Ágrios

I Féngari stammen, bliver der født en ung ulv, Og på hans 18 års fødselsdag, bliver han mærket med gudindens Selénés tegn.

Hans skæbne er bestemt, men vil han tage imod den?…

Samtidig falder flere og flere stjerner. Så Astéri må til jorden for at finde den mærkede så han kan hjælpe hende.

Men finder hun ham?…

Og hvis hun gør vil han hjælpe hende?...

Følg med i historien om: Kærlighed, Magi, pligt, skæbne, ulve og guder.

4Likes
4Kommentarer
1039Visninger
AA

10. Kapitel 7:

Damon

Damon måtte havde stået i mindst en time og beundret sit nye jeg, da et skrig gennemborede natten. Damon rettede hoved op med et ryk, og med hans nye forbedrede sanser. Lod han sine høresans udforske området, han kunne høre ting på kilometers afstand, så det var ikke svært for ham at spore lyden tilbage til hans amado. Damon vendte sig rundt og satte i løb, selvom han vidste hun måske var i fare kunne han ikke lade hver med at smile, hans ulv var hurtig og når han løb mærkede han hvordan jorden under ham fløj forbi. Det var en vidunderlig følelse og hvis det ikke var på grund af pigen, var blevet ved med at løbe måske til jordens ende. Damon var så fortryllet af følelsen af at flyve over jorden, at han først for sent opdagede de to Chokolade Brune øjne, der havde fulgt ham fra søen. Så da vinden vendte og en kraftig lugt af, hanulv mødte ham var det forsent. Damon vendte sig om og tog en dyb indånding for at se om han kunne lugte sig frem til ulven, men ulven der havde fulgt efter ham nåede at opfange Damon teknik og sprang på ham. Damon mærkede hvordan den andens ulv vægt, pressede ham bagud og i et splitsekund mærkede Damon sin krop falde bagud i luften, inden han med ryggen først landede på jorden. Et stød af  smerte gik igennem hans rygrad, før han hurtigere end lynet sprang på benene og frontede den anden ulv. Den anden ulv stod og så på Damon med sine brune øjne,og da Damon rejste kunne han fornemme hvordan den anden ulv visste tænder. " Du er på vores jord..." Damon løftede hovedet med et ryk og så den anden ulv ind i øjnene, der gik  et sekund før det gik op for ham at ulven nok ikke genkendte ham og derfor troede han var en strejfer. " Dette land tilhøre Fengári stammen... SKRUB AF". De sidste ord,blev hvæsset ud mellem hans sammenbidte tænder. Damon rystede på hoved og en kold latter undslap hans ulvs læber, " Jeg er ikke en strejfer... din køter mit navn er Damon Lýkos". Damon så den anden ulv ind i øjnene, og langsomt kunne Damon fornemme at den anden ulv genkendte ham. " Men...." Damon tog et skridt hen mod ham, og en mærkelig lugt spredte sig. Damon tog en indånding, den kraftige lugt af fyrenåle blev voldsommere, da Damon hævede stemmen og så ned på den anden ulv. " Hør godt efter KØTER, skrid hjem til din moder. Men nævn ikke for nogen at du har set mig i dag". Damon fastholdte den anden ulvs øjne, indtil den med et gisp sank hoved. Ulven nikkede og før Damon kunne nå at sige mere, listede den anden ulv væk. Og lige så hurtigt som lugten af fyrenåle var kommet forsvandt den igen. Damon pustede ud og mærkede, hvordan hele hans krop var spændt. Damon skulle lige til at løbe videre, da en gren knækkede bag ham med et SMÆLD. Damon vendte sig om med en dyb knurren, "var han kommet tilbage igen". Damon kunne mærke hvordan hele hans krop, hver muskel i hans krop begyndte at spænde. Før han vidste af det, marcherede han hen til tornebusken. Og hurtigere end lynet huggede han hoved ind i busken. Han kunne høre et gisp fra ulven på den anden side, da han lod sine sylespidse tænder synke ned i hans nakke og rev ham over på den anden side. En bitter smag bredte sig i Damons mund da den anden ulv blev hevet gennem luften. Damon så ned på den anden ulv, da den med et BUMP ramte jorden. Damon havde stadig fat i dens nakke, og den bitre smag blev kun værre da han rev sine tænder, ud af nakken på ulven. Damon mærkede hvordan en vrede bredte sig, og fik hans muskler til at syre. Damon så ned på den anden ulv, men lige så hurtigt som hans vrede var kommet forsvandt den igen. For der foran lå ikke den fremmede ulv, nej foran ham lå Fávlos. Fávlos hvis pels ellers var hvid som sne, havde en brunlig, rødlig farve, som fik det til at vende sig i maven på Damon. Damon lod den kendte kulde løbe gennem sin krop, men selvom han havde forvandlet sig uendelig mange gange, var det som om at han rejste sig for første gang. Damon mærkede hvordan en let sitren sad i hans krop, og fik hans sanser til at være på vagt. Damon rystede kroppen får at få noget af hans spænding af, inden han satte sig ned ved siden af Fávlos. Damon så ned på Fávlos nakke, og forsigtigt skubbede han noget af pelsen til siden. Han kunne se at hans tandmærker var dybe og var gået igennem nogle muskler. Damon løftede langsomt øjnene får at møde Fávlos blik, men da deres øjne mødes mærkede Damon en skam, bore sig ind i hans hjerte og tyngede hans krop. Damon løftede hånden og lagde lige over Fávlos nakke, en let sitren gik igennem ham "undskyld". Og ligesom de ord forlod hans mund, begyndte en brændende smerte at brede sig i den hånd der lå på Fávlos. Damon bed tænderne hårdt sammen, han ville ikke give slip på Fávlos. Damon mærkede hvordan ilden i hans hånd, flyttede sig fra kernen i hans hånd ud til huden. og med en glidende bevægelse, næsten som en slange, gled varmen fra Damons hånd over på Fávlos nakke.  Damon kunne se at der gik et chok igennem Fávlos da varmen ramte ham. Men det var som om at varmen der ramte Fávlos, ikke bragte ham smerte men lindring. Får da Damon igen mødte hans blik var der en naturlig ro over det. Damon så hurtigt ned på Fávlos nakke, og som om intet var sket forsvandt sårene. Damon udstødte et gisp og så Fávlos ind i øjnene, og som om Fávlos vidste hvad der var sket rejste han sig op. Damon kunne fornemme hvordan Fávlos både udstrålede, kold raseri og glødende glæde. Damon sænkende hoved, da en klam, klistret, varm følelse af skam bredte sig. Damon kunne mærke Fávlos isnende blik, men Damon vidste at han ikke ville kunne bære møde blikket. Får selvom Damon kunne mærkede gløderne fra Fávlos, vidste han at det ikke var af glæde for at se Damon, at gløderne var der...Nej det var fordi Fávlos var i live. Fávlos udstødte en dyb knurren, som fik de små hår til at rejse på Damons nakke. Damon rystede langsomt på, op løftede det med en kraftanstrengelse op, som hvis hun havde hold i nakken var hans nakke stiv og øm. Damon kunne mærke Fávlos tålmodighed var ved at være brugt op, da han endelig med alt det mod han kunne samle mødte Fávlos øjne. Blikket der mødte Damon var koldere end is, og fik ham automatisk til at krympe sig. Fávlos åbnede munden, og Damon mærkede hvordan hans krop helt af sig selv forventede det værste. Men lige da Fávlos skulle til at sige noget stoppede han. Damon så forvirret op på ham, han forventede at Fávlos snart ville eksplodere. Men Fávlos blev bare ved med at stirre på ham. Damon mærkede hvordan en bølge af irritation ramte ham, " Hvad glor du på?!!" Fávlos rystede forbavselsen af sig. "Dit mærke... Det lyser". Damon rynkede brynene og så ned på sin arm. Og præcis som Fávlos havde sagt, havde sølvfarven spredt sig, og månerne var nu helt sølvfarvede, og strålede om var det den rigtige måne, der skinnede fra hans arm. Damon lod forsigtig en finger følge mærkets kanter. Damon prøvede at sige noget, men ikke en lyd undslap hans læber. Han så skræmt op på Fávlos, der stod som forstenet. De stod sådan overfor hinanden, uden at sige en lyd. Da Fávlos forvandlede sig til et menneske og faldt på knæ. Et ryk gik igennem Damon, da Fávlos så ham lige ind i øjnene og sagde, " Du er min leder, du er mit lys i mørket, jeg følger dig igennem tykt og tyndt, lad min krop være dit våben, lad mig med blod besegle min skæbne med din". Damon kunne mærke hvordan hans underkæbe, faldt helt ned på hans bryst. Da Fávlos trak en lang glinsende dolk frem, med et skæfte hvori deres stammes historie var ridstet ind. Damon var rystet. Dette var deres stammes blodkniv, den blev kun brugt når to ulve skulle forbindes og blive brødre, søstre. Dette var en kniv hvor flere århundredes forfædre ånder og magi lå forseglet. Når man først accepterede kniven og den skæbne den lagde over dig og din stammefæller, var man forbundet i livet og i døden. Damon tænkte tilbage på hans liv, de gange Fávlos havde kastet sig ud i fare for Damons skyld. Damon havde altid bare set dem som venner, men det var først nu det gik op for ham. De var brødre. Han ville med glæde dele sit liv med Fávlos. Damon tog en dyb indånding inden han nikkede til Fávlos, der rejste sig og med store skridt gik hen til Damon. Damon udstødte et gisp da Fávlos, tog dolken og lode den bryde gennem hans hud, og ind i hans arm. Langsomt begyndte et sår at åbne sig, fra hans albue ned over hans underarm, og ned til hans håndled. Fávlos slap aldrig Damons øjne, heller ikke da han hurtig som en hugorm greb Damons modsatte arm, og lod sin dolk synke ned. Damon måtte bide sine tænder så hårdt sammen af smerte, da et sår lignende det på Fávlos arm, åbnede sig på hans højre underarm. Damon og Fávlos så hinanden dybt ind i øjnene, da de symmetrisk lod der underarme mødes. Damon mærkede kræften lige så snart deres arme mødes, det var som en levende ild der åd sig op og ned af deres underarme. Selvom Fávlos og Damon havde samme stamme magi, kunne Damon mærkede at Fávlos magi, var koldere og mørkere end hans egen. For selvom han kunne mærke den drillesyge ild, begyndte noget der føltes som hvis koldt vand at blande sig med den. Damon skulle lige til at rive armen til sig, da Fávlos greb hårdere fat i hans arm og udtale de første ord i ritualet. "To aíma tou aímatós mou, i mageía tis mageías mou". Jeg så Fávlos ind i øjnene og gentog, " blod af mit blod, magi af min magi". Damon mærkede hvordan en mystisk, nærmest hjemlig tåge samlede sig om dem. Og som om Damon havde gjort ritualet før, vidste han hvad der nu skulle ske. De så hinanden ind i øjnene og sagde som var det øvet, samtidig de hellige ord " Seléné bind mig til denne ulv, for han er min broder, og jeg vil kæmpe ved hans side, til døden os skiller og selv i dødsriget er han broderen min". Damon stoppede og tog en dyb indånding, for at nyde det næste der ville ske. Men lige inden deres bånd skulle til at blive lavet, brød Fávlos stilheden. " Kære gudinde, bind mit liv til Damons for han er min Alfa, og jeg vil beskytte ham indtil jeg dør og som ånd i dit rige vil jeg beskytte ham". Damon så skræmt op på Fávlos, "Hvad gør du?! Hvis jeg dør... Dør du også". Fávlos så alvorligt ind i Damons øjne, og for første gang i Damons liv, så han en glød af andet end kulde i Fávlos øjne. Fávlos smilede, og et par kridhvide tænder kom til syne. "Enhver ulv, hvad at man intet er uden sin alfa alligevel".  Damon så forvirret op på ham, "hvad mener du? du har Kalós". Fávlos rystede på hoved, "Du er min broder, det har du altid været og det vil du altid være. Den køter der hjemme, forrådte dig og på den måde forrådte han også mig ". Damon skulle lige til at sige noget, da en kraftig energi fløj igennem dem. Damon så ned på deres arme. Et gisp undslap hans læber, for der hvor deres arme mødtes strålede et kraftigt sølvlys. Og som blev lyset levende begyndte det at bevæge sig. Det bevægede sig langsomt som en slange rundt om deres arme, og bandt dem sammen med et ubrydeligt bånd. Lyset begyndte at forme sig til en slange og hurtig som lynet huggede slangen sig fast i Fávlos arm, og Fávlos hjerteskærende skrig skar igennem himlen. Damon prøvede forgæves at rive sin arm til sig. Men den sølv strålende slange, holdte armene så hårdt sammen at Damons ikke kunne bevæge sin arm. Fávlos skrig blev højere. Og som hele Fávlos sjæl og ånd blev suget ind i slangen, blev den langsomt mørkere og mørkere. Til sidst var slangen helt mørkerød og glinsede mørkt mod deres hud. Damon bed sig selv i læben da slangen, langsomt drejede hovedet og krøb over på Damons arm, hvor den huggede sine to sylespidse tænder ned i Damon. Damon mærkede Fávlos liv fløj igennem ham. En kold og syrende følelse åd sig igennem Damon, og Damon vidste at han nu havde fået tildelt en del af Fávlos. Samtidig mærkede han også hvordan slangen slugte en del af ham. og som før drejede den hoved og huggede tænderne i Fávlos igen. Damon kunne se at Fávlos blev fyldt med den modsatte følelse end Damon, i stedet for kold og syrende, var den varm og boblende. Fávlos så op i Damons øjne, og de vidste begge at det næsten var slut. Det sidste slangen gjorde var at, glide rundt om deres arme så de var forbundne fra deres håndled op til deres albuer. Her blev slangen igen til lys og forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. Damon og Fávlos trak deres arm til sig næsten på samme tid. Damon vidste at det synlige bånd ikke var der længere, men han kunne stadig mærke Fávlos energi inde i sig. Han følte sig tættere bundet til Fávlos end nogensinde før. Han havde hørt andre ulve snakke om broderskabet, om hvordan man følte sig bundet sammen bagefter. Men det var en underdrivelse, Damon havde aldrig følt sig tættere på nogen i hele sit liv. Fávlos var hans broder, nu og for evigt. 

Astéri

Det var koldt. Astéri mærkede hvordan en kold sitren, gik igennem hende. Astéris øjenlåg føltes som bly. Hun vidste at hvis hun anstrengt sig nok, kunne hun nok godt åbne sine øjne... Men hun ville ikke åbne sine øjne, hun ville ikke se verden i øjnene. Astéri kunne høre en knurren lige i nærheden, men hun var ikke bange... Faktisk følte hun ingenting, hendes krop var tom. Astéri lå i stilheden, og mærkede hvordan hendes sjæl langsomt splintrede. En kold følelse af intethed, ramte hende. Astéri mærkede hvordan en tåre, løb ned over hendes kolde kind. Knurren var holdt helt op, og havde efterladt hende i ensomheden. Astéri kunne mærke hvordan et desperat skrig, kravlede op igennem hendes krop. Da hun hørte nogle fodskridt nærme sig, og med den to stemmer. " Hvad gjorde du ved hende? Hvorfor vågner hun ikke?" Astéri kunne høre at stemmen tilhørte, en ung person. Men stemmen havde en hvis rusten lyd, som var den ikke vant til sige noget. Hele Astéri krop lavede et spjæt, da den anden stemme svarede. For modsat den første stemme, var denne dyb, mørk og den lød så rusten, at den måtte tilhøre en ældre person. " Slap af. det er sku da ikke min skyld. Du havde ansvaret for hende da jeg skulle informere de ældre, detkunne lige så godt være din skyld." Astéri mærker hvordan luften omkring hende, bliver tung og hvordan mændenes ord slår gnister i luften. Astéri mærker hvordan hendes krop bliver trykket, mod underlaget hun ligger på. Hun slår med en kraftanstrengelse sine øjenlåg op, lyset bryder gennem mørket og Astéri må blinke igen og igen, for at få synet igen. Da det skarpe lys endelig blev en smule mindre, blev det erstattes af et sløret syn. Astéri lagde slet ikke mærke til de to men var holdt om med snakke, hun fokuserede på at få sit syn igen. Astéri syn var ikke vendt tilbage, da hun mærkede to kraftige, faste hænder tage fat om hendes kæbe. Hænderne vendte og drejede Astéri ansigt. Hun følte sig som et genstand, som er ved at blive bedømt på værdi. Men hænderne var på en måde beroligende, de var et tegn på hun ikke var alene. hænderne slap Astéris ansigt, og en let summen begyndte i Astéris ene øre, da hendes hoved faldt ned på underlaget. Så da en stemme dukkede op lige ved hendes øre, mærkede hun hvordan hele hendes krop lavede et spjæt. Stemmen var sød, sødere end sukker. Astéri mærkede hvordan en klam smag, bredte sig i hendes mund. For selvom stemmen lød sød, kunne Astéri høre hvordan stemmen ligesom sirup var klistret og ubehagelig, i sin eftersmag. "Lig helt stille, mens vi henter shamanen". og som om stemmen havde udtalt en trylleformular, mærkede Astéri hvordan alle hendes muskler begyndte at spænde, og før hun vidste af det lå hun stiv som et bræt. Sådan lå hun i hvad der føltes som en evighed. Før hun hørte nogle skridt nærme sig hende, Astéri mærkede hvordan en dråbe af sved løb langsomt ned over hendes pande. Personen der nærmede sig, satte sig ned ved sine af Astéri, og tog som var Astéri lavet glas forsigtig fat i hende, og strøg dråberne af sved væk. Astéri klemte sine øjne sammen for at prøve at fokusere. Men hendes syn havde ikke ændret sig, hun så stadig gennem et slør at tåge. Så da den fremmede lagde sine hænder over Astéri øjne, kunne hun mærke skriget krybe frem igen. Men lige som det kom rullende hen over hendes tunge, løftede hænderne sig og med dem forsvandt det slørede tåge. Astéri mærkede hvordan solens sidste aftenstråler brød kraftigt igennem, og fik hende til blinke. Astéri så forvirret rundt, da det gik op for hende at hun kunne se igen. Hun var i hytte, der var ingen dør eller vinduer, den eneste ting i hytten var den seng hun lå på. Sengen var lavet af grene og mindede lidt om en fuglerede. Astéri mærkede noget bevæge sig ved siden af hende. Hun lavede et ryk med hoved, for at se hvad det var. Astéri gispede af forskrækkelse da to helt kulsorte øjne mødte hendes. Astéri skubbede sig automatisk lidt væk, men slap aldrig de sorte øjne. Det var ikke fordi de udstrålede ondskab. Nej faktisk når Astéri så ind i mørke øjne, spredte der sig en slags tryghed. De sorte øjne så på Astéri som var hun et lille barn, de udtrykte ømhed og omsorg. Astéri mærkede en ro falde over sig, og hun lod sig langsomt glide nærmere øjnene. De mørke øjne blinkede til hende, og Astéri mærkede hvordan hendes krop udstødte et suk. Astéri mærkede hvordan hun langsomt blev opslugt af de mørke øjne, lige indtil et ryk gik igennem dem og de forsvandt. Astéri mærkede en kulde sprede sig i rummet, som en kold vind da en mørkhåret ældre kvinde pludselig satte sig ved siden af hende. Astéri mærkede hvordan spørgsmålet om hvor de mørke øjne var blevet af? Pressede sig på. Hun bed sig selv i læben, da hun så at den ældre kvinde havde de præcis samme øjne. Hun skulle til at sige noget men det var som om hendes tunge, var limet fast i hendes mund. Astéri mærkede hvordan panikken krøb ind i hende, og fik sveden til at springe frem på hendes pande. Den ældre kvinde lagde forsigtigt en hånd på Astéris pande, hvorefter hun forsigtig skubbede Astéri lidt til siden for at se hendes ryg. Den ældre kvinde havde knapt nok rørt Astéri ryg hvor blodet stadig flød, som var skaden lige sket. Da den ældre kvinde trak hånden til sig med et smerteudbrud. Astéri så med store øjne, på den ældre kvinde. For som var Astéris blod skabt af levende ild fra Helios selv, brændende den ældres kvindes hånd. Og den usynlige ild åd den op, indtil hånden blev helt sort, og forstenede.

To mænd var sprunget ind i hytten, da den ældre kvinde var begyndt at skrige. De så med forbavselse og ærefrygt mellem den ældre kvindens hånd og Astéri. Stilheden i hytten var kvælende, og Astéri mærkede presset fra de seks øjne der så på hende. Hvis ikke Astéris tunge havde ligget tung og lam i hendes mund, havde hun skreget stilheden væk. Men i stedet måtte hun lide i stilheden, indtil et enkelt ord udsprang fra de tre fremmedes munde "ángelos".

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...