerten.
"Jeg burde ikke være her, jeg må hellere gå tilbage." Jeg vred forlegent mine hænder.
"Kom nu du kan da godt blive lidt mere. Jeg skal nok følge dig tilbage senere, hvis det er. Jeg keder mig sådan, når jeg er alene. Jeg ved jo nærmest heller ikke, hvem du er," sagde Zayn og pegede mod sofaen. Jeg tøvede et øjeblik, men besluttede mig så for at gå med. Det var jo ikke lige hver dag, man fik tilbuddet om at tilbringe kvalitetstid med Zayn Malik. Nu han selv spurgte, så kunne jeg da vel godt sige ja. Det skulle da nok blive hyggeligt.
"Okay så. Men ikke for længe," svarede jeg.
"Jeg går faktisk glip af en koncert set fra forreste række, at du ved det, så du har bare at underholde mig, så jeg ikke fortryder, at jeg sagde ja.” Jeg grinte samtidig med, at jeg dumpede ned i sofaen.
Zayn grinede højt og satte sig også i sofaen.
"Du vil ikke fortryde. Du kan se koncerten fra forreste sofa foran fjernsynet med kommentarspor af Zayn Malik,".
Jeg trak benene op under mig, så jeg sad i skrædderstilling og satte mig godt til rette.

***

Zayn havde ment det, da han sagde, at han ville kommentere på showet. Han fortalte sjove historier og pænt underlige facts om de intetanende One Direction-drenge på scenen. Da den sidste sang sluttede og koncerten var forbi, var Zayn godt i gang med en virkelig sjov historie, om en gang hvor han, Liam, Louis og Niall havde glattet Harrys hår, mens han sov. Jeg brød ud i latter, da han sluttede historien af med at afsløre, at Harry var begyndt at græde, da han vågnede og så sit glatte hår.
"Det var da egentlig heller ikke særlig pænt gjort.” Jeg kastede et bolsje efter ham. Vi havde flyttet spanden med bolsjer hen i sofaen, så vi slap for at flytte os mere end højst nødvendigt.
"Det skulle du ikke have gjort," truede Zayn for sjov og begyndte at kaste bolsjer efter mig. Jeg krøllede mig sammen og ventede til han stoppede med at kaste bolsjer på mig. Han troede nok, at lille mig ikke kunne klare, at store dumme Zayn kastede lidt bolsjer på mig.
"Er du okay?" spurgte han og rejste sig op. Hvad stakkels lille Zayn ikke havde lagt mærke til var, at jeg havde listet en kæmpe håndfuld bolsjer til mig. I det øjeblik han tog et skridt frem mod mig, kastede jeg bolsjerne lige i synet på ham. Jeg grinede ad ham og lænede mig tilfreds tilbage i sofaen med min mobil i hånden. Jeg burde have tændt den og skrevet til min moster, men jeg nåede det aldrig. Zayn stod i et par sekunder uden rigtig at gøre noget. Så kom der pludselig liv i ham.
"Det skal du få betalt!" råbte han og greb to håndfulde bolsjer og kylede dem efter mig. Jeg skreg og dukkede mig for at beskytte mig mod de flyvende skyts.
"Uhh hvad har vi her? Det er da vidst lille Ellas højt elskede telefon." Han viftede med min telefon foran min næse. I kampens hede havde jeg sluppet den, og den var havnet i hænderne på den onde Zayn.
Neeej ikke min baby," hvinede jeg og greb efter min telefon. For sent. Han var løbet ud på det store ryddede område midt i rummet, og han stod igen og viftede med min telefon. Jeg jagtede ham rundt og rundt og rundt i flere minutter, indtil han pludselig stoppede op. Jeg bumpede ind i ham og greb straks efter min telefon.
"Hah! Jeg fik den!" Jeg jublede triumferende og krammede min telefon. Det tog mig et par sekunder at opdage, at der slet ikke var kommet nogen reaktion fra Zayn. Jeg kiggede op og fandt mig selv ansigt til ansigt med ingen ringere end One Direction. Alle fire stod med forvirring malet i hovedet, og de gloede skiftevis på Zayn og jeg. Akavet. Pokkers! Jeg rødmede og så ned i jorden.
"Øhh Zayn, hvem er din veninde der?" spurgte Liam.
"Det er.. øh.. Ella.” Zayn skar ansigt på grund af den akavede situation.
"Og hvem er hun lige? Har du fået kæreste på?" Jeg stivnede ved ordet 'kæreste' og bed mig utilpas i læben. Wow mr. Styles, man er søreme ligefrem hvad?
"Nejnej vi er bare venner. Vi har kun kendt hinanden i en time." Zayn forsøgte at lette den akavede stemning ved at fortælle, hvad der var sket. Han undlod bolsjekrigen, men fortalte ellers, at jeg var faret vild og, at vi så faldt i snak. God forklaring der Malik.
"Hvordan forklarer du så den lille scene, da vi kom? Det så ikke just ud som om i bare 'faldt i snak'," kommenterede Louis og lavede de der kaninører med hænderne. For første gang siden jeg havde bemærket deres ankomst, åbnede jeg munden.
"Han havde taget min telefon, jeg ville bare gerne have den tilbage," indskød jeg før Zayn kunne nå at svare. Jeg koncentrerede mig om min telefon, som jeg tændte og gav nogle sekunder til at starte op. I mens havde One Direction-drengene forhåbentlig mistet interessen for mig. De slog sig ned i sofaerne og begyndte at snakke. Da jeg havde indtastet min adgangskode og pinkode, fik jeg et mindre chok. Min moster havde ringet og skrevet flere gange.

~8 ubesvarede opkald­~

Ann: Du er godt nok langsom, hih

Ann: Er du ved at være færdig? Der er gået en halv time nu..

Ann: Hvor er du? Det kan ikke tage 45 minutter at gå på toilet og finde tilbage igen?

Ann: Ella hvor er du? Du har været væk i en time nu. Hvad sker der?

Ann: Koncerten slutter om lidt. Så skriv da til mig for pokker!

Ann: Du har lige præcis 5 minutter til at ringe til mig, før jeg ringer til politiet og melder dig savnet!

Den sidste var skrevet 2 minutter tidligere, så jeg skyndte mig at ringe til hende. Telefonen nåede kun lige at ringe en enkelt gang, før hun tog den.
"ELLA HVOR ER DU? JEG HAR VÆRET SYG AF BEKYMRING!" udbrød min moster i telefonen.
"Undskyld det var ikke min mening at gøre dig bekymret. Jeg for vild." Jeg kunne forklare senere.
"Hvor er jeg lettet, det må du aldrig gøre igen. Næste gang ringer du eller skriver i det mindste en sms til mig okay?" sagde min moster med tydelig lettelse i stemmen.
"Det lover jeg. Jeg møder dig i din garderobe om 10 minutter," svarede jeg og skiftede emne. Jeg kunne sikkert godt få Zayn til at følge mig derhen, eller forklare hvilken vej jeg skulle gå.
"Jeg venter på dig her så. Vi ses om lidt," svarede hun og lagde på igen.
Jeg vendte mig om mod Zayn, som stadig stod ved siden af mig.
"Jeg skal mødes med min moster om 10 minutter. Vil du hjælpe mig med at finde tilbage?" spurgte jeg. Zayn nikkede og gik over til drengene. Jeg fulgte efter en halv meter bag ham.
"Guys, Ella skal smutte. Vi kunne måske undgå kommende akavede situationer og sige pænt farvel til hende?" Zayn vendte sig mod mig. Han skubbede til mig med albuen, og jeg tog et halvt skridt frem. Alle fire drenge rejste sig op og vi havde en lille krammerunde. Det var faktisk slet ikke så akavet, som jeg havde regnet med. Jeg gav først Liam et kram, så fik Louis et, så var det Harrys tur og til sidst et kram til Niall. Jeg smilede til dem alle og tog min skuldertaske fra sofabordet. Jeg prøvede at finde en passende afskedshilsen, som endte ud i et 'hejhej' og et lille smil.
Zayn fulgte mig hen til min mosters garderobe, som viste sig at ligge 2 minutters gang derfra. Zayn stoppede mig et par meter fra døren og gav mig et varmt knus.
"Det har været virkelig hyggeligt. Jeg føler, jeg har kendt dig for evigt, selv om vi kun har kendt i hinanden et par timer. Kan jeg ikke få dit nummer, så vi kan ses igen?" spurgte Zayn, mens vi krammede. Jeg nikkede og knugede ham ind til mig et sekund ekstra, før jeg slap igen. Jeg følte allerede et specielt bånd mellem Zayn og jeg. Det var, som om vi havde været venner i evigheder, og jeg savnede ham allerede. Der var bare et eller andet. Han gav mig sin telefon, og jeg gav ham min. Jeg skrev mit telefonnummer ind i hans kontakter, og Zayn gjorde det samme på min telefon, før vi byttede tilbage igen.
"Tak Zayn. Jeg vil rigtig gerne mødes igen. Også med resten af drengene selvom det vidst var et lidt akavet første møde.” Jeg grinte og gav ham endnu et langt knus. Han var ikke mange nanosekunder om at gengælde.
"Jeg glæder mig allerede. Vi ses snart," sagde Zayn da vi havde krammet færdig.
"Vi ses." Det var, det sidste jeg sagde, inden han smilende vendte sig om og gik ned ad gangen. Jeg stod uden for døren til garderoben, indtil han var forsvundet rundt om hjørnet. Jeg smilede for mig selv, før jeg åbnede døren og gik ind.

****

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...