Rejsen til den anden verden

Markia bliver tvunget til at forlade alt og alle hun kender for at blive optaget på de lærdes skole, så hun kan hjælpe dem med at genoprette kontakten til den anden verden.

Copyright Emilie Søndergaard

0Likes
0Kommentarer
1281Visninger
AA

24. Kapitel 24

Markia og Aidan var lige blevet færdige med at spise frokost, da klokken begyndte at ringe. Det var en ny melodi, den spillede. Det måtte være tegnet til, at mindehøjtideligheden skulle til at gå i gang.

”Hvor skal mindehøjtideligheden foregå?” spurgte Markia Aidan.

”Jeg vil tro, at den foregår i kongesalen,” svarede Aidan.

”Kongesalen?”

”Ja. Har hr. Zander ikke vist dig den?”

”Nej.”

”Så skal du glæde dig. Den er et imponerende syn første gang, man træder ind i rummet. Den er bygget i samme stil som den officielle indgangshall.”

Markia tænkte på, hvor imponeret hun havde været, da hun havde sat sine fødder på Skolen første gang. Og ganske som hr. Bastian havde sagt, så havde ville hun vænne sig til det. Indgangshallen var stadig et smukt syn, men hun faldt ikke længere i svime over det.

Markia og Aidan fulgtes med de andre lærlinge hen til kongesalen, hvor de lærde ventede. Markia blev overrasket over, hvor mange mennesker der var til stede. Det var første gang, hun oplevede, at alle de lærde og deres lærlinge var samlet et sted.

Hun fik øje på Saphira i mængde og masede sig vej derhen.

”Hej Saphira,” sagde Markia.

Saphira vendte sig om og smilede.

”Hej Markia. Hej Aidan,” sagde Saphira.

Markia kiggede sig over skulderen og så, at Aidan var fulgt efter hende hen til Saphira.

”Hvordan har du det?” spurgte Markia.

”Jeg har det ok. Jeg har fået noget søvn og en god snak med min læremester hele formiddagen.”

”Det er jeg glad for at høre. Er du så parat til det her?”

”Ja, det synes jeg,” svarede Saphira og gav Markia et lille smil.

”Lad os finde nogle pladser,” foreslog Aidan, og Markia og Saphira fulgte efter ham ind i kongesalen.

Aidan havde ikke overdrevet, da han havde sagt, at kongesalen var et imponerende syn. Og i dagens anledning var salen pyntet op med hvide blomster, som duftede af forår og bedre tider. Markia, Saphira og Aidan satte sig ca. midt i salen, som hurtigt blev fyldt op.

”Har I været til noget herinde før?” spurgte Markia de to andre.

”Ja,” svarede de begge, hvorefter Saphira fortsatte. ”Vi var med, da rektor Jeronimus blev indsat. Han har kun været rektor de sidste tre år.”

”Okay,” svarede Markia og tænkte på, hvor ofte skolen mon fik ny rektor. Rektor Jeronimus var ikke ung, men heller ikke så gammel, at han ville forlade embedet, mens Markia ville gå på skolen.

Da salen var fyldt op bortset fra nogle pladser ved siden af rektor Jeronimus, rejste en lærd, Markia ikke kendte, sig op og sagde: ”Velkommen til dagens mindehøjtidelighed. Inden vi går i gang, så vil jeg bede jer alle rejse jer op i respekt for vores konge Theos den 27. og hans dronning Erika den 3.”

En masse støj bredte sig, mens alle de tilstedeværende rejste sig op. Og flere kunne ikke lade være med at tale sammen, da døren bag den lærde gik op og kong Theos og dronning Erika trådte ind. Alle lærlinge såvel som lærde nejede og bukkede for regentparret, mens de satte sig på de tomme stole ved siden af rektor Jeronimus.

Markia var imponeret over den værdighed, som regentparret udstrålede. Især i betragtning af, hvor hjælpeløse de egentlig ville være over for de lærde, hvis det kom dertil.

”I må gerne sætte jer igen,” sagde den lærde og ventede til, at alle havde sat sig, inden han fortsatte: ”Jeg vil gerne give ordet til rektor Jeronimus, som vil holde mindehøjtideligheden.”

Rektor Jeronimus rejste sig op og gik over til talerstolen, som den lærde netop var gået ned fra. Den lærde blev stående ved siden af talerstolen, mens rektor Jeronimus besteg den.

”Tak administrator Danileus,” sagde rektor Jeronimus. ”Vi er samlet her i dag for at mindes to lærlinge – frøken Nete og frøken Rosa, som i går blev fundet dræbt. Både Nete og Rosa var velsete hos deres venner og blandt os lærde. De var flittige lærlinge, som passede deres studier samtidig med, at de havde overskud til at hjælpe andre. Det er med stor sorg, at vi i dag er nødt til at tage afsked med disse to pragteksemplarer af lærlinge.”

Alle i salen nikkede anerkendende.

”Desværre er det nogle triste omstændigheder, som gør, at vi er nødt til at tage afsked med dem. Værst af alt så ved vi ikke, hvorfor eller hvordan det skete. Jeg vil ikke lyve for jer. Vi ved ikke, hvem der gjorde det. Men jeg lover jer, at vi bil blive ved med at undersøge sagen, indtil vi finder svaret.”

Spontane klapsalver udbrød i salen.

”Men indtil videre er vi nødt til at stå sammen og hjælpe hinanden igennem det. Jeg vil gerne opfordre jer til at holde øje med, hvad der sker omkring jer, så I ikke bliver overrumplet, hvis der skulle ske noget. Og skulle I se noget, så skal I lærlinge gå til jeres læremester og I lærde skal komme til mig med jeres mistanker. Så vil vi undersøge det. Ingen tanker eller mistanker anses for at være for små at komme med. Det er vigtigt, at vi står sammen om at bekæmpe denne fjende, så vi kan opretholde vores fredelige levevis. Så vi også i fremtiden er i stand til at beskytte landets befolkning.”

Flere klapsalver.

”Jeg ønsker, at vi hurtigt får bekæmpet fjenden, så vi igen kan vende tilbage til vores normale liv uden de store bekymringer. Jeg har lovet deres majestæter kong Theos og dronning Erika, at vi ikke fortæller om denne trussel uden for de lærdes kredse, da vi ikke vil skabe panik blandt befolkningen. Det er bedst for dem ikke at kende til dette. Derfor vil jeg bede jer alle sammen om at overveje nøje, hvad I fortæller og til hvem.”

Markia kunne se, at mange af de lærde nikkede bekræftende på det, som rektor Jeronimus fortalte.

”Derfor har Nete og Rosas forældre fået at vide, at deres højtelskede døtre er døde bed et uheld, hvor de eksperimenterede med magi, som lå over deres evner. Det er beklageligt, at jeg ikke kan fortælle dem sandheden. Men så længe vi ikke ved, hvem der er fjenden, så holder vi kortene og eftersøgningen tæt ind til kroppen. Både Nete og Rosas forældre har anmodet om, at pigerne bliver begravet på deres familiegrave. Dette ønske vil vi naturligvis gerne efterkomme. I har derfor mulighed for at sige et sidste farvel til de to piger i eftermiddag, inden de i aften bliver sendt hjem til deres familier. Dette foregår i rummet her ved siden af kongesalen. Jeg beder jer opføre jer med respekt, hvis I vælger at benytte jer af muligheden og giver dem foran jer den tid, som de behøver. Og med disse ord vil jeg afslutningsvis bede jer om, at vi sammen holder to minutters stilhed til minde om frøken Nete og frøken Rosa.”

Rektor Jeronimus foldede hænderne foran sig og kiggede ned. Hele salen faldt til ro. Ingen hostede eller småsnakkede. Ingen gabte eller skrabede med fødderne over gulvet. Alle sammen gav deres respekt til de to lærlinge, som havde mistet livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...