Rejsen til den anden verden

Markia bliver tvunget til at forlade alt og alle hun kender for at blive optaget på de lærdes skole, så hun kan hjælpe dem med at genoprette kontakten til den anden verden.

Copyright Emilie Søndergaard

0Likes
0Kommentarer
1281Visninger
AA

3. Kapitel 3 - opdateret

Markia lå i sengen og kiggede op i loftet. Hun havde ikke lyst til at stå op, fordi i dag var dagen, hvor alting skulle forandres. Hun spekulerede på, om hendes kidnappere mon ville komme herhjem efter hende, hvis hun ikke befandt sig i det rigtige hus, når de kom efter hende.

Hun blev enig med sig selv om, at hun lige så godt kunne stå op. Hun manglede alligevel at pakke det sidste, inden hun skulle af sted. I dag var det meningen, at hun skulle pudse sølvtøjet, så hun ville ikke blive rigtig beskidt. Derfor havde hun besluttet sig for at tage sit rejsetøj på, da hun ikke vidste, hvor lang en rejse hun skulle ud på.

Markia rejste sig fra sengen og strakte sig. Hendes lillesøster lå og sov endnu, så hun forsøgte at være musestille, mens hun tog tøj på og redte hår. Hun samlede sine lange krøllede lokker bag på hovedet i en knold og fæstnede dem med et par hårnåle, så de ikke ville være i vejen senere på dagen. Hun foldede sit sengetæppe sammen og lagde det ned øverst i hendes rygsæk oven på hendes tøj og de få ejendele, som hun havde valgt at tage med sig. Til sidst tog hun halskæden på og gemte den under trøjen, så man ikke kunne se den, og dens kolde overflade mod hendes varme skind virkede opkvikkende.

Ude i køkkenet tog hun lidt brød, frugt og tørret kød, som hun pakkede ind og lagde ned i rygsækken. Hun tog sine støvler og kappe på, hvorefter hun kastede et sidste bedrøvet blik på sit barndomshjem, inden hun gik ud af døren.

Markia gik ned mellem de små gader, der blev oplyst af solopgangen. Normalt ville dette betyde, at hun var sent på den, men i dag ville der ikke være nogen til at tjekke hende, da hun ville være alene i huset. Det gik hende dog lidt på, da hun normalt gjorde en dyd ud af at være præcis og ikke komme for sent.

På sin vej hen over markedspladsen mødte hun hr. Thomas, der var en ven af den familie, som hun tjente. Hvad lavede han dog ude så tidligt? Hun hilste kort på ham, inden ham skyndte sig videre. Han så mere træt og bleg ud, end han plejede. Ligesom hvis han havde fået for lidt søvn i flere uger i træk. Men af hvad hun vidste, så gik hans forretning fint, så det kunne ikke være det, der bekymrede ham.

Markia gik ind i håndværkerkvarteret, der allerede summede af liv. Mændene var allerede i gang med at arbejde. Hun kunne høre smeden varme metallet op, og på den anden side af gaden var garverens lærling ved at få en ud af mange skideballer af sin mester. Markia drejede fra og gik det sidste stykke. Hun gik om bag ved huset, hvor hun lukkede sig ind gennem bagdøren.

Hun lagde sin nøgle på køkkenbordet, da hun jo ikke ville få brug for den mere, og så kunne familien se den, når de kom hjem. Hun tog sin kappe af og lagde den på spisebordet sammen med sin rygsæk, så det hele var klar til i eftermiddag. I spisekammeret tog hun lidt brød, røget skinke og ost, som hun spiste, mens hun tænkte på det, der ventede. Hvordan mon hendes kidnappere var? Hun turde ikke håbe på, at det blot var en af de lærde, der var blevet sendt af sted efter hende. Hvis det var, så var hun da sikret, at det var et anstændigt menneske, som ville behandle hende pænt. Men hvis det derimod var en af de bander, som de lærde brugte som håndlangere, så var hun ikke sikker på noget som helst. I så fald bestod hendes håb i, at de lærde ville straffe banden, hvis hun blev gjort fortræd. Det kunne vel kun være i de lærdes interesse, at hun var i stand til at starte sin oplæring med det samme i stedet for at skulle pleje sine eventuelle skader.

Hun skyllede morgenmaden ned med et glas vand. Rent vand var en af de store goder ved at arbejde i dette hus, da de havde deres egen brønd ude i baghaven, hvilket var et symbol på familiens velstand.

Da Markia var færdig med at spise morgenmad rejste hun sig, børstede krummerne ned i den ene hånd og gik ud i baghaven, hvor hun læssede krummerne af på fuglenes fodrebræt. Det var efterår, og derfor var der kun begrænsede mængder mad at finde, og derfor lagde Markia hver dag krummerne fra hendes morgenmad ud til fuglene. Der gik ikke længe, inden den første lille fugl landede og begyndte at spise. Hvem mon ville fodre dem, når nu hun forsvandt?

Markia gik indenfor igen og op i stuen, hvor hun fandt sølvtøjet frem. Hun fandt kun en del af det frem i tilfælde af, at hendes kidnappere havde tænkt sig at begå et rigtigt indbrud. De ting, der betød mest for fruen, havde hun ladet stå i skabet, i håb om at kidnapperne ville overse det. Markia gik stille og roligt i gang med at pudse - først bestikket, så fadene og dernæst pyntetingene, alt imens solen bevægede sig hen over himlen og tiden gik.

Markias nærmest robotagtige bevægelser blev afbrudt af lyden af bagdøren, der blev åbnet. Hun for sammen og kunne mærke, at hun rystede over hele kroppen. Nu var det nu. Hun rejste sig forsigtigt op og lagde sølvtøjet og kluden fra sig, hvorefter hun langsomt begav sig ud til trappen.

Hun kunne høre det rumstere nedenunder, og der var ingen tvivl om, at der var mere end en person. Præcis hvor mange kunne hun ikke høre, men de snakkede i munden på hinanden. Hun kunne høre, at nogle af dem var gået ind i spisekammeret og havde taget for sig.

Dette tegnede ikke godt. Det var en bande, som befandt sig derned. Pludselig blev larmen afbrudt af en klar stemme:

"Så er det nok. I er her ikke for at spise eller ødelægge ting. Det er et indbrud. Find det mest værdifulde og rod resten til, så det ser værre ud, end det i virkelighed er. Skulle der være nogen personer til stede i huset, så tager vi dem med os som gidsler og forlanger løsepenge senere."

Markia sank en klump i halsen. Hun stod fastfrosset til stedet, selvom hendes hjerne tryglede hende om at flytte sig. Hun kunne ikke bevæge sig, selvom hun hørte kidnapperne nærme sig. De ville snart være ude i hallen, hvor de ville få øje på hende, og så var løbet kørt.

En snusket udseende mand kom ud i hallen. Hans tøj var laset, skægget langt og håret uglet. Der var ingen tvivl om, at det var længe siden, at han havde været i bad og at hygiejne ikke var noget, som han gik op i.

Da han fik øje på Markia, smilede han, og hun så, at han kun havde få sorte tænder tilbage. Han kaldte på sine følgesvende, mens han begyndte at gå op af trappen.

Hjertet sad helt oppe i halsen på Markia, og for første gang var hun bange for, at hun skulle dø, mens hun langsomt begyndte at bakke væk fra trappen.

Flere snuskede mænd trådte ind i hallen, men midt i mængden stod en lærd. Markia kunne genkende deres karakteristiske kappe, og hans væsen udstrålede magt.

"Før hende ned til mig," sagde den lærde. "I andre kan fortsætte indbruddet."

Manden tog fast i Markias hånd og rev hende med sig ned af trappen. Hun var ved at snuble flere gange, men det lykkedes hende at holde sig på fødderne, og lidt efter stod hun ansigt til ansigt med den lærde.

"Følg mig," sagde han og vendte sig om. Markia fulgte efter ham gennem huset, hvor hun kunne se, hvordan bandemedlemmerne gennemrodede alle skabe i de forskellige rum.

Ude i køkkenet gav han Markia hendes rygsæk, hvorefter det for alvor gik op for Markia, hvad der var ved at ske. Markia tog en dyb vejrtrækning, hvorefter hun skyndte sig at tage sin kappe på og derefter rygsækken. Imens kunne hun høre, hvordan bandemedlemmerne gennemrodede alting og væltede vaser med mere ned.

Hun vendte sig om mod den lærde.

"Jeg er klar nu," sagde hun målbevidst.

"Godt," svarede han. "Men de er ikke helt færdige endnu, så vi er nødt til at vente lidt."

"Hvad laver de?"

"Hvad synes du, at det ligner? Et indbrud naturligvis. De skal stjæle nogle af familiens ting, så det hele virker autentisk. De ved dog ikke, at det hele er et set-up, så de tror bogstaveligtalt, at du nu er vores fange, som vi skal forlange løsepenge for."

"Men sådan noget kunne de lærde aldrig finde på."

"Det siger du. De lærde omgiver sig med meget mere, end du tror. Men det finder du jo snart ud af, når du bliver en af os."

Markia nikkede blot, hun vidste ikke, hvad hun skulle svare ham. Han så ikke så gammel ud, måske 10-15 år ældre end hende. Han var klippet korthåret og glatbarberet, hvilket fremhævede hans grønne øjne. Han var mere end et hoved højere og kraftigt bygget, og hans udseende udstrålede respekt, hvilket sikkert var en god ting, når man omgikkes bander.

"Jeg hedder forresten Bastian, så du kan bare tiltale mig hr. Bastian, hvis der er noget."

"Det skal jeg nok. Jeg hedder Markia."

"Goddag frøken Markia."

Markia smilede. Det var første gang, at nogen hilste hende med frøken, da det normalt kun var de højtstående borgere samt de lærde, som man tiltalte med titel.

"Du kan ligeså godt vende dig til det. Under din oplæring vil du blive tiltalt med frøken, da vi går meget op i respekt og etikette."

Markia overvejede, hvordan respekt og etikette gik hånd i hånd med det, bandemedlemmerne havde gang i. Det havde ikke noget med respekt at gøre ifølge hende.

"Hvad ved du egentlig om min oplæring?" spurgte Markia nysgerrigt.

"Ikke ret meget. Mit job er at sørge for, at du kommer sikkert frem til Skolen. Vi er flere lærde, der rejser rundt i landet og henter de nye lærlinge."

"Laver I så altid et indbrud?"

"Nej, det er første gang, at jeg har iscenesat et indbrud, men det var efter ordre, og så stiller man ikke spørgsmål. Og desuden har jeg gjort så meget andet, når jeg har hentet lærlinge."

"Øh," svarede Markia uden helt at vide, hvad hun skulle sige. Det virkede ikke som om, at han var klar over, at hun ikke besad kraften. Måske troede han virkeligt, at hun var på vej til en normal oplæring hos de lærde, så hun kunne blive en af dem.

Bandemedlemmerne samlede sig lidt efter lidt i køkkenet. Markia kunne se, at nogle af dem bar fyldte sække. De havde garanteret taget alt det sølvtøj, som hun havde været i gang med at pudse.

Da alle var samlet i køkkenet, sagde hr. Bastian:

"Godt så. Nu begiver vi os ned mod havnen i små grupper, hvor skibet venter på os. Vi sejler om en time, så lad være med at fare vild eller lave omveje. Vi skal nok finde jer igen."

Markia og hr. Bastian begav sig som de første ned mod havnen. Markia håbede inderligt, at de ikke ville komme forbi hendes barndomshjem, for hun var ikke sikker på, hvordan hun ville reagere. Heldigvis førte hr. Bastian dem uden om fiskerkvarteret og ad de store veje til havnen. Det var en omvej, hvilket enten betød, at han ikke var lokalkendt, eller at han forsøgte at undgå at tiltrække sig opmærksomhed.

Hun kiggede på de mennesker, som de passerede på deres vej. Mon de kunne se, hvad der var ved at ske? Nej, selvfølgelig ikke. Hvordan skulle man kunne se på hende, at hun var ved at blive bortført af de lærde, når hun pænt gik ved siden af hr. Bastian. Men hr. Bastian tiltrak sig lidt opmærksomhed på grund af hans højde og udstråling, hvilket gjorde, at Markia kunne gå i fred, for folk lagde ikke mærke til hende.

Nede ved havne gik de hen til den store fregat, som lå tøjret ved kajen.

"Velkommen ombord på Havets Perle frøken Markia," sagde hr. Bastian og ledte dem ombord.

"Velkommen tilbage hr. Bastian," hilste matrosen, da de kom op på dækket, hvorefter han fik øje på Markia. "Velkommen ombord til dem også frøken," sagde han og bukkede.

Markia følte sig pinlig over den høflighed, som matrosen viste hende, for hun var ikke anderledes end ham.

"Mange tak matros," svarede hun til gengæld.

Hr. Bastian viste hende den kahyt, hvor hun skulle sove. Den var ikke ret stor. Der var en smal seng, et lille bord og et skab, men vigtigst af alt så var der et vindue, så hun kunne kigge ud. Hr. Bastian fortalte, at hans kahyt lå lige ved siden af, hvis hun havde nogen spørgsmål undervejs. Ellers forventede han blot, at hun ville spise måltiderne sammen med ham og den øvre del af besætningen. Resten af tiden havde hun fri og kunne gøre, hvad hun havde lyst til, så længe at hun ikke gik i vejen for besætningen. Han forventede, at rejsen ville tage ca. en uge, hvis vejret var med dem.

Markia takkede og gik ind i kahytten for at pakke ud. En uge var lang tid, så hun kunne lige så godt pakke nogle af hendes ting ud. Hun startede med at åbne skodderne til vinduet helt, så hun kunne få noget dagslys ind.

Herefter hængte hun sin kappe op i skabet og begyndte at pakke rygsækken ud. Maden lagde hun på bordet ved siden af kanden med vand til at vaske sig med, tæppet lagde hun på sengen, og tøjet lagde hun i skabet. Hun forventede ikke, at hun ville få brug for det ekstra tøj undervejs, da der nok ikke ville være mulighed for at få et rigtig bad, og så var der ingen grund til at svine et ekstra sæt tøj til. De få ting hun havde medtaget for at huske sit tidligere liv, lagde hun på det lille bord, undtagen hendes pengepose, der indeholdte de penge, som hun havde sparet sammen gennem tiden. Hvor skulle hun gøre af den?

Hun havde ikke lyst til at efterlade den i kahytten, når hun skulle ud på dækket, men den var også for tung at bære rundt på i lommen. Hun blev enig med sig selv om, at hun gemte den under sengen. Da hun lagde sig ned og skubbede posen ind under sengen, opdagede hun, at det ene bræt i væggen sad løst, og hullet var lige akkurat stort nok til, at hun kunne gemme pengeposen der. Markia skubbede forsigtigt posen derind og satte brættet rigtig på plads igen.

Selvtilfreds rejste hun sig op. Her var der ingen, som fandt den. Hun vendte sig om for at gå ud af døren, da hun opdagede nøglen, som sad i nøglehullet i døren. Hun ville altså være i stand til at låse døren. Så hun havde ikke behøvet lede efter et gemmested, men nu ville de i hvert fald være dobbeltsikret. Markia tog nøglen ud og låste døren bag sig, hvorefter hun lagde nøglen i sin bukselomme.

Markia gik op på dækket, hvor matroserne var begyndt at gøre klar til afsejling. Hun huskede på, hvad hr. Bastian havde sagt om ikke at gå i vejen, og derfor spurgte hun den nærmeste matros:

"Undskyld, hvor må jeg stå, så jeg ikke står i vejen, men stadig har mulighed for at se, når vi lægger fra?"

Matrosen smilede og pegede over mod rælingen lige ved siden af trappen op til næste dæk.

"Du kan stille dig derovre frøken, så vil du få en fin udsigt."

"Tak," sagde Markia og gik over, hvor han havde sagt.

Markia kiggede på, mens de rejste sejlet, slap trosserne og bevægede sig ud af havnen med tidevandet. Solnedgangen var smuk herfra, og byen blev badet i et fantastisk lys med de lærdes borg på toppen af bakken. Her stod hun helt forgabt i de smukke omgivelser og uden blik for tiden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...