Ágrios

I Féngari stammen, bliver der født en ung ulv, Og på hans 18 års fødselsdag, bliver han mærket med gudindens Selénés tegn.

Hans skæbne er bestemt, men vil han tage imod den?…

Samtidig falder flere og flere stjerner. Så Astéri må til jorden for at finde den mærkede så han kan hjælpe hende.

Men finder hun ham?…

Og hvis hun gør vil han hjælpe hende?...

Følg med i historien om: Kærlighed, Magi, pligt, skæbne, ulve og guder.

3Likes
4Kommentarer
845Visninger
AA

6. Kapitel 3:

Astéri

2 dage før stjernens fald

Astéri rystede forvirret hoved, ”jeg forstår det ikke… hvorfor mig? ” Astéri travede frem og tilbage. Hendes gyldne lokker faldt bølgende ned over hendes ryg og skuldre.  ”Jeg forstår det bare ikke! ” Seléné smilede og en varm følelse brede sig inde i Astéri ”det var rart at se gudinden smile” Astéri så bønfaldne på Seléné ”men… men” Seléné stoppede Astéris udbrud og kiggede hende i øjnene, gudindens øjne strålede, og Aséri måtte bøje hoved af den mægtige kraft gudinden udstrålede.

Det er okay Astéri, du må godt være forvirret, men opgaven er din, for jeg har valgt dig… ”

Aséri sukkede, hendes gyldne lokker, gled ned foran hendes øjne. Da hun slog med hovedet, ”fint, jeg gør det”. Seléné udstødte et fnis, og smilede til Astéri.

"Selvfølgelig”.

Astéri så forvirret på gudinden, og udstødte et dybt suk. Chara som havde stået og hørt interessant med, udstødte et forsigtigt host. Astéri løftede hoved med et ryk, og så Chara ind i hendes lysende markgrønne øjne, Charas øjne var de næst smukkeste i hele relativt svage konstellation. Chara vendte hovedet hurtigt væk og så ned i jorden. Der sænkede sig en mærkelig stilhed, over rummet. Som først blev brudt da gudinden, kiggede indgåene på Chara og spurgte.

"Hvad er der kære?”

Chara løftede hovedet med et chock, af overraskelse over at, gudinden havde ladet hende tale. Hendes stemme rystede en smule, da hun endelig fik taget sig sammen, og sagt hvad hun ville sige. ”Jo…Jeg tænktee bare at…hvis Astéri kunne tænke sig det så ville jeg gerne…rejse med ned hvis det er…” Astéri der havde stået og surmulet løftede hovedet med et sæt, og stirrede på Chara. Chara kunne mærke hendes brændende blik over sig, og skuttede sig lidt.  Seléné der havde været stille, så fra Astéri til Chara.

"Tak for tilbudet Chara. Men jeg har taget en beslutning”.

Chara sukkede skuffet, og lagde i skam sin højre  hånd på brystet, og bukkede i respekt inden hun gik.  Astéri så efter hende indtil hun havde forladt rummet, ”jeg må hellere gå og gøre mig klar. Gudinde.” Astéri lagde ligesom Chara sin knyttede højre hånd på venstre bryst og bukkede, inden hun med et vindpust vendt sig om og gik med store skridt ud. Seléné vendte sig om mod univers, og sukkede

"Jeg må tale med min bror og søster…”

Selénés stemme fyldte hele rummet da hun med sin mægtige stemme sagde 

"Spica!...Tilkald min bror Helios og min søster Eos.”

En lille tætbygget kvinde kom til syne, hendes hår var brunt og havde en hvis glans over sig, men det var nemt at se at hun var noget til en hvis alder, hvor hun ikke strålede som hun engang havde gjort. Den lille kvinde, som måske ikke strålede som en ung stjerne,  Hendes smil strålede mere end de fleste, unge stjernes smil nogensinde ville.  ”Som de ønsker gudinde, hvornår skal de komme?” Seléné så smilende på den ældre stjerne, der havde rådført hende gennem århundrede.

"I dag gerne”

Spica nikkede og gik forsigtigt ud af det store rum. Selénés tanker kørte på højtryk.

De skulle bare nå det i tide.

Seléné gik med stjernernes lys i ryggen ud af det store rum og ud mod hovedporten får at møde sine søskende.    

 

Damon                                                                                                                                            

Damon mærkede hvordan vinden drillede legesygt, med hans pels mens han løb igennem natten. Han følte sig fri, han var i et med naturen, og naturen var i et med ham. Han mærkede hvordan månens strålende lysstråler glimtede i hans, sorte pels. Mens han løb så han hvordan skoven ford forbi ham. Damon så sig tilbage, bag ham løb hans moster, han smilede og vendte hoved mod højre og derefter venstre. På hans højre og venstre side, løb hans bedste venner Kalós og Fávlos. Kalós og Fávlos havde været Damons bedste venner fra fødslen af. De to venner var tvillinger. Kalós var næsten lige så sort som Damon, men hans pels havde et brunligt skær, og var mudret, beskidt og uglet, mens Fávlos pels var hvid som sne, og ligeså glat og fin som ren is. Hans øjne var de eneste på ham der viste hans rigtige personlighed, de var nemlig røde som blod. Man skulle ikke tro det men faktisk var de to brødre helt modsætninger, ikke kun i pelsfarve men også i personlighed. Kalós som havde en mørk og beskidt pels, havde en sjæl ligeså hvid og fin som hans brors pels. Fávlos sjæl derimod var ligeså mørk og beskidt som hans brors pels. Men selvom de to brødre var helt forskellige elskede de hinanden, og ville gå i døden for at redde den anden. Damon vendte igen hoved bagud, og så forbi hans moster. Et stød af bekymring gik igennem ham, da han så en af de yngre ulve Mikró hed han vist sakke bagud, han var mindre end de fleste og hans pels var rødelig og fik fremvist hans ungdommelige personlighed. Damon udstødt et hyl, for at stoppe flokken. Ulveflokken så på ham i undren, da han sagde med så kraftig en stemme han kunne, ”lad os stoppe for i nat, eller i hvert fald et hvil”. Nogle af de voksne ulve begyndte at, råbe op om at det kunne han da ikke bestemme, men de unge ulve udstødte et lettelse suk, og Damon synes han kunne se, nogle af de voksne sukke og smile da de lagde sig ned. Damon så sig omkring ikke en eneste ulv, havde forvandlet sig tilbage til menneske form. Og han kunne mærke hvordan hele flokken, var i harmoni med hinanden og naturen. Ingen skændes, mundhugges eller snerrede af hinanden, alle lå bare og nyd hvordan vi var i vores perfekte form. Damon fik næsten chok hvis det ikke havde på grund af hans supersanser, at han mærkede at en nærmede sig. Damon så ud ad sin øjenkrog Mikró liste sig op på siden af ham. ”Tak… ” Mikrós stemme var lille og fin, Damon så på ham og stirrede ham lige ind i øjnene, ”ingen årsag, jeg var selv ved at blive træt”. Det var løgn, og en stor en af slagsen Damon, havde følt at han kunne blive ved med at løbe og løbe indtil verdensende og måske længere end det. Mikró som havde mærket Damons forøg, på at få ham til at få det bedre sukkede. ” Jeg er håbløs… ” Damon rystede på hovedet, ” vi er her alle af en grund Mikró. Sæt ikke spørgsmål ved gudindens valg”. Mikró så op på ham og nikkede så, som om at det svar ville han godt tage. Et stykke tid var gået siden, Mikró var luntet væk. Damon sad lidt for sig selv under et piletræ, og mærkede hvordan vinden blæste i hans pels, da Kalós og Fávlos kom listende. ”Hvad så Damon” ”hvad tænker du på? ” de to ulve sad nu på hver deres side af ham. Damon så op på månen, der skinnede ned på ham og fik ham til at føle sig hjemme. ”Jeg er så forvirret, det er min fødselsdag, i morgen og der er i løbet af den seneste måned er der faldet to stjerner… det må da være et dårligt tegn... ” Kalós rystede på hovedet, og skulle lige til at sige noget da Fávlos afbrød ham. ”Tag dig sammen Damon, kom med mig… ”Kalós og Damon så begge op på Fávlos der langsomt traskede væk, og før de begge vidste af det var de nået op på siden af ham. De gik i stilhed, men af og til kiggede Damon ud ad øjenkrogen for at se om Fávlos bare prøvede at snyde ham.  Men han så helt seriøs ud. De nærmede sig langsomt, en sø. Dens blålige skær, lyste op og fik luften omkring den til at til at føles tyk og indelukket, men på samme tid magisk.  Fávlos stoppede op, og et spjæt gik igennem ham. Damon så hvordan, En menneske krop rejste sig foran ham, Fávlos var høj, ca.1.80, og spinkel, og hans hår var hvidt som sne, og gik ham til skuldrene, hans hud var ligesom hans hår snehvidt, hans øjne derimod brune men med et glans af rødt. Han vendte sig om og stirrede på Damon, ”forvandler du dig eller ej? ” Damon sukkede og mærkede den velkendte fornemmelse af kulde brede sig i hans krop. Damon så ned på Fávlos, godt nok var han høj, men Damon var omkring 15 cm højere, og var bygget meget kraftigere, mens Fávlos krop lignede en pind, og man ingen muskler kunne se, var Damons krop bredskuldret og muskuløs. Hans mørke hår var kort, men indrammede hans ansigt, og fik hans øjne til at se vilde ud. Han vendte sig om og så at Kalós havde forvandlet sig samtidig med ham. Det kunne nogen gange stadig, overraske Damon at se forskellen på de to brødre, Kalós var ligeså høj som sin bror, men hans hår var mørkebrunt, og hans øjne var lyseblå. Han var ikke ligeså kraftig som Damon, men han var dog kraftigere end hans bror, men det havde nok noget at gøre med hans appetit. Kalós luntede forbi Damon og hen til hans bror, Damon var lige i hælende på ham. Fávlos stod henne ved søen, og stirrede ned i det bundløse dyb. De stod alle henne bredden, og så ned i vandet, inden Fávlos brød stilheden. ”Se ned i vandet Damon, se godt på dig selv. Du blev født på den helligste af de helligste dag, jeg tror ikke at det er et dårligt tegn, men et tegn på at du er noget specielt. ” Damon sukkede, han havde sikkert ret men, han var ikke sikker.

De stod sådan tavse, og tænkte over hvorfor tingene var som de var, da de hørte en lyd. Damon vendte hoved først, men ikke lang tid efter stod de alle tre og spejdede ud i mørket. Da en lille grå ulv kom løbende, ”DAMON!! DAMON!!” Damon vendte hoved til hver side, for at få øjenkontakt med sine to venner. Og uden at de behøvede at sige noget sprang de op i luften, hvor den dejlige brændende varme bredte sig, ud gennem deres kroppe før, de landede på fire ben.  De løb den lille ulv i møde på halvvejen, han var helt forpustet da de endelig nåede ud til ham. ”Damon flokken er begyndt at flytte sig, hvis I vil med så må vi skynde os. ” Damon så på sine to bedste venner og smilede, han kunne mærke deres øjne på sig da han kastede sig af sted, han vidste at de var lige bag ham. Og der løb de med et smil og munden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...