10 things about You - Justin Bieber.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Jenny Abrahams, 19 år. Hun er en socialt akavet person, som ikke kommer uden for døren, medmindre hendes forældre tvinger hende. Der er mange ting, hun ikke bryder sig om, men jul er ikke en af dem. Jenny møder Justin på et julemarked, og eftersom de klikker med det samme, begynder de at hænge ud med hinanden. Der er bare én ting, som Jenny ikke ved om Justin, og det er, at han har en kæreste. Sophia Myth. Men hvad sker der egentlig, når en af dem får følelser for den anden, selvom alt tyder på, at de bare ikke er skabt til at være sammen? Og er det gengældt? Det her er mit bidrag til Julekonkurrencen, og jeg har valgt mulighed 1.

13Likes
0Kommentarer
1111Visninger
AA

2. Chapter one; Your smile.

"Jenny vågn op nu. Meredith vil gerne have dig med ned på julemarkedet i dag." Min mor hev dynen af mig, og kulden fra mit værelse lagde sig over min letpåklædte krop, hvilket fik mig til at hvæse surt ad hende. Meredith var min lillesøster, og selvom hun næsten var femten år, var det alligevel mig, der skulle passe hende.

"Kan hun ikke bare tage en veninde med eller noget? Jeg har ikke lyst i dag." Mumlede jeg, og kravlede under dynen igen. Jeg hadede at være sammen med andre mennesker. Jeg følte mig kikset og utilpas, så jeg prøvede helst at undgå det. De eneste tre mennesker jeg klingede med udover min familie, var mine bedstevenner, Jasmine, Tanya og Miles. Det var så også kun fordi, jeg havde kendt dem i hele mit liv. Miles havde altid boet lige ved siden af mig, så jeg lærte ham at kende igennem vores familier, som spiste aftensmad sammen to gange om ugen. 

"Du havde ligesom lovet hende det, så nu synes jeg, at du skal tage med hende." Sagde hun. Hun drejede om på hælen, og bevægede sig hurtigt ud af døren til mit værelse. Frustreret sukkede jeg og rejste mig op. Det var ikke fordi, at jeg ikke kunne lide jul, for tro mig, jeg elskede jul. Det var nok bare tanken om, at der ville være så ulideligt mange mennesker, der gjorde mig usikker. 

Jeg snuppede et håndklæde fra skabet ude på badeværelset, og smed det på måtten foran mit brusebad. Jeg skimtede hurtigt mig selv i spejlet, og det var ikke et kønt syn. Mit lyse hår som stod ud til trehundredeogsytten sider, var det, jeg hadede mest. Det kunne aldrig blive pænt. Jeg havde sådan noget kedeligt, tørt hår, og jeg troede aldrig på folk, hvis de komplimenterede det. 

Jeg tændte for vandet, og idet jeg lod vandet ramme min hud, skreg jeg. Det var pisse koldt, og grundet min kolde hud i forvejen, gjorde det ikke rigtig situationen bedre. "Meredith fat nu at du ikke skal sætte den over på koldt vand!" Råbte jeg surt, og hendes lille nissegrin kunne høres. Jeg havde altid kaldt hendes grin for et nissegrin, for det var virkelig ikke normalt. Hun plejede altid at slå mig, når jeg sagde det, og jeg følte tit, at jeg kom under tøflen, hvilket var lidt flovt, når jeg var den ældste.

Hurtig var jeg, og jeg var allerede ved at lægge makeup. Ikke fordi jeg blev pænere, for jeg var ikke heldig med udseendet, men jeg kunne godt lide at lægge det. Min morgenmad bestod af cornflakes, som det havde gjort hver morgen i juleferien. Jeg gjorde mig færdig, og var nu på vej nedenunder. Hele vores stue var pyntet op med julepynt, og en glad følelse spredte sig i min krop. 

"Meredith er du klar?" Spurgte jeg. Hun nikkede og rejste sig fra sofaen. Vi fulgtes ud i bryggerset, og jeg fik taget mit overtøj, og mine meget flotte matchende hue og handsker. Meredith mente, at de var grimme, men jeg kunne nu meget godt lide dem. 

"Mor vi smutter!"

 

*****

 

"Ej se den her hue Jen!" Sagde Meredith begejstret idet hun hev en hue frem, som, underligt nok, var formet som en snebold. Jeg grinte, og pillede lidt ved toppen af huen. "Jeg ønsker mig sådan en." Sagde jeg sarkastisk, og hun begyndte at smile. Jeg tog den på hovedet, og hendes søde nissegrin kom frem igen. 

"Hey jeg tænkte på noget M." Sagde jeg. Hun nikkede lidt fraværende, eftersom hun var alt for optaget af de mange forskellige huer. "Kan vi ikke splitte os op, så jeg kan kigge på nogle julegaver og sådan? Måske finder jeg noget til dig." Jeg puffede drillende til hende, og hun nikkede ivrigt. "Vi mødes her om en halv time." Dikterede jeg. "Okay?" "Okay." Sagde hun, og så var hun væk. 

I en fart vendte jeg mig om, men jeg kom ikke nogen steder andet end ind i brystkassen på en mand. "Hov undskyld." Udbrød jeg flovt og kiggede op. Mine øjne mødte et par flotte brune øjne, og et stort smil kom frem på hans læber. 

"Flot hat, den klæder dig." Grinte han. Hurtigt tog jeg den af, og kastede den over i bunken sammen med alle de andre huer. "Det var... Ja.. Det var ikke noget." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og jeg kunne allerede mærke, at min akavede personlighed kom frem. 

"Hvad end det var, så så du sød ud i den. Ret overraskende når man tænker på, hvor grim den er." Jeg begyndte at grine, og han rakte hans hånd ud imod mig. "Justin." Jeg tog imod den, og præsenterede mig selv. 

"Så Jenny, hvad giver man en pige på ja, din alder?" Spurgte han, og jeg tænkte lidt over, hvad jeg skulle svare.

"Jeg ville gerne hjælpe dig, men der er nok ikke nogen personer på min alder, der er så mærkelige som mig. Men hvis du vil have et sikkert valg, så gå efter en parfume, det kan alle piger lide." Han nikkede langsomt, og begyndte at grine igen. "Jeg synes ikke, at du virker synderligt mærkelig. Du virker unik. Det er sødt." Sagde han. Mine kinder blussede op, og jeg stivnede. Jeg var virkelig dårlig til at modtage komplimenter. Især når de kom fra en pæn fyr. 

"Dit smil er sødt." Udbrød jeg. Inderst inde græd jeg. Hvorfor skulle jeg sige sådan noget akavet noget? Dit smil er sødt, jaer flot Jenny Abrahams.

"Der kan du bare se. Jeg er utrolig mærkelig og akavet." Mumlede jeg. 

"Hvad med at du giver mig dit nummer, og så kan vi måske mødes en dag over en kop kaffe? Jeg ville elske at høre lidt mere om dig, Jenny." Han afsluttede sin sætning med et grin, og jeg gav ham det. Det ville være alt for underligt, hvis jeg sagde nej. "Vi ses nok Jenny." Han blinkede til mig, og begyndte at gå væk. "Og by the way. Dit smil er også sødt." Jeg grinte og vendte mit hoved væk fra ham. Hvad så nu? Skulle jeg bare vente på, at han ville skrive, eller skulle jeg skrive? Jeg var dårlig til det her.

Mit hjerte bankede lidt hurtigere end normalt. Hvorfor ville en dreng som ham ses med en pige som mig? Han var måske trehundrede gange over min standard, og jeg var trehundrede gange under hans. 

Jeg gik forbi boderne med juleting, og lyset fra det store juletræ på pladsen lyste op, selvom det ikke var mørkt. Jeg havde også fundet en lille ting til Meredith. Det var et tørklæde og nogle øreringe hun havde kigget på i lang tid, og jeg vidste med sikkerhed, at hun ville blive glad for tingene. Et orkester stod ved juletræet og spillede julesange, som fyldte hele gaden og flere til. Jeg prøvede at koncentrere mig om at kigge efter julegaver, men alt jeg kunne tænke på, var samtalen med Justin. Det var nu alligevel en god idé at tage med.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...