Rejsen til den anden verden

Markia bliver tvunget til at forlade alt og alle hun kender for at blive optaget på de lærdes skole, så hun kan hjælpe dem med at genoprette kontakten til den anden verden.

Copyright Emilie Søndergaard

0Likes
0Kommentarer
1279Visninger
AA

20. Kapitel 20

Markia, Aidan og Saphira stoppede op lige udenfor døren til opholdsstuen.

”Er I klar?” spurgte Aidan.

”Ja, det tror jeg,” svarede Markia.

Saphira nikkede blot stille.

”Okay, så lad os gå ind og finde en plads i en af sofagrupperne,” sagde Aidan og åbnede døren.

Markia og Saphira fulgte efter Aidan hen til sofagruppen ved vinduet til højre for dem.

Opholdsstuen var fyldt op med en summen af stemmer fra alle lærlingene, som snakkede om, hvad der var sket. Nogle af lærlingene kiggede op, mens Markia, Aidan og Saphira gik forbi, mens andre sad fordybet i deres samtaler.

Markia og Saphira satte sig ned ved siden af hinanden i sofaen.

”Skal jeg ikke lige finde en kop te til os alle tre?” spurgte Aidan og forsvandt, inden hverken Markia eller Saphira nåede at svare ham. Markia kiggede rundt i opholdsstuen. Alle lærlingene sad sammen i større eller mindre grupper og snakkede. Der var ingen, som lavede lektier eller sad og læste. Stemningen var trykket og alle var på vagt.

Markia kiggede på Saphira og spurgte: ”Har du fået det bedre?”

”Det ved jeg ikke. Jeg har stadig svært ved at forstå, at de ikke er her længere.”

”Ja, det føles underligt at tænke på, at vi aldrig kan tilbringe noget tid sammen med dem igen.”

”jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at forstå det her. Men en ting er jeg sikker på. Hvis jeg finder ud af, at det er en af de andre lærlinge her i rummet, som er skyld i det, så kommer vedkommende til at fortryde det,” sagde Saphira med en hårdhed i stemmen, som Markia aldrig havde oplevet fra hende før.

”Lad nu være med at gøre noget dumt…”

”Det skal du ikke bestemme!” svarede Saphira koldt og stirrede vredt på Markia, inden hun kiggede ud af vinduet.

I det samme kom Aidan gående hen mod dem med tre krus dampende te mellem hænderne.

”Værsgo,” sagde han og stillede de tre krus på sofabordet.

”Tak Aidan,” sagde Saphira og tog det ene krus.

De sad alle tre med hvert deres krus uden at sige noget. Markia vidste ikke, om hun kunne gøre noget for at lette Saphiras smerte. Måske skulle det bare have noget tid. Markia tænkte tilbage på dengang, hun mistede en af sine rigtig gode venner i en drukneulykke. Det havde taget den 7-årige Markia lang tid at komme sig over tabet af sin legekammerat. Hun havde haft svært ved at forstå, hvorfor de voksne ikke havde brugt længere tid på at være kede af det, men allerede var taget afsted på arbejde igen dagen efter. Der gik flere år, inden det gik op for hende, at de voksne var tvunget til at fortsætte med at arbejde for at kunne forsørge resten af familien, selvom de sørgede over tabet af deres søn. Livet var barsk og indimellem døde folk uden at det gav mening. Men man kunne ikke bare give op, for andres liv afhang af, at man passede sit arbejde.

Gad vide, hvordan Rosa og Netes familier ville reagere, når de hørte om dødsfaldene? Mon de allerede havde fået noget at vide? De ville nok ikke være der til mindehøjtideligheden i morgen. De kunne nok ikke nå at rejse så langt på så kort tid. Hvis de da altså havde lyst til at besøge det sted, hvor deres døtre døde.

Markia tænkte på sine egne forældre. Bare de nu havde det godt. De gik sikkert og savnede hende. Måske sørgede de endda over tabet af hende alt efter, hvilken forklaring de lærde havde givet dem. Hun håbede, at de alle sammen var ok. Hvad mon hendes mindre søskende sagde til, at hun en dag var forsvundet? Markia savnede sin familie og ville ønske, at hun kunne komme hjem og besøge dem. Men kun besøge dem. For hun måtte indrømme overfor sig selv, at hun var blevet så glad for at være på skolen, at hun ikke havde lyst til at forlade den, de lærde og kraften og få hendes gamle liv i bytte. Men hun ville ønske, at hendes familie vidste, at hun var her, og at hun havde det godt. I aften havde været skrækkelig, mens ellers havde hun jo haft nogle gode uger på Skolen indtil nu. De lærde virkede ikke så slemme, som alle gik og sagde.

Markia kiggede på Aidan og var taknemmelig for, at de delte læremester. Han havde taget pænt imod hende og hjulpet hende, når han kunne. Hun følte sig sikker på, at de nok skulle få et godt venskab i den tid, hvor hun skulle være på Skolen. Hun følte en smule angst over, at hun ikke vidste præcis, hvor længe hun skulle være her. Mon Aidan ville undre sig over, at hun måske lige pludselig forsvandt? Og hvad med Saphira? Markia kiggede på hende. Hvordan mon hun ville tage det? Savnet over at miste endnu en ven. Bare Markia kunne gøre et eller andet for at hjælpe hende. Advare hende, inden hun forsvandt. Forhåbentlig var der længe til. Nogle gange længtes hun efter at blive klar, så hun kunne komme til at hjælpe sin storebror. Andre gange ville hun ønske, at den tid aldrig kom, men at hun bare kunne blive her. Hendes nye hjem.

Jo længere tid hun skulle være på Skolen desto mere kunne hun nå at lære. Markia ville ønske, at hun kunne nå at lære alt, så hun kunne hjælpe alle i hele landet. Der var så meget viden, som aldrig ville komme ud til befolkningen. Så meget som kunne forbedres. Men hvilken forskel skulle hun kunne gøre. Hendes vej var forudbestemt af nogle andre, og hendes holdninger ville ikke gøre den store forskel. Måske var det vigtigere at fokusere på, hvor hun kunne gøre en forskel. Hun kunne være en flittig studerende og passe sine studier. Hun kunne være en god ven for Saphira og hjælpe hende gennem sorgen. Hun kunne være en god assistent for Aidan og hjælpe ham efter bedste evne, når han havde brug for det.

Markia kiggede på Saphira.

”Saphira?”

Saphira kiggede på Markia. Aidan vendte også sin opmærksomhed mod Markia.

”Jeg tænkte på, om du har brug for, at jeg sov inde hos dig i nat? Vi kan jo spørge fru Iza, om jeg ikke må rykke min madras ind på gulvet hos dig så længe, du har brug for det. Så skal jeg nok være der for dig.”

”Tak Markia. Det er pænt af dig, men jeg tror, at jeg har brug for at være alene i nat,” svarede Saphira roligt.

”Helt i orden. Skulle du ombestemme dig, så sig bare til. Lige meget om det bliver i morgen, om en uge, en måned eller et år.”

”Tak,” sagde Saphira og trykkede Markia i hånden.

”Jeg tror, at der er ballade under opsejling,” sagde Aidan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...