Rejsen til den anden verden

Markia bliver tvunget til at forlade alt og alle hun kender for at blive optaget på de lærdes skole, så hun kan hjælpe dem med at genoprette kontakten til den anden verden.

Copyright Emilie Søndergaard

0Likes
0Kommentarer
1185Visninger
AA

18. Kapitel 18

Da middagsklokken ringede begav Markia og Aidan sig ned i spisesalen. Markia følte sig godt tilpas i Aidans selskab. Han var meget nem at snakke med og virkede oprigtig interesseret, når han spurgte om noget.

Hun ønskede, at hun kunne fortælle ham sandheden. Det ville være rart at have en at betro sig til.

Markia fyldte sin tallerken med mad fra buffeten. Hun var stadig ikke kommet sig over, hvor lækker mad de fik på skolen.

Hun spejdede ud over spisesalen for at få øje på Saphira og de andre, men hun kunne ikke se dem. Et øjeblik blev hun nervøs for, at hun var nødt til at sidde alene. Hun ville føle sig udsat, og det ønskede hun ikke. Heldigvis kom Aidan hende til undsætning, da han så, at hun kiggede efter de andre.

”Kom Markia. Du kan sidde sammen med os.”

”Tak Aidan,” sagde Markia og fulgte efter Aidan ned til bordet, hvor hans venner sad.

Markia spiste sin mad i tavshed, mens hun lyttede til drengenes snak. Hun undrede sig over, hvorfor de andre piger ikke var kommet ned til aftensmaden. De kunne vel ikke alle tre være taget på tur med deres respektive læremester på én gang. Det virkede usandsynligt. Bare der nu ikke var sket dem noget. Men hvad skulle der kunne ske på de lærdes skole?

Da de var næsten færdige med at spise, kom rektor Jeronimus ind i spisesalen sammen med et par lærde. Rektor Jeronimus var en midaldrende herre med de første grå stænk i hans sorte hår.

Alt snak i spisesalen ændredes til en hvisken og småsnak.

”Hvor ofte kommer rektor Jeronimus her?” spurgte Markia Aidan.

”Det er aldrig sket i min tid på skolen. Det er et dårligt tegn,” svarede Aidan.

”Kære lærlinge. Må jeg bede om jeres opmærksomhed?”

Spisesalen faldt helt til ro, og alle lærlingene kiggede på rektoren.

”Jeg har desværre en dårlig nyhed, som jeg er nødt til at informere jer om.”

Markia flyttede sig nervøst i stolen.

”Vi har her i eftermiddag fundet to lærlinge dræbt – frøken Nete og frøken Rosa,” sagde rektor Jeronimus, mens han kiggede rundt i spisesalen. ”Det ser ud til, at de er blevet dræbt i kamp.”

Flere lærlinge inklusiv Markia gispede. Kamp her på slottet? Markia følte sig forvirret.

”Jeg kan ikke understrege, hvor vigtigt der er, at I passer på jer selv. Og indtil vi ved noget mere, så er jeg tvunget til at indføre nogle strammere husregler.”

Markia kiggede rundt på de andre lærlinge. De fleste af dem så chokeret eller kede af det ud. Enkelte så også bestemte ud i ansigtet. Som om de var klar til kamp.

”For de første er det ikke længere tilladt at gå uden for slottet efter mørkets frembrud med mindre man er i følgeskab med sin læremester. For det andet skal I altid følges mindst to og to, hvis I begiver jer uden for slottet i dagstimerne. For det tredje vil alle former for krigsmagi være forbudt – også for jer, som er i gang med det som en del af jeres uddannelse. Det vil sige, at det ikke er tilladt at øve sig på dette. Vi har lagt noget magi ud over slottet, som er i stand til at opfange brugen af krigsmagi.”

Markia sad helt forstenet. Hun havde altid opfattet skolen som et sikkert sted. Hvem var dumme nok til at angribe et helt slot med lærde magikere? Hun vidste det ikke.

”Inden jeg overlader jer til jer selv igen, så vil jeg lige nævne, at vi holder en mindeceremoni i morgen middag, som I selvfølgelig er forpligtet til at deltage i. Har I spørgsmål til hele situationen eller tror, at I har set eller hørt noget, så må I meget gerne tage fat i jeres læremester.”

Flere af lærlingene nikkede.

”Ellers vil jeg blot byde jer god aften,” sagde rektor Jeronimus og forlod spisesalen igen. De to lærde, som Markia ikke kendte, blev tilbage i spisesalen. Sikkert for at holde øje med dem. Men på en måde gav det også en vis form for tryghed.

”Er du okay?”

Markia kiggede over på Aidan.

”Ja selvfølgelig er jeg det,” sagde hun forsvarsberedt. ”Hvorfor skulle jeg ikke være det?”

”Fordi det er to af dine veninder, som er blevet dræbt,” svarede Aidan hårdt igen.

Markia tog en dyb indånding.

”Undskyld Aidan. Det var ikke min mening at vrisse af dig. Det jeg mente var, at selvom de har været søde ved mig, så har jeg ikke kendt dem så længe, at deres død ødelægger mig. Jeg er mere bekymret for, hvem der har angrebet dem.”

”Også jeg. Jeg kan næsten ikke forestille mig en fjende, som er dum nok til at angribe skolen.”

”Heller ikke jeg,” sagde Markia og kiggede sig omkring.

De fleste lærlinge sad og småsnakkede. Hun gættede på, at de også diskuterede situationen mellem dem.

”Hvad med om vi går op og snakker med hr. Zander? Det kan være, at han kan fortælle noget mere,” foreslog Aidan.

”God ide. Lad os gøre det.”

Da Markia og Aidan rejste sig op, var der flere af de andre lærlinge, som kiggede på dem, inden de vendte tilbage til deres samtaler. Alle undtagen Alaine, som kiggede ondt på Markia. Markia kunne mærke Alaines vrede blik på hendes ryg, mens de forlod spisesalen.

På vej op af trappen stødte Markia og Aidan på en grådkvalt Saphira.

”Er du okay Saphira?” spurgte Markia og lagde armene om hende.

”Hvordan kunne det ske?”

”Jeg ved det ikke,” sagde Markia og forsøgte at trøste Saphira.

”Hvor var du under aftensmaden?” spurgte Aidan.

Saphira kiggede på ham.

”Jeg kunne ikke overskue det. Så jeg har siddet her på trappen.”

”Hvordan har du fået at vide, hvad der er sket? Vi andre fik det først at vide herunder middagen.”

”Det var mig, som fandt dem,” hulkede Saphira og lagde sit hoved på Markias skulder.

Det fik Aidan til at klappe i.

”Det er okay Saphira,” forsøgte Markia, mens Saphira fortsatte med at græde.

Markia sendte Aidan et hjælp-mig-blik, mens hun klappede Saphira på ryggen. Heldigvis fangede Aidan det.

”Saphira?” spurgte Aidan roligt.

Saphira kiggede ikke på Aidan, men drejede blot hovedet lidt, så de vidste, at hun hørte efter.

”Saphira. Jeg ved godt, at det må være helt vildt forfærdeligt at finde sine bedste veninder dræbt,” forsøgte Aidan, men Saphira begyndte blot at græde endnu mere. ”Men du er nødt til at tænke over, at vi er nødt til at kigge fremad og se, hvordan vi bedst kan stå sammen og bekæmpe denne ukendte fjende.

Saphiras hulken blev lidt lavere.

”Saphira. Vi støtter dig, og vi ved, at du også altid vil være der for os. Sammen er vi stærkest.”

Markia gav Saphira et ekstra klem.

”Men viden er også nødvendig. Derfor er Markia og på vej op til vores læremester for at høre, om han kan fortælle os mere om, hvad der er sket. Vil du med? Så kan du måske også få svar på nogle af dine spørgsmål.”

Saphira tørrede øjnene og næsen i kjoleærmet og nikkede.

”Perfekt,” sagde Aidan og gav hende et af sine blændende smil.

Saphira rettede sig op, og Markia lagde armen rundt om livet på hende. Sammen begav de sig op til hr. Zander.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...