Galtheon's Hideout

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
Det var som om, at min hjerne udelukkede muligheden om, hvad der virkelig var sket. Det var først, da jeg så postkassen med efternavnet Arya skrevet henover, at det slog klik inde i mig. Jeg var ikke gået forkert.
Mit hus. Mit hjem. Tusindvis af minder. Mine forældre. Der var ild i det hele. Selv ferskentræet, min mor og jeg havde plantet i forhaven, da jeg var fire, stod i flammer. Det lille fuglehus som min far og jeg havde sat op ovre ved gyngerne, selv gyngerne, som vi havde sat op alle tre, var der også ild i. Alting brændte.
Angel Arya, en adopteret pige hvis liv var helt normalt. Eller, det var normalt. For da hun en dag kommer hjem og ser hele sin verden i flammer, bliver hun sendt ind i en verden, hvor der ikke er noget, der hedder normalt.

1Likes
0Kommentarer
102Visninger
AA

2. 1. Kirkearrangementer og fremmede fyre

"Angel! Det er anden gang, jeg kalder på dig! Skynd dig!" Råbte min mor efter mig. Jeg sukkede lavt og kæmpede videre med at få min sko på. "Jeg kommer nu, mor" råbte jeg tilbage, da skoen endelig var gledet på.

Da jeg var på vej ud fra mit værelse snuppede jeg min jakke fra en knage, som hang bag døren. For ikke at blive råbt af igen, småløb jeg ned af gangen, til hvor min mor stod klar.

Hun kiggede hurtigt på mig, for at se, om jeg var acceptabelt klædt. Jeg havde en hvid nederdel, som selvfølgelig gik mig til knæene, en hvid top med noget blonde lignende noget, der nok var et mønster, en pæn laksefarvet jakke ud over.

Normalt ville jeg have haft et eller andet par høje hæle på, men da jeg i meget lang tid havde prøvet at overtale mine forældre, til at få noget andet end høje hæle, og jeg fik rent faktisk overtalt dem til, at jeg kunne få et par hvide converses. Det var utroligt, hvor stor forskel, der var på de to par sko.

Hun gav endelig et lille nik, som jeg havde set så mange gange før. 'Godt klaret' ville nok forklare det bedst.

 "Skaaaat? Angel og jeg tager over i kirken," råbte hun nærmest ud i huset. Hun gav mig et lille smil, tog mig i hånden, og førte mig ud til bilen.

Som vi sad i bilen med stille musik kørende fra radioen, var det fredfyldt. Nogle øjeblikke som jeg elskede. Jeg kiggede, over på min mor som sad og trommede en eller anden melodi på rattet.

 

Hendes mørke brune øjne rettet mod vejen, og hendes sorte hår, der normalt lavede bølger ned af ryggen på hende, var for en gangs skyld sat op. Hendes knæ lange kjole var en mat lyseblå med et lysebrunt bælte, og den sad flot på hendes krop. Jeg skruede en smule op for musikken der kom fra radioen, da det var min yndlingssang, og lændede mig tilbage for at nyde den.

Jeg var åbenbart faldet i søvn, for jeg blev vækket af min mor, der stod med et naturligt smil, og smilede til mig. Jeg kiggede hurtigt rundt, for at se, om vi var ankommet til kirken.

Det var vi. Da jeg steg ud af bilen, kiggede jeg hurtigt ind på sædet, da jeg havde fornemmelsen af, at jeg havde glemt noget. Der lå umiddelbart ikke noget, så jeg lukkede døren og fulgte efter min mor, som var på vej ind i kirken.

Da vi gik ind af døren ind til kirken, kunne man lige pludselig høre alt snakken, der allerede var derinde. "Angel, husk nu hvad vi aftalte." Min mor hviskede det til mig, så ingen andre kunne høre det. Jeg kunne godt huske hvad vi aftalte. Eller, mere hvad hun sagde, og som jeg så bare blev forventet at gøre uden at brokke mig.

Hvad hun havde sagt? Min mor er en del af en gruppe der leder kirken, og den gruppe havde sat noget op, hvor drenge og piger mellem 14 og 17 kunne komme og få venner. Alle der kom, ville være nogle der var blevet tvunget til at komme af deres forældre, eller havde tabt et væddemål. Jeg var så en af dem, der var blevet tvunget af mine forældre. 

Jeg kiggede rundt inde i kirken og så en helt masse på min egen alder, og en helt masse voksne der stod ovre i hjørnet og drak kaffe. Jeg sukkede, tvang et falsk smil frem på mit ansigt, og begyndte at gå hen mod en gruppe piger, der sad akavet rundt om et bord uden at snakke sammen.

 Jeg havde altid været meget god til at være social, og det var derfor meget nemt for mig at få disse syv piger til at snakke sammen. I begyndelsen var de meget generte, men efter et stykke tid begyndte de selv at tage initiativet til at snakke.

Ikke længe efter det sad hele bordet og grinte og fniste sammen. Jeg listede langsomt væk, siden nu havde jeg gået gjort, hvad jeg lovede min mor. Fået pigerne til at snakke sammen. Jeg gemte mig væk over i et hjørne og indså hurtigt, hvad jeg havde glemt derhjemme.

 Mine høretelefoner. 

Jeg sukkede højlydt, men besluttede at gå rundt mellem bordene i søgen efter en blyant og noget at tegne på. Jeg tegnede ind imellem, så jeg var ikke helt så forfærdelig til det.

 Jeg fandt hurtigt begge dele og satte mig hen i et hjørne igen. Jeg begyndte langsomt at tegne.

Uden rigtigt at vide hvad jeg prøvede at tegne, lavede jeg blyantsstregerne på papiret og et dyr begyndte at tage form. Efter nogle flere blyantsstreger og detaljer kiggede jeg på min tegning.

Dyret jeg havde tegnet, lignede en ræv. Man kunne lige forestille sig den orangerøde farve som altid lyste dens pels op.

En grund til at jeg altid godt havde kunnet lide ræve, var fordi at mit hår og dens pels var samme farve. Ikke som i mindede om, men som i at det lignede, at jeg havde farvet mit hår til at være som rævepels. Det havde jeg nu alligevel ikke. 

I det jeg sukkede og lagde papiret og blyanten fra mig, kom en ung mand hen, cirka på min egen alder, og satte sig ned ved det samme bord, som jeg sad ved. Han satte sig ikke på den anden side af bordet, som man ville have forventet. Han tog den stol lige ved siden af mig. Det var åbenlyst, at han ville tale med mig.

"Øhm... Hej?" sagde jeg alligevel lidt tøvende, og studerede ham. Han havde brunt, pænt sat hår, blå øjne, tydelige kindben og kæbe, og et sort jakkesæt, der meget tydeligt var skræddersyet.

"Undskyld hvis jeg forstyrrer, men er du Angel Arya Nizhi?" Sagde han og sendte mig et charmerende smil, der viste, at han normalt var omkring kvinder.

"Bare Angel Arya. Jeg bruger ikke rigtig Nizhi. Kan jeg hjælpe dig med noget?" Jeg var forundret over, at han kendte mit efternavn. Jeg brugte det ellers aldrig.

"Du er datter af Lisa Arya, er du ikke?" Han sendte mig igen det charmerende smil, der begyndte at irritere mig en lille smule. "Jo. Kan jeg hjælpe dig med noget?" Spurgte jeg igen.

"Har du nogensinde været nysgerrig om, hvem dine rigtige forældre er?" Han sagde det som om, at det slet ikke var noget stort, og som om at det var noget, som han gjorde hver dag.

Jeg kiggede på ham i alt for lang tid uden at svare, da jeg lidt forventede, han ville bryde ud og sige, at det var en joke.

 "Lisa og Mathew er mine rigtige forældre."

 "Det ved vi begge er en løgn," han lænede sig tilbage i stolen og spurgte igen; "Har du nogensinde været nysgerrig om, hvem dine rigtige forældre er?"

Det havde aldrig været nogen hemmelighed i min familie, om at jeg var adopteret. Det var bare ikke noget, som vi gik og fortalte alle. Men noget der altid havde været en hemmelighed, var hvem mine biologiske forældre var.

Jeg kiggede ned på mine hænder som lå i mit skød og svarede lavt og mumlende med et ja.

"Godt. Men først skal du..." Han blev afbrudt af, at min mor kom hen og meddelte, at vi skulle hjem. Jeg havde åbenbart siddet henne i mit hjørne, længere tid end jeg havde regnet med.

 Min nysgerrighed for hvad han havde at sige, var stor, men jeg vidste, at når min mor besluttede sig for, at hun ville noget, ville man på ingen måde stå i vejen for hende. Så jeg rejste mig modvilligt og fulgte med hende.

På vej ud fra kirken kiggede jeg tilbage, men indså hurtigt at han var væk. Det var også nu, at jeg først indså, at jeg aldrig havde fået hans navn.

Da vi kom hjem fra kirken, gik jeg ind på mit værelse og tog noget andet tøj på. Noget der var mere mig. Hvilket egentligt bare var et par sorte jeans og en flannel trøje. Jeg gik over til mit spejl, for at se hvordan jeg så ud.

Det sad rimelig godt, og jeg endte med at sætte mit orangerøde hår op i en rodet knold, fordi at jeg vidste, at det ville begynde at irritere mig senere hen. Da jeg kiggede ind i spejlet igen, kunne jeg se, mine intense grønne øjne, skinne igennem. 

Jeg gik hen over mit grønne gulvtæppe for at komme hen til mit skrivebord. Jeg kiggede opgivende ned på mine lektier, som jeg havde lagt der tidligere i dag. Jeg kiggede på mit digitalur som stod mellem min computer og plante.

Den var kun omkring 5, så nu ville være et godt tidspunkt at lave det, så jeg kunne slappe af efter aftensmaden. Så det var præcis det, som jeg gjorde.

Cirka en time efter råbte min far efter mig. Jeg lagde de lektier fra mig, som jeg lige præcis nåede at blive færdige med, og gik ud af mit værelse og ind i køkkenet.

"Ja?" Jeg kom smilende ind og så mine forældre stå og hygge sig om at lave mad, med et glas vin i hånden.

"Gider du at dække bord?" Min far sendte mig et smil, imens han sagde det. Jeg nikkede og begyndte at finde tallerkener og bestik frem.

Det tog ikke lang tid, før maden var færdig, og vi havde sat os til bords. Vi var allerede begyndt at spise, da dørklokken ringede. Vi kiggede alle forvirrede på hinanden med det samme spørgsmål i øjnene; forventer I besøg?

"Jeg skal nok åbne" sagde jeg, idet jeg rejste mig op. Jeg tørrede mig om munden og begav mig hen mod hoveddøren.

Da jeg åbnede døren, havde jeg regnet med, at det var en irriterende salgsmand, eller noget i den dur. Det jeg dog ikke havde regnet med, var, at det var ham.

Manden fra kirken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...