Ágrios

I Féngari stammen, bliver der født en ung ulv, Og på hans 18 års fødselsdag, bliver han mærket med gudindens Selénés tegn.

Hans skæbne er bestemt, men vil han tage imod den?…

Samtidig falder flere og flere stjerner. Så Astéri må til jorden for at finde den mærkede så han kan hjælpe hende.

Men finder hun ham?…

Og hvis hun gør vil han hjælpe hende?...

Følg med i historien om: Kærlighed, Magi, pligt, skæbne, ulve og guder.

6Likes
4Kommentarer
1425Visninger
AA

7. Kapitel 4:

Astéri 

Timer før stjernes fald.

En mærkelig sten havde lagt sig om hendes hjerte. Da hun langsomt begav sig afsted ned af gangene, med sine vidunderlige hvide svanevinger slæbende ned mod jorden. Astéri havde brugt de seneste dage på at gøre sig klar. Hun havde ikke hørt fra gudinden, men hun havde hørt at Seléné havde været i møde med sine søskende i flere dage og nætter. Dog faldt tanken om at Seléné havde efterladt Nyx alene, virkede underlig bizar de to gudinder var uadskillelige når natten endelig kom. For Nyx var lige så stor en del af Seléné som Seléné var af hende. Så uden at høre det mindste fik Astéri pludselig ud af ingenting, besked om at gudinden ønskede at se hende. Så nu gik hun her på vej ned af de uendelige gange, mod gudindens mødelokale. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere og hun mærkede hvordan det bankede kraftigt under hendes fine hvide hud. Da den store gyldne port kom til syne, skulle hun lige til at banke på, da hun lagde mærke til hvordan, den gyldne ports smukke guldlag var begyndt at skalle af. En skygge gled hen over Astéris øjne. Og hun tog sig selv i at pille guldet flagerne væk. Hun rystede stille på hovedet og løftede forsigtigt hånden, men inden hun kunne nå at banke på åbnede døren sig.  Astéri gik langsomt gennem døren. Inde i rummet stod de tre guder, og Astéri måtte bukke hovedet af respekt da det gik op for hende at det var de tre søskende. En varm dyb stemme gik igennem rummet, og fik en varme til at sprede sig i Astéris bryst.

”Hvem er dette kære søster?”

Astéri løftede hovedet og så på den mandelige gud. Han var høj og kraftig, og hans hår var langt, og lyst. Astéri prøvede at se detaljerne i hans ansigt, men hans hår strålede så kraftigt at man ingenting kunne se.

”Dette er stjernen jeg snakkede om”

Astéri så over på sin smukke gudinde, hun så ligeså rolig og smuk ud som hun plejede, inden sygdommen var kommet.

”Er du sikker på hun kan klare det?”

Astéri så hen på den tredje gud, der var yngre end de andre og en næsten et halvt hoved lavere. Selvom hun måske ikke var meget høj, var der en behagelig glød over hende. Hendes hår var langt og gik hende til ned over hofterne, Astéri begyndte at smile da hun så den store forskel i hårfarve på den yngre søster og de to ældre. Sélénes hårfarve var langt og gik hende næsten ned til anklerne, og var helt hvidt og det lyste med en skinnende sølvfarve. Broren Helios havde helt lyst hår, så lyst at det kunne virke som om han ikke havde nogen hårfarve, og så gik det ham ned til skuldrene. Og så var der Eos den yngste, hendes hår var en blanding af rødt og lyserødt. Når man så på Eos fik man en indre glæde, hendes skønhed var nem at beundre, der var nemlig ingen lyskraft i hendes hår. Så alle hendes ansigt træk var klare og tydelige. Astéri stod og beundrede de tre guder, da Séléne brød ind og stoppede hendes tankestrøm.

”Selvfølgelig er jeg sikker, jeg så det selv.”

Eos rystede på hovedet. 

"Du er simpelthen for stædig, storesøster”

Astéri kunne mærke, en elektricitet mellem de to søstre, den blev større fyldte hele rummet. Helios begyndte at smile, og en dyb, brændende brummen kunne høres stige op ad hans hals. Elektriciteten forsvandt som dug fra solen, Séléne så forbavset over på sin bror.

”Griner du af os.”

Helios rystede kort på hoved,  et strålende smil bredte sig i hans lysende ansigt.

"Kære søster, jeg havde håbet at du havde samlet os af gladere årsagere. Men nu er vi her, og hvis det du siger er rigtigt som må vi hellere kommer over punktet hvor dig og Eos skal genforenes, og komme i gang.”

”Du har ret som altid kære broder”.

Astéri kiggede over på smukke Eos, der stod og kiggede ned på gulvet. En rødelig farve, begyndte at brede sig fra Eos kinderne og helt op til hendes øre. Hun kiggede langsomt op, hun havde et drillesygt glimt i øjet, da hun løftede hovedet og smilede. Astéri følte sig helt malplaceret da, de tre søskende omfavnede hinanden, og en stød gik igennem hele rummet og ud gennem gangen. Der lagde sig tavshed over rummet, som om ingen havde lyst til at tage det næste skridt. Astéri så forlegent rundt, og brød langsomt tavsheden. ”kære gudinde hvornår skal jeg afsted?”  Séléne løftede hovedet med et ryk.

”I morgen”

Astéri så forbavset op på gudinden. Det løb hende koldt ned af ryggen. I morgen?

"Eller rettere om 2 timer"

 

Damon

 

Damon så forpustet over på Kálos, de havde løbet hele dagen, og klokken var snart midnat. De var alle trætte og han kunne mærke at han trængte til at få sovet, selvom han ikke lod sine venner se det følte han sig syg. Så da flokken endelig stoppede, kunne han ikke lade hver med at udstøde et tilfreds suk. Damon mærkede hvordan en kold sitren bevæge sig opad hans rygrad,da han gik tilbage til menneskeform. Kálos og Damon så på hinanden, og et smil dukkede frem på deres ansigt. Kálos gik langsomt hen og klappede Damon på skuldrene, før han luntede hen til sin tvilling. Damon smilede og gik hen til sin moster. De så kort på hinanden, ingen af dem sagde noget. De vidste det begge, snart ville de vende tilbage til deres bosted, og så ville alt blive som det plejede, de ville sige hej spise sammen. Men ingen af dem ville rigtigt interesser sig for den anden. Og Damon ville stadig sove ude i skoven, for at undgå at høre på sin moster om aftenen. Og Hans moster ville stadig ønske at en anden kunne havde taget Damon, da hans forældre døde. Men selvom de begge vidste hvilken vej deres skæbne ville gå, smilede de til hinanden og lod som om at nu ville alt ændre sig. Og når Damon senere hen kigger tilbage på dette øjeblik havde de på en måde ret. Alt ville ændre sig.

 

2.timer senere kl.23.58

Damon vågnede ved et spjæt, en brændene varm følelse bredte sig, igennem hele hans krop. Først nede ved fødderne, Damon prøvede at ignorere varmen, men den føltes som ild, der slikkede sig vej op igennem hans krop. Langsomt bredte den sig, opad hans ben henover han overkrop, og nedad af hans arme. Damon skulle til at skrige men den forfærdelige brændene ild, havde allerede bredt sig op igennem hans hals. Han kunne mærke hvordan hans hals snørede sig sammen, Han kunne mærke hvordan hans vejrtrækning blev hurtigere, og mere besværet. Damon kunne mærke hvordan hans krop begyndte at gå i krampe, og skriget lå lige under overfladen. Han kunne mærke hvordan tårerne prøvede at presse sig ud, da ilden bevægede sig hen over hans ansigt. Ilden var nu i hele hans krop, og kunne mærke hvordan ilden føltes som et levende væsen, der åd ham indefra. Pludselig samlede det levende, brændende væsen sig og bevægede fra hans hjerte, hen over hans skulder og ned på hans venstre overarm. Hvor den brændte sig ind til selve knoglen. Damons skrig fyldte hele natten. Selvom væsenet havde samlet sig til et sted, kunne Damon stadig mærke ilden i hele sin krop.  Damon lukkede øjnene med en kraftanstrengelse, en tanke gik igennem ham. "Skal jeg dø". Damon mærkede et par hænder tage fat om hans skuldre, får at berolige ham. Men da personen fingre strejfede Damons overarm, undslap et  skrig der var så højt at det må havde vækket hele stammen. For pludselig var der mange hænder der prøvede at berolige ham. Selvom Damons ene arm var følelsesløs af smerte, vidste han at det ville blive en lang nat, langt væk synes han at høre et kvindes skrig, men det var nok bare hans smerte der fik ham til at høre ting. Mellem tågen af smerte, kunne Damon fornemme et ryk gå igennem både ham og alle de beroligende hænder. Han løftede med besvær sine øjenlåg, der lå som bly på hans kinder. Et brag af lys mødte Damon, da han endelig fik åbnet hans øjne. Over ham stod en sløret figur, Damon prøvede forsigtigt men uden held at løfte den ene arm. En lyd undslap hans læber "hva....ske....der......?" Person over ham rystede på hovedet. Og lænede sig forsigtigt ind over ham. "Tag det roligt lille ulv. det er bare en stjerne der er faldet".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...