Rejsen til den anden verden

Markia bliver tvunget til at forlade alt og alle hun kender for at blive optaget på de lærdes skole, så hun kan hjælpe dem med at genoprette kontakten til den anden verden.

Copyright Emilie Søndergaard

0Likes
0Kommentarer
1168Visninger
AA

12. Kapitel 12

Middagsklokken vækkede Markia. Hun gabte og strakte sig. Det havde været det rigtige valg at tage en lur fremfor at udforske slottet. Hun følte sig nogenlunde frisk igen og klar til de næste udfordringer.

Hun rejste sig fra sengen og kiggede på sig selv i spejlet. Håret var uglet og kjolen krøllet. Hun var nødt til at skrifte kjole og få håret sat, inden hun gik op for at spise frokost hos hr. Zander.

Fem minutter senere låste Markia døren ind til sit værelse og begav sig op til hr. Zander.

Marcio åbnede døren, da hun bankede på.

”Denne vej frøken Markia. Hr. Zander og Darvin venter i spisestuen.”

Markia fulgte efter Marcio ind i spisestuen, hvor hun satte sig ved siden af Darvin.

”Så må du gerne servere, Marcio,” sagde hr. Zander, da Markia havde sat sig ned.

Marcio kom med den lækreste stuvning, hun nogensinde havde fået. Kødet var mørt og dejligt krydret. Grøntsagerne var tilpas tilberedte, så der stadig var lidt bid i dem. Til stuvningen fik de også noget nybagt brød. Markia kiggede forundret på det lyse brød. Det brød, hun var opvokset med, havde altid været en del mørkere i farven og grovere. Dette brød var næsten helt hvidt indeni og meget blødt. Helt uden rester af kerner og korn.

”Hvordan får man brødet så hvidt og blødt?” spurgte Markia forundret, inden det gik op for hende, at de andre måske ville finde hendes spørgsmål dumt og udstille hende som uvidende. Men hr. Zander smilede bare og forklarede:

”Det er fordi, vi bruger en bestemt type korn, som er meget lys i farven og nem at male. Kornet er så nemt at male til fint mel, at det er muligt for os at sigte det i en meget finmasket sigte uden det store spild. Det fine mel gør det muligt at bage brød, som virker mere blødt end det, du er vant til, da vi ikke har rester af kornskaller i melet.”

Markia nikkede forstående.

”Det smager dejligt.”

”Så skal du prøve en dag at smage et helt nybagt brød med smør på. Det smager himmelsk,” grinede Darvin.

”Det kunne jeg godt tænke mig at prøve en dag,” svarede Markia og tænkte på, hvad sådan en luksus ikke ville koste. Sikkert det samme som et helt måltid til hele hendes familie.

Da de var færdige med at spise, spurgte Darvin hr Zander, om han havde mulighed for at gå med op på biblioteket, så han kunne låne en bog om magi fra de lærdes bibliotek til den opgave, som hr. Zander havde bedt ham lave.

Imens Darvin og hr. Zander var på biblioteket prøvede Markia endnu en gang at få kontrol over sin kraft, mens hun ventede. Heller ikke denne gang lykkedes det hende. Efter et par fejlslagne forsøg besluttede hun sig for at kigge rundt i hr. Zanders arbejdsværelse. Hun turde ikke røre ved noget af det, som stod på reolerne. Tænk hvis noget af det gik i stykker eller i gang med noget magi, som hun ikke kunne stoppe igen. Så hun nøjedes med at kigge.

Hr. Zander havde mange underlige ting stående. Og hun følte sug dum, da hun ikke havde nogen ide om, hvad de var eller hvad de skulle bruges til. Markia stod og betragtede en guldinstrument, da hr. Zander kommer ind af døren. Han så, hvad Markia kiggede på, og forklarede, at det var en sekstant, som sømænd brugte til at navigere med på havet.

”Nu er det vist på tide at arbejde med dine læse- og skrivefærdigheder. Sæt dig ved arbejdsbordet.”

Markia satte sig ved arbejdsbordet, hvor der lå nogle bøger, papir, fjerpenne og noget blæk.

”Kan du læse og skrive?”

”Nej hr Zander. Det kan jeg ikke,” svarede Markia slukøret.

”Det er helt i orden. Det havde jeg heller ikke forventet. Det plejer også kun at være børn af adelsklassen, som kan læse og skrive, når de optages.”

Markia åndede lettet op. Så var hun da ikke helt anderledes på det område.

”Lad os bare starte med alfabetet. Hvis du slår op på side 3 i den store røde bog, så lad os starte der. Er der nogen af bogstaverne, du genkender?”

Hr. Zander stillede sig hen bag Markia, så han kunne følge med.

”Ja,” sagde Markia. ”Jeg kan kende a’et og m’et.”

Hun pegede på de to bogstaver, mens hun nævnte dem.

”Korrekt. Som kan se, så står der to tegn ved a’et. Det første er store A og det andet er lille a. Du pegede på lille a. Hvorfor tror du, at der findes både store og små bogstaver?”

Markia tænkte sig om. Ved alle bogstaver var der to tegn, så det måtte være almindeligt at bruge begge dele. Hun kiggede på m’et, som havde genkendt. Det var store M. Hun vidste, at hendes navn startede med m og blev efterfulgt af et a.

”Er det fordi, at man kan se, at det er et navn, når det starter med et stort bogstav?”

”Ja, det er det blandt andet. Navne skriver man altid med stort begyndelsesbogstav. Man bruger det også til at genkende landenavne og stednavne.”

Markia nikkede forstående.

”Nu gennemgår jeg alfabetet bogstav for bogstav. Hver gang jeg nævner et bogstav, gentager du det og skriver det store og lille bogstav på et stykke papir. Er du med på det?”

”Ja hr. Zander.”

”Godt. Det første bogstav i alfabetet er a, som du også selv nævnte.”

”A,” gentog Markia, hvorefter hun prøvede at tegne det store A og det lille a. Det var svært at få bogstaverne til at ligne dem i bogen, selvom hun gjorde sig umage.

”Det er nemmere, hvis du holder sådan på fjerpennen,” sagde hr. Zander og rettede på hendes greb om fjerpennen.

”Prøv at skrive a’erne igen.”

Markia nikkede og dyppede fjerpennen i blækket, inden hun igen tegnede et stort A og et lille a. Det gik bedre denne gang.

”Fint. Det næste bogstav er b.”

”B,” gentog Markia og tegnede det store B og lille b.

Således arbejdede de sig igennem hele alfabetet, inden Markia lagde fjerpennen fra sig og bukkede og strakte fingrene. Det gjorde ondt. Hun klemte hårdt om fjerpennen, når hun skrev bogstaverne.

”Med tiden lærer du at holde bedre og lidt løsere på fjerpennen, så du ikke får krampe i hånden.”

Markia nikkede.

”Godt. Så vil jeg gerne have dig til at læse alle bogstaverne i alfabetet højt for mig.”

”A, B, C, D, E… øh…” Markia gik i stå.

”F.”

”Nå ja, f. A, B, C, D, E, F, G, H, I…” Markia gik i stå igen.

”J.”

”J,” gentog Markia.

Hr. Zander fik Markia til at gentage alle bogstaverne, indtil hun kunne nævne dem alle sammen.

”Godt arbejde Markia.”

”Tak hr. Zander.”

”Jeg vil gerne have, at du bruger resten af eftermiddagen på at øve dig på de enkelte bogstaver ved både at sige dem højt og derefter skrive både det store og det lille bogstav. Du kan tage tingene med op på dit værelse og øve dig. Forstået?”

”Ja hr Zander.”

”Godt. Så regner jeg med, at vi starter med alfabetet i morgen efter morgenmaden og derefter fortsætter med arbejdet med din kontrol af din kraft.”

Markia nikkede. Hun rejste sig op, samlede tingene sammen og bukkede for hr. Zander, inden hun forlod hans arbejdsværelse.

 

Tilbage på sit værelse satte Markia sig ved skrivebordet og pakkede tingene ud igen. Det var nok nødvendigt at skaffe en taske til at bære skoletingene rundt i. Det ville nok ikke blive sidste gang, at det blev nødvendigt at bære rundt på mange ting af gangen. Mon ikke en af de andre lærlinge ved, hvor man kan købe sådan noget, og hvad det koster.

Markia åbnede bogen og gav sig til at gentage hvert enkelt bogstav, hvorefter hun skrev det store og lille bogstav på papiret.

Hun gentog alfabetet igen og igen, indtil hånden krampede og hun havde bogstaver på hjernen. Måske var det på tide at øve sig på kontrol af kraften i stedet.

Markia lagde sig på sengen, lukkede øjnene og vendte opmærksomheden indad.

Hun fandt hurtigt kraften inde i sig. Den var vokset, siden hun havde været i kontakt med den i morges. Hun var nødt til at spørge hr. Zander på et tidspunkt om, hvor meget den kunne vokse til. Men lige nu galt det om at kunne fastholde kraftens form.

Hun samlede kraftens energi til en kugle og fastholdte den, mens hun langsomt begyndte at tælle til 30.

Markia nåede til 12, inden kuglens form begyndte at flyde ud. Hun lod formen forsvinde helt og slappede af et par minutter, inden hun forsøgte igen. Denne gang nåede hun helt til 15. Hun blev enig med sig selv om, at hun ville prøve en gang til, inden hun vendte tilbage til arbejdet med alfabetet. Denne gang nåede hun kun til 11. Hendes tanker begyndte at vandre, hvilket gjorde det svært at holde koncentrationen.

Markia gik over til skrivebordet igen og fortsatte sig arbejde med alfabetet, indtil middagsklokken lød og markerede, at det var tid til aftensmad. Markia pakkede sine lektier sammen og gik ned i spisesalen til de andre lærlinge. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...