Rejsen til den anden verden

Markia bliver tvunget til at forlade alt og alle hun kender for at blive optaget på de lærdes skole, så hun kan hjælpe dem med at genoprette kontakten til den anden verden.

Copyright Emilie Søndergaard

0Likes
0Kommentarer
1180Visninger
AA

10. Kapitel 10

Klokken ringede til time, og Markia forlod spisesalen sammen med de andre lærlinge og begav sig op til hr. Zanders kontor.

Hun bankede på døren, og Marcio åbnede den.

”Frøken Markia,” sagde Marcio smilende. ”Hr. Zander venter dem på sit kontor.”

”Tak Marcio,” sagde Markia og fulgte efter Marcio, der bankede på døren ind til hr. Zanders kontor og meddelte, at Markia var ankommet, hvorefter han gjorde plads, så hun kunne træde inden for.

Hr. Zander sad i sin stol bad skrivebordet, da Markia trådte inden for og var ved at skrive et brev.

”Sid ned Markia. Jeg skal lige skrive dette brev færdig, inden vi begynder din undervisning.”

Markia satte sig ned i en af de behagelige stole over for hr. Zander og brugte tiden på at studere hans kontor. Rummet var ca. dobbelt så stort som hendes værelse men med en aflang form, hvor man kom ind i den ene ende og havde to store vinduer i modsatte ende. Langs siderne var der reoler fra gulv til loft og i dem lå et virvar af bøger, papirer og underligt udseende genstande. Nogle af dem var så støvet, at de sikkert ikke var blevet berørt i flere år. Gad vide mon hvor gammel hr. Zander var, med alt det han havde samlet sammen i løbet af årene. Hun kiggede på hr. Zander, som sad og skrev, og hun blev enig med sig selv, at han sandsynligvis var omkring de 70, men hun var langt fra sikker. Hans hvide hår og skæg og rynkerne fik ham til at se gammel ud, men han udstrålte en livsenergi, som en tyveårig. Hvor meget mon han havde oplevet?

Lige pludselig løftede hr. Zander hovedet og kiggede hende direkte ind i øjnene. Hans intense blik fik hendes frygt for, at de lærde kunne læse tanker til at vende tilbage. Hr. Zander fastholdt hendes blik et øjeblik til, inden han igen vendte sin opmærksomhed mod brevet. Han rullede brevet sammen og satte sit stempel på det. I samme øjeblik trådte Marcio ind i kontoret.

”Marcio, du må gerne få sendt dette brev til fru Isabel.”

”Skal ske hr. Zander.”

Marcio tog brevet og forlod dem igen.

”Nå Markia, så er det vist på tide, at vi påbegynder din oplæring. Har du nogen spørgsmål, inden vi går i gang eller skal vi tage dem hen af vejen?”

Markia overvejede det. Hun havde masser af spørgsmål, men hun var bange for, at hr. Zanders svar bare affærdigede endnu flere spørgsmål.

”Jeg tror, at vi skal tage dem hen af vejen. Jeg har mange spørgsmål, men for hvert svar du giver mig, får jeg sikkert lyst til at stille 10 spørgsmål mere.”

”Fornuftigt valg. Du er altid velkommen til at stille mig spørgsmål, og så vil jeg forsøge at besvare dem bestemt muligt, hvis jeg finder dit spørgsmål relevant for din undervisning.”

Markia nikkede og ventede spændt på, hvad hr. Zander mon ville lære hende.

”Hvor meget ved du om den kraft, som vi lærde besidder?”

Markia tænkte over det.

”Jeg ved ikke ret meget. Kraften er noget I lærde kan bruge til at udføre opgaver, som vi almindelige mennesker ikke kan, fx kan I kommunikere via tankens kraft og I kan bruge kraften til at løfte og flytte ting.”

”Ganske rigtigt. Kraften gør det muligt for os at hjælpe resten af befolkningen og opretholde lob og orden. Men kraften kan så meget mere end det. Vi kan også bruge den til at helbrede skader på kroppen, vi kan bruge den som magtredskab i kamp og vi kan bruge den til at opfinde ting. Har du nogensinde set kraften i brug?”

”Ja,” svarede Markia og overvejede, hvor meget hun skulle afsløre, at hendes storebror havde vist og fortalt hende. ”Sidste gang min storebror var hjemme viste han mig et par tricks. Bl.a. brugte han kraften til at tænde lys og varme vand. Og så oplevede jeg, at en af de lærde talte til mig ved tankens kraft, da jeg blev kaldt op til de lærde og fik at vide, at jeg skulle begynde min oplæring.”

”Hvordan følte du, da du oplevede de ting?”

”Da min storebror viste mig trickene, blev jeg fascineret og tænkte på alt det, man kunne gøre for folk, hvis der var lærde nok. Hvor meget man kunne hjælpe hele befolkningen. Dengang hvor den lærde talte til mig via tankens kraft, blev jeg skræmt. Jeg havde hørt om, at I var i stand til at gøre det, men det var skræmmende at høre en andens stemme i sit hoved, og jeg blev faktisk bange for, at I kunne læse mine tanker.”

Hr. Zander smilede. ”Vi kan ikke direkte læse dine tanker, men vi kan fornemme det, du tænker på, ligesom hvis du talte om det. Men jeg vil lære dig, hvordan du skjuler dine tanker, så lærde ikke kan fornemme andet end det, du har tiltænkt dem at høre.”

Markia mærkede sin hjerterytme stige.

”Vil det sige, at du kan fornemme alt, hvad jeg tænker på?”

”I princippet ja, men det kræver koncentration og jo bedre jeg kender dig og jo tættere jeg er på dig desto nemmere er det. Så du behøver ikke frygte, at alle lærde du har møde, har læst dine tanker. De har højest fornemmet dine følelser og bekymringer, hvis du har været meget påvirket af dine følelser.”

”Hvad med lærlinge? Kan de også fornemme mine tanker?”

”Nej, det er først noget man lærer til allersidst i sin lærlingeperiode lige inden man bliver udlært.”

Markia åndede lettet op.

”Hvordan skjuler jeg så mine tanker?” spurgte Markia forventningsfuldt.

”Det gør du ved at indkapsle din kraft, så du kun frigiver den energi, du skal bruge uden at åbne op for dine tanker.”

”Men…” sagde Markia og gik i stå. Hun besad jo ingen kraft, hvad skulle hun gøre?

”Jeg kan se, at du sidder med et spørgsmål, som du har lyst til at stille, men ikke tør. Husk på, at din oplæring beror på tillid, og at jeg aldrig kunne finde på at misbruge min viden om dig, så når jeg siger, at du må spørge om hvad som helst, som er relevant for din oplæring, så mener jeg det.”

Markia prøvede at samle mod til sig.

”Jo, jeg…” Hun gik i stå igen og tog en dyb indånding, inden hun fik fremstammet.

”Jeg besidder jo ikke kraften, så hvordan skal jeg kunne gennemgå din oplæring?” Markia kiggede ned på sine hænder og turde ikke se hr. Zander i øjnene.

”Nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed, som du under ingen omstændigheder må fortælle videre, da det også kun er et fåtal af os lærde, som er bekendt med den, men i dit tilfælde er det nok en nødvendighed for din oplæring.”

Markia tvivlede på hr. Zander. Hvorfor skulle han dog fortælle hende en hemmelighed, som andre lærde ikke kendte? Markia sad og undrede sig, indtil det gik op for hende, at det sikkert skyldtes, at han var nødt til at vinde hendes tillid for at deres samarbejde kunne komme til at fungere, og hun var jo nødt til at yde sit bedste, så hun kunne komme sin storebror til hjælp. Så hun var jo nok nødt til at stole på, hvad hr. Zander fortalte hende i sin oplæring.

Markia kiggede op på hr. Zander.

”Alle mennesker besidder kraften,” begyndte hr. Zander stille og roligt, men så snart han havde sagt sætningen, udbrød Markia beslutsomt.

”Det passer ikke. Jeg kender mange mennesker, som ikke besidder nogen kraft,” mens hun lagde armene over kors og så mistænksomt på hr. Zander. Hr. Zander smilede.

”Lad mig forklare. Som jeg sagde, så besidder alle mennesker kraften.” Markia skulle til at afbryde ham igen, men hr. Zander hold hånden op for at vise, at hun skulle lade ham forklare sig. ”Men langt de fleste mennesker har så lille en kraft, at den ikke er en hjælp for dem, og derfor bliver den ikke frigivet. Forestil dig, at hvis det koster flere kræfter at kontrollere den kraft du besidder end kraften er værd, så vil du bruge al din energi på at kontrollere noget ubrugeligt og ikke kunne bidrage med noget til samfundet. Derfor udvælger de lærde kun de individer, som har en vis mængde kraftpotentiale i sig til at blive lærlinge, mens resten af befolkningen går rundt i den tro, at de ikke besidder kraften. Hvis du ikke besad bare en lille smule kraft, så ville du fx ikke kunne høre os tale til dig via tankens kraft.”

Markia måbede. Det ville altså sige, at hun besad kraften. Men at hendes potentiale nok ikke ville være så stor. Tænk hvor meget potentiale der gik tabt ved at alle folk ikke fik det at vide.

”Hvorfor lyver I og fortæller folk, at de ikke besidder kraften i stedet for at fortælle dem sandheden?”

”Det gør vi af flere grunde. En af grundene er, at det sikrer vores høje position i samfundet, da vi har nogle evner, som andre ikke har. Tænk også på, at hvis alle konger fandt ud, at de besad bare en lille smule kraft og så fandt på at ville misbruge den. Det kunne medføre store problemer. En anden grund er, at vi ikke er lærde nok til at holde øje med befolkningen, hvis alle fik frigivet deres kraft. Nogle nabostridigheder kunne ende med at brænde hele byer ned og slå mange uskyldige ihjel.”

Som hr. Zander forklarede det, så gav det mening at undlade at fortælle befolkningen det, selvom hun stadig syntes, at det var forkert at lyve for folk på den måde.

”Men hvad med alle de folk, som dør, da der ikke er nogen lærde i nærheden til at helbrede dem, hvis de kommer til skade. Hvis alle folk fik frigivet sin kraft, så ville mange flere være i stand til hjælpe hinanden.”

”Det har du helt ret i, men den øverste ledelse blandt de lærde har vurderet, at det er sikre på denne måde, da vi frygter misbrugen af kraften mere.”

”Men…” begyndte Markia og stoppede op igen. Hun tænkte sig lidt om, inden hun fortsatte: ”Jeg kan godt forstå din pointe, jeg synes bare, at det er forkert.”

”I din læretid vil du komme til at læse nogle historiske værker, som beskriver, hvor galt det kan gå. Den ordning, som vi har nu, har ikke altid eksisteret. Og en gang var det et spørgsmål om penge, der afgjorde om du fik frigivet din kraft og blev optaget som lærling. En sjælden gang imellem skete det, at en fattig besad så stor en kraft, at den blev frigivet af sig selv, og uden oplæring kan kraften være farlig. Det er derfor, at lærde rejser rundet i hele landet og undersøger alle børn for deres potentiale.”

”Kan jeg risikere at møde den lærde, som undersøgte mig den gang?”

”Ja, det kan du godt. Men du har været så lille, at I sandsynligvis ikke kan genkende hinanden. Og skulle han genkende dig, så gik det jo nok også.”

”Men ville han ikke undre sig over, at jeg alligevel var begyndt en oplæring, selvom han havde fravalgt det?”

”Det ville han nok. Men han ville aldrig drøfte det med andre en din læremester, og det er jo mig. Og så ville jeg forklare ham, at jeg har valgt dig.”

”Hvordan kan du være så sikker på, at det ikke vil skabe problemer? Kender du ham?”

”Ja.”

”Hvem er det?”

”Det vil jeg ikke fortælle dig, da det ikke har nogen indflydelse på din oplæring.”

”Nå okay,” mumlede Markia.

”Har du flere spørgsmål til dette emne eller hvad siger du til, at jeg frigiver din kraft, og så bruger vi de næste par dage på at lære dig at kontrollere den?”

Markia mærkede kroppen reagere tvetydigt. En del af hende ville meget gerne have frigivet kraften og udnytte sit potentiale, men anden del af hende var mere skeptisk og nervøs for om det gik godt. Hr. Zander havde jo sagt, at det kunne være farligt at få frigivet sin kraft uden at kunne kontrollere den, og hvad nu hvis hendes kraft var så lille, at den ikke var brugbar, så kom hun jo aldrig til at hjælpe sin storebror.

Så i stedet at sige noget, så nikkede hun blot i håb om, at hr. Zander forstod, at hun gerne have frigivet sin kraft.

”Godt. Så vil jeg bede dig om at rejse dig op og stille dig her ved siden af mit skrivebord.”

Markia rejste sig og stille sig der, hvor hr. Zander har anvist det.

”Fint. Luk øjnene.”

Hun lukkede øjnene, som hun blev bedt om. Hun kunne høre, at hr. Zander rejste sig fra hans stol og kom hen til hende.

”Nu placerer jeg mine hænder på siden af dit hoved. Det kommer til at gøre ondt, men du kan få noget smertestillende bagefter.”

Mens han sagde det, lagde han sine gamle ru hænder på hendes hoved. De gamle hænder føltes varme trods den kølige temperatur på hans kontor.

Markia syntes ikke, at hun kunne mærke nogen forskel, men efter lidt tid begyndte hun at få hovedpine, hvilket hun ellers kun sjældent fik. Det var som om, hovedpinen startede midt inde i hovedet og langsomt bredte sig ud i resten af hovedet. Da det føltes som om, at hovedet var ved at eksplodere og smerten var tæt på uudholdelig, skete der noget. Det føltes som en ballon, hvor luften begyndte at sive ud og mens luftens sivede ud forsvandt hovedpinen, indtil hun stod tilbage med en lidt underlige følelse af, at hendes bevidsthed var blevet større.

Pludselig blev hun meget træt og var næsten ved at dejse om, da hr. Zander sagde: ”Så må du gerne åbne øjnene igen Markia.”

Markia åbnede sine øjne og prøvede at fokusere på hr. Zander, men værelset kørte rundt for øjnene af hende og hun følte sig svimmel.

”Kom og sæt dig på stolen. Så finder jeg noget at drikke til dig.”

Markia slæbte sig hen til lænestolen og satte sig, så hun støttede hovedet med begge hænder. Samtidig kunne hun høre hr. Zander skænke noget væske op i et glas.

”Her, drik dette. Det vil kvikke dig op og tage det sidste af hovedpinen.”

Markia drak lydigt det hele og satte glasset på skrivebordet, da hun var færdig. Og ganske rigtig, der gik ikke mere end et halv minuts tid, inden hun følte sig langt bedre tilpas.

Hun kiggede over på hr. Zander, som havde sat sig på sin plads igen.

”Hvordan har du det?” spurgte han.

”Nogenlunde tror jeg. Hovedpinen er næste væk og jeg føler mig ikke træt længere.”

”Godt. Det var også den nemme del – altså at frigive din kraft. Og jeg må sige, at du har lang større potentiale, end jeg havde turde håbe på. Så nu kommer den svære del – kontrol. Er du klar?”

”Ja,” svarede Markia og gjorde sig klar til den hårdeste og mest frustrerende dag indtil nu i hendes 13 år lange liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...