Rejsen til den anden verden

Markia bliver tvunget til at forlade alt og alle hun kender for at blive optaget på de lærdes skole, så hun kan hjælpe dem med at genoprette kontakten til den anden verden.

Copyright Emilie Søndergaard

0Likes
0Kommentarer
1342Visninger
AA

21. Kapitel 21

Markia og Saphira kiggede i samme retning som Aidan. I en sofagruppe midt i opholdsstuen var en gruppe lærlinge begyndt at diskutere højlydt.

”Det kan umuligt have været en fjende udefra,” råbte en rødhåret dreng, som Markia ikke kunne huske navnet på.

”Selvfølgelig er det en fjende udefra,” råbte Alaine vredt tilbage.

”Nej. Her er for mange lærde til, at nogen tør angribe!”

”Du tager fejl! Min læremester regner med, at det er vores gamle fjender fra den anden verden, som er begyndt at røre på sig igen.”

Markia spidsede ører. Hvad havde den anden verden med mordene Rosa og Nete at gøre?

”Din læremester tager fejl!”

”Nej hun gør ej!”

”Jo hun gør. Nete slog Rosa ihjel først og tog derefter hendes eget liv!”

”Hvorfor i alverden skulle Nete slå Rosa ihjel?” spurgte Alaine nedladende.

”Fordi Nete var forhekset!”

Der gik et gisp igennem hele opholdsstuen.

”Hvad mener du?” udbrød Silje.

Den rødhårede dreng kiggede på Silje og svarede: ”Jeg har samme læremester som Nete, så jeg bruger en del tid sammen med hende næsten dagligt. Og hun har ændret sig på det sidste. Hun var ikke længere den samme søde og sjove Nete. Bare spørg hendes venner,” sagde han og pegede på Saphira og Markia, inden han fortsatte: ”Både min læremester og jeg har snakket med Nete undervejs. Men hun ville ikke fortælle, hvad der var galt.”

”Bare fordi hun opførte sig anderledes, så betyder det jo ikke, at hun har være besat,” svarede Alaine igen.

”Min læremester har selv fortalt, at det var en af de ting, at han overvejede som forklaring på hendes ændring i personlighed.”

”Det har jeg altså svært ved at tro på. Det er skide svært at besætte folk så lang tid af gangen.”

”Jeg tror også kun, at hun har været besat i perioder. Indimellem virkede hun nærmest som sig selv.”

”Hvem skulle kunne finde på at besætte hende?”

”Det ved jeg ikke.”

”Og hvorfor skulle hun slå Rosa ihjel?”

”Det ved jeg heller ikke. Jeg ved bare, at Nete opførte sig underligt på det sidste.”

”Det er rigtigt,” indskød Saphira. ”Både Rosa og jeg havde også lagt mærke til, at hun havde ændret sig og prøvet at få hende til at fortælle, hvad der foregik. Men hun ville ikke sige noget.”

Alle i opholdsstuen vendte sig om og kiggede på Saphira. Alaine så skeptisk på Saphira.

”Det kan godt være, at I tror, at hun var besat, men jeg tror altså stadigvæk mere på min egen læremesters teori om vores gamle fjender fra den anden verden,” svarede Alaine.

”Vi får vel aldrig svaret,” sagde Silje bedrøvet.

”Selvfølgelig gør vi det. Alle de lærde vil blive ved med at undersøge sagen, indtil de finder ud af, hvad der skete og hvorfor. Og så vil vi også få besked,” sagde Aidan overbevisende.

Markia nikkede. Hun var også overbevist om, at de lærde nok skulle finde ud af, hvad der var sket og så sørge for, at det aldrig kom til at ske igen.

”Gad vide om der er noget, vi kan gøre for at hjælpe?” spurgte den rødhårede dreng.

”Vi spurgte hr. Zander, hvad vi kunne gøre for at hjælpe. Og han sagde, at vi skulle sige til, hvis vi kom i tanke om noget fx som det at Nete havde ændret sig,” svarede Markia.

Alaine kiggede surt på Markia.

”Vi ved faktisk slet ikke noget om dig Markia. Hvordan kan vi vide, at du ikke er en del af det?” sagde Alaine anklagende.

Flere af lærlingene kiggede fra Alaine til Markia og tilbage på Alaine igen.

”Jeg har ikke haft noget med det her at gøre?” sagde Markia.

”Hun har brugt hele dagen i selskab med hr. Zander og mig. Så hun kan ikke have gjort det,” sagde Aidan strengt. ”Og hvordan kan du tillade dig at anklage hende for sådan noget? Hørte du ikke, hvad rektor Jeronimus sagde om, at vi skulle stå sammen og hjælpe hinanden!”

”Øh…” svarede Alaine.

”Hør nu alle sammen,” sagde Aidan og kiggede på de andre lærlinge. ”Vi er nødt til at stå sammen. Det bliver kun nemmere for en fjende at skade os, hvis vi er uvenner og beskylder hinanden for alt muligt, som vi ikke ved noget om. Vi er nødt til at holde sammen.”

Markia kiggede rundt på de andre lærlinge og kunne se, hvordan flere af dem nikkede til det Aidan sagde.

”Husk nu på at hjælpe hinanden og støtte hinanden, hvis der er nogen, der har problemer.”

”Ja, du har ret Aidan,” sagde den rødhårede dreng. ”Lad os stå sammen og bekæmpe denne fjende i fællesskab, hvem det så end er.”

Den rødhårede dreng gik over til Aidan og gav ham hånden. De andre lærlinge rejste sig op og gav hinanden hånden skiftevis, mens de på forskellige måder gav udtryk for deres enighed i, at de skulle stå sammen.

Det var som om, at stemningen i opholdsstuen blev lettere og ikke så anspændt. Lærlingene gik hen og satte sig i grupper igen, hvor de begyndte at snakke om alt muligt forskelligt.

”Jeg ved ikke med jer, men har brug for at komme i seng,” sagde Saphira henvendt til Markia og Aidan.

”Det hr jeg også,” sagde Markia.

”Jeg tror, at jeg bliver her lidt endnu, så kan jeg lige snakke med nogen og veje stemningen samtidig,” sagde Aidan.

”Ok,” sagde Markia og rejste sig op. Saphira og Markia fulgtes op til værelserne.

”Er du sikker på, at du ikke har ombestemt dig?” spurgte Markia.

”Nej. Det er okay. Jeg tror, at jeg har brug for at være lidt alene.”

”Okay. Så må du sove godt. Bare bank på min dør, hvis der bliver noget i løbet af natten.”

”Tak. Det lover jeg. Godnat.”

”Godnat.”

Saphira gav Markia et knus og gik ind til sig selv. Markia låste sig ind på sit værelse og lukkede døren efter sig. Hun satte sig i vindueskarmen og kiggede ud over parken, som blev badet i måneskinnet. Det så både hyggeligt og uhyggeligt ud på en gang.

Markia spekulerede på, hvordan hele verden kunne ændre sig på så kort tid. Indtil nu havde Skolen været et trygt og godt sted. Nu var hun ikke så sikker længere. Hun havde altid været bange for de lærde. Hele deres institution indgydede respekt. Siden havde hun lært dem at kende og fundet ud af, at de ikke var helt så slemme og skrappe, som de virkede til. Selvom Markia vidste, at hendes tid på Skolen var begrænset, så kunne hun godt lide at være her. Hun vidste også, at hun var nødt til at være stærk og hjælpe Saphira igennem denne periode.

Træt kravlede Markia i seng, hvor hun lå og vendte og drejede sig, inden hun langt om længe faldt i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...