Rejsen til den anden verden

Markia bliver tvunget til at forlade alt og alle hun kender for at blive optaget på de lærdes skole, så hun kan hjælpe dem med at genoprette kontakten til den anden verden.

Copyright Emilie Søndergaard

0Likes
0Kommentarer
1407Visninger
AA

4. Kapitel 4 - opdateret

"Frøken Markia?"

Marika vendte sig om, og en ung matros stod nervøst og kiggede på hende. Hvorfor sagde han ikke noget? Efter at have stået og kigget på hinanden et stykke tid, svarede Marika:

"Ja, det er mig."

"Øhm." Han rødmede. "Jeg skulle bede dig om at slutte dig til hr. Bastian, det er spisetid, og de venter kun på dig."

"Er klokken allerede så mange? Jeg kommer med det samme. Vil du vise mig, hvor jeg skal hen?"

"Naturligvis frøken Markia. Bare følg mig."

Markia fulgte efter matrossen ned under dæk, hvor han ledte hende hen til spisesalen. Hr. Bastian ventede sammen med fire andre, som hun ikke kendte, men som hun kunne se hørte til den øverste del af besætningen.

"Undskyld, jeg er sen på den. Jeg faldt i staver over den smukke solnedgang."

Hun kiggede over på hr. Bastian, som bestemt ikke så tilfreds ud, men han sagde ikke noget. Markia satte sig på den tomme stol ved siden af hr. Bastian, mens en af de andre forsikrede hende om, at det ikke gjorde spor, hvorefter kokken blev tilkaldt med maden.

Kokken serverede en velkrydret gryderet med lam og grøntsager samt brød. Markia syntes, at det smagte fantastisk. Til maden fik de ufortyndet vin, hvilket Markia ikke drak ret meget af, da hun vidste, at hun var nødt til at være på vagt, så hun ikke kom til at tale over sig. Hun havde set, hvad alkohol kunne gøre ved folks dømmekraft.

Hr. Bastian snakkede med manden overfor, som viste sig at være skibets kaptajn. De snakkede om vejret og den sejltur, som de havde foran dem. Kaptajnen mente, at det blev en problemfri rejse. Markia faldt hen i sine egne tanker, og hun spekulerede på, hvad der mon komme til at ske, når de kom i havn. Hvor langt mon der så var hen til Skolen? Hun begyndte langsomt at forstå, hvorfor hendes bror ikke havde besøgt dem oftere, når det var så lang en rejse for at komme hjem.

"Hvad synes du frøken Markia?"

Markia vågnede op fra sin egen lille verden og kunne se, at hr. Bastian og kaptajnen sad og kiggede på hende.

"Om hvad?" spurgte Markia forsigtigt, og ud af øjenkrogen kunne hun se, at hr. Bastian rystede stille på hovedet. Hun indså, at hun var nødt til at være mere opmærksom på, hvad der skete omkring hende.

"Jeg spurgte, hvad du synes om skibet frøken Markia," svarede kaptajnen roligt. Han virkede ikke spor fornærmet.

"Jeg synes, at det er et rigtigt smukt skib. Det er ikke så ofte, at skibe i denne kalibre har lagt til i havnen. Jeg kunne se, at flere af de lokale børn stod og beundrede skibet, da vi gik ombord."

Hr. Bastian kiggede nervøst på hende og spurgte:

"Kendte du nogle af børnene?"

"Ja."

"Kender de dig?"

"Ja, men jeg tror ikke, at de genkendte mig, for ellers ville de have hilst på mig."

Hr. Bastian så straks mere rolig ud, selvom han stadig så eftertænksom ud. Markia vendte sig mod kaptajnen igen.

"Som jeg var ved at sige, så synes jeg, at det er et utroligt smukt skib, de har. Det er velholdt og flotte udskæringer, selv min kahyt er et fint lille eksemplar, hvor der er alt det, som der skal være."

"Det glæder mig at høre frøken Markia," sagde kaptajnen og smilede.

Kaptajnen var en flink gammel gråhåret mand, som mindede hendes om den gamle mand, der bor ved siden af Marika forældre. Marika begyndte at føle sig godt tilpas i hans selskab, han virkede så rolig.

"Nå hvad laver dine forældre..." Kaptajnen fik ikke lov til at tale ud, da hr. Bastian afbrød ham.

"Du må undskylde os Kaptajn. Klokken er mange, og det er ved at være sengetid for os begge, den friske havluft gør en træt."

Og ganske rigtigt. Da Markia mærkede efter, kunne hun godt mærke, at hun var ved at være træt.

"Naturligvis," sagde kaptajnen smilende og lod ikke til at være bevidst om, at hr. Bastian afbrød ham bevidst. "Tak for i aften." Han nikkede først til Markia og derefter hr. Bastian.

"God aften," sagde Markia mildt, inden hun rejste sig og fulgte hr. Bastian.

Ude på gangen spurgte hun hr. Bastian om, hvorfor han afbrød kaptajnen, da han spurgte til hendes forældre.

"Fordi du lige har forladt dem til fordel for din oplæring, og for at undgå at du bliver genkendt i tilfælde af, at han kender dine forældre. Husk på, at du de næste par år ikke vil komme hjem, og der er ingen grund til, at dine forældre går og venter på dig, hvis de snakker med kaptajnen."

Markia kom til at tænke på, hvad den lærde fortalte hende oppe på slottet, om at hendes forældre ville få en anden forklaring på hendes forsvinden end den rigtige. Gad vide om det var derfor, at hr. Bastian ikke ønskede, at hun skulle blive genkendt. Eller var det fordi, at han ikke ønskede at blive sat i forbindelse med hendes kidnapning. Men hun følte ikke rigtig, at hun kunne tillade sig at spørge.

Markia fulgte efter hr. Bastian ned til deres kahytter, hvor de ønskede hinanden godnat, inden hun låste sig ind i hendes kahyt.

Hun havde ikke fået noget lys med, så der var helt mørkt. Hun låste døren efter sig og famlede sig frem til det lille vindue, hvor hun åbnede skodderne. Det var stjerneklart, og stjernernes klare lys gjorde, at hun kunne se, hvad hun foretog sig i den lille kahyt.

Markia skiftede til hendes natkjole og børstede sit hår, inden hun kravlede ned under tæppet. Mens hun lå og kiggede på stjernerne, tænkte hun på alt det, der var sket i løbet af dagen. Og der gik ikke ret lang tid, inden hun faldt i en dyb drømmende søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...