Rejsen til den anden verden

Markia bliver tvunget til at forlade alt og alle hun kender for at blive optaget på de lærdes skole, så hun kan hjælpe dem med at genoprette kontakten til den anden verden.

Copyright Emilie Søndergaard

0Likes
0Kommentarer
1185Visninger
AA

16. Kapitel 16

”Godt Markia. Prøv at varme glasskålen og vandet en gang til. Jeg tilsætter en dråbe eliksir, som hjælpe dig med at vurdere varmen.”

Markia så til, mens hr. Zander tilsatte en dråbe eliksir fra en lille flaske, som stod på bordet. Vandet i glasskålen skiftede farve til en lys rød.

”Eliksiren gør, at vandet skifter farve i takt med, at temperaturen stiger. Jeg vil gerne have dig til at varme vandet så meget op, at det får samme mørkerøde farve som blod. Bliver vandet først lilla, så har du varmet for meget på det. Forstået?”

”Ja hr. Zander.”

Markia satte hænderne på glasskålen. Da hun havde en god følelse med glassets overflade, sendte hun energi ud gennem hænderne. Vandet blev hurtigt mørkerødt og derefter lilla. Markia stoppede kraftens energitilførsel.

”Vi kan konstatere, at du sender meget energi af sted på en gang. Det handler om at finde ud af, hvor lidt af sin kraft man kan nøjes med at bruge, så man ikke sløser den væk.”

Markia nikkede. Imens hr. Zander havde talt, havde vandet fået sin lyse røde farve igen.

”Prøv en gang til og se, om du kan kontrollere kraften, så du bruger mindre på at opvarme vandet, og så du ikke risikerer at overophede det.”

”Ja hr. Zander,” sagde Markia og vendte opmærksomheden mod glasskålen. Denne gang prøvede hun at være mere forsigtig med, hvor meget af hendes kraft hun brugte.

Vandet skiftede langsomt farve og blev gradvist mørkere og mørkere.

”Rigtig godt Markia. Se om du kan fastholde denne temperatur et stykke tid uden for store udsving.”

Markia nikkede og fortsatte med at koncentrere sig. Det var langt sværere at fastholde temperaturen end at opvarme vandet fra koldt af. Vandets farve svingede fra lidt mørkere til lidt lysere end det, det skulle være. Hun havde svært ved at få den rette farve på vandet mere end et par sekunder af gangen.

Efter lidt tid tabte hun koncentrationen, og vandet blev lynhurtigt lilla.

”Stop en gang,” sagde hr. Zander og Markia slaå glasskålen.

Mens vandet kølede af, forklarede hr. Zander: ”Prøv at se, om du kan ramme den energimængde, det kræver for at holde temperaturen stabil, og hvor du samtidig udsender den samme mængde energi hele tiden. Det er for svært at kontrollere temperaturen med de udsving i energimængden, som du tilfører.”

Markia nikkede forstående og lagde hænderne på glasskålen igen, da vandets farve var tilbage ved udgangspunktet.

Det tog hende et par forsøg, inden hun fangede fidusen. Derefter havde hun ingen problemer med at fastholde vandets temperatur.

”Flot Markia. Jeg tror, at det er rigeligt.”

Markia smilede tilfreds.

”Bare stil vandskålen fra dig.”

Hun rykkede vandskålen over på den anden side af arbejdsbordet.

”Du fangede denne opgave hurtigt, så jeg synes, at vi bare skal gå videre til næste niveau med det samme.”

”Meget gerne hr. Zander,” sagde Markia energisk.

”Det er dejligt at have så interesseret en elev,” sagde hr. Zander og smilede. ”Det næste du skal beskæftige dig med er levitation. Jeg vil gerne have dig til at flytte ting uden at røre ved dem.”

Fedt tænkte Markia.

”Jeg kan lige så godt advare dig om, at det tapper en del af din kraft, så lad være med at spilde for meget af den, men nøjes med det at bruge det nødvendige.”

Markia nikkede.

”Godt. Så vil jeg gerne have dig til at løfte blækhuset her,” sagde hr. Zander og stillede Markias blækhus foran hende.

Markia kiggede på blækhuset. Hvordan skulle hun kunne løfte det kun ved hjælp af hendes kraft? Kunne hun binde en usynlig snor om den og trække i den ved hjælp af kraften? Nej. Det virkede besværligt. Der måtte være en nemmere måde. Markia prøvede at sende noget energi ud af hendes hænder, som hun formede som en flade, der kunne flytte blækhuset.

Det lykkedes hende at få blækhuset til at flytte sig over mod den anden side af bordkanten væk fra hende. Markia følte, at hun var inde på noget af det rigtige. Hun forsøgte at flytte kraften om på den anden side, så hun skubbede blækhuset over mod hende selv.

Det gik op for Markia, at hun var nødt til at få kraften ind under blækhuset for at løfte det. Hun lagde hovedet lidt på skrå og nærstuderede blækhuset og bordet. Som blækhuset stod, så så det ud til at stå direkte på bordet, men det kunne jo være, at der var en lille smule luft imellem. Hvad var det nu, hun havde læst om modsatrettede kræfter på jorden.

Markia mærkede efter og ganske rigtigt, kunne hun fornemme lidt luft mellem blækhuset og bordet. Markia sendte sin kraft ind i luftrummet mellem blækhuset og bordets overflade. Hun tvang kraftens energi opad med en lige stor kraft under hele blækhuset. Langsomt men sikker kunne hun se blækhuset løfte sig fra bordet. Markia smilede for sig selv. Hr. Zander måtte snart komme op med nogle sværere opgaver.

Markia løftede blækhuset, så det svævede i hendes øjenhøjde. Hun fastholdt det her i et par minutter. Nu kunne hun mærke, hvordan kraften begynde at svækkes. Hun var overrasket over, hvor meget den lille opgave havde svækket hendes kraft. Det var jo bare et blækhus.

Hun begyndte at sænke blækhuset, så det til sidst stod sikkert på bordpladen igen. Markia lænede sig op ad ryglænet, mens hun forsøgte at undertrykke et gab.

”Godt klaret Markia. Jeg er imponeret over, hvor hurtig det lykkedes did at finde ud af, hvordan du skulle løfte blækhuset. Men du skal især have point for at indse, at det var tid til at sænke blækhuset igen for at undgå, at det til sidst faldt ned og gik i stykker. Det viser modenhed og en forståelse for kraften, som ikke nødvendigvis kan forventes af en, som er så ny som dig.”

”Tak hr. Zander,” sagde Markia og følte sig smigret over rosen.

”Jeg synes, at vi skal gå en lille eftermiddagstur udenfor, så du får lidt frisk luft, mens din kraft genvinder lidt af sin styrke.”

Markia smilede. Hun kunne godt bruge lidt frisk luft.

”Gå du ned og hent din frakke, og så mødes vi nede i hallen.”

”Ja hr. Zander.”

Markia rejste sig fra stolen og gik hen til døren. Hun følte sig svimmel. Det havde taget meget på hendes kræfter de små øvelser. Hun måtte hellere få lidt at drikke, inden de gik deres tur.

Så efter hun havde hentet hendes frakke på værelset, gjorde hun et kort stop i spisesalen for at få lidt at drikke. Hun slugte tre store glas vand. Måske følte hun sig også en smule sulten, så hun tog et af de store lækre æbler med, som hun spiste af, mens hun begav sig ned til hr. Zander.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...