Rejsen til den anden verden

Markia bliver tvunget til at forlade alt og alle hun kender for at blive optaget på de lærdes skole, så hun kan hjælpe dem med at genoprette kontakten til den anden verden.

Copyright Emilie Søndergaard

0Likes
0Kommentarer
1275Visninger
AA

6. Kapitel 6

Havneområdet i Sey mindede meget om havneområdet derhjemme bortset fra, at det var mange gange større og husede gigantiske skibe i Markias øjne. Men sproget om omgangstonen blandt de arbejdende var den samme, så føltes nogenlunde trygt at begive sig gennem havneområdet og ind i den handels- og håndværksbydelen. Længst nede mod havneområdet lå mange både mindre og større kroer, hvor handlende håndværkere og rejsende kunne bo.

Markia kiggede nysgerrigt på de forskellige kroer, men he. Bastian gik forbi dem alle sammen og fortsatte længere ind i byen. Han havde uden tvivl været her før, for han gik selvsikkert ned af de forskellige gader og vidste nøjagtigt, hvor han skulle dreje. Det var tydeligt, da de forlod handels- og håndværksbydelen og trådte ind i finere kvarter, der lå lidt højere oppe og havde udsigt over det meste af byen.

Lige pludselig stoppede hr. Bastian op foran et gammelt og smukt dekoreret hus i tre etager. Havde det ikke været for det lille messingskilt ved siden af døren med de lærdes symbol, så ville Markia have troet, at dette var et hus som alle de andre.

”Dette er de lærde rejsendes bosted i Sey, så hvis du nogensinde kommer gennem Sey og mangler et sted at overnatte, så er det her, du skal søge hen. Men lige nu skal vi blot have lidt af spise, inden vi låner nogle af deres heste. Lad nu være med at se så skræmt ud Markia.”

Markia rettede sig op, hun var nødt til at se rolig og selvsikker ud, selvom hun var så nervøs, at hun var bange for at benene skulle svigte hende. Hun lagde ansigtet i alvorlige folder, selvom hun nu ikke var så sikker på, at der var nogen som lod sig narre.

”Godt, så lad os gå inden for.”

Hr. Bastian åbnede døren og lod Markia træde ind først. Markia havde kun en gang før været på en kro, og den så meget anderledes ud end denne. Her var renligt, lyst og duftede godt. Rummet var ikke så stort. Lige ved indgangen var en disk, og bag den var kroværten ved at skænke to krus øl op, som han stillede på bordet, hvorefter en ung tjenestepige bar dem hen til to rejsende.

Der var flere ledige borde, da Markia og hr. Bastian var de eneste gæster ud over de to lærde, som netop havde fået deres øl, så var der masser af borde at vælge mellem. Hr. Bastian gik ned og satte sig ved et af de mindre borde ved et af vinduerne, og Markia fulgte tavst efter ham og satte sig ned over for ham.

Tjenestepigen kom hen til dem og nejede, inden hun spurgte:

”Hvad kan jeg hjælpe herren med?”

”Vi skal have to gange mad og to glas med fortyndet vin. Og efter at vi har spist, skal vi bruge af jeres heste, så dem må du også gerne få gjort klar, så vi ikke behøver vente på det efter maden, men kan komme afsted med det samme.”

Hr. Bastian drejede hovedet væk fra tjenestepigen og kiggede kort på Markia, inden han igen vendte opmærksomheden mod tjenestepigen og sagde:

”Du må hellere give os to af jeres mest rolige heste, da min lærling her nødig skulle falde af hesten.”

Markia mærkede at hun rødmede helt vildt, da tjenestepigen kort kiggede på hende, inden hun nejede for hr. Bastian og gik til kroværten for at videregive vores bestilling.

Hun vendte hurtigt tilbage med de to glas fortyndede vin. Markia måtte indrømme, at hun godt kunne lide den fortyndede vin, da smagen var tilpas kraftig og samtidig påvirkede den ikke hendes dømmekraft. Den fortyndede vin var noget helt andet end den bidske kraftige øl, som de fleste folk foretrak. Personligt havde hun aldrig brudt sig om øllets smag eller dets påvirkning af folks sunde fornuft.

Markia kiggede ud af vinduet, der var ikke mange mennesker, som passerede forbi kroen, men dem der gik forbi, var alle fornemme folk, nogle ifølge med deres tjenere, andre to og to. En enkelt gang kom en ung dreng også gående alene uden følgeskab. Dette vidnede om den store tryghed, de lærde gav byens befolkning. Der skete sjældent noget i byerne tæt på de lærde, men i de fjerneste egne af riget, hvor der kunne være langt mellem de lærde, herskede der en mere lovløs tilstand, som dog aldrig kom helt ud af kontrol.

I det samme kom tjenestepigen gående med deres mad. De fik en lækker sammenkogt ret med noget kød, som Markia aldrig havde smagt før, og nogle rodfrugter. Dertil fik de noget fint nybagt brød. Efter Markias overbevisning var dette et sandt festmåltid, og hun nød hver en mundfuld.

Da de var færdige med maden og havde drukket ud, rejste hr. Bastian sig og gik op til kroværten for at betale, imens tjenestepigen skyndte sig hen til deres bord for at rydde af. Markia tog sin rejsekappe på og sin taske, hvorefter hun fulgte efter hr. Bastian og kroværten ud af bagdøren.

Omme i gården stod en staldknægt og holdte to lysegule heste. Hestene så rolige og solide ud, og Markia gættede på, at disse heste var mere vant til at trække vogne i roligt tempo end galopere land og rige rundt som budbringere. Hr. Bastian tog Markias taske og spændte den fast på den ene sadel og spændte derefter sin egen taske fast på den anden saddel.

Markia havde set folk stige op på en hest flere gange, men det var noget andet at stå her og selv skulle sidde op på hesten. Markia tog en dyb indånding og gik hen til hesten. Hun klappede den roligt, inden hun stak foden ind i stigbøjlen og svang sig op på hesten. Da hun først sad oppe på hesten blev hun opmærksom på, at hr. Bastian sad og holdte øje med hende fra sin hest. Han nikkede anerkendende til hende. Så havde hun gjort det rigtige ved bare at kaste sig ud i det. Hun tog fat i seletøjet og prøvede at styre hesten efter hr. Bastians hest ud gennem porten.

Markia måtte konstatere, at hesten var nem at styre og man kom hurtigt frem, selvom hun havde ondt i både bagdelen og lårene. Og der var lang vej endnu. Hr. Bastian havde stille og roligt ført dem ud af Sey. Markia havde været nervøs for, om hesten ville give hende problemer i menneskemylderet, men hr. Bastian havde ledt dem af mindre befærdede veje og uden om markedspladserne. Desuden virkede det til, at hesten var vant til byen og den blev ikke generet af hverken lugtene eller lydene.

De fulgte en handelsvej ind i landet, og Markia blev lidt overrasket over, hvor langt hun kunne se oppe fra hestens ryg i forhold til, hvis hun havde været på gåben. Hun hen over majsmarkerne til højre skimte en skov og endnu længere væk, kunne hun se en bjergkæde. Til den anden side var der marker så langt øjet rakte. For en pige, der var opvokset i en mellemstorby, så var den vidstrakte og åbne natur et særsyn, som hun fandt utrolig smuk. I ny og næ red de forbi rejsende til fods og en enkelt gang blev de overhalet af fem ryttere i fuld fart. Markia var glad for, at hun ikke sad på en af deres heste. Dem ville hun ikke kunne styre. Men ellers forløb turen hen til Skolen uden problemer.

Efter et par timer til hest kunne Markia begynde at skimte et slot i det fjerne, og som de kom nærmer, blev slottet bare større og større. Slottet var større end de lærdes tilholdssted derhjemme og større end kongens slot i Sey. Men det mest særprægede var, at der slet ikke var nogen mure rundt om slottet. Den vilde natur, som aldrig havde været særlig vild, gled langsomt over i en tæmmet udgave og helt op til slottet var det flotte anlagte parker.

Da de næsten var kommet helt hen til slottet, vendte hr. Bastian sig om mod Markia og sagde:

”Velkommen til Skolen. Dette sted vil blive dit hjem for de næste mange år, mens du står under din oplæring. Jeg håber, at du vil synes om stedet.”

”Tak hr. Bastian.”

”Når vi kommer ind gennem hovedporten, skal vi ind gennem den nærmeste port til venstre. Der ligger staldene, og her vil nogle staldknægte tage sig af vores heste og sikre, at de får et hvil samt noget at spise og drikke, indtil der bliver brug for deres kræfter igen. Herefter går vi direkte op til din læremester og hilser på ham, inden der bliver mulighed for at vaske sig og klæde om, så vi kan blive klar til middagen.”

Markia følte presset på sine skuldre tynge. Tænk nu, hvis hun ikke brød sig om sin læremester eller hvis de andre gennemskuede, at hun ikke havde kraften. Hvad mon de så ville gøre ved hende? Hvad nu hvis hun ikke passede ind og de andre ikke kunne lide hende? Hvad skulle hun så gøre? Hun havde ikke andre steder at tage hen. Markia rystede hovedet og rankede ryggen idet de red gennem hovedporten ind til Skolen.

De havde kun set andre lærde på afstand. Markia havde troet, at stedet ville vrimle med lærde og deres lærlinge, men selv inde i gården så hun kun to lærde efterfulgt af deres lærlinge på vej ind i en af tårnene. Markia lod sin hest følge hr. Bastians hest ind i staldene. Så snart de kom ind gennem porten kom en stalddreng gående og gjorde klar til at tage imod deres heste.

Hr. Bastian svang sig elegant ned af hesten og begyndte at spænde sin taske fra. Markia forsøgte at efterligne hr. Bastian, men det gik ikke helt efter planen. Idet hun svang det ene ben over hestens ryg for at sætte foden på jorden, gav det andet ben efter under hende, og hun faldt ned fra hesten og landede på bagdelen. Av, hvor gjorde det ondt i hendes haleben. Markia prøvede at rejse sig op, men benene gav efter under hende igen, og hun landede igen på bagdelen. Hr. Bastian gik hen til hende og tilbød hende en hånd. Markia tog hans hånd og ved at støtte sig til ham, lykkedes det hende at komme op og stå og blive stående. Hvorfor gjorde det så ondt? Hvordan kunne folk ride langt hver eneste dag? Hun havde aldrig hørt folk beklage sig så meget, at det svarede til den smerte, hun følte. Hun havde hørt enkelte brokke sig over, at de efter en lang dag til hest havde lidt ondt i bagdelen, men ingen havde givet udtryk for en smerte, som den Markia oplevede.

”Bare rolig. Med lidt øvelse og træning, så vil du ikke opleve samme smerte ved at ride,” sagde hr. Bastian.

”Jeg håber, du har ret, for det her gør godt nok ondt.”

”Det hjælper at få løsnet musklerne med lidt bevægelse og et langt varm bad. Du vil sandsynligvis have ondt de næste par dage, men smerten vil blive mindre og mindre.”

Markia brød sig ikke om udsigten til at begynde sin undervisning i smerte, så hun satsede på, at en god nats søvn kunne gøre underværker.

”Kom, lad os gå op og hilse på den læremester, inden du får anvist de værelse.”

”Okay.”

Markia gik hen til staldknægten, som havde taget hendes taske ned, mens hun prøvede at genvinde balancen. Han gav hende tasken og hun takkede ham, hvilket blot fik ham til at kigge underligt på hende.

Derefter fulgte Markia efter hr. Bastian ud af staldene og tværs over gården. De havde retning mod hovedindgangen, gættede Markia på. De skulle op af otte trin, inden de stod over for nogle kæmpe store døre, der svang op af sig selv, idet de satte første fod på det øverste trin. Markia havde altid regnet med, at de lærde var omgivet af magi. Men at have døre, som åbnede af sig selv, det var vildt og føltes lidt unødvendigt. De trådte ind i en hall med stor trappe, som gik op til de næste etager.

”Markia, dette er den store hall, som alle besøgende kommer gennem, når de skal mødes med de lærde, men du vil hurtigt opdage, at der findes genveje på slottet, så man ikke altid skal bruge trappeopgangen her i hallen. Hallen blev skabt for at minde besøgende om de lærdes kræfter. Det gav os et godt forhandlingsgrundlag, når vi førhen skulle forhandle med fremmede magter. Og det er stadigvæk et godt virkemiddel hver gang en ny konge kommer til magten, og han kommer forbi for at forhandle vores aftaler. Det får dem til at tænke sig om en ekstra gang, inden de begynder at forlange noget urimeligt.”

Markia var målløs. Hallen var så stor. Hun kunne godt forstå, at fremmede magthavere følte sig overvældet af de lærdes magt. Væggene var udsmykket med kæmpe malerier af forskellige egne af verden og i midten var et stort verdenskort over vores verden. Markia havde aldrig set så stort og detaljeret et verdenskort før. Hendes blik flyttede sig lidt væk Skolen, som var placeret i midten af verdenskortet og hen til Sey, som de havde været igennem på deres rejse. Lidt længere væk lå Tallery, som var hendes hjemby. Afstanden fra Skolen til Tallery var lille i forhold til hele verden. Der var så meget hun aldrig ville få at se. Pludselig følte hun sig så lille og ubetydelig. Hvordan skulle hun nogensinde kunne gøre en forskel? Hun havde ikke kraften, så hvordan skulle hun nogensinde blive en hjælp og føle sig værdig nok til at være her. Trods det havde de lærde stadig valgt hende, og det måtte betyde, at de troede på, at hun kunne gøre en forskel. Eller også var de bare ekstremt desperate. Det var også en mulighed, selvom hun håbede på, at det første var rigtigt.

Hr. Bastian begav sig over mod trappen og begyndte at gå op af den. Markia fulgte stille efter hr. Bastian. Hun var ængstelig for at møde sin nye læremester. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...