Rejsen til den anden verden

Markia bliver tvunget til at forlade alt og alle hun kender for at blive optaget på de lærdes skole, så hun kan hjælpe dem med at genoprette kontakten til den anden verden.

Copyright Emilie Søndergaard

0Likes
0Kommentarer
1436Visninger
AA

2. Kapitel 2 - opdateret

Foran Markia lå hele byen for hendes fødder. De lærdes tilholdssted lå på toppen af den største bakke lige uden for byen. Vejen ned og hjem ville føre hende gennem håndværkerkvarteret og markedspladsen. Der var en smuk udsigt heroppe, og hun kunne se helt ned til havnen på grund af det fine vejr. Byen lå bagerst i bugten, så den lå i sikkerhed under gamle tiders krige, da fjenden ikke kunne nå byen, uden at den var blevet advaret. Ved indsejlingen til bugten lå udkigsposter, der ved hjælp af en gammelt bavnesystem var i stand til at sende besked til byens vogtere om, at der var fjender på vej.

Markia begyndte langsomt at gå ned af bakken mod byen. Det var sidst på eftermiddagen, og himlen var så småt begyndt at mørkne ude mod øst.

Hun ville gerne være hjemme, inden mørkets frembrud. Ikke fordi det var for farligt at gå ude efter mørkets frembrud, da der kun sjældent skete voldelige episoder på grund af de lærdes kontrol over byen, men fordi hun ønskede at hilse på sin tante og onkel, der var på eftermiddagsvisit hos hendes forældre. Markia gik derfor i rask trav gennem byens små gader.

Hvis man ikke var kendt her, kunne man nemt fare vild i de små gader, og derfor holdte de besøgende og omrejsende sig som regel til de store gader, men der var meget tid at spare ved at skyde genvej gennem de små gader. På sin vej gennem den finere del af håndværkerkvarteret kom Markia forbi det hus, hvor hun tjente. Markia tænkte på, hvad den lærde havde fortalt hende. Om tre dage skulle hun forlade sit vante liv sammen med nogle kidnappere, og det sidste, hun ville få at se fra sit gamle liv, var dette hus.

Heldigvis ville den familie, hun tjente, ikke være hjemme om tre dage, når det skulle ske. De var inviteret til selskab hos hr. og fru Winter.

Det hele skræmte hende. Bare kidnapperne nu ikke ødelagde for mange af tingene i huset, for de har så stor værdi for fruen. Det meste var noget, som fruen har arvet efter hendes forældre, der døde i en ulykke, mens fruen var ganske ung.

Markia fortsatte ned gennem de små gader og over markedspladsen, inden hun kom til fiskerkvarteret, hvor hun boede sammen med sin familie. Både hendes mor og far var fiskere, og for få år siden havde de fået sparet sammen til deres egen fiskebåd, så de selv kunne beholde fortjenesten. De ekstra penge gav en større variation i kosten, og selvom de sjældent gik sultne i seng, så kunne kosten i perioder være meget ensformigt. Markia var den næstældste i en børneflok på fem. Hendes storebror var rejst hjemmefra for flere år siden på grund af sin oplæring hos de lærde, og nu hvor hun også forlod familien, så vil der kun være tre børn at mætte. Ikke at det gjorde den store forskel, da størstedelen af de penge, som hun tjente gik til husholdningen. På den måde havde hendes forældre næsten ingen udgifter til mad og tøj til hende. Og når hun så forsvandt, så forsvandt både indtægterne og udgifterne, således at hendes familie ikke mistede nogle penge.

De boede i et lille hus bygget af træ. Det bestod af et centralt beliggende rum med stue og køkken, hvorfra den varme ild kunne opvarme soveværelset og de to børneværelser. Markia delte værelse med sin lillesøster.

Markia gik ind gennem hoveddøren, ligesom at hendes tante og onkel rejste sig bordet for at gå.

“Næ, men der har vi jo Markia,” udbrød hentes tante smilende. “Kom og giv mig et knus.”

Markia hilste glad på sin tante og onkel. Det var længe siden, at hun sidste havde set dem. De spurgte ind til, om det stadig var et godt sted, hvor hun tjente, og det kunne hun jo kun bekræfte. Herefter takkede hendes tante og onkel af, da de skulle videre.

Markias forældre vendte sig om og kiggede på hende med et nysgerrigt og spændt blik.

“Hvad ville de lærde så min store pige?” spurgte Markias mor.

“Det må jeg ikke fortælle. Jeg er ked af det, men jeg kan ikke fortælle jer noget,” svarede Markia bedrøvet.

“Men de lærde indkalder jo ikke bare almene mennesker uden grund. Normalt er de jo helst fri for os,” konstaterede Markias far tørt.

“Ja, men jeg må ikke fortælle noget.”

”Det er okay Markia. Du behøver ikke fortælle noget, når du har fået ordre om at tie stille,” sagde hendes mor alvorligt.

“Tak mor,” sagde Markia og gav hendes mor et knus.

“Vent lige et øjeblik Markia,” sagde hendes mor, hvorefter hun forlod stuen og gik ind i soveværelset. Markia kunne høre, at hendes mor rodede i nogle skuffer, inden hun vendte tilbage med en lille æske.

“Markia, jeg synes, at du skal have denne her nu. Egentlig havde vi planlagt, at du skulle have den til din 15-års fødselsdag, men da vi ikke ved, hvad der kommer til at ske, så bør du have den nu,” sagde Markias mor og kiggede på hendes far, som smilede anerkendende til hendes mor.

“Tak,” sagde Markia og åbnede den lille æske.

Indeni lå en sølv halskæde med en hjerteformet medaljon som vedhæng. Markia løftede forsigtigt halskæden op af æsken og så fortryllet på den, mens hun vendte og drejede den i sine hænder. Den var så smuk.

“Hvor er den smuk. Mange tak,” sagde Markia og gav sine forældre et stort knus.

“Det var så lidt. Jeg håber, at den vil bringe held fremover og ikke mindst trøst, når alting ser håbløst ud.”

“Tak.”

“Læg du den med ind på værelset, og så går jeg i gang med at tilberede aftensmaden,” sagde Markias mor og begyndte at gå over mod køkkenet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...