To stop

En kort novelle om frygten for mørke og tog.

0Likes
0Kommentarer
40Visninger

1. To Stop

Togets skarpe lygter borede sig aggressivt gennem det fæle, troldske mørke. Den tænderklaprerfrembringende regn fossede ned og slørede synet det spejde møjsomt ud i en den ensomme nat, og snart ville togets lys slutte sig til personens varme gule flamme der holdt de få mennesker sikre, inklusiv jeg. De enlige tavse lygter kunne knapt holde mørket på afstande, små kokoner af mørke og regn stod omkring dem, ventende på at lysene gik ud. Så ville mørket igen fortærer alt. Som det havde gjort engang, og som det stræbte efter at gøre igen. Regnen trommede træt mod den rå beton, for at finde sig tilrette i små halvhjertede pytter. Skuet var ensomt, forladt og hjælpeløst. Vi var hjælpeløse. Mørket klamrede sig til toget, forsøgte at kvæle livet og varmen der var beskyttet af de få hvide lysstofrør. På et tidspunkt gik de ud og efterlod menneskene som hamstre i bur. Underdanige, hjælpeløse og ensomme. En smerte mørket bar på nu. Toget lygter fejede over perronen og trængte de sidste desperate skygger bort, opløst i koldt hvidt lys. Lyskeglerne var rolige, og man kunne tydeligt se de flænger i luften regnen tegnede foran dem. Lokomotivet bremsede hvinende, forskrækket slog jeg hænderne op for ørene, parat på det værste. Var dette dagen lokomotivføreren gjorde en fejl og mørket igen kunne opsluge dem? Den store brutale kolos nærmede sig med skræmmende kraft og bag metallets blanke og intetsigende overflade stod lokoføreren og spejde ud på de enlige skikkelser han langsomt gled forbi, så bremsede toget og han kiggede ud i mørkets flimmer af intet igen. Toget gled langsomt forbi mig og tårnede sin gigantiske brutale skikkelse op mod himmelen. Dørene gled fra hinanden med en knogle skærende lyd der fik blodet til at fryse. Koldt hvidt lys strømmede ud på perronen og sluttede sig midlertidigt til lygternes skræmte, ensomme, dog hjemlige gule lys der varmede sjælen. Jeg trådte forsigtigt frem mod hullet mellem betonen og jern kolossen, to stop. Kun to stop. De hydrauliske pumper stod klar til at smække dørene i med menneskelemlæstende kraft så snart lokoføreren trykkede på en meget specifik knap. Jeg tog mod til mig og kiggede op mod taget langt over mig, kun to stop. Jern kæmpen stod tålmodigte med motoren kværnende truende og ventede. Kun to stop. Mørket ventede udenfor, og den utålmodige kæmpes kolde hvide lys indenfor. Kun to stop. Lokoføreren kiggede utålmodigt på mig fra sit lille jernbeslåede vindue.

-”Få så sving på knejt!” Han tappede utålmodigt mod vindueskarmen der var mindst fem fingre tyk. Jaja, svarede jeg, nu skulle jeg nok. Panseruden gled for og jeg stod stadig og så mod jerntrinbrættet der ventede på at min fod skulle finde fæste og støtte. Jeg kunne høre jernkolossens kraftige kværnende stempler, og hidsigt tryk blive lukket ind i de forberedte hydrauliske anordninger. Den lavmælte truende brummen steg og steg, sidste chance. Kun to stop. Jeg så tilbage for at få et sidste glimt af perronens sjælevarmende gule lys, inden jeg vemodigt tog imod det kolde hvide lys’ flygtige tilbud om sikkerhed for mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...