Little Girl Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2016
  • Opdateret: 30 nov. 2016
  • Status: Igang
Den kun 19 år gamle, Davina Bryanna Cavanagh, har levet hele sit liv som tredje hjul, bange for at sige fra sig og usikker på sig selv. Da hun for fem år siden mistede sin mor og søster i en bilulykke, som kun hun overlevede flyttede hun sammen med sin far i Galway, Irland.
En ny fyr flytter til byen og fanger hurtigt Davina's interesse. Efterfølgende kommer kun dårligt til Davina's hverdag, og da hun en kold novembernat bliver kidnappet, bliver alt anderledes.

3Likes
12Kommentarer
508Visninger

3. 3

”Men jeg vil ikke af sted…”

”Gør nu bare som du bliver bedt om Davina. Far vil se os igen når vi kommer hjem. Dig og Darcy vil få en hyggelig weekend.”
”Okay mor…”

***

Jeg vågnede med en dunkende smerte i hovedet. Jeg lå på madrassen på Maeves gulv. Braden havde fundet en ny pige, og Maeve måtte gå alene hjem. Hun var ikke meget for det, men til sidst fik jeg endelig hevet hende med. Jeg kiggede på uret. Vi havde sovet over os. Meget over os.

”Maeve!” Sagde jeg højt, for højt, da det resulterede i at mit hoved dunkede endnu mere. Maeve mumlede nogle uforståelige lyde og vendte sig om på siden.

Aldrig havde det gjort mig noget at komme for sent. Ikke før nu. Jeg stoppede op og tog en dyb indånding. Hvorfor gjorde det mig noget nu? Jeg prøvede at trække tankerne fra underbevidstheden frem og fandt med det samme frem til hvorfor. Hvis jeg skyndte mig kunne jeg nå til historie. Og hvis jeg tog til historie, ville jeg se ham. Og jeg ville gerne se ham. Jeg har ikke kunne tænke på andet end Aiden siden jeg forlod festen. Han kunne komme ind under huden på mig. Selv efter vores korte samtale.

Jeg opgav at få Maeve med mig og rejste mig hurtigt op, hvilket kun gjorde mig svimmel. Jeg stoppede op et øjeblik og tog mig til hovedet. Jeg mindes ikke at have drukket særlig meget. Et par øl, men det var også det hele.

Jeg kom hurtigt i tøjet, fik børstet tænder og lagt en hurtig, let, makeup. Jeg så acceptabel ud. Jeg kunne ikke gøre mere, ellers ville jeg ikke nå det, og jeg ville forspilde min chance for at se ham. Jeg skyndte mig ud af døren og løb hen til bussen. Jeg havde ingen bil, eller kørekort, hvilket jeg var ked af i dette øjeblik. Men det var for mit eget bedste. Jeg ville ikke sætte mig ind i en ny bil, og slet ikke køre den selv.

Jeg satte mig ind i bussen og kørte de få stop, der var hen til skolen. Jeg gik med hastige skridt mod skolen, i håb om ikke at komme for sent til timen. Jeg åbnede døren ind til det halvt tomme klasselokale. Det var en selvfølge at næsten ingen kom denne dag. Jeg kiggede rundt efter Aiden, uden held. Han var her ikke. Jeg blev skuffet. Nærmest ked af det. Men hvorfor? Jeg havde kun kendt drengen i én dag. Hvorfor fik han mig til at føle så meget?

Til frokost var han der heller ikke. Han var ingen steder at finde. Jeg overvejede et kort øjeblik at spørge folk om ham, men droppede hurtigt tanken. Jeg ville ikke føle mig som en stalker. Jeg ville ikke fremstå mærkelig overfor ham. Ikke når jeg følte som jeg gjorde overfor ham. Jeg kunne ikke sætte ord på min følelse. Det eneste jeg vidste, var bare, at den ikke var helt normal.

Dagen efter dukkede han heller ikke op. Og heller ikke dagen efter den. Jeg så ham ikke resten af ugen. Jeg undrede mig. Hvorfor blev han bare væk? Jeg vidste han havde været i ungdomsfængslet. Måske var noget sket ham? Det løb mig koldt ned af ryggen af frygt. Jeg var bange på hans vegne. Det var første gang det var sket for mig…

***

”Davina?” Jeg hørte den, allerede, velkendte stemme bag mig. Jeg kunne mærke smilet ville frem, men jeg bed mig i kinden i håb om, at undgå det fjogede smil. Jeg vendte mig om og så ham. Han så godt ud. Lidt længere skæg end sidst jeg så ham, men det var jo også for en uge siden.

”Aiden? Og her som jeg troede du var flygtet fra denne forfærdelige by.” Sagde jeg og smilede svagt. Han havde et glimt i øjet. I de flotte, dybe, brune øjne.

”Uden at sige farvel? Aldrig.” Han gengældte mit smil. Flirtede han med mig? ”Jeg ville se hvordan du havde det, du ved, efter festen.”
”Festen? Aiden det var for en uge siden. Jeg har det helt fint.” Sagde jeg, lidt forvirret over denne pludselige udspørgning.

”Hvordan havde hovedet det i tirsdags? Du var ret fuld.” Sagde han og kiggede på mig, med en snert af bekymring. Hvorfor var han så interesseret i hvordan jeg havde det?

”Det havde det helt fint. Hvad mener du med at jeg var, ret fuld, i mandags? Jeg drak nærmest ikke noget.” Jeg blev hevet tilbage i minderne om den aften. Jeg snakkede med Aiden. Vi gik tilbage til festen. Jeg nåede måske at drikke tre øl. Måske lidt mere. Men jeg kunne ikke huske hvordan Maeve og jeg kom hjem. Hvorfor var alt så tåget?

”Kan du slet ikke huske det. Efter vi havde snakket efterlod jeg dig, så du kunne finde din veninde.” Han sagde stadig veninde, med en snert af irritation. ”Jeg stødte ind på dig senere på aftenen. En eller anden fyr sad og ragede på dig. Jeg skubbede ham væk og sørgede for at dig og Maeve kom sikkert hjem.” Intet af det han sagde, gav mening. Jeg kunne ingenting huske. Jeg kiggede undrende på ham.

”Hvorfor kan jeg ikke huske det?” Jeg var forvirret. Forvirret over de manglende minder. Irriteret over, at jeg ikke kunne huske endnu en samtale med Aiden. Flov over at han har set mig sådan. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg forsvare mig selv? Skulle jeg stille spørgsmålstegn til hvorfor jeg var sådan? Men som om en hammer ramte mig hårdt i hovedet, kom mindet til mig. Jeg havde siddet ved baren, da han kom op. Drukket min øl, mens Maeve, ihærdigt, prøvede at forføre Aiden. Han havde spurgt om jeg var okay. Lagt en hånd på mit skød og skaffet mig en ny øl. Åbnede den for mig. Puttede noget hvidt pulver ned i den. Jeg lagde først mærke til det efter et par tåre. Efter det var for sent. Resten er utydelig.

”Der var nogle, der puttede noget i min øl.” Sagde jeg, som havde jeg fået en åbenbaring.

”Kan du huske hvem?” Aiden så endnu mere bekymret ud end før. Jeg rystede på hovedet. Ansigtet var sløret. Jeg kunne ikke sætte navn på ham. Hvem havde han været? Jeg havde ingen ide.

”Jeg bliver nødt til at komme hjem.” Jeg hviskede nærmest ordene. Aiden nikkede i retning mod en sort bil.

”Lad mig køre dig.” Sagde han og gik hen for at åbne den, nye, BMW i8. Jeg tøvede. Skulle jeg sætte mig ind i bilen med en fremmede? Men igen føltes han ikke som en fremmede. Det føltes som om, at jeg havde kendt ham, siden altid. Jeg tog en dyb indånding og satte mig ind. Bilen duftede ny. Ren. Aiden satte sig bag rattet og smilede til mig, som et lille barn. Det her var hans legetøj, og han var stolt af det. Jeg spændte mig fast og holdte godt fast i panik håndtaget over mig. Bilen trillede ud af parkeringspladsen og ud på vejen.

”Hvad siger du til at vi lige tager et sted hen først?” Spurgte han og kiggede på mig. Jeg nikkede inden jeg overhovedet havde tænkt det igennem. Min far ville blive rasende hvis jeg ikke kom hjem lige efter skole. Men jeg var ligeglad. Jeg kunne ikke tænke på andet end Aiden. Han smilede og kørte forbi kirken. Forbi shopping centeret og ned til Galway havn. Det var sent. Vi havde altid sent fri om mandagen. Men solen stod stadig højt på himlen. Han slukkede bilen og steg ud. Gik helt hen til de små skibe. Betragtede dem. Jeg fulgte efter. Kiggede rundt. Det var lang tid siden, at jeg havde været på havnen. Sidst jeg var her var med min mor.

”Jeg elsker at komme her. Bare nyde lyden af bådene, mennesker, der taler om et liv, langt væk. Eventyr.” Han smilede til mig og satte sig på den nærmeste bænk, og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ved siden af ham. ”Jeg kunne fornemme, at du ikke var glad for, at fortælle om dig selv. Så nu vil jeg fortælle noget om mig.” Han smilede til mig. ”Du har nok hørt rygter om mig. Nogle af dem passer. Jeg har brugt meget tid i fængslet. Indbrud, vold. Men alt det er forbi nu. Jeg er en god fyr. Jeg elsker hundehvalpe. Jeg flyttede hertil hen over sommeren. Min tante ville gerne tilbage hertil. Hun voksede op her. Jeg har ikke rigtig anden familie end hende. Jeg kender ikke til andre. Og jeg har det, mærkeligt nok, fint med det. Hun passer på mig, selv når jeg er besværlig. Hun elsker mig.” Han kiggede ned på sine sko. Som var hans historie, den mest sørgelige, af dem alle. Men jeg vidste jeg kunne overgå ham, med sørgelige historier. Og af en eller anden grund, havde jeg lyst til at fortælle ham om det. Jeg følte mig sikker med ham. Stolede på ham.

”Jeg mistede min mor og søster i en bilulykke. Snart 5 år siden. Den 12. november. Den værste dag i mit liv.” Jeg kunne mærke tårerne presse på. Det var første gang jeg sagde det højt. Jeg havde aldrig rigtig talt om det, før nu.

”Jeg kunne slet ikke forestille mig hvordan du må have det. Hvornår var sidste gang du så dem?” Han lagde hånden på mit knæ. Ikke på en seksuel måde, men på en beskyttende måde.

”Sidste gang jeg så dem, var få sekunder før alt gik i sort. Da bilen kørte ud over skranten. Jeg var i bilen med dem. Jeg var den eneste, der overlevede. Jeg vågnede først op på hospitalet, flere timer senere. Jeg fik at vide at min mor og Darcy døde på stedet. De var blevet spiddet. Af et træ. Jeg sad i modsatte side af dem. Det var den eneste grund til at jeg overlevede. Havde Darcy siddet i samme side som mig, havde hun måske også overlevet.” Jeg kunne ikke stoppe tårerne fra at trille ned langs kinderne. De havde startet et kapløb og havde tænkt sig at finde en vinder. Koste hvad det vil. Aiden tørrede en tåre væk fra den ene kind, og lod den anden kind vinde stort. Han tog min hånd.

”Det var jeg slet ikke klar over.” Han nærmest hviskede det. Jeg kunne intet sige. Min hals var blevet tør. Det eneste jeg kunne var, at lægge hovedet på hans skulder, og lade ham trøste mig. For første gang siden min mor og søster døde, lod jeg mig være sårbar og lade en anden trøste mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...