How I met him

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2016
  • Opdateret: 6 apr. 2017
  • Status: Igang
Vi Følger en pige der hedder Maria Nielsen. Hun har verdens mest kedelige forældre og liv. Men en dag ændrer hendes liv fuldstændig da en ny fyr dukker op på skolen.

3Likes
1Kommentarer
1096Visninger
AA

3. Hvorfor mig?

Det ringede ud, jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne ud af klassen. Han måtte ikke se, at jeg var ked af det. 

Jeg gik ud i kantinen for at købe noget mad. Salat. Jeg satte mig ved det bord, jeg plejer at sidde ved. Det bord, hvor der aldrig sidder andre end mig. Jeg spiste min mad, selvom den smagte lidt kedeligt, fordi der ikke rigtigt var noget andet en salat i, men det gør den jo altid.

Caleb kom ind i kantinen. Han så søgende ud. Man kunne se, at han var ny og ikke viste, hvor han skulle sidde. Han købte sin mad
"Salat lige som mig," tænkte jeg. "Tag dig nu sammen, det betyder ikke noget, at han købte salaten. Det er jo det eneste gode man kunne købe der oppe."
Han ledte efter en plads, og gik over mod de populære,
"Selvfølgelig. Det er det eneste der giver mening," tænkte jeg en smule tvært. "Vent lige et øjeblik!"
Han gik forbi dem, selvom at de skulle lige til at snakke med ham, og gik over mod mig,
"Som om han vil side ved dig. Han vil sikkert bare gå fordi dig," tænkte jeg, lige inden han satte sig ved siden af mig.
"Hej," sagde han igen med den fløjlsbløde stemme. Jeg rødmede lidt igen, ikke så man kunne se det, bare så jeg kunne mærke det. 
"Hej," svarede jeg nervøst.
"Det er som en drøm. Den flotte fyr snakkede med den upopulære pige. Det ville aldrig kunne ske i virkeligheden," hviskede mine tanker til mig. Han begyndte at spørge ind til mig, som om jeg var interessant.
"Du vil ikke høre om mig. Jeg er mega kedeligt," sagde jeg en smule træt og genert.
"Du er ikke kedelig ... Du er for smuk til at være kedelig," svarede han blødt. Jeg mærkede varmen stige op i mine kinder. Jeg følte det som om, at mit hoved var en tomat med to øjne, næse og mund. Nå, ja; og med en smule hår på hovedet. 
"Og det synes du virkelig?" spurgte jeg mistænksomt.

"Ja, har du aldrig hørt det før?"
"Nej, tror du, at jeg ligner nogen af dem der bliver kaldt smuk? Folk ser mig aldrig, og hvis de gør, så kalder de mig alt andet end smuk," svarede jeg en smule vrissen. 
"Det kan godt være folk ikke ser dig som smuk, men det er fordi de kigger at alt det sorte du har på, og ikke dit smukke ansigt."
"Synes han det virkelig at jeg er smuk? Nej, selvfølgelig gør han ikke det. Han prøver bare at smiger dig, så han kan finde noget at mobbe dig med," vrissede mine tanker. 

Han snakkede videre. Jeg elskede hans stemme, han snakkede om ham selv og hans liv. Jeg lyttede til hvert et ord. Han havde boet i byen i mange år, men flyttede tit skoler, fordi han gik med de forkerte. Jeg kiggede dybt ind i hans smukke øjne, og smilede til ham. Han så også i mine øjne og smillede tilbage. Jeg rødmede. Mine kinder blev helt røde igen.

Hvorfor gjorde han det? Hvorfor mig? Kunne han lide mig?
"Nej, han kan ikke lide dig, jeg ved ikke hvorfor det er dig han snakker med eller hvorfor han gør det, men han kan ikke lide dig," sagde mine tanker til mig.

Han lænede sig frem i mod mig. Ville han slå mig eller kysse mig?    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...