Little Girl Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2016
  • Opdateret: 30 nov. 2016
  • Status: Igang
Den kun 19 år gamle, Davina Bryanna Cavanagh, har levet hele sit liv som tredje hjul, bange for at sige fra sig og usikker på sig selv. Da hun for fem år siden mistede sin mor og søster i en bilulykke, som kun hun overlevede flyttede hun sammen med sin far i Galway, Irland.
En ny fyr flytter til byen og fanger hurtigt Davina's interesse. Efterfølgende kommer kun dårligt til Davina's hverdag, og da hun en kold novembernat bliver kidnappet, bliver alt anderledes.

3Likes
12Kommentarer
510Visninger

4. 4

Vi kørte ind på min indkørsel. Min far stod klar i vinduet. Han havde allerede ringet fem gange. Jeg havde ignoreret ham. Gad ikke tale med ham. Jeg havde bare brug for tid. Tid til at samle mig. Tid til at lade en anden trøste mig og tænke på mig. Det var mig, der havde været i fokus i tiden sammen med Aiden. Ikke Maeve. Ikke min far. Mig. Jeg kunne lide omsorgen Aiden gav mig. Kunne lide, at han rent faktisk, tænkte på mig. Bekymrede sig om mig. Han var mystisk, men jeg kunne lide det. Kunne lide, at han var anderledes.

”Tak” jeg hviskede ordet. Stadig tør i halsen over min gråd. Jeg havde holdt tårerne tilbage så længe, og da jeg endelig gav dem lov, løb de for livet. Jeg åbnede bildøren og steg ud. Min far stod i døråbningen. Han var sur. Det kunne tydeligt ses. Jeg tog en dyb indånding og ville vinke farvel til Aiden, der allerede selv var ude af bilen. Jeg smilede til ham, inden han trak mig ind i en omfavnelse. Jeg ville have sagt et kram, men det var mere end det. Det var lidenskabeligt. Intimt. Trygt.

”Vi ses i morgen.” Var det sidste han sagde inden han satte sig ind i bilen igen, og kørte væk. Jeg vendte mig mod min far, klar til at tage skideballen, men da jeg kiggede på ham lignede han en, der havde set et spøgelse.

”Far?” Jeg var bekymret for ham. Jeg havde aldrig set ham så skræmt. ”Hvad er der i vejen?” Jeg vidste, at han havde været bekymret for mig, men hans ansigt viste mere end det sædvanlige, ’bekymret for sin datter’ udtryk.

”Hvem var den dreng?” Spurgte han, da han havde fået sit normale, seriøse ansigtsudtryk frem igen. Jeg begyndte at gå indenfor. Vidste at hans udspørgninger ville komme til at tage resten af aftenen. Og jeg gad det ikke. Jeg havde ikke overskuddet til at skulle forklare mig selv.

”Det var Aiden. Aiden O’Brian. Han er ny.” Sagde jeg og smed tasken og skoene. Jeg begyndte at gå hen mod trappen, i håb om, at det ville stoppe min far, for at stille flere spørgsmål. Men jeg tog fejl.

”Jeg vil ikke have du bruger tid sammen med ham.” Jeg stoppede op på det første trin. Vendte mig mod min far, der stod med armene over kors. Han så ældre ud end han egentlig var. Han lignede en på næsten 70. Han var kun 58. Men han var pæn af sin alder. Også selvom han lige nu så ældre ud.

”Du har ikke retten til at bestemme hvem jeg skal se og ikke se.” Sagde jeg trodsigt og gik ovenpå. Jeg havde aldrig svaret min far igen. Altid bare lyttet til ham og gjort hvad jeg fik besked på. Men han gik over grænsen. Jeg kunne faktisk lide Aiden. Som ven og måske også på det romantiske plan. Jeg vidste ikke hvad, der gik af mig. Jeg havde aldrig fået følelser for en fyr så hurtigt. Jeg havde faktisk aldrig haft en rigtig kæreste før. Jeg havde flirtet en del, efter min mors og søsters død. Været ligesom Maeve i en kort periode, men det var ikke mig. Jeg kunne ikke bare være sammen med hvem som helst. Ikke længere.

***

Det var morgen. Tidligt. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst stod så tidligt op. Jeg var allerede i tøjet. Havde lagt en mild makeup og glattet mit hår. Taget lidt ekstra parfume på. Historie var dagens første time. Timen hvor jeg ville se Aiden. Jeg havde tænkt på ham, uden stop, siden han satte mig af. Tænkt over hvorfor min far ikke ville lade mig se ham. Konkluderet at jeg var hans lille pige. Hans eneste pige. Og derfor var han bare ikke klar til at se mig vokse op.

Jeg havde aftalt med Maeve, at hun kom og hentede mig, og vi tog en kaffe inden arbejde. Hun kom for sent. Hvilket var mærkeligt. Maeve kom aldrig for sent. Jeg var begyndt at blive bekymret, men det forsvandt hurtigt, da jeg hørte et bilhorn, fra vejen. Jeg tog min taske og løb ned til hende og steg ind i bilen.

”Du ser godt ud.” Sagde Maeve, overrasket og kiggede op og ned af mig. ”Hvad skete der med militæreskoene og jeansene? Du ser jo næsten piget ud.” Jeg smilede og tog det som en kompliment. Jeg kiggede ned af mig selv en sidste gang, for at sikre mig at jeg stadig så okay ud.

***

”Kom nu Maeve.” Jeg var allerede steget ud af bilen, på skolens område, men Maeve blev siddende. Jeg kiggede rundt på parkeringspladsen og så Brandon komme gående hen mod bilen. ”Okay, jeg går ind.” Jeg smækkede bildøren i og gik forbi Brandon, mod indgangen til skolen.

”Du ser godt ud Cavanagh.” Sagde Brandon og piftede, idet jeg gik forbi ham. Jeg himlede med øjnene og gik hurtigt videre, da jeg så den sorte BMW i8 kommer kørende. Jeg stoppede op og smilede til Aiden idet han kørte forbi. Han parkerede sin bil og kom hen til mig.

”Wow.” Sagde han idet han kiggede op og ned af mig. ”Hvad sker der for kjolen?” Jeg trak på skuldrende.

”Jeg var i humør til en forandring.” Sagde jeg uskyldigt og begyndte at gå ind mod skolen. Aiden fulgte efter.

”Hey, jeg håber ikke William gav dig for meget ballade.” Sagde Aiden, og kiggede uskyldigt på mig. Jeg smilede til ham.

”Det gik.” Sagde jeg. Vi gik i stilhed ind i lokalet og satte os på hver vores plads, i hver vores ende af lokalet. Maeve kom ind kort efter.

”Jeg så du snakkede med Aiden.” Sagde hun skrapt. Jeg blev forvirret over hendes pludselige humørskift, men det var bare typisk Maeve.

”Ja. Han er ret cool. Han forstår mig.” Jeg trak på skuldrende og håbede samtalen ville slutte, men kendte jeg Maeve godt nok, ville den helt sikkert fortsætte.

”Hør, Davi. Jeg passer bare på dig, når jeg fortæller dig, at dig og Aiden, aldrig kommer til at gå godt. Aiden passer slet ikke sammen med en type som dig. Han er mystik, lækker og ny. Du er bare… kedelig. Normal. Overhovedet ikke hans type. Han bør være sammen med en ligesom mig. Sjov, klar på nye ting og vildt pæn. Ligesom ham.” Maeve gav mig et smil og lagde hånden på min skylder. Hun havde sikkert ret. Jeg var overhovedet slet ikke ligesom Maeve, eller Aiden. Hvorfor troede jeg overhovedet, at han kunne lide mig? Men jeg var stadig ret vild med ham, selvom det hele var gået så hurtigt. Jeg var ikke klar til at give op uden kamp. Også selvom kampen måske skulle tages med Maeve. Det var min tur til at skinne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...