What if this is the end? Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2016
  • Opdateret: 10 jun. 2017
  • Status: Igang
Vi kender alle historien om Emmy, Chris, Daniella & Jason. Det hårde drama det skabte dengang, den bratte slutning, eller hvad der lige skete.
Jeg er den tidligere mussen&hoppebolden, jeg vil nu lave en slags forsættelse, nogle år efter det der skete dengang med det andet. Jeg vil skrive den selv denne, også må vi se hvor dette eventyr drager os hen denne gang :)
Om ikke andet skal Jason nok finde en måde vi kan få drama, selvom han er i fængslet, måske?xD

1Likes
2Kommentarer
359Visninger
AA

6. It Will Never Change

Hit by the waves
Caught in a shipwreck
Oh, I'm breaking for you
I may be lost
But my heart's the compass
Oh, it points back to you

Stilheden er slem over huset, men det er også midt om natten. Mørket ligger tungt udenfor, imens kun månens lys kommer ind ad vinduerne. Alt er så skide hektisk, hele stalden er stadig spærret af. Imens FBI og politiet prøver at gøre alt de kan, men de træder bare i vande. Godt nok er det kun fjerde dagen, er jeg da sikker på. Daniella er stadig meget ked af det, og jeg prøver finde en ny julegave til hende, selvom det er svært. Det er hårdt at se hendes grædende øjne hver gang hun kigger mod stalden, imens hun knuger sig hårdt ind til mig. Hun ved end ikke at det var hendes julegave, men hun har lavet så meget med det føl, de holdt virkelig af hinanden. Jeg ser tit en masse blod for mig, billedet er stadig skræmmende. Alt er stadig skræmmende, jeg troede ikke Jason ville gå så langt. Men endnu engang beviser han, at han slet ikke ejer nogen form for forståelse for alt. Alt skal gå efter hans hoved, ellers knækker han personerne så det sker. Men der også den sidste ting, han skyder dem som han ikke kan knække. Det er nok mit største problem, han ved godt jeg ikke bare lige er sådan at knække.

Mit blik lander vedsiden af mig, da en hånd lander ovenpå dynen ved mit lår. Kan se Chris glipper lidt med øjnene, imens han smiler kærligt til mig. Nusser ham lidt på kinden med et kærligt smil, inden jeg giver ham et kys på panden. Efter alt vi har været igennem, så har mit hjerte altid fundet frem til ham igen. Lige meget hvor meget vi skreg af hinanden, hvor længe vi var fra hinanden. Vi endte altid med at mødes, derfor ved jeg mit hjerte altid har vist vejen tilbage til ham. Jeg ved ikke hvordan det har været muligt, men muligt har det da været. "Bare sov videre skat, jeg kan ikke," siger jeg hviskende, imens jeg piller lidt ved hans pjuskede hår. Et svag grin kommer fra ham, imens han nikker svagt. Jeg får svinget benene ud over sengen, inden jeg bevæger mig ud ad værelset. 

***

Kaffemaskinen larmer, imens solen er ved at stå op. Klokken er kun ved at være 5 om morgnen, man kan se hestene ligger og sover. Eller undtagen Pretty, han står og kigger tæt på vinduet. Jeg har givet ham folden som går rundt om huset, lige nu står han og græsser tæt på vinduet. Jeg strækker mig over vasken, for at få åbnet vinduet op. Skubber til vinduet, så det går helt op. "Pretty!" Kalder jeg, imens jeg finder et æble frem.  Han kommer over til vinduet, med hele hovedet der kommer ind igennem vinduet. "Værsgo basse," siger jeg, som jeg giver ham æblet. Han snupper det, inden han tager hovedet ud fra vinduet igen.

Tørre bordet over med en klud, imens jeg fornemmer der begynder komme liv i huset igen. Eller ingen plejer være så morgen friske? Jeg griber fat om den kniv som ligger tættest på, inden jeg går igennem huset. Jeg høre en skramlen, hvilket for mig til at gå mod kælderdøren. Ingen går i kælder her om morgnen? Hvad sker der? Jeg lister døren op, inden jeg tænder lyset. Trappen er lang og stejl, ligner det herfra når man høre en masse lyder derfra. "Chris? Daniella?" Spørger jeg let, inden jeg bevæger mig ned ad trappen. Der bliver helt stille jo længere jeg kommer ned, jeg kan svagt se glasskår. Hvilket får mig til at stoppe op, der burde da ikke være nogle glasskår?

Mit hjerte galoper afsted, imens jeg vil bakke op ad trappen igen. Jeg mærker noget om mit ben, et fast greb, inden jeg glider ned ad trappen. Kniven falder ud ad min hånd, imens jeg triller ned ad trappen. Da jeg rammer gulvet, rammer mit hoved først på det hårde betongulv. Det sortner får min øjne, imens jeg høre nogle fodtrin over gulvet. "Du er blot heldig denne  gang, du burde kende din plads," lyder en væsen. Jeg blinker med øjnene, da stemmen lyder alt for bekendt. Et svagt glimt ser jeg Jason, men er han ikke i fængsel? Jeg triller om på den anden side, i håbet om det er en ond drøm. Jeg ligger min hånd op til mit hoved, det dunker for sygt og gør voldsomt ondt. Det dog som om det klistret, meget varmt og klamt. Trods de sorte pletter for mine øjne, kigger jeg på mine fingre. De er helt røde, så det ikke helt galt med mit hoved gør så voldsomt ondt. Jeg kniber øjnene hårdt sammen, da der lyder en lyd af tøj der rives fra hinanden. En kniv der køres over gulvet, imens en hånd har fast greb om mit ben. 

Dog er det en dyb stemme der skærer igennem, hvilket får mig til at kigge op ad trappen. Det er Chris' velkendte stemme, den dybe stemme som altid er fantastisk og lige nu livs redende. "Chris!" Prøver jeg da at råbe, men som får mumlet ind i en hånd i stedet. Et skrig forlader mine læber, da noget kører mod min hud og det gør damn ondt. Men det som en mur at skrige mod hånden, imens tårerne får frit spil. "Du blevet så blød," lyder det, imens en finger nusser lidt på min kind, får derefter at give mig en lussing. Smerten sviger, men der kommer ingen lyd fra mig, jeg fokusere på de fodtrin der kommer ovenpå.

"Em!" Bliver der råbt, imens der lyder hurtige trin frem og tilbage. Jeg kan fornemme hånden bliver fjernet, og personen smutter afsted i et højt tempo. "Chris!" Prøver jeg at råbe, men mine ord bliver nærmest kvalt inden de når at komme frem. Jeg rækker hånden frem mod trappen, men det sortner mere for mine øjne og hovedet dunker voldsomt. Der kommer en svag piben fra mig, da jeg ser en skygge oppe forenden af trappen. "Skat?!" Lyder det, som personen kommer tilbage ved døren igen. Trinene lyder hårdt mod trappen, imens stemmen let forsvinder men alligevel lyder rimelig panisk. Jeg kan høre noget med at der skal komme en ambulance, eller tager jeg helt fejl? Mine øjne ruller rundt, som det sortner lidt for mine øjne, inden jeg lukker øjnene med et suk.

Kan fornemme der bliver hårdt presset ned på mit ben, men jeg vælger lukke af, jeg har ikke energien eller kræfterne til at kæmpe mere. Er det virkelig sådan her mit liv skal forsætte? Jeg frygter for mit liv, hver dag og i mit eget hus. Men igen Jason må ikke vinde, men han har bare bevist han kan alt. Det som om det aldrig stopper, det har stået på i over 5 år, det er simpelhen trættene. Hele min krop bliver mere slap, da jeg opgiver kæmpe mod, ligeglad med om jeg besvimer. Jeg har brug for en pause fra mit liv, selvom jeg elsker mange ting. Men det er en byrde at Jason er der, hvorfor skulle jeg også møde ham??

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...