Emma - en helt almindelig pige, eller?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2016
  • Opdateret: 16 jan. 2017
  • Status: Igang
Kan man overhoved kalde mennesker for forkerte? Det tror jeg ikke, men må ærligt indrømme at de her mennesker, i min verden, er 'forkerte', eller måske bare uvidende? Måske forstår de mig bare ikke? Eller måske kan de bare ikke 'rumme' mig? Uanset hvad, så har de trådt på mig for sidste gang! På et eller andet tidspunkt er vi alle nød til at sætte en grænse, og nu er min nået! Jeg tænker tit over hvad meningen med livet er. Meget kliché agtigt, jeg ved det. Men jeg tænker ikke "hvorfor er mennesket her?" "Hvad skal vi udrette?" "Hvad skal vi lære?" Jeg er ikke god til at tænke i kollektiver. Jeg tænker meget på individer, altså eks. "Hvad skal JEG lære af det her?"

0Likes
0Kommentarer
1915Visninger
AA

8. "Kampen"

NB!!

Jeg ønsker ikke at der skal opstå nogle misforståelser omkring denne her tekst. Det er ren og skær opdigtet. Jeg håber I forstår og ikke dømmer mig. Tak på forhånd!

 

Jeg skulle i dag skrive noget "kreativt". Jeg er selv rimelig tilfreds med hvordan jeg får beskrevet denne her persons følelse overfor "det fremmede". Jeg arbejder også på en tekst hvor man møder én som er meget positiv over "det fremmede" Det er generelt en debat som er mange steder. Hvad er fair? og hvad er ikke fair? spørger mange. Der bliver diskuteret hvordan vi skal handle, og hvad vi skal gøre. Derfor vil jeg dele to historier, en som tænker positivt om "det fremmede" og en, som nu, som tænker negativt om "det fremmede" 

Håber I tager godt imod den! 

 

Kampen

De kommer. De er på vej. Grænsen er deres næste destination. Jeg kan lugte det. Jeg kan mærke det. Frygten er her. Problemerne er på vej. Lige om lidt går det løs.

Det er som om vi har prøvet det før. Det er som om vi ved hvad vi skal gøre, men alligevel gør noget helt andet. Dem som vi har kaldt ”egnede” til de stillinger de har, har forrådt os. De har glemt os. De er bange. De arbejder elendigt under pressede forhold. Og presset kommer alle steder fra. Snart bliver det større. Vi er fortabte hvis ikke vi handler. Hvis ikke vi kæmper.

Vi må få styr på vores egne. Vi må få nogle vi stoler på. Nogle vi kan regne med. Vi er nød til at have tillid til dem. Dem vi kalder ”egnede”. De er vores eneste håb for at overleve. Vores eneste håb for ikke at bukke under. Vi har brug for dem. Vi har brug for deres magt. Men de ved det ikke. Eller også, vælger de ikke at gøre noget ved det. Måske har de valgt at det skal være slut. Slut med os, og mere dem. De nye. De fremmede. Måske synger vi vores sidste vers nu. Det har været en dejlig sang. En sang jeg ikke ville være foruden.

Jeg vil gerne sige tak. Tak inden det er slut. Inden jeg er væk. Tak til alle. Fordi I er her. Fordi I er som I er. Det er det, som gør os til os. Det som gør vi står sammen. Det som definere hvem vi er. Vi har brug for hinanden. Især nu, hvor vi måske, måske ikke, får lov til at skrive en ny sang. En sang i et helt andet toneleje. En sang med helt andre stemmer.

Snart er de her. Endnu flere problemer. Endnu mere kaos. Jeg er bange. Men jeg er klar. Jeg er klar til at blive tilsidesat. Jeg er klar til at blive glemt. For det er ikke første gang. Vi glemmer. Vi glemmer os selv. Vi glemmer vores egne. Det gør vi af frygt. Det er slemt.

De er her. Det er nu det sker. Vi er nød til at handle. Men hvad skal vi gøre? Vi kan ikke spare mere. Vi kan ikke låne mere. Vi har hvad vi har. Men det er ikke godt nok. Hvad skal vi gøre? Vi skal hjælpe dem. Og vi skal passe på dem. Men vi skal huske os selv. Vi skal huske, at vi også er her. Vi skal huske, at vi alle er lige, og alle fortjener hjælp.

De er her. De er utilfredse. De er sure. Vi er magtesløse. Vi kan ikke gøre mere. Vi har gjort alt. Men intet har været godt nok. Mere vil have mere. Og de stopper ikke før de har alt. De stopper ikke før vi har givet op. Men skal vi det? Skal vi give op og give dem hvad de vil have? Nej! Vi skal kæmpe. Kæmpe til det sidste. Kæmpe for vores rettigheder. For vores traditioner. For vores familier. For vores venner. Og ikke mindst, for os og vores værdighed. Vi må stå sammen. Det er dem mod os.

Kampen er i gang. Vi kæmper sammen. Vi står sammen. Vi græder sammen. Vi griner sammen. Vi er sammen. De gør sig klar. Klar til endnu et angreb. Vi ved ikke hvor de vil angribe næste gang. Men vi er klar. Vi er forberedt på det værste, og vi håber på det bedste. Vi er klar til at dø sammen. Vi er klar til at sejre sammen. Så længe vi står sammen, og husker os selv. Husker vores nærmeste. Husker vores næste kærlighed. Men også husker hvem vi er og hvor vi kommer fra. Så længe vi aldrig giver op. Så har vi vundet på forhånd. Uanset hvor sort det ser ud. Vi er røde. Vi er hvide. Vi står sammen. Side om side. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...