Little Girl Lost

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2016
  • Opdateret: 30 nov. 2016
  • Status: Igang
Den kun 19 år gamle, Davina Bryanna Cavanagh, har levet hele sit liv som tredje hjul, bange for at sige fra sig og usikker på sig selv. Da hun for fem år siden mistede sin mor og søster i en bilulykke, som kun hun overlevede flyttede hun sammen med sin far i Galway, Irland.
En ny fyr flytter til byen og fanger hurtigt Davina's interesse. Efterfølgende kommer kun dårligt til Davina's hverdag, og da hun en kold novembernat bliver kidnappet, bliver alt anderledes.

3Likes
12Kommentarer
572Visninger

2. 2

”PAS PÅ!” Var det sidste jeg hørte inden alt blev sort.

***

”Hvad med den her?” Maeve tog endnu en kort kjole frem og holdte den op foran sig. Jeg kiggede på den lille røde kjole og bad hende om at prøve den. Festen startede om 20 minutter og selvfølgelig skulle Maeve se så godt ud som muligt, og helst i en meget kort kjole, der tiltrak alle drengene, som bier rundt om honning. Maeve røg hurtigt i kjolen og drejede rundt foran mig. Jeg smilede og nikkede, som jeg havde gjort til de ti sidste kjoler, i håb om at vi snart kunne gå. Maeve kiggede ned af sig selv og smilede tilfreds. ”Det bliver den her.” Sagde hun og satte sig ned for at tage matchende røde stiletter på.

”Skal du have det der på?” Spurgte Maeve, da hun var kommet op benene efter at have iført sig de 13 centimeter høje stiletter, der kun gjorde hende endnu højere end hun allerede var. Jeg kiggede ned af mig selv.

”Hvad er der i vejen med mit tøj?” Spurgte jeg og kiggede tilbage på Maeve.

”Jeans og en sjusket top? Plus dine militærstøvler? Den går altså ikke når du skal følges med mig. Tag den sorte kjole på. Den vil fremhæve dine former.” Maeve pegede på den lille, stramme, sorte kjole, der hang på håndtaget til hendes walk in closet. Jeg sukkede, men vidste at hvis jeg først begyndte at diskutere med Maeve om mit tøj, kom vi aldrig af sted. Så jeg tog kjolen på, uden at brokke mig.

***

”Kan du se ham endnu?” Maeve var stadig helt opslugt af den mystiske Aiden, også selvom han ikke gav udtryk for at han gad hende. Jeg rystede bare på hovedet, tilbage i min sædvanlige rolle, som pigen ingen lagde mærke til, når hun var sammen med smukke, unge, Maeve MacGrory.

Jeg kiggede rundt i mængden efter Aiden. Jeg vidste ikke hvorfor jeg så gerne ville i kontakt med ham, jeg vidste bare at jeg havde brug for at se ham igen. Brug for opmærksomheden.

”Henter du ikke nogle øl, så leder jeg videre?” Inden jeg overhovedet kunne nå at svare var Maeve væk. Jeg sukkede tungt og gik hen til baren.

”Jamen dog, er det ikke Davina Cavanagh?” Jeg vendte mig hurtigt ved lyden af hans stemme. Jeg smilede automatisk ved synet af ham.

Aiden stod foran mig, iført en læderjakke, med en stram sort T-shirt indenunder, der fremhævede hans muskler.

”Aiden” sagde jeg usikkert og pludselig helt nervøs over, at stå foran ham, uden Maeve. Jeg følte mig som et lille barn, der var blevet opdaget i noget hun ikke måtte. Han smilede til mig og tog den ene øl fra mig.

”Jeg kan se at du er uden din, specielle, veninde.” Han sagde ordet ’specielle’ med en blanding af ironi og foragt i stemmen. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

Jeg elskede Maeve, men tit opførte hun sig som om hun ejede hele verdenen. Men jeg har kendt hende siden børnehaven. Vi står sammen, selvom det måske ikke altid ser sådan ud.

Aiden begyndte at gå og gjorde tegn til at jeg skulle følge med. Og jeg kunne ikke lade være. Jeg kunne ikke stoppe mig selv for ikke at følge efter. Jeg var som draget til ham. Jeg vidste ikke hvad, der gik af mig. Efter at være gået lidt stoppede han op, i udkanten af den store have, ejet af Braden Coleman. Braden var Maeves kæreste for i aften, men vi vidste alle godt, at fandt de noget bedre, ville det være dem de ville tilbringe natten med. I Maeves tilfælde var Aiden offeret.

”Fortæl mig om dig selv Davina Cavanagh” Aiden satte sig på bænken bag os og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig ved siden af ham. Og det gjorde jeg. Uden tøven. Og med et følte jeg mig underligt sikker sammen med ham. En person jeg kun lige have mødt. Hvordan var det muligt?

”Du behøver altså ikke også sige mit efternavn hele tiden” sagde jeg med et smil, helt afslappet, og uden spor af min nervøsitet fra før.

”Men jeg kan lide det. Cavanagh. Det lyder godt.” Jeg kunne ikke lade være med at smile.

Cavanagh var min fars efternavn. Min mors var Bryanna. Jeg havde arvet begge. Davina Bryanna Cavanagh.

”Der er virkelig ikke meget at fortælle. Jeg er…” jeg holdte en kort pause. ”almindelig” sagde jeg endelig. ”Jeg er ikke ligesom Maeve. Jeg kan ikke lide opmærksomheden. Jeg holder mig ofte i baggrunden.” Sagde jeg. Jeg løj. Jeg kunne godt lide opmærksomhed. Hvilken pige kunne ikke? Men med en veninde som Maeve måtte jeg holde mig i baggrunden. Det var ikke mit sted at skulle stjæle hendes rampelys. Og så længe Maeve var glad, var jeg glad. Eller det var i hvert fald, hvad jeg bildte mig selv ind.

”Du er overhovedet ikke almindelig” det lød næsten som en fornærmelse, hvis smilet ikke havde kommet lige bagefter.

”Hvordan ved du det? Du har kun lige mødt mig?” Sagde jeg, og smilede skævt.

”Jeg er god til at læse mennesker Davina. Fortæl lidt om dig. Jeg kunne godt tænke mig at lære dig endnu bedre at kende.” Jeg sukkede opgivende og gav mig til at fortælle en smule, men ikke for meget. Maeve sagde altid at jeg havde problemer med at åbne mig op overfor andre mennesker, og måske havde hun ret?

”Det er ikke fordi der er så meget at fortælle. Jeg bor alene med min far…” Jeg skulle til at snakke videre, da han afbrød mig.

”William Cavanagh ikke?” Jeg kiggede forundrende på ham.

”Jo?” Svarede jeg spørgende. Hvordan kunne han vide hvad min far hed? ”Hvorfra ved du hvad han hedder?” Jeg løftede skeptisk et øjenbryn og nervøsiteten fra før, var tilbage. Min far var ikke en populær mand. Jo selvfølgelig har hele byen, da hørt om den stakkels mand, der nu skulle opdrage sin teenagedatter helt alene, men det var ikke fordi folk kunne kende ham, når de så ham på gaden.

”Rygterne går” var hans eneste svar. Han trak på skulderne, som var det en selvfølge, at han vidste hvem min far var.

”Hvilke rygter?” Spurgte jeg og kiggede godt på Aiden. Studerede ham. Han var endnu pænere end han havde været i skolen. Jeg lagde mærke til skægstubbene. Vilde, men stadig velplejet.

”Du ved… ved du hvad? Lad os ikke tale om det. Lad os gå tilbage til festen.” Sagde han, slog sig på benene og rejste sig fra bænken. Jeg var forvirret. Forvirret over kendskabet til min far. Forvirret over at han ikke gad fortælle mig, hvorfra han vidste hvem han var. Men med et var tankerne væk igen. Jeg slog det fra mig og fulgte efter ham ind til festen, hvor jeg vidste, at Maeve ville vente. Rasende hvis hun fandt ud af, at jeg havde tilbragt til med Aiden, alene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...