What if this is the end? Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 dec. 2016
  • Opdateret: 10 jun. 2017
  • Status: Igang
Vi kender alle historien om Emmy, Chris, Daniella & Jason. Det hårde drama det skabte dengang, den bratte slutning, eller hvad der lige skete.
Jeg er den tidligere mussen&hoppebolden, jeg vil nu lave en slags forsættelse, nogle år efter det der skete dengang med det andet. Jeg vil skrive den selv denne, også må vi se hvor dette eventyr drager os hen denne gang :)
Om ikke andet skal Jason nok finde en måde vi kan få drama, selvom han er i fængslet, måske?xD

1Likes
2Kommentarer
369Visninger
AA

5. Are you happy now?

Maybe I'm foolish
Maybe I'm blind

Thinking I can see through this
And see what's behind
Got no way to prove it
So maybe I'm blind
But I'm only human after all

Solen stråler kommer ind ad vinduet, hvilket får mig til at glippe lidt med øjnene. Et gab forlader min mund, imens jeg presser armene tættere. Dog bliver jeg stoppet lidt, ser ned i mine arme. Daniella, hun ligger tæt op ad mig. Det mørke hår falder let ned foran hendes øjne, imens hun trækker vejret tungt. Jeg smiler lidt over hende, efter igår så er det rart at se hende så fredfyldt som nu. Jeg placere et kys i hendes hovedbund, inden jeg vikler armene fri fra hende. Jeg svinger benene ud over sengekanten, inden jeg rejser mig op. Mit blik lander på Daniella igen, hun sover stadig fredfyldt. 

***

Kaffen er igang, imens jeg har smidt nogle rundstykker i ovnen. Jeg ser ud ad vinduet, hvor hestene går fredfyldt. Kan høre hvordan døren går op, men i samme øjeblik bliver kaffen færdig. Tager to kopper ned fra skabet, inden jeg hælder noget kaffe i dem begge. Jeg ved det er Chris som er kommet hjem, igen efter en nat på kontoret. Skubber let kaffekoppen mod lyden af hans fodtrin, før min alarm ringer. Fingeren køre hurtigt over skærmen, så alarmen stopper igen. Slukker ovnen, inden jeg finder brødkurven frem.

"Hej skat," lyder det fra Chris, før der kommer et højt løve gab. Eller det kunne meget godt lyde som et løve gab, ish noget. "Godmorgen," siger jeg, før jeg får alle rundstykker ud af ovnen. "Mor!" Runger det igennem huset, inden der lyder en bulren fra trappen. Griner lidt, som jeg vender mig om da Daniella kommer styrtene. "Godmorgen Prinsesse," siger jeg roligt, før jeg omfavner hende. "Åh, det var lige før jeg troede du var gået," lyder det lettet fra hende. "Du ved jeg så ville have vækket dig, og fortalt det," siger jeg med et smil. Fjerner en tot hår fra hendes øjne, inden jeg puffer hende hen til bordet hvor Chris sidder.

Stiller brødkurven hen til dem, en kande med vand og ellers kanden med kaffe. Chris har allerede sørget for smør og pålæg er kommet på bordet, så det er jo fantastisk. Holder den varme kop kaffe mellem hænderne, imens jeg står og betragter Chris og Daniella. Samtalen flyder mellem dem, imens de får spist. Vil ikke ligefrem prale af min appetit, har vist bare levet af kaffe og meget lidt mad de sidste to dage. Men siden Chris ikke rigtig har været hjemme, har han ikke kunne opdage det.

"Men Daniella, jeg skal altså lige ind til byen senere, så Dean kommer forbi og passer," siger jeg med et smil. Hun har altid set Dean som en storebror, hvorfor ved jeg stadig ikke den dag i dag. Men hun kan heller ikke rigtig selv finde ud ad det, men hun ser dog alligevel kun Chris som sin far. Men igen, alt det hun kan læse som sin rigtige far er måske ikke ligefrem positivt. Hun kan ikke huske dengang han bortførte hende, til mit held dog. Men igen, det står overalt på nettet omkring det hvis man googler om det.

"Jamen jeg kan godt passe hende," lyder det lettere gabende fra Chris. Ryster lidt på hovedet over ham, "skat du skal sove, og du ved Dean er den eneste som jeg faktisk kan snakke med. Uden det hurtig går i at bebrejde mig, for alle lidelser i hans liv," siger jeg med et smil, men alligevel bliver det sidste sagt med lettere irritation. "Jeg ved det godt, men de vil bare ikke give slip. Det ligemeget hvad jeg siger, det kun Dean som stadig er glad for dig som veninde," siger han trist, med det sorgmodige blik. Jeg sukker opgivende, inden jeg kysser ham på panden.

***

Efter Dean var kommet, så var jeg taget afsted. Chris sov også da jeg tog hjemmefra, så det hele kan gå stille og roligt. Vipper solbrillerne ned, før jeg køre frem igen da der er blevet grønt. Solen står højt på himlen, imens en masse er ude at køre. Har taget den røde chevrolet camaro convertible, mega dejligt i varmt vejr med taget nede. Jeg skal dog ikke ind til byen, det var faktisk en løgn. Men jeg ved det Jason der står bag alt dette pjat, så jeg vil besøge ham i fængslet. Heldigvis har jeg fået en tid, det kræver man ringer til fængslet i forvejen for en tid. Men nu sidder han jo også inde for alt muligt shit, også mord på min dengang bedste ven, Jonathan. Faktisk er han også blevet fældet for et par mord, men de ville først sende ham på psykiatisk afdeling. Men da jeg stod frem med mordet på Jonathan, og andre fra jeg var tæt på livet af ham. Så valgte de fængsel, men han skal snakke med en psykiater engang imellem.

Jeg undre mig stadig at de havde ondt af ham, det kan ikke tilgives hans gerninger lige meget hvad der er sket ham før. Drejer af afkørslen, imens jeg på afstand kan se det store fængsel. Min mave vender sig, imens jeg ikke ved hvad jeg egentlig vil sige. Desuden er det længe siden jeg har set ham, det hvad 4 år siden retssagen sluttede. Han truede mig faktisk på livet, endnu engang. Politiet der holdte ham reagerede ingengang, som om de ikke hørte det. Men igen meget politi er så fandens korupt, at de blev betalt for at overhøre det.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, som bilen dør ud. Godt nok var det meningen, men kan tydeligt se nogle rende rundt i gården herfra. De orange fangedragter giver genskær i sollyset, føj det træls at se på. Ryster lidt på hovedet, inden jeg stiger ud ad bilen. Kan se hvordan folk kommer inde fra bygningen, nogle græder endda. Ryster lidt på hovedet, de er sindsyge hvis de elsker de personer herinde. Men vent, jeg var engang så sindsyg, måske de også kommer ud ad det.

***

Foden vipper lidt op og ned, imens jeg venter utålmodig. Heldigvis skal jeg da ikke sidde om samme bord som ham, vi har et pænt tykt glas mellem os. En simpel telefon at snakke igennem, det også helt fint for mig. Sidder faktisk og banker telefonen, lidt ind mod træpladen vedsiden af mig som skiller mig fra de andre gæster. Kan se at betjentene er ved at være trætte af mig, men de må bare skynde det hele lidt.

Min opmærksomhed bliver dog vildledt, da jeg kan svagt se en dør gå op. Den orange fangedragt er hæslig, skægget er vokset og håret er bare langt og pjusket. Gud fængslet klæder ham overhovedet ikke, men det passer mig også fint nok. Lide herinde gør han nok ikke, men skidt ser han ud.

Han sætter sig ned foran mig, imens han langsomt løfter røret med et ondt smil. Tager langsomt røret op til mit øre, imens jeg ryster lidt på hovedet. "Var det nødvendig at dræbe din datters julegave? Eller var det bare forsjov?" Vrisser jeg af ham, imens jeg ser vredt på ham. "Var det hendes? Nå ja, man kan jo tage fejl," siger han koldt, imens han banker med den ene finger mod bordpladen. "Du er fandme så langt ude!" Vrisser jeg, inden jeg kører hånden frustreret igennem håret. Han fatter virkelig ingenting, han er så dum som man overhovedet kan være. Ej det løgn, han er meget klog, han spiller dog bare pisse dum nogen gange. "Du ved hvad du skal gøre," siger han med en ligegyldig mine. Jeg ryster svagt på hovedet, "det kommer aldrig til at ske," vrisser jeg. Smækker røret på, før jeg rejser mig op. Kan tydeligt fornemme hans blik på mig, det sultne blik og alligevel hævn. Hvorfor kan han aldrig blive voksen! Hvis han blev voksen kom han ud ad det fucking liv! Tror jeg da?

Da han bare sidder stille, vælger jeg at gå. Kan fornemme betjentene kigger meget på mig, imens jeg kan høre en svag banken mod en af ruderne. Jeg ignorer det, da det nok er Jason som vil få mig tilbage til bordet. Kommer ud i den friske luft, hvor mit hår straks bliver kastet rundt i vinden. Nu vil jeg hjem til min forlovede og datter, hurtigst muligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...