Rejsen til den anden verden

Markia bliver tvunget til at forlade alt og alle hun kender for at blive optaget på de lærdes skole, så hun kan hjælpe dem med at genoprette kontakten til den anden verden.

Copyright Emilie Søndergaard

0Likes
0Kommentarer
1289Visninger
AA

13. Kapitel 13

Spisesalen blev hurtigt fyldt med lærlinge, der snakkede og pjattede. Markia fyldte sin tallerken med mad, inden hun satte sig ned til Saphira.

”Hej Markia. Har det været en god dag?” spurgte Saphira, da Markia satte sig.

”Ja, det har det helt bestemt. Men det har også været hårdt. Jeg har brugt formiddagen på at lære kontrol og eftermiddagen har jeg brugt på at lære alfabetet. Men ingen af delene mestrer jeg endnu desværre.”

”Det skal nok komme. Jeg brugte tre-fire dage på at lære kontrol dengang, og det er ikke unormalt, at der kan gå helt op til en uge, inden man mestrer det.”

”Jeg synes, det er lidt underligt, at kroppen kan blive så træt, når man tænker på, at det hele foregår inde i ens hoved.”

”Ja, det syntes jeg også i starten. Men man vender sig til det. Og når først du kommer i gang med at bruge din magi, så bliver kraften nemmere og nemmere at kontrollere, og du bliver derfor mindre og mindre træt, når du bruger magien. Med mindre du laver noget, som bliver mere og mere anstrengende.”

”Det er godt at vide, at det bliver nemmere.”

”Hvad skal du efter aftensmaden?”

”Det ved jeg ikke. Jeg havde overvejet om jeg skulle arbejde videre med alfabetet, men det orker jeg næsten ikke.”

”Der er heller ingen grund til at slide dig ihjel i løbet af den første uge. Om aftenen mødes de lærlinge, som har lyst, i en fælles opholdsstue, hvor vi har mulighed for at snakke, spille spil eller hjælpe hinanden med lektierne, hvis det er det, man har brug for. Det er der, vi lærer hinanden at kende, da vi som regel ellers kun bruger tid sammen med de lærlinge, som har samme mester som os selv.”

”Det lyder rigtig hyggeligt. Det vil jeg gerne være med til.”

”Skønt. Opholdsstuen ligger lige ved siden af spisesalen. Kan du se dørene derovre?” sagde Saphira og pegede over mod to døre i den anden side af spisesalen.

”Ja.”

”De fører ind til opholdsstuen. Du kan også komme ind i opholdsstuen ude fra gangen af, hvis du bare fortsætter forbi dørene, som fører ind til spisesalen.”

”Tak, fordi du hjælper mig så meget,” sagde Markia taknemmeligt.

”Det var så lidt. Vi har alle sammen prøvet at være nye og ved, hvor meget det betyder, at der er nogle andre, som hjælper os med at findes os til rette.”

”Ja, det betyder rigtig meget.”

”Du er altid velkommen til at spørge, så skal jeg se, om jeg kan hjælpe dig.”

”Tak Saphira.”

Markia spiste resten af sin mad i stilhed, mens hun lyttede til de andre lærlinges snak.

Efter maden fulgtes hun med Saphira, Nete og Rosa ind i opholdsstuen. Opholdsstuen var cirka dobbelt så stor som spisesalen med både arbejdspladser og sofagrupper.

De satte sig en sofagruppe ved vinduet. På sofabordet stod en vase med en buket blomster, som duftede af sol og sommer, selvom det var ved at blive vinter udenfor.

”Hvad har du lavet, indtil du blev lærling?” spurgte Nete nysgerrigt Markia.

”Jeg har arbejdet som tjenestepige for en velstående tømmer og hans familie. Det var et godt sted at være.”

”Jeg arbejde kort tid som hjælper hos en skrædder, inden jeg fik lov til at starte her.”

”Hvor gammel var du, da du begyndte som lærling?” spurgte Markia.

”Jeg var 10 år. Så jeg var også en del ældre end mange af de andre nye, dengang jeg ankom hertil,” svarede Nete.

”Ja, jeg var kun 7 år, da jeg kom hertil, så jeg har ikke oplevet så meget andet i mit liv,” sagde Rosa.

”Jeg var også 7 år,” sagde Saphira.

”Jeg føler mig så gammel. Jeg er fyldt 13 år, og jeg er først lige begyndt som lærling.”

”Bare rolig. Du skal nok komme efter det. Jeg brugte rigtig lang tid på at lære at høre efter og koncentrere mig, inden undervisningen kunne begynde for alvor,” sagde Rosa.

”Det behøver jeg ikke lære. Det kan jeg godt,” svarede Markia med et smil.

”Jeg ved, at hr. Zander foretrækker, at hans lærlinge ikke er alt for unge, når de begynder hos ham, så det er nok derfor, du er blevet tilknyttet ham,” sagde Nete.

”Ja, det er rigtigt. Det er noget med, at Darvin vist også var 10 eller 11 år, inden han begyndte,” sagde Saphira.

”Og når man snakker om solen, så skinner den,” sagde Nete og kiggede på noget bag Markia.

Markia vendte sig om og så Darvin komme gående ind i opholdsstuen sammen med et par andre lærlinge. Darvin kiggede rundt i lokalet og hilste med et vink, da han fik øje på Markia. Markia besvarede vinket, inden hun vendte sig om mod pigerne igen.

”Jeg er altså helt vild med Niklas’ nye hår,” sagde Nete og kiggede på en af Darvins venner, mens hun rødmede.

”Som du nok kan gætte, så har Nete en lille svaghed for Niklas,” sagde Rosa.

Markia smilede og tænkte, at det måtte være dejligt at kunne føle sådan for en anden. Men lige nu havde hun meget andet at tænke på.

”Er der nogen, som har lyst til at spille skak?” spurgte Saphira.

”Jeg vil godt,” svarede Rosa.

”Kender du skak, Markia?” spurgte Nete.

”Nej, det gør jeg ikke,” svarede Markia.

”Så kan jeg forklare dig reglerne, mens Saphira og Rosa spiller.”

”Tak, det må du meget gerne.”

Markia så sig rundt i opholdsstuen, mens Saphira og Rosa stillede spillet op. De fleste lærlinge sad i grupper og snakkede, mens nogle enkelte grupper lavede lektier. Der sad også enkelte lærlinge og læste i bøger rundt om i nogle af sofagrupperne.

Der var en dejlig behagelig stemning i lokalet, som fik Markia til at føle sig tryg og godt tilpas, selvom hun ikke havde været der så længe.

Nete begyndte at forklare Markia reglerne, mens Saphira og Rosa spillede. Markia fandt det fascinerende at se, hvor mange tanker både Rosa og Saphira gjorde sig, inden de rykkede en brik. Skak var et meget taktisk spil, som krævede en del tålmodighed.

Da Rosa havde vundet første spil, og de skulle til og i gang med andet spil, kunne Markia mærke trætheden i kroppen og gabte.

”Der er vist en, som er ved at være træt,” kommenterede Nete smilende.

”Ja. Jeg tror, at jeg vil gå i seng, så jeg er frisk til i morgen,” svarede Markia.

”Så godnat og sov godt,” sagde Nete.

”Tak og i lige måde. Og tak for i dag. Vi ses i morgen.”

”Vi ses,” svarede Saphira og vendte opmærksomheden tilbage mod spillet, mens Rosa foretog sit træk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...