Rejsen til den anden verden

Markia bliver tvunget til at forlade alt og alle hun kender for at blive optaget på de lærdes skole, så hun kan hjælpe dem med at genoprette kontakten til den anden verden.

Copyright Emilie Søndergaard

0Likes
0Kommentarer
1347Visninger
AA

7. Kapitel 7

Langt om standsede hr. Bastian foran en smukt dekoreret dør.

”Herinde har din læremester hr. Zander kontor, og det vil være her, at du vil modtage den første del af din undervisning. Læg mærke til dørens udsmykning, alle de lærde har forskellige døre, som siger noget om deres personlighed. Så ud fra døren kan se du meget om den person, som er på den anden side. Kan du sige noget om din læremester ud fra udsmykningen på hans dør?”

Markia kiggede nærmere på døren. Hun kunne se flere forskellige blomster og natur, men hun kunne også se både bøger og noget der lignede ruiner.

”Jeg tror, at han holder meget af naturen og er interesseret i fortiden, som han udforsker gennem litteraturen og ved at besøge gamle historiske bygninger.”

”Korrekt, det er en del af hr. Zanders personlighed. Ting som han sætter stor pris på, og derfor er det en del af udsmykningen på hans dør.”

”Kan man selv vælge, hvordan ens dør skal udsmykkes?”

”Nej, døren fornemmer gennem den kraft, der udstrømmer fra den lærde, hvem vedkommende i virkeligheden er. Ikke så få lærde er blevet overrasket over at se deres inderste personlighed fortolket og fremvist for alle visuelt.”

”Hvad sker der, hvis en person ændrer sig?”

”Så vil døren også stille og roligt ændre sig. Den ændrer sig ikke drastisk på én gang, men små detaljer af gange, ligesom at ens personlighed hele tiden ændres en lille smule.”

Markis kigge fascineret på døren. Hvad mon en dør ville sige om hende. Men hvis den fandt svaret gennem kraften, og hun ikke besad kraften, hvad ville der så ske med hendes dør, ville den bare være helt blank?

”Hr. Bastian, har lærlinge også udsmykning på deres døre?” spurgte Markia forsigtigt.

”Nej, det er kun uddannede lærde, som er bosat på Skolen. Alle andre døre er blanke eller indeholder en helt anden form for udsmykning.”

Det var heldigt, så var der ingen, der den vej igennem fandt ud af, at hun ikke havde kraften.

”Nå men nok om dørene. Las os gå ind og hilse på din læremester.”

Hr. Bastian bankede en enkelt gang på døren, hvorefter en tjener åbnede døren.

”Hr. Bastian og frøken Markia er kommet for at besøge hr. Zander. Han skulle gerne vente os.”

”Naturligvis,” svarede tjeneren, mens han bukkede for hr. Zander og Markia, da de gik gennem døren.

De befandt sig i et lille rum med flere døre, og udsmykket med malerier. Til højre stod der også et par stole rundt om et bord.

”Hr. Zander befinder sig på sit kontor,” sagde tjeneren og gik over til første dør til venstre, hvor han bankede en enkelt gang, ventede lidt og åbnede herefter døren.

”Hr. Bastian og frøken Markia er kommet for at besøge dem.”

”Meget fint. Luk dem bare ind, Marcio.”

Marcio vendte sig om mod hr. Bastian og Markia og åbnede døren for dem, så de kunne træde ind i hr. Zanders kontor.

Bag et stort skrivebord midt i kontoret sad en gammel gråhåret mand med et langt sølvhvidt skæg. Han var klædt i de lærdes traditionelle kappe. Dog havde han udsmykning yderst langs ærmekanten.

Han øjne nærstuderede Markia, så hun forsøgte at se selvsikker ud, ligesom hr. Bastian havde fortalt hende, at hun skulle, men hun bar ikke sikker på, at hr. Zander blev overbevist.

”Kom indenfor og sæt jer ned,” sagde hr. Zander muntert.

Hr. Bastian og Markia gik hen og satte sig i de store lænestole ved skrivebordet. De var utrolig bløde og Markia tænkte, at hvis hun sad her for længe, så ville hun falde i søvn.

”Velkommen til Skolen frøken Markia. Hvad synes du om den indtil videre?”

”Jeg er overvældet. Den er mere storslået end noget andet, jeg har set.”

”Ja, sådan virker den det første stykke tid, men om et par uger, så har den mistet noget af sin glans, og du vil begynde at føle dig hjemme her, fordi tingene begynder at virke mindre glamourøse og mere hverdagsagtige.”

Markia tvivlede på, at hun ville falde til så hurtigt. Et par uger var jo ingen tid, men okay, det var jo allerede mere end en uge siden, at hun havde forladt sit hjem.

”Har du nogen spørgsmål?”

”Masse, men jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde.”

”Ja, jeg kan kun forestille mig, at du har mange spørgsmål, men måske det er bedst at vente med dem til senere. Så vil jeg forsøge at besvare alle dine spørgsmål.”

”Det ser jeg frem til hr. Zander”.

”Godt. Hvad siger du til, at Marcio viser dig ned til dit værelse, så kan du få pakket ud, og så ses vi til middag? Jeg har lige nogle ting, som jeg skal snakke med hr. Bastian om.”

”Ok. Men hvordan finder jeg tilbage hertil?”

”Godt og relevant spørgsmål. Du spørger bare folk om vej – både tjenere, lærlinge og læremestre. Vi vil alle gøre, hvad vi kan for at hjælpe nye lærlinge.”

”Tak, det er rart at vide.”

Hr. Zander smilede og Markia rejste sig op. Hun gik hen til døren, og bukkede for hr. Zander og hr. Bastian på vej ud, inden hun lukkede døren efter sig.

Ude på gangen åndede Markia lettet op. Hr. Zander virkede umiddelbart som en rigtig flink læremester, selvom det var svært at sige noget efter så kort et møde. Men om ikke, at de nok ville kunne få et godt samarbejde, så længe hun skulle være her.

Marcio kom ud af døren til venstre for Markia.

”Følg mig frøken Markia, så skal jeg vise dig hen til dit værelse.”

”Tak Marcio.”

Markia fulgte Marcio hen ad den store gang og ud til trappeopgangen.

”Lærlingene bor oppe på 3. sal, så vil skal lige en etage op.”

Markis smilede og fulgte efter Marcio. Oppe på balkonen på 3. sal var der to gange.

”3. sal er lærlingegangen. Pigerne bor til venstre og drengene til højre, så du skal denne vej,” sagde Marcio og drejede ned af gangen til venstre, men stoppede ud for den første dør på venstre hånd.

”Herinde har fru Iza kontor, og det er hende, som bestemmer og kontrollerer, at de kvindelige lærlinge opføre sig ordentligt, samt hjælper til hvis I har behov for det.”

Marcio bankede på døren, og Markia kunne høre en rejse sig fra en stol derinde. Døren blev åbnet af en midaldrende dame med håret samlet stramt i nakken. Hun kiggede vurderende på Markia, inden hun vendte sig om mod Marcio og smilede.

”Hvad kan jeg gøre for dig, Marcio?”

”Jeg er ved at vise frøken Markia hendes værelse. Hun er hr. Zanders nye lærling.”

”Ah, jeg syntes heller ikke, at kunne genkende hende. Et øjeblik så finder jeg lige nøglen til hendes værelse,” sagde fru Iza og gik kortvarigt ind på kontoret igen, hvorefter hun kom ud med en nøgle.

”Kom med mig frøken Markia, så skal jeg vise dig dit værelse og fortælle lidt om reglerne her på værelsesgangen.”

”Tak fru Iza.” Markia vendte sig om mod Marcio og takkede ham for hans hjælp, inden hun fulgte efter fru Iza ned ad gange.

”Du har fået værelse 12.2 frøken Markia.”

Markia kunne se, at værelserne lå i nummerorden, og at værelserne til venstre hed .1 og at værelserne til højre hed .2. De drejede rundt om et hjørne og to små piger kom løbende imod dem. Så snart de fik øje på fru Iza, stoppede de straks op og fortsatte med at gå i stedet for at løbe.

”Vi har en regel om, at man ikke må løbe på gangene,” sagde fru Iza, men de passerede de små piger. ”Men nogle af de små lærlinge har det med at glemme det indimellem. Jeg regner med, at du er gammel nok til at forstå vores regler og hvorfor det er bedst for alle, hvis de bliver overholdt.”

”Naturligvis, fru Iza,” sagde Markia og smilede.

”Godt. Så er vi her. Værelset her på højre hånd er dit.”

Fru Iza låste døren op og de trådte indenfor. Værelset var ikke stort, men større end det værelse hun havde delt med sin søster derhjemme og meget større end kahytten ombord på skibet.

Ligefrem under det ene vindue stod et skrivebord og en stol, hvor hun kunne lave lektier. Til højre for skrivebordet stod en kommode under vinduet ved siden af. Til højre for døren og op ad væggen ud mod gangen stod en seng. På væggen til venstre for døren var et skab og nogle hylder samt et spejl.

Markia satte sin taske på skrivebordet og kiggede sig omkring. Det var et rart værelse og hun var så heldig at få et værelse ud mod parken i stedet for slottets indre gård. Når hun kiggede ud af vinduet og mod højre kunne hun se solen så småt begynde at gå ned. Det var et smukt syn. I byen kunne hun ikke se solnedgangen, så hun havde udnyttet, at hun kunne se den ombord på skibet hver dag.

”I kommoden og i skabet finder du det lærlingetøj, som du skal bruge, mens du befinder dig på Skolen. Dit private tøj vasker vi og donerer til de fattige eller efter stand bruger vi det som ekstra tøj på hospitalet. Så hvis du finder et sæt tøj frem, så viser jeg dig badefaciliteterne, så du kan få et bad og noget rent tøj på- Du ligner en, der trænger til det.”

”Ja, det gør jeg helt bestemt også.”

Markia åbnede skabet og så, at der hang flere slags kjoler. Hun tog en af de lysegrå ud. Den var enkel med en naturlig pasform.

”De lysegrå kjoler er din skoleuniform, som du skal bruge til hverdag. Der hænger også to mørkegrå, som er vævet af noget tykkere materiale og er derfor til om vinteren. Du finder også en overfrakke og to finere kjoler i hhv. blå og grøn, som du kan bruge, hvis du skal til middagsselskab eller lignende under din oplæring. Jeg foreslår, at du tager en af dem på i aften.”

Markia tog den blå kjole ud af skabet.

”I kommoden finder du nogle underkjoler, gamacher, strømper og et par bælter, som du kan bruge til.”

Markia gik over til kommoden og fandt det tilbehør, som hun skulle bruge.

”Alt hvad du ellers får brug for, kan du finde nede ved badefaciliteterne.”

”Tak fru Iza.”

”Det var så lidt. Jeg forventer, at du holder dit værelse pænt, så her ikke roder, når tjenerne gør rent om onsdagen. Ellers forventer vi, at I opfører jer pænt, passer jeres skolegang og sengetider. En klokke vækker jer om morgenen og den samme klokke markerer sengetiden, hvor I skal være på jeres værelser. Andre klokker vil i løbet af dagen markerer timer og frikvarterer.”

”Okay. Det skal jeg huske.”

”Godt, så skal jeg vise dig, hvor badefaciliteterne er. Der kan du bare ligge dit gamle tøj, så får vi det fjernet.”

Markia fulgte fru Iza ud på gangen.

”Badefaciliteterne ligger nede for enden af gangen og er åben fra solopgang til solnedgang. Hvis du skal have adgang uden for åbningstiden, så tager du bare fat i mig, og så låser jeg op for dig. Men der er åben endnu. Får du ellers brug for noget i forhold til dit værelse eller dit ophold her, så tag fat i mig, og jeg skal se, hvad jeg kan gøre. Ellers får du lige din værelsesnøgle og så vil jeg bare ønske dig velkommen til Skolen og håber, at du vil falde godt til.”

”Tak for hjælpen fru Iza.”

”Det var så lidt. God aften frøken Markia.”

”God aften,” sagde Markia og bukkede for fru Iza, inden fru Iza gik tilbage mod hendes kontor.

Markia låste sin værelsesdør og gik ned til badefaciliteterne. Det var rat endelig at komme i bad. Ikke at hun var vant til, at det var en daglig rutine, da de havde været nødt til at bruge det lokale badehus, mens hendes mor havde altid lagt vægt på, at de kom der et par gange om ugen, da det var sundt i forhold til ens hygiejne og det øgede chancerne for at få et arbejde. Og nu havde hun trods alt været på en lang rejse, så et bad var fortjent.

Badefaciliteterne her var noget helt andet end det lokale badehus derhjemme. Som med alt andet på Skolen, så var her rent og pænt, og der manglede ikke noget. Ved siden af badekarrene stod der flere slags sæber og duftende olier.

Markia fandt en sæbe, der ikke duftede for kraftigt, og som mindede hende lidt om blomsterne, der voksede i haven hos familien hun tjente.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...