Ágrios

I Féngari stammen, bliver der født en ung ulv, Og på hans 18 års fødselsdag, bliver han mærket med gudindens Selénés tegn.

Hans skæbne er bestemt, men vil han tage imod den?…

Samtidig falder flere og flere stjerner. Så Astéri må til jorden for at finde den mærkede så han kan hjælpe hende.

Men finder hun ham?…

Og hvis hun gør vil han hjælpe hende?...

Følg med i historien om: Kærlighed, Magi, pligt, skæbne, ulve og guder.

2Likes
4Kommentarer
688Visninger
AA

9. Kapitel 6:

Damon

Hun var smuk, helt fortryllende smuk, der lå et slør over hende som fik hende til at virke uvirkelig. Damon havde aldrig i sit liv drømt om at møde en skønhed som hende, og selvom han ikke kunne se hendes ansigt vidste han, at det måtte være lige så smukt som gudinden selv. Damon lænede sig ind over hende, hendes duft var uimodståelig. Han ønskede hende... nej han krævede hende, han vidste at hvis hun ønskede det ville han tage hende, og officielt gøre hende til hans. For der midt i krateret vidste Damon, at gøre hende til hans mage og at afmærke hende, ville være den største ære i en mands minde. Damon så ned på hende, og pludselig bredte der sig en kløe igennem ham, den bredte sig fra spidsen af hans tæer, hele vejen op gennem hans krop og hoved og ud gennem hans fingerspidser. Han ønskede at se hendes ansigt mere end noget andet i hele verden. Men tanken om at vække hende, fik en skygge til at falde over hans ansigt. Så der sad han, og selvom han kunne fornemme timerne forsvinde veg han ikke fra hendes side. Det var længe siden solen var gået ned, da pigen for første gang bevægede sig. Som om hun kun sov, vendt pigen sig om på siden, og vendte ryggen til Damon. Damon mærkede hvordan alt varmen fra hans krop forsvandt på et split sekund, for på hendes var to aflange ar, som bredte sig fra hendes skuldre til midt på ryggen, de var store og dybe og Damon synes han kunne se en knogle titte frem,mellem kødstykkerne. Damon mærkede hvordan en følelse af smerte ham som hvis det var hans ryg. For at se sin elskede amado med sådan nogle sår, fik både hans raseri til at koge, og samtidig en følelse af depression til at brede sig igennem ham. For tanken om hvilken smerte hans amado havde været igennem, fik ham til at ønske at kunne havde taget hendes plads. Og samtidig fik det ham til koge helt over, for at se sin amado med sådan en skade, fik ham til at hade sig selv for ikke at havde kunne stoppe det. Åh hvilken smerte hun måtte havde været igennem. Damon rejste sig hurtigt op, han kunne mærke hvordan lugten af hendes blod blandet med hendes fantastiske duft, fik hans ulv til at krybe frem. Damon så tilbage på hende, sådan som hun lå så hun fredfuld ud, men da Damon så en gylden bloddråbe løbe ned af hendes ryg, blev det for meget og før han vidste af det var han midt i en forvandling. Damon mærkede hvordan ulven pressede sig på, og for ikke at gøre sin amado noget lod Damon sin krop flyve gennem luften. Damon kunne mærke ulven allerede var i alle hans kropsdele af ham, inden han landede på jorden. Så da han mærkede jorden mod hans poter, skubbede han fra og løb væk så hurtigt han kunne. Damon kunne mærke hvordan jorden blev revet op og skubbet bagud, når han satte fra. Damon så ikke tilbage på sin amado da han løb, men hun var i hans tanker hele tiden, og Damon lovede stille at han ville tilbage til hende.

Damon mærkede hvordan vinden slog mod hans pels, og fik en følelse af at flyve sprede sig gennem hans krop. Damon løb og løb indtil hans ben næsten ikke kunne bære ham mere, og da han endelig stoppede stod han ved siden af kæmpe sø. Damon lod sine poter synke ned i jorden, og mærkede hvordan jorden gav efter under hans poter. Damon satte sig ned på sin hale, og så op på månen. " hvad skal jeg gøre kære gudinde, jeg har mødt min sjælepartner, min amado, min mage. Hun vækker noget inde i mig, men hvordan skal jeg nogensinde kunne tilgive mig selv, når jeg ved hvilken smerte hun har været igennem." Damon sænkede hoved og så ned i det dybe vand. Et chok gik igennem ham, og Damon mærkede hvordan luften blev presset ud af han med et stød, som når man får en mavepuster. For fra hans snude til hans halespids, løb en sølv strålende stribe fyldt med spiraler, der indrammede måner i forskellige stadier. Damon så ned på den ulv i spejlbilledet, som hvis øjne var fremmede hos Damon. Damon mærkede en dyb fortvivlelse ramme ham, da det gik op for ham at han havde mistet sin mors øjne. For de strålende øjne der mødte ham, var ikke den varme, glødende lysebrune farve de plejede at være. De var blevet forvandlet til nogle mystiske, fortryllende og strålende violette øjne, som lyste af intelligens, begær og af fare. Damon drejede forsigtigt hoved, for at se på det sølvstrålende mønster på hans ryg. Damon rejste sig forsigtigt op, ulven var blevet større. Meget større. Den var blevet unaturlig stor. Damon viste tænder af det syn der mødte ham. Han tog forskrækket et skridt tilbage, hans tænder var også blev større, skarpere og mere frygtindgydende. Damon så på sig selv, han lignede ikke længere bare en ulv i en flok. Nej han lignede en alfa. Damon lagde mærke til noget, hans sanser var også blevet forstærket. Hans syn, hørelse, lugte, føle og selv smagssansen de var alle blevet forstærket til et utroligt niveau. Damon så hvordan ulven i spejlbilledet smilede et lumsk smil. Og før han kunne nå at stoppe sig selv, hylede Damon af sine lungers fulde kraft op mod månen.

Astéri

Der var mørkt. Astéri mærkede en kold vind ramme hende, var hun død? Astéri rystede forsigtigt på hovedet, men selv den lille bevægelse, sendte det et lyn af smerte igennem hende. Hun var ikke død. nej det var hun sikker på, den dunkende smerte i hendes ryg var et klart bevis på hun var i live. En klam klistret følelse spredte sig på Astéris ryg og fik de små hår til at rejse sig på hendes arme. Noget var galt. Dette var ikke normalt. Astéri prøvede igen at flytte hovedet, men måtte stoppe da den brændende smerte var så kraftig at det føltes som om der var en der klemte hendes livstråd, så hårdt at hun kunne føle livet forsvinde ud af kroppen på hende. Astéri gispede... Hendes lunger føltes som var de lavede af sandpapir, og hver vejrtrækning fik dem til at gnide sig op af hinanden. Igen mærkede Astéri panikken glide ind over hende, som et tæppe lå det over hende og fik følelsen af panik til udvide sig til angst. Hun var nødt til at flytte sig, Astéri mærkede hvordan følelsen af desperationen, langsomt blandede sig med angsten. Og med et smerteligt skrig vred Astéri kroppen, halvt op og sidde. Men så snart Astéri var oppe og sidde, bølgede en smerte så voldsomt igennem hende at, Astéri kunne mærke hvordan hendes indvolde krummede sig sammen af smerte, og fik en kvalme til at ligge sig over hende. Astéri mærkede hvordan noget koldt løb ned over hendes kind, det var en sølv tårer, lige så lysende som stjernernes skær over hende. Astéri så op mod himmelen og udstødte et hjerteskærende skrig, som rungede gennem hele hendes krop. Og med alle hendes kræfter tvang hun kroppen helt op, og sidde. Astéri så sig rundt, det var mørkt og kold vind legede drillesygt med hendes hår. Astéri så op på himmelen, den var smuk, stjernerne lyste kraftfuldt, og Astéri mærkede et stik af smerte sætte sig om hendes hjerte, hun savnede at kunne se ned på universet, hun savnede sine venner og familie og den forfærdelige smerte i hendes ryg gjorde det ikke nemmere. Astéri lyttede til stilheden, langt væk hørte hun en ulvs smukke hyl skære sig igennem natten. Astéri mærkede en trang til at stå op, hun prøvede med en kræftanstrengelse at skubbe sig op med sine vinger, men ingen ting skete i stedet kom den dunkene smerte tilbage. En tanke fløj igennem Astéris hoved, og så hurtigt som det er menneskeligt muligt fløj hendes hånd om på hendes ryg. Astéri lod forsigtigt sin hånd, løbe op ad hendes ryg. Men da hun mødte de to blødene brændene ar, føltes det som noget gik i stykker inde i hende. Hun mærkede hvordan hendes hjerte frøs til is, og alt hendes kropsvarme forsvandt. Og med et forstod hun hvad det var for en lugt, der havde ramt hende da hun faldt. Hun mærkede hvordan hendes hjerte langsomt blev knust til tusinde stykker. Og med et skrig det kunne høres både i himmelen og på jord, mærkede Astéri hvordan de småstumper af hendes hjerte forstenes og efterlod Astéri som en livsløs skal.

Seléné

Seléné stod og så udover universet, da et hjerteskærende skrig gennemborede hende, det borede sig gennem hendes kjole, hud, muskler og helt ind i hendes knogler. Skriget var så kraftigt at Seléné mærkede hvordan hendes ben, rystede under hende og fik hende til at falde på knæ. Seléné kunne høre hvordan hendes stjerner kom løbende, de troede det var hende der skreg. Men da de fandt hende nægtede hun at tale, hun vidste hvem det var der skreg. Og hun mærkede hvordan hendes hjerte rystede af sorg, for tanken om hvilken smerte hendes stjerne gik igennem, fik alle de små hår til at rejse sig på hendes nakke. De andre stjerner så bekymret på hende, men Seléné skubbede fraværende deres hænder væk. Og med en kraftanstrengelse fik hun kæmpet sig på benene, og skubbet sig hen til et af de kæmpe vinduer. Seléné så gennem mørket og lod anstrengt sin sjæl gennemsøge universet, for at finde den planet hendes stjerne var på. Seléné stod længe og gennemsøgt universet, hun kunne mærke hvordan de andre stjerner stod lige bag hende. Seléné mærkede en panik sprede sig. Da hun endelig fandt planeten. Hun sukkede, og et smil brød frem på hendes læber. Seléné klemte øjnene lidt sammen og fik sin sjæl til at flyve tættere på planeten. Hun lod blikket glide hen over træerne og bjergene, og stoppede først da hun fandt krateret. Seléné klemte øjnene endnu mere i og forlod sin krop fuldstændigt, og fløj så helt ned i krateret. Seléné var nu så tæt på, at det føltes som om hun selv stod i krateret. Hun stod lidt i udkanten og bevægede sig så langsomt ind mod midten. Men da Seléné så Astéri, følte hun en smerte som kun en mor kan føle. For der midt i krateret sad hendes stjerne, knust, blodig og uden sine smukke vinger. Seléné løb hen til Astéri og satte sig forsigtigt foran hende, hun vidste godt at Astéri ikke kunne se hende eller mærke hende. Men lod alligevel sine arme omringe hende, og presse hende ind til sig i omfavnelse. De sad sådan i lang tid, Astéri som forstenet uvidende om gudindens tilstedeværelse, og Seléné hvis tåre løb ned af hende mens hun på det gamle sprog, forklarede sin moderlige smerte. Da Seléné endelig gav slip på hendes stjerne, viste Astéri stadig intet tegn på liv. Seléné løftede forsigtigt sin hånd og lod den kærtegne Astéris kind, og som det sidste inde hun lod sin flyve tilbage til krop, hviskede Seléné to små ord ind i Asteris øre.

"hav tro".

Seléné rejste sig op tog en dyb indånding, hun mærkede hvordan hendes langsomt forsvandt fra overfladen. Hun så ned på Astéri som var begyndt at bevæge sig igen. Et lys begyndte at omringe Seléné. Det sidste Seléné så lige inden hun blev revet tilbage, var et par store grønne øjne som nærmede sig Astéri. Seléné klemte sine øjne lidt i for at se, hvad det var. Seléné gispede da hun så to par øjne, der tilhørte to små grå ulve, som havde sneget sig nærmere Astéri og nu stod lige ved siden af hende. Og som det sidst inden alt forsvandt, så hun Astéri falde om af forskrækkelse da ulvene hoppede på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...