Rhadur 1 - Begyndelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 2 jan. 2017
  • Status: Igang
Hvad skal man gøre, når man er den eneste, der kender til den snarlige undergang af ens land? Den unge Symis Shade står over for det problem, da en kappe af mørke med en ansigtsløs bærer lægger sig over landet Aswild og hendes elskede distrikt Smuhesp. Følg Symis' hæsblæsende eventyr om at befri sit land.

Første bog i historien om Symis' mission om at redde Aswild.

7Likes
12Kommentarer
1386Visninger
AA

7. IV

Jeg fortsatte i lang tid og lagde ofte pile af grene, så jeg altid kunne finde tilbage, men så kom jeg i tanke om, at hvis nogen fulgte efter mig, kunne de nemt gøre det, så jeg stoppede med det. Som tiden gik begyndte mine ben og fødder at gøre ondt, hvilket min ryg heldigvis ikke gjorde, på grund af det lette kogger. Mens jeg gik begyndte det at blive mørkere og mørkere omkring mig, og i takt med, at mine ben og fødder gjorde mere ondt. Efter noget, der føltes som en uendelighed dumpede jeg ned op ad et stort træ. Det så gammelt og kroget ud, og det havde kun få visne blade på sig. Jeg forstod ikke, hvorfor efteråret var slut nu, midt om sommeren. Det eneste jeg kunne begrunde det med, var, at året her var længere fremme, eller at bladene ikke fik lys eller næring nok, men jeg var egentlig ret ligeglad. Min bue stillede jeg langs træet sammen med mit kogger, som jeg ellers normalt ville have beholdt på, men jeg var bare for bange for, at jeg ville ødelægge det, selvom jeg vidste, at det ikke ville ske. Jeg åbnede hurtigt min lille taske og tog noget af provianten ud. Det var tykt og fast brød, som lå tungt i maven og fyldte godt, desuden holdte det meget længe. Jeg skulle i hvert fald ikke spise ret meget, inden jeg var mæt. Jeg havde spist cirka halvdelen af hvad jeg havde med, og kom i tanke om, at jeg nok skulle have mere, så et ønske om, at møde civilisation ramte midt hjerte som en pil, og tanken om en tilværelse uden bekymringer fik mig til at smile. Rundt om mig, var det blevet mørkt og koldt. Meget koldt. Mine tænder klaprede lige så stille, og jeg tog min bue og mit kogger helt hen til mig. Jeg var bange for, at det skulle stjæles. Jeg lagde mig på min højre side, hvor mit sværd ikke lå og klemte. Et bitterligt forsøg på at falde i søvn mislykkedes. Mine øjne brændte næsten af træthed, mens mine ben skreg efter hvile. En gang i løbet af natten fandt jeg hvile midt i mine bønner og klaprende tænder.

Jeg blev vækket af min egen rystende krop. I det svage lys, som trængte gennem grenene, så mit ellers lyse tøj beskidt ud. Der var revner i det, og det var fyldt med små og store blade blandet med jord. Med lettere stive ben rejste jeg mig op og tog bue og kogger op. Min mave knurrede højt, og da jeg så ned i min lille taske til maden der, så jeg, at jeg skulle spare. En lille klump brød rev jeg af og spiste hurtigt. Min mave beklagede sig stadig, men jeg var ligeglad og begyndte at gå igen. Foran mig strakte skoven sig ud, og de tørre blade knasede under mine fødder. Jeg gik forsigtigt fremad og så mig omkring hele tiden. Lyset røbede ikke, hvornår på dagen det var, men det syntes at tage en smule til, så jeg regnede med, at det var midt på formiddagen. Jeg gik med raske skridt fremad og skød god fart, selvom mine ben gjorde en smule ondt fra dagen forinden. Mit sind var lyst, og skyggen, som havde lagt på mit hjerte, var næsten forsvundet. Som tiden gik løftede mit humør sig også, men det var ikke det samme som normalt. En knude af nervøsitet lå i min tomme mave, som hele tiden beklagede sig. Angsten for at blive opdaget gennem bladenes raslen forsvandt, men ændrede sig til en angst for at blive opdaget af min larmende mave. Jo mere jeg gik, desto mere fik jeg en trang til at holde en pause og spise. Mine bens ømhed havde lagt sig som klodser om mine fødder, men jeg gik videre. Jeg ville hurtigst muligt ud af skoven. Ud af mørket og de tætte træer, hvor sollyset kun nogle gange fandt vej gennem de mange grene. Uvidende om hvor jeg var, fortsatte jeg så længe som muligt. Min hals begyndte pludseligt at brænde, og tanken af vand fyldte mit hoved. Rindende vand. Floder. Dryp. Regn. Alt det fyldte mit hoved og fik hele min hals og mund til at brænde og skrige efter vand. Jeg mærkede, hvordan håbet sank ned i mine ben og fødder, hvorefter det flød ud på jorden, som jeg faldt oven på. Trætheden fyldte mine lemmer, og et bittert ønske om at give op lå på min klæbrige tunge. Mine øjne kunne jeg knapt holde åbne, og inden jeg vidste af det var jeg under drømmenes lyse sol.

Nåle begyndte at risle ned på mig og stikke mig med en omklamrende og kold følelse. Mit tøj blev tungt og lagde sig som et vådt tæppe på min hud. Med et sæt åbnede jeg øjnene og opdagede til min egen glæde, at regn begyndte at falde. På en eller anden måde fandt nogle dråber ned mellem alle grenene, som allerede dryppede af fugtighed. Jeg rejste mig hurtigt op og stod i lang tid, hvor jeg bare nød, at mit lange hår blev vådt. Så så jeg op og åbnede min tørre mund op. De velsignede dråber faldte, men slukkede langt fra min tørst. Jeg begyndte igen at traske afsted efter jeg havde tjekket, at jeg ikke havde tabt noget. Endelig indså jeg en stor fejltagelse. Jeg havde ikke taget vand med. Mens jeg gik og ærgede mig over min egen dumhed, tog regnen til og lod det stå ned i stænger, selv inde i skoven. Mine ben var nærmest på magisk vis blevet energiske igen, og jeg fortsatte i et godt tempo i lang tid. Jeg skænkede ikke min retning en tanke, men kun, hvor hurtig jeg var. Træerne fortsatte og fortsatte, og jeg kunne ikke se nogen ende på dem. De endeløse brune nuancer begyndte langsomt at gøre mig vanvittig. Nogle gange begyndte jeg at lukke øjnene halvt og forestillede mig, at jeg var ude i sollyset sammen med mine venner. På den måde var jeg nær rendt ind i mere end et enkelt træ. Mine forsigtighedsforanstaltninger lagde jeg også til side og begyndte at nynne en melodi, som så tog til i styrke, indtil jeg sang en klar, lys vise. Det var en gammel vise, som profeterede den lyseste tid i Smuhesps historie. Jeg sang glad og nød regnen, der rislede ned på mig og gjorde mit hår mindst dobbelt så tungt, indtil jeg hørte et højt knæk. Jeg så ned på mine fødder, men der var ingen grene, heller ikke bag mig, foran mig eller til alle mine andre sider. En stor frygt fyldte mig, og jeg gik forsigtigt videre. Men noget havde forandret sig. Hele tiden hørte jeg raslen af blade til min venstre side. Efter fem minutter blev det for meget for mig, og jeg rettede mig op i min fulde højde, mens jeg trak mit lange sværd, som reflekterede den smule lys, som kom ned i skoven. Jeg hørte ikke en lyd. Ikke engang et lille dyr, som kravlede rundt i bladene.
"Hvem er der?" spurgte jeg højt med min klare stemme. Det gav et sæt et sted bag en træ. "Hvis du viser dig nu, så gør jeg dig ikke noget."
Der kom ikke en lyd, men jeg lod en vind blæse, og der kom et brunt klæde til syne et kort sekund. Næsten enhver anden ville have misset klædet i alt det brune, men mine gode øjne opfattede det hurtigt.
"Hvis dig nu. Jeg ved godt at du er der," sagde jeg højt, men forsøgte at være en smule blid. Mine øre opfangede en dyb indånding og en ung pige kom til syne. Hun nærmest krøb væk fra sit skjulested og så bange på mig. Hun var klædt i skovens farver, og om sommeren ville hun næsten ikke være til at finde i skoven. Hun havde mørkebrunt hår, der gik ned til slutningen af hendes skulderblade og, modsat mig, skarpe ansigtstræk og et generelt meget skarpskåret ansigt. Hun var omkring 15 centimeter lavere end mig. Hendes øjne var lysegrønne, som ny udsprungne blade i foråret, og var omkranset af tætte, mørke vipper. Jeg sænkede sværdet, da jeg så, at hun var ubevæbnet, og puttede det med en afsluttende bevægelse tilbage i skeden.
"Hej," sagde jeg med et let smil og begyndte at gå hen mod hende. Hendes skræmte blik blev en smule formildet, og hun gav mig et nervøst smil.
"Hej?" sagde hun forsigtigt.
"Bare rolig, jeg gør ikke noget. Du er ubevæbnet, så jeg har heller ikke trukket mit sværd eller spændt min bue," sagde jeg og stod nu en halv meter fra hende. Vores øjne mødtes, og hun lod til at slappe mere af, da hun så, at jeg oprigtigt mente, hvad jeg sagde.
"Jeg er Dulana, Dulana Dey Dayhop," sagde hun og så roligt på mig, som en, der havde fundet den indre ro.
"Hvordan er det du taler?" spurgte jeg og kom til at grine en smule. "Det lyder virkelig sjovt."
"Og det siger du? Du er den af os to, der taler mærkeligt. Jeg taler som man nu gør her i Deohiot," svarede hun stædigt.
"Deohiot? Så jeg er altså ikke længere i Smuhesp? Hvor går grænsen mellem distrikterne?" spurgte jeg forvirret.
"Ikke langt inde i skoven," svarede hun let. "Men hvem er du?"
"Jeg er Symis Shade, den bedste bueskytte i Smuhesp de sidste fire år, hvis jeg må prale en smule," sagde jeg stolt, og noget i Dulanas blik forandrede sig.
"Jeg har hørt om dig. Du siges at være den bedste skytte nogen sinde set i Aswilds historie," svarede hun imponeret, og jeg blev en smule genert.
"Jarh, sådan ville jeg ikke sige det. Måske som en dygtig skytte, men ikke den bedste nogen sinde," svarede jeg og bemærkede, at regnen var stoppet. Mit tøj gav mig følelsen af at blive presset ned mod jorden, så jeg tog fat i noget af det løse stof på min trøje og vred det.
"Vil du ikke med hen til hvor jeg bor? Du kan få tørret dit tøj lidt dér," sagde Dulana medlidende og begyndte at gå, som om jeg allerede havde sagt ja. Jeg nikkede, og på en måde så hun det, for hun signalerede, at jeg skulle følge trop.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...