Rejsen til den anden verden

Markia bliver tvunget til at forlade alt og alle hun kender for at blive optaget på de lærdes skole, så hun kan hjælpe dem med at genoprette kontakten til den anden verden. Copyright Emilie Søndergaard

1Likes
0Kommentarer
954Visninger
AA

1. Kapitel 1 - opdateret

Markia kom gående ned af den lange gang. Hun brød sig ikke om følelsen af at blive kigget ned på. På væggene hang billeder af de gamle konger og dronninger, og de holdt øje med alle, som kom og gik.

Markia kunne ikke forstå, hvorfor de lærde havde bedt hende komme, når hun ikke besad kraften. Så vidt hun vidste, så beskæftigede de lærde sig ikke med den almene befolkning, hvis de kunne undgå det.

Hendes ben blev tungere og mere ustabile desto nærmere, hun kom døren for enden af gangen. Og mere end en gang overvejede hun at vende om og stikke af. Men inderst inde vidste hun godt, at det ikke ville ændre noget. Markia nærmede sig nervøst den store trædør. Hun glattede sin kjole og rettede på bæltet, inden hun tog en dyb indånding og gjorde sig klar til at banke på døren. Men inden hendes hånd ramte døren, sagde en stemme i hendes hoved.

“Bare kom ind, du er ventet.”

Markia frøs på stedet. Hun havde hørt tale om de lærdes evne til at tale via tankens kraft, men hun havde aldrig selv oplevet det før. Faktisk havde hun altid troet, at folk uden for de lærdes verden ikke kunne deltage i tankesamtalerne. Hun blev bange. Hvad nu hvis de lærde var i stand til at høre alles tanker? Hun var ikke sikker på, om hun nogensinde turde tænke en tanke om de lærde igen.

Markia tog en dyb vejrtrækning og åbnede langsomt den store dør. Den gav en høj knirkende lyd fra sig, så hun skyndte sig ind og lukkede døren efter sig igen. Hun vendte sig om og iagttog den store sal. Den var et fantastisk syn, og hun følte sig helt målløs. Aldrig havde hun været i så stort et rum, der samtidig var så enestående. Rummet var bygget i store kampesten ligesom slottet var udvendigt, men hun kunne ikke se endevæggen på grund af rummets enorme størrelse.

Langs hendes venstre side var væggen fyldt med store vinduer udsmykket med glasmosaik, der lukkede solens stråler ind. Lysindfaldet fik historierne og eventyrerne i glasmosaikken til at virke levende. Markia genkendte enkelte af historierne, der blev afbildet. Hun ønskede inderligt, at hun havde hørt bedre efter, når hendes bedstemor havde fortalt de gamle historier, så hun var i stand til at genkende flere af dem. Langs hendes højre side var væggen fyldt med bogreoler fra gulv til loft. Der var flere bøger, end hun kunne tælle til. Hvem havde dog skrevet og læst alle de bøger?

Markia overvejede et kort øjeblik at gå over og kigge i en af dem. Da hun ikke kunne læse, så ville hun alligevel ikke kunne forstå teksten i dem. Men hun ønskede at kunne fortælle de andre, at hun havde holdt en af de lærdes uvurderlige bøger i hendes hænder. Mon de andre ville tro hende, hvis hun gjorde det? Da den største æresfrygt for dette prægtige rum havde lagt sig, vendte nervøsiteten tilbage og tankerne om, hvorfor hun var her. Hun kiggede sig omkring for at få øje på den lærde, som havde talt til hende før.

Lidt derfra sad syv lærde rundt om et bord. De sad alle helt stille og holdt godt fast i sidemandens hænder. Markia nærmede sig dem forsigtigt. Mon det var en af dem, der havde talt til hende?

Markia mindedes stille sin storebror, der havde besiddet kraften, og han var derfor blevet sendt til oplæring hos de lærde. Én gang om året havde han fået lov til at komme hjem på besøg, og hun elskede de historier, som han fortalte til langt ud på natten. Men for et par år siden var han ikke kommet hjem på besøg længere. I starten havde Markia været bange for, at der var sket ham noget, men som tiden gik, fyldte hendes frygt mindre og mindre i det daglige. Hun kunne huske, at han havde vist hende, hvordan man kunne tænde ild i bålstedet ved hjælp af kraften.   

Hun stod stille og kiggede på de lærde, som alle sad helt stille med lukkede øjne. Luften omkring dem sitrede af deres koncentration, hvilket blev afspejlet i de dybe rynker, som de havde i panden. Lige pludselig, som hvis de havde fået stød, slap de hinandens hænder synkront. Seks af lærde rejste sig fra bordet uden at sige et ord og forsvandt gennem en dør inde i bogreolen. Markia kiggede nysgerrigt efter dem, men hurtigt vendte hun sin opmærksomhed mod den tilbageværende lærde. Han kiggede alvorligt men venligt på hende.

“Ved du, hvorfor vi har tilkaldt dig Markia?” spurgte han. Der var ingen tvivl om, at det var den samme stemme, som hun havde hørt inde i sit hoved før. Faktisk var stemmen så ens, at hvis det ikke havde været fordi, hun havde set ham bevæge læberne, så ville hun have svoret, at han havde talt inde i hendes hoved igen.

“Nej, jeg ved ikke, hvorfor I har tilkaldt mig,” fremstammede Markia.

“Hvor skulle du også vide det fra, det er jo ikke hver dag, at en almen borger bliver tilkaldt af de lærde. Men for en gangs skyld har vi brug for en af jer. Sæt dig ned, så skal jeg fortælle dig en historie.”

Markia satte sig usikkert ned på en af stolene overfor ham. På den ene side var hun nysgerrig efter at høre den lærdes historie, men på den anden side var hun bange, da den lærde havde sagt, at de havde brug for en som hende. Hun havde som barn hørt skræmmehistorierne om, hvad der kunne ske, hvis man blandede sig eller blev indblandet i de lærdes gøremål. Som regel slap man ikke fra det med livet i behold.

“Engang for meget lang tid siden,” begyndte han, “levede vi i harmoni med en parallelverden, der minder rigtig meget om vores egen verden. Vi drev bl.a. handel med denne verden, da de kunne fremstille ting, som vi ikke kunne og omvendt. Men for ca. 1.000 år siden forsvandt alle åbninger til denne verden, der af vores folk blot bliver omtalt som Den Anden Verden. Rygterne i tiden op til bruddet fortæller, at magthaverne i Den Anden Verden havde fundet en måde at lave vand om til mad, hvorved at de nemmere kunne klare sig uden handlen med os. Vi er interesseret i at genoprette kontakten med Den Anden Verden, da vi gerne vil genoptage handlen, fordi vi jo, som du ved, til tider mangler mad i vores verden på grund af de dårlige landbrugsforhold. Men indtil nu har vi ikke været i stand til at genoprette forbindelsen, selvom vi har flere lærde på sagen. Heriblandt din storebror.”

Det gav et sæt i Markia, da hendes storebror blev nævnt. Det var så længe siden, at nogen havde omtalt ham.

“Din storebror er en af de ansvarlige for genopretningen, men vi er nået til et punkt, hvor vi nu også har brug for almene mennesker. Vi har derfor valgt dig, da din tætte tilknytning til din storebror vil sikre et godt samarbejde. For at gøre dig i stand til at hjælpe ham, er det blevet bestemt, at du skal optages på Skolen, så du kan opnå nogle af de mest almindelige færdigheder og viden om vores verden.”

”Hvem? Mig?” spurgte Markia forvirret.

”Ja dig,” sagde den lærde vrissende. ”Da der løbende kommer nye elever til, som bliver tilknyttet forskellige læremestre, er der ingen, som vil mistænke dig for at være anderledes. Jeg har nøje planlagt dit forløb med din kommende læremester. Og jeg kan ikke pointere nok, hvor vigtigt det er, at ingen finder ud af, at du ikke besidder kraften. Faktisk kan det koste dig livet, hvis nogen finder ud af det. Du er det første menneske, som ikke er blevet udvalgt som lærling, der bliver lukket ind i vores hemmelige verden.”

Markia følte sig både skræmt og smigret. Hun skulle som den eneste almene borger optages på Skolen og gennemføre en læretid hos de lærde, men der var også mange ting, som kunne gå galt.

“Det er vigtigt,” begyndte den lærde igen, “at du ikke fortæller om denne samtale til nogen, hverken familie eller venner. Dette skal forblive mellem dig og mig.”

”Men…” begyndte Markia, inden den lærde afbrød hende:

”Jeg kan levende forestille mig, at du har en masse spørgsmål til, hvad der kommer til at ske.”

Markia nikkede.

”Men det har jeg ikke tid til at sætte dig ind i. Du kan dog forberede dig lidt mentalt, da det hele først starter om tre dage. Om eftermiddagen om tre dage vil der ske et indbrud hos den familie, du tjener, og i den forbindelse vil du blive kidnappet af indbrudstyvene. På den måde sikrer vi, at ingen vil stille dig en masse spørgsmål op til din forsvinding. Vi skal nok sørge for, at dine forældre får en forklaring på et tidspunkt – naturligvis ikke sandheden – men en forklaring der vil hjælpe dem i sorgen over at miste dig. For det er ikke sikkert, at du nogensinde kommer til at se dem igen.”

Markia kiggede på ham med et sløret blik, da hendes øjne var fyldt med tårer. Hvorfor havde de valgt hende og ikke en anden?

“Hvorfor har I lige valgt mig?” snøftede Markia, mens hun tørrede øjnene med sit kjoleærme.

“Fordi det har vi,” svarede den lærde.

“Får jeg nogensinde dig at se igen?”

“Måske. Men hvis du gør, så husk på, at vi aldrig har mødt hinanden før.”

“Det skal jeg nok huske,” sagde Markia og tørrede sine øjne igen.

“Godt, så må du gerne gå hjem og få pakket dine ting, så du er klar til om tre dage. Farvel.”

“Farvel,” sagde Markia og rejste sig. Hun gik hen til den store dør og modstod fristelsen for at vende sig om og se, om den lærde sad der endnu. Hun åbnede døren og gik ud i gangen. Tanken om den friske luft uden for lokkede, og Markia skyndte sig ud af slottet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...