Zantaya

Vogterne. De evige beskyttere. Det er dem der beskytter verdens mystiske væsner, selvom de selv har elverblod i årene. Med elverblodet løbende i deres åre besider de store evner. Hver eneste vogter behersker et af de fem store elementer, luft, ild, vand, jord og ånd. Sammen med elementerne har de evner inden for magi. Magien er lige så stor en del af vogteren som deres element. Har du en vogter, har du en frygtløs kriger der vil gøre alt for at beskytte sin familie.

1Likes
0Kommentarer
285Visninger
AA

4. Zadine

    “Vær hilset, Zadine,” sagde jeg da jeg rejste mig op. 
    “Jeg ville ønske at jeg kunne sige det samme,” sagde ham. Jeg havde svært ved at læse ham, men det gjorde ikke min trang til at prikke lidt til ham mindre.
    “Åår Zadine, sviger nederlaget stadigt?” spurgte jeg med en provokerende stemme. 
    “Hvad snakker du om Zantaya? Du vandt overhovedet ikke. Hvis ikke det havde været fordi at Slora trak mig ud af arenaen ville jeg let havde vundet over dig,” sagde han med noget der mindede om afsky i stemmen. 
    “Det er jeg så ikke enig i. Var det ikke ligesom dig der blev slæbt ud, fordi at du ikke overholdte reglerne?” spurgte jeg mens jeg kom med et lille smil der skulle irritere ham. 
    “Hvis der er nogen der har brudt reglerne Zantaya så er det dig. Siden hvornår må man ligge hånd på modstanderen?” sagde han mens hans ansigt begyndte at vise tegn på frustration over det jeg sagde. Han mente seriøst at jeg havde brudt reglerne og at jeg var den onde, men det skulle nok ændre sig. 
    “Jamen søde ven, jeg lagde aldrig en hånd på dig. Den eneste gang jeg gjorde det var da jeg lagde dig ned. Så hvis der er nogen der bryder reglerne så er det dig, Zadine. Det var dig der begyndte at angribe. Jeg slog dig aldrig. Det eneste jeg gjorde var at dukke mig under hvert af dine slag,” sagde jeg triumferende.
    “Pas på med hvad du siger Zantaya,” sagde han mens han stod og åbnede og lukkede sine hænder. 
    “Hvad er der Zadine? Kan du ikke tåle at høre sandheden?” spurgte jeg
Jeg kunne se at han havde svært ved at kontrolere sig selv. Han stod og knyttede hænderne som om han ville slå efter mig. Jeg var forberedt på at han ville angribe, så det overraskede mig ikke da han sprang frem mod mig. Hurtigt flyttede jeg mig væk fra hans slag.
    “Hvad blev der af at man ikke må slå på piger?” spurgte jeg og grinede af ham da han forgæves prøvede på at ramme mig igen. Han blev bare mere rasende og slog endnu mere ud efter mig. Da jeg blev træt af at hoppe rundt på jorden gjorde jeg noget han ikke havde forventet. 
    “Ari!” sagde jeg og hoppede. Jeg fløj op mellem trækronerne og gav slip på magien da jeg havde udvalgt en stor gren jeg ville lande på. Højt oppe stod jeg og så ned på Zadine og grinede over hans ansigtsudtryk.
    “Hvad tror du, du laver!?” råbte han op til mig. 
    “Hvad ser det ud som?”råbte jeg tilbage. 
    “Kom så herned så du kan få de tæsk du fortjener,” 
    “Hvor dum tror du jeg er Zadine? Der er da ingen grund til at jeg kommer ned til dig. Du kan bare komme herop,” sagde jeg og begyndte at springe fra gren til gren. Jeg hørte ham sige et eller andet bag mig og så var han oppe I træerne sammen med mig. Jeg sprang og svingede og gjorde hvad jeg kunne for at blokkere vejen for ham. Pludeselig fløj noget varm forbi mit ansigt. Han havde skudt efter mig med en af sine ildkugler. Jeg sendte hurtigt en tilbage. Der kom hurtigt flere og han kom tættere og tættere på mig. Ligesom jeg så mig tilbage over skuldren blev jeg taklet af Zadine. 
    Jeg faldt ned mod jorden. Jeg kunne ikke få fat I nogen grene og jeg havde ikke tid til at finde på en besværgesle. Som jeg faldt så jeg Zadines ansigt. Han smilede ned til mig med sådan triumf og skadesfryd at det skræmte mig mens jeg faldt. Hårdt og brutalt landede jeg på ryggen. Jeg kunne ikke trække vejret. Det gjorde for ondt. Mens jeg lå der og kæmpede for at få vejret sprang Zadine ned fra træet og kom gående hen mod mig. Jeg prøvede på at kravle væk, men jeg kunne ikke. Jeg kunne næsten bevæge mig og kunne ikke andet end at stirre op på ham som han kom nærmere. Han satte sig på hug ved siden af mig og strøg mig hen over kinden. 
    “Jeg har ikke tænkt mig at undskylde, Zantaya, datter af elveren Jahre. Du har selv bedt om det. Må du være tapper I det der kommer,” sagde han. Må du være tapper I det der kommer. Det er vores klassiske hilsen og ikke mindst en dødshilsen. Ikke nok med at han havde ladet mig falde fra træernes høje kroner, han havde tænkt sig at slå mig ihjel. Jeg stirrede endnu mere på ham da han viste mig hans hånd der var dækket af flammer. Jeg kunne ikke andet end at skrige da han rørte mig med flammerne. Alt smerte blev sendt ud med mit sidste skrig. 

    Det gjorde ondt. Alt gjorde ondt.
Jeg kendte smerten fra flammer som strålede ud fra min hals, men ikke den lammende smerte som dækkede resten af min krop. Jeg åbnede øjnene og så op på en skyfri stjernehimmel. Jeg har måttet havde ligget bevidstløs I flere timer. Jeg forsøgte at sætte mig op men uden held. Det gjorde for ondt. 
    Jeg var nødt til at komme ud af skoven, men jeg vidste ikke hvordan. Jeg kunne ikke bevæge mig og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle kunne få kontakt til nogen andre. Jeg kunne ikke andet end at ligge her stille på jorden. 
Varme tårer begyndte at løbe ned af mine kinder. Jeg havde været en idiot. Det vidste jeg godt. Ikke nok havde jeg bragt skam over mig selv, men også over min familie. De vil sikkert forvise mig når de finder ud af hvad der er sket. Ligesom at tårene løb ned af mine kinder begyndte jeg at synge en af elvernes sange. 

Hendes skøndhed er blændende.
Se hvordan hun forblænder alle.
Forblænder alle på sin vej, 
End ikke hun kan undvie.
Se hvad hun gør.
Se hvordan hun har forblændet sig selv.
Se hvordan hendes skønhed dræber hende. 
Hendes skønhed blev hendes undergang.

    Jeg lå der på skovbunden og sang historien om elverpigen Iris der var skønnere end nogen anden elverpige. Alle havde været vilde med hende. Alle havde været forblændet af hendes skøndhed. Hun havde udnyttet det og endte med at ødelægge det hele for sig selv. 
    Det var en sang min mor havdet sunget for mig mange gange da jeg var lille, ligesom hendes mor havde gjort for hende. Jeg havde aldrig forstået hvorfor den havde været så vigtig for hende, men det var den, og hver gang jeg sang den kom jeg til at tænke på hende. Jeg havde altid ønsket at gøre hende stolt. Jeg ville have at hun skulle være stolt over at hendes datter var lige så dygtig en vogter som hende selv. Det kunne jeg vist godt glemme nu. Når hun finder ud af hvordan jeg havde provokeret Zadine og endt op her på skovbunden ville hun blive skuffet over at have mig som datter. Som datter af en vogter og elver forventer hun at jeg kan kontrollere mig selv. 
    Jeg lå der og sang alle de sange jeg kendte. Jeg sang hele natten. Jeg sang hvad jeg følte til skoven. Det var det bedste jeg kunne gøre når jeg var ked af det. Når vi sang var det som om at naturen lyttede. Skoven lyttede til min klagesang. Den græd med mig. Jeg sang til jeg ikke kunne mere. 
    Det var begyndt at blive lyst så jeg prøvede på at bevæge mig igen. Med et skrig fik jeg vendt mig om så jeg lå på maven. Trods smerten begyndte jeg langsomt at kravle den vej jeg mente ville føre mig tilbage til skolen. Hver bevægelse smertede, men jeg var ligeglad jeg skulle ud af skoven. Tiden gik, jeg så hvordan solen flyttede sig på himlen og inden længe var den langt mod vest. Endnu en dag var gået og jeg vidste ikke hvor langt jeg var fra skolen. 
    Jeg stoppede og blev liggende. Hele min krop sitrede af smerte. Smerten strålede ud fra min ryg der gjorde endnu mere ondt end tideligere hvis det overhovedet var muligt. Jeg blev liggende som solen gik ned og der blev langsomt mørkere og mørkere ude I skoven. Jeg havde ikke tænkt mig at forsætte I mørket selvom jeg burde kunne se I skovens mørke. Mit syn ville være hæmmet, men det ville ikke være umuligt for mig at se hvor jeg var på vej hen. 
    Jeg var træt. Jeg kunne ikke mere. Jeg kunne ikke fortsætte. Jeg ville ikke forsætte. Det gjorde for ondt. 
Hvad skulle jeg overhovedet sige til dem når jeg endelig kom tilbage? Hvad har Zadine gået rundt og sagt til alle på skolen? Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle gøre når jeg kom frem og lige nu ville jeg ønske at jeg ikke skulle tilbage. Det ville blive hårdt at se Zadine igen. Han troede sikkert at jeg lå død herude et sted I skoven og at han ikke skulle se mig igen, men det kommer han til. Han vil komme til at blive straffet for hvad han havde gjort mod mig. 
    Jeg havde foldet mine arme foran ansigtet så jeg kunne hvile mit hovedet på dem. Som jeg lå der kunne jeg mærke hvordan jeg hurtigt blev mere og mere døsig og der gik ikke lang tid før jeg faldt ned I en drømmeløs søvn. 

    Brat løftede jeg hovedet da en gren knækkede. Endnu en gren knækkede og jeg tænkte ikke på andet end at gemme mig. Jeg vidste ikke om det der nærmede sig var ven eller fjende så jeg gjorde det eneste jeg kunne komme I tanke om. 
    “Lux oblikato,” sagde jeg. En simpel besværgelse der er god til når man vil gemme sig. Med den besværgelser bøjede jeg lyset der var rundt om mig så man ikke kunne se mig, men den har den ulempe at man stadig kan se ens skygge. Derfor er den perfekt at bruge om natten hvor der ikke er så meget lys. 
    Jeg kunne høre noget der nærmede sig I det fjerne. Jeg lå stille og prøvede på at undgå at bevæge mig da hvad det end var der kom gik hen mod mig. Jeg pustede stille ud da jeg så at det var en enlig ræv der kom gående gennem skoven. Den lagde sig op ad det nærmeste træ og begyndte at spise den rotte den havde med sig. 
    Jeg skulle til at ophæve magien da jeg hørte noget. Der var nogen der råbte. Jeg kunne kun høre det svagt så hvem det end var der kaldte så var personen et godt stykke væk. Jeg beholdte mit lille skjold I tilfælde af at personen skulle komme denne vej, men det varede ikke længe før stemmen forsvandt. Jeg slappede en smule af da stemmen forsvandt men beholdte stadig lysskjoldet oppe. Jeg lå der på skovbunden og prøvede at slappe af mens jeg betragtede ræven der ikke lå langt fra mig. Den var næsten færdig med rotten da den løftede hovedet og så hen mod mig. Det var ligefør at jeg troede at den kunne se mig. Den blev ved med at stirre mod det sted jeg lå, men til sidst vendte den hovedet væk og spiste det sidste af sit måltid. 
    Jeg lå der og stirrede ind mellem skovens træer da jeg hørte stemmen igen. Stemmen blev højere og mere tydelig. Det var en pige der kaldte efter et eller andet eller en person. Det var ikke før at personen kom nærmere at jeg kunne høre hvem det var der gik og kaldte. 
    “Zaya! Zaya! Hvor er du?” råbte Alisa et sted mellem træerne. Først blev hende stemme højere, men så begyndte den at forsvinde igen. Hun gik den forkerte vej. 
    “Alisa!” råbte jeg. “Jeg er her!” jeg ville ikke være alene længere. Jeg ønskede at Alisa ville finde og hjælpe mig. 
    “Zaya!” råbte hun igen og denne gang kunne jeg høre grenene der knækkede under hendes sko som hun kom løbende mod det sted hun regnede med at jeg var. 
    “Alisa!” råbte jeg igen og ophævede magien der gjorde mig I et med mørket. Jeg tror ikke jeg har været mere lykkelig I mit liv end da jeg så Alisa komme frem fra skovens mørke. Hun løb over til mig og satte sig på knæ ved siden af mig. 
    “Hvad er der sket? Hvorfor ligger du ned?” spurgte hun forpustet. 
    “Zadine,” sagde jeg. “Jeg kan ikke bevæge mig.” Jeg brast I gråd da jeg sagde det og mærkede Alisas hånd der strøg mig over håret. 
    “Hvad skete der?” spurgte hun med stemmen fuld af bekymring. 
    “Vi kom op og slås så jeg sprang op I træerne for at få afstand til ham, men han fulgte efter mig så vi fortsætte deroppe. Han taklede mig bagfra så jeg faldt ned fra træerne. Jeg landede på ryggen og har næsten ikke kunnet bevæge mig siden. Han brændte mig da jeg var bevidstløs,” sagde jeg mens tårene løb ned ad mine kinder. “Jeg ved ikke hvor længe jeg lå bevidstløs,” sagde jeg til sidst. Jeg så op mod Alisa og kunne se at hun var rasende. 
    “Han kan bare vente sig. Når jeg får fat I ham skal han nok fortyde hvad han…”
    “Lad vær. Det kommer til at gøre det hele meget værre,” sagde jeg. Jeg så stadig på hende som hun lukkede øjnene og tog nogle dybe indåndinger. 
    “Okay, det kan vi snakke om senere,” sagde hun. “Jeg bliver nødt til at se på din ryg Zaya.” Jeg nikkede en enkelt gang og gemte hovedet ned I armen igen. 
    “Luxa,” hørte jeg Alisa sige og vidste at hun havde tændt et varlys så hun kunne se hvad det var hun gjorde. Jeg kunne mærke at hun løftede op I min trøje og gispede over hvad hun så. 
    “Åh Zaya, din ryg er helt mørk,” sagde hun. Jeg spjættede da jeg mærkede hendes hænder. Smerten skar gennem hele min ryg bare ved den mindste kontakt med hendes hænder. “Undskyld, men jeg bliver nødt til at finde ud af om du har skader på rygsøjlen,” sagde hun. Jeg kunne høre på hende at hun ikke havde lyst til at gøre det, men jeg vidste at det var nødvendigt så lige så snart hun rørte min ryg igen bed jeg mig selv I armen og skreg. Det føltes som en evighed før hun endelig stoppede. Jeg lå svedig og rystede da hun endelig gav slip. 
    “Jeg kan ikke mærke at der skulle være noget galt, men du bliver nødt til at lade nogen andre se på det når vi kommer tilbage til skolen,” sagde hun. 
    “Den tager jeg når jeg er tilbage på skolen, men lige nu rykker jeg mig ikke en milimeter,” sagde jeg mens jeg stadig lå og rystede. Det gjorde så forfærdelig ondt. 
    “Yeah, men lad mig I det mindste helbrede din hals,” sagde hun. Alisa så på mig med sådan en ømhed I blikket. Hun ønskede ikke at jeg skulle lide så meget som jeg gjorde. Hun ville ønske at hun kunne gøre noget, men det eneste hun kunne gøre var at helbrede min hals. Jeg havde slet ikke tænkt på min forbrænding på halsen, den smerte var blevet glemt I de andre meget stærkere smerter. Jeg nikkede og strakte min hals så meget jeg kunne. Vand havde evner indenfor helbredning af forskellige sår. Jeg har aldrig forstået hvordan det virker, men med nogle få magiske ord kunne vand helbrede næsten alle former for skader. 
    Alisa åbnede den lille vandtaske hun næsten altid havde med sig og tog vandet ud. Vandet lagde sig som en hinde ud over hendes hånd. Langsomt lagde hun sin hånd mod min hals og begyndte at messe nogle ord. Det kølige vand var rart mod min brændende hals og hurtigt forsvandt varmen fra forbrændingen og efterlod min hals smertefri. Jeg havde lukket øjnene men da hun fjernede sin hånd igen åbnede jeg dem og så op på Alisa. 
    “Tak,” sagde jeg og smilede til hende. 
    “Det var så lidt,” svarede hun og smilede en smule tilbage til mig. “Nu skal vi bare finde ud af hvordan vi får dig tilbage til skolen. Kan du stå op?” spurgte hun.
    “Jeg kan knap nok kravle Alisa,” sagde jeg og sukkede. Jeg kunne slet ikke se hvordan det skulle kunne være muligt for mig at komme op og stå og endnu mindre at gå nogen steder hen. 
    “Vi bliver nødt til at prøve,” sagde hun og greb fat I mig. Jeg skreg lige så snart at hun fik fat I mig og jeg skreg endnu mere da hun hev mig op og stå. Jeg stod tungt og lænede mig op af hende. 
    “Det kommer ikke til at gå godt. Kan du ikke bare efterlade mig her og hente hjælp?” spurgte jeg. Jeg blev forpustet bare af at stå op. 
    “Vi er for langt inde I skoven til at jeg vil efterlade dig her,” sagde hun. “Det bliver kun sværre hvis ikke du prøver at komme frem Zaya,” jeg sukkede og forsøgte at tage et skridt frem. Jeg havde det som om at jeg kunne falde når som helst for det eneste der holdte mig oppe var Alisa. Sammen kæmpede vi os gennem skoven. Jeg skreg hver gang en gren rørte mig på ryggen og hver gang Alisa var nødt til at samle mig op når hun ikke havde styrken til at holde mig oppe. Det gik langsomt men vi kom frem og det var det der talte.
    Tiden gik hurtigt og langsomt på samme tid. Hvert skridt føltes som om det tog en evighed, men lyset kom og gik hurtigt. Jeg så hvordan der kom mere og mere lys, men det varede ikke længe før jeg så lyset gå ned igen. Jeg havde været længere inde I skoven end jeg lige havde regnet med.
Vi havde kæmpet os frem I mere end en dag. Vi holdt ikke pause vi tænkte kun på at komme tilbage til skolen så vi kunne komme ud af den her forbandet skov.
    Endlig så vi lys forude. Vi var begge to svedig og trætte, men lige så snart vi så det mindste glimt af lys kæmpede vi endnu hårdere for at komme frem. Jeg faldt da vi nåede udkanten af skoven. Jeg kunne ikke mere. Alisa prøvede ihærdigt at få mig op og stå igen, men uden held. Jeg var for svag jeg havde ikke mere energi jeg kunne bruge. 
    “Gå Alisa, gå ind og hent hjælp,” sagde jeg og pegede hen mod skolen. 
    “Jeg vil ikke efterlade dig her Zaya. Vi er så tæt på du kan godt klare det sidste stykke,” sagde hun.
    “Det kan jeg ikke! Jeg kan ikke mere!” jeg havde lyst til at skrige. “Gå nu. Skolen er jo lige der,” hun så på mig en enkelt gang. Bekymringen strålede ud af hende, men hun gjorde som jeg sagde og løb hen mod skolen. Igen lå jeg på jorden svedig og rystende. Jeg kunne næsten ikke få vejret. Jeg var så træt og forpustede at jeg var ligeglad med at jeg lå på det kolde, våde græs. Jeg havde været ude I skoven I hvad der måtte havde været dage og nu var jeg endelig tilbage. Med hjælp fra Alisa havde jeg klaret det. Endelig. Endelig var jeg ude.
    “Kom nu! Hun ligger herhenne!” hørte jeg Alisa råbe og så op. Jeg kunne se at hun kom løbende med flere lærer efter sig. Som de kom nærmere svindede mit syn ind og jeg fik svære ved at se. Da de kom hen til mig kunne jeg ikke se noget. 
    “Zantaya,” hørte jeg Slora sige før jeg forsvandt ned I mørkede der ventede på mig. 

 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...