Ágrios

I Féngari stammen, bliver der født en ung ulv, Og på hans 18 års fødselsdag, bliver han mærket med gudindens Selénés tegn.

Hans skæbne er bestemt, men vil han tage imod den?…

Samtidig falder flere og flere stjerner. Så Astéri må til jorden for at finde den mærkede så han kan hjælpe hende.

Men finder hun ham?…

Og hvis hun gør vil han hjælpe hende?...

Følg med i historien om: Kærlighed, Magi, pligt, skæbne, ulve og guder.

2Likes
4Kommentarer
680Visninger
AA

8. Kapitel 5:

Astéri

Faldet.

Det havde alt sammen forløbet præcis som det skulle eller ihvertfald indtil hun faldt...

Astéri havde sagt farvel til alle hendes venner og familie,og bagefter havde hun bevæget sig op til Selénés kontor. Men så snart hun havde sat en fod ind i Selénés kontor, begyndte kuldegysningerne at brede sig op igennem hendes rygrad. Gudinden var klædt i rødglødende kjole, der som levende ild bølgede yndefuldt på hendes vidunderlige krop, og fik hende til at ligne en levende flamme. Astéri mærkede hvordan hendes hjerte bankede, så hurtigt og kraftigt at hun var bange for, det ville springe ud af brystet på hende. Gudinden var smuk...nej hun var smukkere end smuk hun var guddommelig. Astéri måtte bukke hovedet i skam over sit eget sølle udseende. Hun forstod godt gudinden Nyx dybe hengivelse og tilbedelse af Seléné. Astéri mærkede hvordan en klump i hendes mave voksede, da gudindens gyldne øjne landene på hende. 

"Er du klar?"

Astéri så forsigtigt op på hendes glødene gudinde, "Ja min gudinde". Seléné så indgående på Astéri, Astéri kunne mærke hendes blik på hende, som var hun en mus under en rovfugls skarpe blik. De stod sådan et stykke tid indtil gudinde, smilede.

"Godt så lad os komme i gang".

Seléné åbnede langsomt sine arme, som hun ville have et knus.

"Min kære Stjerne, Jeg ligger mit sidste håb i dig... kom her i mine arme og lad mig sende dig afsted."

Astéri tog en dyb indånding, men jo tættere på gudinden hun kom, jo hurtigere bankede hendes hjerte. Til sidst var hun kun et enkelt skridt væk fra gudindens åbne arme. Astéri kunne mærke hvordan en mystisk, og fortryllende energi blev udstrålet fra gudinden,og fik alle de små hår på Astéris arme til at rejse sig. Da Astéri endelig strakte armene frem i en omfavnelse, kunne hun mærke det bløde stof fra kjole berøre hendes fingre. Astéri stod og mærkede det bløde stof mod sin hud, da hun blev mødt med en duft af lavendel. Astéri så forbløffet op på gudinden, og et smil brød frem på hendes ansigt, før hun lod sin krop falde ind i gudindens omfavnelse. 

Astéri mærkede et elektrisk stød gå igennem hende fra top til tå, før hun igen blev omringet af følesløshed og duften af lavendel. Astéri kunne mærke hvordan hendes sanser langsomt blev taget fra hende. Først hendes høresans, hun mærke hvordan hun blev indhyllet i total stilhed, bagefter smagssansen, Astéri mærkede hvordan smagen af fugten i luften forsvandt. Bagefter forsvandt synssansen, hun mærkede hvordan det smukke lys blev mørkere og mørkere, og til sidst havde mørket overtaget hende. Den næste sans der blev taget fra hende, havde Astéri næsten lyst til at græde over forsvandt. Eller måske græd hun, hun kunne ihvertfald ikke mærke det, for den næste sans der forsvandt var følelsessansen. Astéri hang der midt  i luften uden nogen følelse for noget, det eneste hun opfangede var duften af lavendel, men da den forsvandt blev hun efterladt i intetheden. Astéri mærkede hvordan der gik længere og længere tid, og hun mærkede hvordan en følelse af håbløsehed ramte hende.

Astéri var lige begyndt at miste alt håbet, da et skarpt lys brød igennem mørket hun var fanget i. Astéri måtte blinke flere gange, men det var som at det ikke hjælp. Lyset blev bare ved med at skinne lige så skarpt som det havde gjort før. Astéri smilede, i det mindste var en af sanserne tilbage, men lige da den tanke fløj igennem hendes hoved. Gik en smerte igennem hende, Astéri begyndte at skrige. Men smerten forsvandt ikke, den bevægede sig som levende ild op til hendes smukke hvide svane vinger. Og pludselig som et lynnedslag vendte alle Astéris sanser tilbage. Men de ting der mødte hende fik hende til at ønske de forsvandt igen. Den behagelige lavendel duft var ikke den der mødte hende, i stedet blev hun mødt af en lugt, af brændt kød og størknet blod, Astéri håbede lugten snart forsvandt, men den blev blev bare værre jo længere tid der gik. Astéri kunne mærke et skrig boble lige under huden på hende, men da skriget kom, bredte der sig en smag af jern i munden på hende. Der gik et minut før det gik op for hende at det var smagen af blod. Astéri kunne mærke panikken, sprede sig. Men med et forsvandt det skarpe lys og blev udskiftet med et mere behageligt blå lys. Astéri så sig rundt, den bidene smerte fra hendes ryg, fik hende til at bide sin læbe til blods, da hun drejede hovedet for at se hvor hun var. Udfra den hvinede lyd i hendes øre og vinden som slog, som en pisk mod hendes brændene ryg, kunne hun regne ud hun stadig faldt. Som et smertefuldt flashback, blev smerte kastet tilbage på hendes ryg, da hun drejede hovedet igen. Astéri så sig forsigtigt omkring, den forfærdelige lugt af brændt kød hang stadig om hende. Astéri var lige begyndt at bekymre sig om det blå lys, da det gik op for hende at blå lys ikke var lys... Det var himmelen. Hun havde aldrig set den mens Helios var oppe, den var....varm og tryg. Ikke lige så guddommelig som når Seléné, heller ikke lige så yndefuld som når Eos hang på den, den var bare varm og fik himmelen til at se glad ud. Mens Astéri beundrede himmelen gik en tanke pludselig igennem hendes hoved, "Vent hvis dette er himmelen som væsnerene på planeten ser den, betyder det at..." Med en kraft anstrengelse, som fik hendes ryg til at brænde igen fra hendes lænd til hendes skulderbalde, vendte hun sig rundt. Det syn der mødte hende fik hendes panik, til at brede sig i hele hendes krop på få sekunder. Hun kunne se jorden, den kom tættere og tættere på, hendes skrig rungede igennem hele luften, og hun synes hun kunne se nogle fugle lette ud af sin øjenkrog. Astéri var nu få meter fra jorden, hun lukkede forsigtigt øjne. Og selvom hun havde lukkede øjne da hun ramte, følte hun lyset forsvinde, og med et smerteskrig blev alt mørkt.

 

Guderne

Erebus ser ulven og stjernen, og river dem væk fra sin søster Aether. lyset forsvinder......Smerte..... det brænder..... Gaia og Thanatos, kæmper for hvem har ret til de to skabninger... Aether kæmper imod og river dem fra sin brors Erebus arme for at bringe lyset tilbage... Nu er det op til Gaia der slår Thanatos og flår dem tilbage til livet.

 

Damon

Damon vågnede med et spjæt. Der sad en ved siden af ham "hvem var det?" Damon så stadig sløret. Person ved siden af ham flyttede uroligt på sig. En hæs lyd undslap Damons læber. Person ved siden af ham lavede et lille hop af forskrækkelse, "Damon? Er du vågen?" Damon nikkede forsigtigt på hoved, men fortrød straks, da den lille bevægelse sendte et jag af smerte igennem hans arm. Damon blinkede, "hvem var det der sad der?" Damon stivnede, der var noget der rørte hans arm. Der gik nogle minutter før det gik op for ham, at det var en hånd som kærtegnede hans venstre arm, lige under det sted hvor en dunkene smerte kom fra. Damon pressede sine øjne hårdt sammen, "ville personen ikke være sød bare at sige noget? Så Damon kunne genkende stemmen". Lige da tanke fløj igennem hans hoved, sagde personen noget "Damon? Kan du høre mig?" Et chok gik igennem ham,  "var det hans moster?" Damon åbnede langsomt øjnene, han var nødt til at blinke nogle gange, men langsomt fik han synet igen. Og jo længere tid der gik hvor tydeligere blev det hvem der sad ved siden af ham. Selvom han havde en fornemmelse af hvem der sad ved siden af ham fik han alligevel et chok, da han opdagede at det var Fávlos. Damon prøvede forgæves at fange Fávlos blik, men det gik langsomt op for ham at Fávlos stirrede på hans arm. Damon drejede forsigtigt hoved og for at se hvad det var Fávlos kiggede på. Damon udstødte et gisp, for på hans venstre overarm var gudindens tegn, mærket formede månen i tre stadier og havde en forsigtig sølvfarve rundt om de tre grå måner. Damon så forbavset op på Fávlos, der nu havde revet sit blik væk fra hans arm op til hans ansigt. Fávlos ansigt var helt udtryksløst, selvom Damon synes at han kunne se et glimt af respekt i hans blodrøde øjne. "Ved du hvad der sker med mig?" Fávlos lagde hurtigt en hånd over Damons mund, og udstødte en aggressiv "shhh"  lyd, der mest af alt lød som en slange. Damon udstødte forvirret en lyd, det lavede et ryk i Fávlos. Han pressede sin hånd endnu kraftigere ned. Pludselig begyndte en panik at sprede sig igennem Damon, han så panisk rundt for at se om der var andre i nærheden. Han så rundt indtil han mødte Fávlos blik. Men det kølige blik der mødte ham fik ham både til at føle sig rolig og skræmt på samme tid. Damon prøvede langsomt at berolige sig selv. Da Fávlos kunne se at Damon var faldet lidt ned, lænede han sig langsomt frem og hviskede, " jeg gør dig ikke noget, lige om lidt giver jeg slip på din mund og du holder bare kæft. Er det forstået?" De sidste ord blev nærmest spyttet ud. Damon nikke langsomt for at vise at han forstod. Som Fávlos havde lovet løftede han forsigtigt, hånden fra Damons mund. Damon mærkede hvordan den nye luft kølige luft, langsomt fyldte hans brandene lunger. Han lå på sengen og prøvede at få så meget luft som muligt ned i lungerne. Fávlos sad og vurderede Damon, da han endelig brød stilheden. " Damon... Du er nødt til at stikke af... Du har fået gudindens mærke og de ældre kan ikke lide det!" Damon så forvirret op på Fávlos, " hvad mener du? Hvis jeg har fået gudindens mærke, burde de ældre jo støtte mig". Fávlos rystede kort på hoved, hans hvide lokker dansede yndefuldt om hans blege ansigt, da han igen så på Damon. " Det kan godt være at det er det de burde gøre... men det er ikke det de gør. De ældre er måske gamle og langsomme, men de føler sig stadigvæk tættere på gudinden, og når du kommer her med hendes tegn... Er du en trussel". Damon rystede frustreret på hoved, " nej nej nej nej!!! Det er helt forkert, du må få Kalós til at snakke med dem, han ved altid hvad han skal sige". En skygge gled henover Fávlos øjne, "min bror kan ikke hjælpe dig, han støtter de ældre. Du må stikke af, de ældre vil ikke lade dig overleve". Damon kunne mærke hvordan en tåre samlede sig i øjenkrogen på ham, og han gjorde ikke noget ved det da den trillede stille og roligt ned over kinden på ham. Damon skulle til at sige noget, da Fávlos rystede på hovedet. Han gjorde et kort ryk med hoved, som for at vise at det var tid til at gå. Damon rejste sig langsomt op, og fik sin balanceevne på plads. Da Damon bevægede sig hen mod døren kunne han mærke Fávlos blik i nakken, og som et sidste farvel omfavnede Damon han. "Tak". Fávlos var stiv som et bræt da Damon gav slip på ham, og bevægede sig ud af hytten. Men selvom han ikke havde gengældt hans kram, vidste Damon at Fávlos havde det ligesom ham.

Damon stod udenfor han kunne mærke hvordan, vinden legede drillesygt med han mørke lokker. Damon stod helt op ad hytten, der var ikke nogle ulve i nærheden. Så uden at lave nogen lyd, fandt i sit inderste sin ulv frem. Han mærkede hvordan den behagelige varme bredte sig, men da den ramte hans mærke. Kunne han fornemme hvordan den behagelige varme, blev varmere og varmere. Indtil den var så varm at han var sikker på at hytten, snart måtte gå op i flammer. Og med et... kunne Damon fornemme at han var tilbage i sin rigtige form. Men noget var anderledes. Damon rystede på hoved, det var sikkert bare fordi han var udmattet efter den smerte gudindens mærke havde givet ham. Damon så sig omkring stadig ingen i nærheden, han listede forsigtigt ud af skyggerne. Der var stille alt for stille. Damon listede så hurtigt han kunne sig væk fra hytten. Da han nåede udkanten var der en lyd der fangede hans opmærksomhed. Damon listede tættere på den, det var lyden af snak. Hele stamme sad omkring et bål og snakkede, pludselig rejste en af de ældre sig op. Damon pressede sig så hårdt ned i jorden som muligt for ikke at blive opdaget, heldigvis var vinden med ham så den ældre ville alligevel ikke kunne lugte sig frem til ham. Damon var lige ved rejse sig for at liste væk igen, da den ældres stemme brød igennem luften. " kære brødre kære søstre, den nyhed jeg bringer er sørgelig men også vigtig. Damon Lýkos er ikke længere velkommen i vores stamme, og det mærke han bæger er ikke fra vores smukke gudinde.., nej det er falsk og vil bringe gudindens vrede over os". Flere af ulvene nikkede som var de enige. Damon så rundt på sine gamle venner, brødre, søstre. En kold vind gik igennem ham, og han mærkede hvordan hans hjerte langsomt faldt fra hinanden. For der ude i venstre side, sad hans moster og hans bedste ven Kalós og nikkede. Damon måtte bruge alle sine kræfter da han rejste sig op og løb ud i skoven uden af sige en lyd.

Damon løb og løb, og da hans ben ikke kunne mere pressede han sig selv til at blive ved. Damon så månen stige op på himlen og han så den gå ned igen. Da Damon endelig stoppede var det ikke af egen fri vilje. For foran ham var et kæmpe krater, som han umuligt kunne hoppe over. Og det ville tage for lang tid at gå rundt om. Så Damon besluttede at den eneste vej var igennem. Damon tog et skridt frem og lod sin ulve krop glide hele ned af siden, og da han nåede bunden begav han sig hen imod den anden side. Damon var kun få skridt fra midten, da han opfangede en duft. Den duftede af den klareste sommerdag, og samtidig duftede den af den fineste vintermorgen. Damon luntede tættere på duften, han var nu helt inde i midten af krateret, der lå halv brændte fjer over det hele, og der hang en lugt af brændt kød over stedet. Men alligevel opfangede Damon den fantastiske duft. Han tog et skridt nærmere de brændte fjer, og først da han var helt nede ved fjerene opdagede han der lå en pige, hun var gudesmuk. Hendes gyldne lokker faldt perfekt, ned over hendes ryg og skuldre, og dækkede hendes ansigt. Hendes krop var dækket af fjer, og gemte hende som et lagen gemmer en madras. Damon satte sig ned, og forvandlede sig hurtigt til et menneske, han løftede forsigtigt hånden, han ville mærke om hendes hud var lige så blød og perfekt som den så ud, men da han var centimeter fra hendes kind lod han sin hånd falde igen. Hendes perfektion skulle ikke ødelægges. Damon sad der og så på hende, og inderst inde vidste han nu. Hun er hans luft, hun er grunden til han lever, han ville følge hende lige meget hvor hun gik.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...