Rhadur 1 - Begyndelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 2 jan. 2017
  • Status: Igang
Hvad skal man gøre, når man er den eneste, der kender til den snarlige undergang af ens land? Den unge Symis Shade står over for det problem, da en kappe af mørke med en ansigtsløs bærer lægger sig over landet Aswild og hendes elskede distrikt Smuhesp. Følg Symis' hæsblæsende eventyr om at befri sit land.

Første bog i historien om Symis' mission om at redde Aswild.

7Likes
12Kommentarer
1389Visninger
AA

8. V

Dulana gik hurtigt og behændigt gennem skoven. Hendes skridt var lette, men dog også faste og bestemte, og bladene lod til ikke at sige en lyd under dem, hvorimod de larmede for hvert skridt jeg tog, selvom de var våde. Jeg skulle gå meget hurtigere end normalt for at følge efter hende, selvom det lod til at være hendes almindelige tempo. Et langt stykke tid gik jeg tavst bag Dulana, men halede så ind på hende. Hendes mørkebrune hår svingede i takt med tøjet og hendes skridt. Stoffet, som tøjet var lavet af, var grov og havde forskellige små klumper, som hvis tråden havde fået knuder under spindingen, mens resten af tøjet bestod af mørkebrun læder, som havde næsten samme farve som barken på træerne. Hele hendes tøj så ud til, at være blevet brugt meget, for der var få revner i og steder, hvor man kunne se, hvor tyndt materialet var blevet gennem meget brug. Efter en lang gåtur i tavshed ankom vi til det sted, som Dulana kaldte 'hjem', selvom det ikke havde noget rigtigt tag eller nogle mure; hun boede under åben himmel, rettere sagt under trækronerne, hvor træerne stod tæt i en cirkel, hvori de var tyndet en smule mere ud end i resten af skoven. Bladene fra de sidste mange år lå stadig på jorden, men de dannede et stille tæppe, for af en eller anden grund sagde de ikke en lyd. Inventaren bestod af et bord lavet af, tilsyneladende, fire levende træer, der var blevet tæmmet til et bord. I kanten af cirklen, lige modsat af, hvor vi kom ind, som var en åbning mellem de tætte træer, var et område, på størrelse med Dulana, presset sammen.
Da vi trådte ind i cirklen mødte dette syn mig og gjorde mig en smule forbavset. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor der hverken var nogen form for ildsted eller komfur eller anden rigtig inventar. Dulana lagde mærke til min forbløffelse og smilede.
"Det er nok en del anderledes end hos jer sølvelvere, Symis," sagde hun og gik længere ind.
"Hvor er ildstedet eller komfuret og resten af møblerne?" spurgte jeg og så mig undrende om. Træernes, nu brune, kroner lod kun få solstråler slippe igennem.
"Jeg har ikke brug for det," svarede hun og satte sig og brugte et af træerne i cirklen som ryglæn.
"Hvordan det? Hvad gør du, når det bliver koldt? Hvad med lys? December må være en hård måned ..." sagde jeg og satte mig ved siden af Dulana, som så ud til ikke at forstå min uvidenhed.
"I sølvelvere kan være så kloge som I vil, men I kommer aldrig til at forstå træer og naturen," begyndte hun og så op i træernes kroner, som flettede sammen. "Vi har ikke meget til fælles. Vidste du det? Ikke engang distrikterne har meget til fælles. Vi følger den samme kalender, og derfor er det også starten af Juli, men her er det faktisk slutningen af efteråret. Sneen kommer snart. Nå, men det var ikke det, jeg ville fortælle om. Vi fælder ikke træer eller gør dem ondt, de er vores venner, for de er også elvere i vores hoveder. De giver os varme og lys, når vi skal bruge det. Du har vådt hår, ligesom jeg, og det har lige regnet, men intet her er vådt. Træerne beskytter os så godt de kan. Engang var det her en hel naturlig del af skoven, men jeg lod nogle træer vokse sådan her, som de er nu, ved hjælp af mine kræfter. Jeg fik hjælp af min lærer, som viste mig, hvordan man kunne få træer til at vokse som man vil. Sådan lavede jeg også bordet. I starten kom der tit regn ind, og der var ikke meget varme eller lys, men nu er træerne nogle af mine bedste venner, så de passer bedre på mig."
Mens hun havde sat og fortalt var mit blik flakket rundt på træerne. Langsomt syntes jeg, at hvert træ havde sin egen glød og afgav noget varme.

Som jeg sad der, i Dulanas hjem, begyndte mit hår og tøj at tørre. I takt med, at jeg blev tørre, følte jeg mig også mere hjemme. Mens vi sad i stilhed ved siden af hinanden tog jeg pludselig min bue ned fra skulderen og koggeret ned fra ryggen.
"Må jeg spørge dig om noget?" spurgte Dulana pludseligt og brød stilheden.
"Ja," svarede jeg og tænkte på, hvad hun mon ville spørge mig om.
"Hvordan er du havnet her i skoven? Hvorfor gik du, en respekteret og velanset sølvelver, så dybt ind i skoven - bevæbnet?" spurgte hun og så mig i øjnene.
"Jeg ville gerne på opdagelse i skoven og farede så vildt," sagde jeg og kunne godt høre, hvor løgn det lød.
"Lad være med at lyve til mig. Jeg er bare nysgerrig," sagde Dulana og så mig intenst i øjnene med det mest uskyldige blik, som jeg nogen sinde havde set. "Stol på mig ..."
"Jeg er taget afsted for at redde Aswild," sagde jeg. 
Noget i hendes øjne gjorde, at jeg åbnede op. Jeg ville så gerne have en at dele mit ærinde og eventyr med, og Dulana lod til at være godt selskab.
"Du er hvad?" spurgte hun forbløffet og virkede overrumplet. Jeg så hende alvorligt i øjnene og stirrede så ligeud ind i et træ, mens jeg fortalte videre:
"Jeg havde en drøm for nyligt om, at Aswild, og dermed mit elskede Smuhesp, ville blive underlagt en mærkelig skygge, lavet af en kappe båret af en ansigtsløs. Så, for få dage siden, skete det. Jeg kunne mærke, at lyset havde forandret sig. En sky var gået for solen, selvom den skinnede uden en sky på himlen. Alle opførte sig anderledes, som om døden fulgte dem i hælene. Jeg besluttede mig derfor selv at gøre noget ved det. I drømmen fandt jeg ud af, at det onde holdt til på halvøen ude på spidsen. Så jeg har altså tænkt mig at drage derud, alene eller med følgeskab, har jeg tænkt mig at tage kampen op mod det onde. Koste hvad det vil!"
"Du er jo vanvittig!" sagde Dulana lettere forskrækket. Håbet om en at dele mit eventyr med svandt ind i brystet på mig, og endte op som glødende kul. "Der er langt til halvøen. Specielt uden nogen at følges med! Hvorfor vil du dog gøre det? Satse så meget? Du vil jo umuligt kunne overleve!"
"Jeg vil ikke stå til ansvar for min families, og alle andres, død og pinsler," lød mit halvkvalte svar.
"Du gør du jo ikke! Det kan lige så godt have været et tilfælde."
"Jeg er den eneste, du over dig nu, som  kender til min drøm - dermed også fremtiden. Jeg er den eneste, der har muligheden for at ændre det."
Min sidste sætning lod til at gøre indtryk på Dulana, for da vores blikke mødtes, så jeg hende lide indvendigt. Hendes medlidende blik blev ændret til en slags beslutsomhed.
"Jeg tager med dig!" sagde hun og rejste sig.
"Du kan da ikke bare forlade din familie!" sagde jeg og blev siddende. Dulanas energi, hvormed hun havde stået og gjort et eller andet ved et af træerne i cirklen, forsvandt med det samme, og hendes arme hang slapt ned langs siden.
"Jeg har ingen," hviskede hun så lavt, at jeg knap nok hørte det, hvorefter hun vendte sig om og så mig berørt i øjnene.
"Undskyld, Dulana. Det er jeg ked af at høre," svarede jeg forsitigt. De sidste tre ord hun havde ytret ramte mit hjerte som en pil.
"Det gør ikke noget. Du kunne jo ikke vide det," sagde hun og holdt igen fat om begge sider af træet med fornyet energi. Mens hun mumlede uforståelige ord lød en høj knirken pludseligt. En revne kom til syne i træet lige foran Dulana, og hun rakte hånden ind i den. Lige så snart hun havde taget, hvad hun ville have, lukkede revnen sig igen. Da hun kom hen til mig, så jeg hvad det var; rejsesager af fineste slags. Det var to tasker, som begge var fyldt med forskellige praktiske ting. Det var blandt andet en kniv, proviant, fyldte vandflasker, forskellige smarte redskaber og handsker. 

"Nu har vi muligheden for at forberede os på en længere tur, så lad os gøre det," sagde Dulana og gav mig den ene taske. Den kunne spændes på remmen, som holdt mit sværd fast om mine hofter. Tasken var større end tasken, som jeg havde haft med hjemme fra, men den var stadig ret lille og kunne bæres uden, at den vækkede nogen særlig opmærksomhed. Dulana åbnede også et andet træ og fik fat i et sværd, som stadig sad i sin skede.
"Den her bliver du nødt til at hjælpe mig med," sagde hun, mens hun prøvede på at tage sværdet på. Jeg gik hurtigt hen til hende og hjalp med sværdet.
"Du har nok ikke brugt et sværd alt for meget?" spurgte jeg forsigtigt.
"Det her er første gang jeg rør et," svarede hun let. Mine øjenbryn sprang op i panden.
"Hvordan kan du så have et?" spurgte jeg forvirret.
"Træerne giver mig alt hvad jeg skal bruge," svarede hun og smilede over min uvidenhed.
"Smart! Nå, du skal vist have lidt træning," sagde jeg og stillede mig ved siden af hende. "Tag fat ved skaftet her og træ så sværdet forsigtigt ud. Pas på med, at du ikke rammer noget. Godt, sådan. Prøv så at lave nogle forskellige manøvre, uden at ramme mig, tak. Se, sådan her. Bare prøv at fægte lidt rundt i luften, for at få lagt sværdet godt i din hånd, og så du kender dens vægt en smule. Godt."
Sådan foregik min improviserede undervisning. Hun havde en nogen lunde følelse for sværdet, men det var dog ikke særlig godt. Man kunne, så ofte man ville, se folk bruge sværd, men det var altid noget andet med egen hånd. Jeg lærte Dulana nogle forskellige manøvre - både angreb og forsvar. Lige så stille blev det så mørkt, at selv lyset fra træerne ikke var nok til at øve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...