Ágrios

I Féngari stammen, bliver der født en ung ulv, Og på hans 18 års fødselsdag, bliver han mærket med gudindens Selénés tegn.

Hans skæbne er bestemt, men vil han tage imod den?…

Samtidig falder flere og flere stjerner. Så Astéri må til jorden for at finde den mærkede så han kan hjælpe hende.

Men finder hun ham?…

Og hvis hun gør vil han hjælpe hende?...

Følg med i historien om: Kærlighed, Magi, pligt, skæbne, ulve og guder.

3Likes
4Kommentarer
924Visninger
AA

3. Prolog:

For mange tusinde år siden, langt oppe i bjergene, hvor ingen mennesker kunne bo på grund af kulden, gik en stor ulveflok. Ulvene blev anført af en sort Alfa, med store blå øjne, der mindede om en stjernefuld nattehimmel. En nat var det fuldmåne, men månen havde endnu ikke nået sit højeste, faktisk havde deres Alpha undret sig over hvorfor han ikke havde set månen endnu. Da et stort lys pludselig viste sig, knurrede deres Alfa og kiggede nysgerrigt på lyset, der var ved at ændre sig. Lyset flimrede, og en skikkelse begyndte langsomt at tage form. Pludselig tog lyset form efter en kvinde, hun havde helt hvidt hår som lyste som når månen skinner på havet, det bølgede let ned over hendes skuldre. Hun var høj, og hendes krop bevægede sig så elegant, at det lignede, hun svævede hen over jorden. Et sølvfarvet lys omringede hende, og fik hende til at fremstå endnu smukkere. Hendes øjne var lige så gyldne som reneste guld, hun så ud over ulvene og sendte dem et smil. Hun stod og så på hver enkelte ulv, indtil hendes øjne hvilede på Alfaens. Hun så ham ind i øjnene, nu hun begyndte at tale. Men hendes stemme var så guddommelig, at ingen af ulvene selv ikke deres Alfa, turde løfte hoved for at se hende i øjnene.

Mine kære ulve, I kender mig, for jeg har mange navne. Det navn, som er blevet sagt af flest tunger er Selēnē. Jeg har udvalgt jer, til at være mit folk. Jeg har set jer hver eneste aften hyle mit navn, jeg har ikke set nogen mere hengivende end jer. Derfor vil jeg velsigne jer. Men lige meget hvad, skal I huske at jeres ulveskikkelse altid vil være inden i jer. Derfor har jeg valgt en af jer til at bære mit mærke, han skal være et evigt bevis på min styrke”.

Den kvindelige skikkelse knælede foran deres Alfa, hun kiggede forunderligt ind i dens store blå øjne. Hun løftede yndefuldt hånden, og lod den forsigtigt kærtegne hans hoved, et lys strømmede ud fra hendes hånd. En stor sølvfarvet stribe løb ned over hans sorte ulve krop, fra toppen af hans hoved til spidsen af hans hale. Gudinden smilede da hun så striben tegne sig i ulvens sorte pels, hun rejste sig og så igen ud over ulveflokken. Med et smil spredte hun sine arme, og sagde med sine mægtige stemme.

” I skal ære mig som jeres moder, for jeg har været hos jer siden starten”.

Kvinden grinede så guddommeligt smukt, da hun igen blev opslugt af lys. Ulvene bukkede deres hoveder, det var kun alfaen der med ret ryg så gudinden, stige op mod månen i et lysglimt. Men før hun nåede månen stoppede hun som om hun ventede på nogen. Alfaen nåede kun lige at få et glimt af gudinden Seléné gribe en anden gudindes hånd og trække hende ind til sig, da et kæmpe lys spredte sig ud over himlen, som en eksplosion. Alfaen havde sænket hovedet og løftede nu med de andre ulve hovedet igen, og så op mod himlen. De så op på deres himmel og så månen lyse, som var det en helt normal nat. Alfaen så mistænksomt op på nattehimlen, og kom til at tænke på den anden gudinde. Og en tanke faldt ham ind, de to gudinder  det var dem der skabte nattehimlen som de kendte den. Ulvene så på deres Alpha, hvis sorte pels havde fået en stor sølvfarvet stribe ned af ryggen. Med et hyl, faldt ulvene til jorden. De vred sig og hylede til deres halse ikke kunne hyle mere. Flere af ulvene peb af smerte, da det føltes, som om deres indvolde blev revet i stykker, og sat sammen igen. Deres Alphas hyl fyldte natten, som var det en sidste råb om nåde. Pludselige blev der helt stille, og ulvene rejste sig langsomt op på to ben. De så på hinanden, en enkelt pegede på den menneskelige Alpha, de udstødte alle et gisp. For på deres Alphas overarm var der med lysende skrifttegnet To halvmåner, der stod på hver side af en fuldmåne. De kiggede alle op mod himlen, og så op på deres måne. Deres Alpha smilede og lagde sig på knæ. Resten af ulvene fulgte hans eksempel, og snart lå de alle på jorden og tilbad månen. Senere samme nat gudinden havde vist sig for ulvene, og de var blevet til mennesker, opdagede de at hvis de ønskede det inderligt kunne deres nye menneskekrop forvandle sig til ulv igen. For som gudinden havde sagt havde de stadig deres ulveskikkelse i dem, de kunne nu forvandle sig frem og tilbage, mellem de to væsener. Ulvestammen tilbad månen hver nat, og kaldte ulven med den sølvfarvede stribe, Fengári Lýkos. Det betyder måne ulv. Måneulven, blev set på som den største ulv, for ud over at han havde mærket af månegudinden, så gav hans mærke ham også kraften til, at forvandle sig til den største ulv, hans krop kunne vokse sig 3 gange så stor, som en normal ulvs.  Mange år efter gudinden viste sig for Alphaen, da han var blevet ældre end nogen anden ulv var blevet, opdagede han at hans stribe var begyndt at forsvinde langsomt. Han løb ud i natten i panik, han løb så hurtigt hans ulveskikkelse, kunne løbe. Indtil han nåede op på en bakketop og skreg, af sine lungers fulde kraft. ”min kære gudinde hvad skal der ske med dit mærke når jeg forsvinder, hvem skal tage over?!”.  Lyset fra månen, begyndte at lyse stærkere. Et lysende stød, fløj igennem ham. Han faldt mod jorden, og mærkede en varm følelse brede sig i ham. Og der midt på jorden. Hørte han gudindens smukke stemme fylde hans hoved.

 

"Min kære ulv, du skal ikke betvivle min viden om din bortgang, om mange år vil en ny mærket blive født, og han vil redde naturens balance. Men indtil han bliver født og er klar må i klare jer uden en mærket, og når han kommer må i være åbne over for ham”.

Den gamle Alpha, så op mod himlen og sukkede. ”Hvad hvis jeg ikke kan være der og hjælpe den nye? Hvad hvis stammen ikke modtager ham som den mærkede? ”Kvindens grin fyldte natten,

"Du er blevet så ansvarlig min lille ulv, du må bare stole på at han kan klare det uden dig”

Ulven sukkede og nikkede, han lod langsomt nakken bøje, indtil han så ned i jorden. Og med et glimt forsvandt den dejlige følelse og han vidste at hun var væk. Ulven løb hjem, med en følelse af håb, men også af sorg. Ulven viste at en ny mærket ville komme til verden derfor smilede han en sidste gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...