Rhadur 1 - Begyndelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 2 jan. 2017
  • Status: Igang
Hvad skal man gøre, når man er den eneste, der kender til den snarlige undergang af ens land? Den unge Symis Shade står over for det problem, da en kappe af mørke med en ansigtsløs bærer lægger sig over landet Aswild og hendes elskede distrikt Smuhesp. Følg Symis' hæsblæsende eventyr om at befri sit land.

Første bog i historien om Symis' mission om at redde Aswild.

7Likes
12Kommentarer
1389Visninger
AA

6. III

Jeg ankom til skovbrynet og stoppede op. Jeg havde aldrig været langt inde i skoven. Jeg anede ikke hvor jeg skulle henad. Jeg vidste bare, at jeg skulle til den anden ende af Aswild. Det eneste sted, hvor der kunne skabes ondskab. På en lille halvø, hvor der aldrig kom nogen elvere. Hverken sølvelvere, grønelvere, blåelvere eller rødelvere. Ikke engang rødelverne vågede sig derud. Det var det eneste sted, hvor sådan en ondskab ville være mulig.

Så snart jeg trådte ind i skoven blev jeg hyldet af dens brun-grønne mørke. Langsomt satte jeg den ene fod og derefter den anden. Langsomt bevægede jeg mig gennem underskoven. Det var nok ikke smart med lyst tøj i en mørk skov, tænkte jeg til mig selv, men jeg var ligeglad, så længe jeg kunne holde mit distrikt fra den grufulde skæbne, som jeg havde drømt om. Med den tanke skubbet til side bevægede jeg mig lydløst videre. Stilheden i skoven var larmende. Jeg forstod ikke, hvordan grønelverne kunne elske sådan et sted. Et sted, hvor træerne hviskede grufulde ting til hinanden, hvor den bragende stilhed tit tog overhånd. Ikke en lyd lod sig høre gennem skoven. Ud over, når træerne lød til at tale sammen. Hviske og hvisle om, at jeg var brudt ind. Jeg kunne genkende nogle af træerne. Jeg havde klatret i dem, dengang jeg stadig var lille. Min far havde altid løftet mig op på den laveste gren, hvorfra jeg var klatret helt op i toppen. Min mor var altid bange for, at jeg faldt ned og slog mig, men min far og jeg smilede bare til hinanden, og han fortsatte med at opmuntre mig til, at gå en enkelt gren højere og derefter en til. Vi havde aldrig tænkt over faren. Lige så lidt, som jeg havde tænkt over, at jeg nu forlod min familie og mit hjem. Jeg så mig over skulderen. Jeg kunne stadig vende om. Tage ud i solen og lade alting ske. Lade mig dø sammen med min familie. Jeg vendte mig om igen og så lige ud. Foran mig lå skoven og var alt for deprimerende. Et bitterligt ønske om at tage hjem spredtes i hele min krop. Jeg ville hjem, men kunne jeg gøre det? Jeg vidste godt, hvad der ville ske hvis jeg gjorde. Jeg ville indtil min død huske, at jeg kunne have gjort en indsats for, at katastrofen ikke ville være sket. Hele tiden mindes om, at jeg var den eneste, der vidste det. Vidste, hvor forfærdeligt alt ville blive. Jeg blæev svag i knæene og tumlede om, hvorved jeg landede ovenpå en tyk gren, som gav et højt knæk fra sig. Jeg så mig forskrækket om. Mit hjerte var fløjet op i halsen på mig og lå der stadig. Jeg så mig forsigtet om. Der var intet. Ingen bevægelser. Ingen lyde. Ikke engang en opskræmt fugl, som flaksede væk fra sin yndlingsgren. Der var intet. Kun et svagt ekko, der sprang fra stamme til stamme og hver gang med slået videre til næste, og snart havde det lagt sig væk fra mig og stilheden fyldte igen det hele. Jeg lukkede øjnene kort og åbnede dem igen. Alt var som før. Tyst. Uden lyd rejste jeg mig og så mig til hver side. På højre side kunne jeg gå hjem og møde min sikre død, på venstre side kunne jeg tage gennem Aswild, kæmpe mod det onde og til 99% chance dø. Jeg blev fyldt med tvivl. En del af mig vidste, at jeg hellere ville blive hjemme, og en anden del vidste, at jeg hellere ville have en chance for at overleve og redde Aswild end min sikre død. Ubeslutsom stod jeg et par minutter med tårer i øjnene og så til begge sider. Jeg vendte mig mod venstre. Mod øst. Jeg begyndte at traske afsted, mens en fugtig streg dannedes på min kind, mens den hele tiden blev vådere og vådere. Jeg var bange for, at vende mig om. Jeg var bange for, at jeg ville ombestemme mig. Inderst inde vidste jeg godt, at det var det rigtige jeg gjorde. Det rigtige at gøre for alle.

Jeg havde marcheret gennem skoven i samme retning i lang tid. Jeg vidste ikke, hvor jeg befandt mig eller hvornår på dagen det var. Mine ben var utroligt nok ikke trætte og min vilje var der stadig. Stregerne på mine kinder var begyndt at tørre, og jeg kunne ikke længere se et lys bag mig, når jeg vendte mig om. Jeg tog hvert skridt forsigtigt, for ikke at træde på kviste, som ville afsløre mig. Frygten sad inde i mig og havde et fast tag om mig. Hele tiden så jeg mig om, og så, om nogen mon var der. Om der mon var flere øjne end mit par. Nogen, som måske holdt øje med mig. Jeg var stille som en mus, så stille, at min hjertebanken larmede i mine ører. Hver gang jeg blev fokuseret på støjen, produceret af mit hjerte, bankede det hurtigere. Jeg kunne ikke se solen. Jeg var kommet til en del af skoven, hvor bladene var faldet af træerne, og nu var det de nøgne grene, som dækkede solen. Hver gang jeg havde kigget op sukkede jeg. Længdetes efter at få et glimt af solen. Bare et lille, kort glimt, som kunne give mig en ide om, hvornår på dagen det var og i hvilken retning jeg gik. Der havde sikkert ikke været nogen sølvelvere så langt inde i skoven i lang tid. Jeg kunne godt forstå hvorfor. Hvem ville gå herind i mørket? Angsten rørte let på sig i min mave og lod et nervøst vindpust blæse gennem skoven.
"Symis! Stop dig selv! Du afslører dig jo ved bladenes raslen! Slap af!" hvæsede jeg til mig selv. Jeg skulle nødigt lave en storm af samme slags som dagen forinden, som bare ville afsløre mig, selvom der ikke var nogen at afsløre sig for, ud over en masse gammelt løv. Løvven gav mig en ide. Jeg satte mig ned på hug og gravede lidt ned i laget. Øverst var der tørre blade, som blev afløst af nogle ældre, der var dækket til af noget jord, som så blev afløst af blade, der næsten var blevet helt til jord. Jeg smilede for mig selv.
"Hvis der er flere lag blade, må der hvert år falde nye, hvilket vil sige, at efteråret er overstået her. Det her sted er længere fremme, men det betyder også, at bladene på en måde havde fået sol. Eller måske var de faldet ned helt oppe fra trækronerne?" hviskede jeg til mig selv. Jeg så op og smilede. Jeg rejste mig op og gik hen til et nært træ. Kort tænkte jeg mig om, inden jeg begyndte at kravle op i det. Langsomt kom jeg opad. Det var længe siden, at jeg sidst havde klatret i et træ og endnu længere siden med en bue, kogger og sværd på mig. Faktisk, havde jeg aldrig gjort det. Hele tiden lå mit fokus mere på buen end på mig selv, og jeg forbandede mere end en gang, at jeg havde taget den nye bue med. Jeg tog fat om en gren med højre hånd og testede den, for at se om den kunne holde til mig. Derefter greb jeg godt fast og placerede min venstre hånd på en anden gren af samme tykkelse. Med en hurtig bevægelse løftede jeg mig en halv meter op og satte fødderne på to nye grene. Jeg så op oven over mig. Ingen af grene så stabile ud og var for langt oppe. Jeg så til venstre. En enkelt helt perfekt gran var der, som var helt alene. Hurtigt greb jeg fat om den og lagde næsten al min vægt på venstre håndled, som straks fortrydede det, for det sagde i det samme knæk, som havde jeg brækket en gren. Jeg bed mig hårdt i læben og fik en smag i munden, som om jeg lige havde spist en pilespids. En lang indånding fyldte mine lunger og jeg så op, mens jernsmagen bredtes i munden. Jeg flyttede mine fødder på nogle grene lidt til venstre for mig, og derefter fik jeg fat på en gren over mig, som jeg lige præcis kunne nå. Så var der noget, der sagde højt knæk og al min vægt hang i min højre arm. Grenen, som jeg lige havde flyttet begge fødder over på, så jeg kunne nå grenen over mig, var knækket under min vægt, og mit venstre håndled havde svigtet mig. Jeg bed endnu hårdere i min læbe, og en varm dråbe gled ned over min hage. Langsomt begyndte jeg at hive mig selv op. Jeg ledte efter to grene til mine fødder, som godt kunne holde min vægt. Jeg så mig om. Lige oven over de grene, som mine fødder havde stået på, inden jeg rykkede til venstre, så solide ud. Eller den ene gjorde. Den var cirka femten centimeter i diameter og så ung ud. Med hele min kraft svang jeg mine fødder over på den og hang nærmest i bro. Jeg løftede mig op, så jeg stod oprejst midt i træet. Mit blik faldt på træets krone, hvor der var kommet et hul, hvor den mørke himmel kiggede vredt ned på mig. Jeg samlede alt mit mod og al min kraft og kravlede op på en af de øverste grene, som var rigtig stabil.

Solen lagde sig blegt på mig og fyldte mig med håb. Jeg så mig omkring. Til højre for mig kunne jeg skimte en by ud over alle de nøgne trækroner, men ikke alle trækroner havde mistet deres blade, for nogle stod stadig med dejlige, grønne blade langt forude. Så jeg til venstre for mig kunne jeg kun skimte nogle få grønne steder. En let vind fejede gennem mit hår, som nu var en smule filtret og fyldt med små grene. Det fik mig til at se ned af mig selv. Mit tøj var en smule beskidt og havde fået lette skrammer, men ikke mere. Ud over, at der var nogle røde dryp. Jeg mærkede efter på min efterhånden ømme underlæbe. Mine fingerspidser fik snart et rødt lag blod på sig. Jeg tog noget af det løse stof på min trøje i bunden og, med blødende hjerter over den nu ødelagte trøje, dubbede mit ansigt tørt for blod og sved. Jeg mærkede efter på min bue og tog den ned fra skulderen. På mystisk vis var den ikke det mindste beskadiget. Så kom jeg i tanker om, at jeg og skulle ned. Men turen ned var faktisk meget lettere end turen op. Jeg hoppede ned fra gren til gren og landede blødt på jorden som en kat. Forsigtigt så jeg mig om. Jeg havde en umådelig lyst til at rejse gennem skoven med luften, ligesom vi havde lært i skolen, men så skulle jeg op igen, og lysten dertil var ikke den største. Jeg så fremad og så det samme, som hvis jeg så bagud eller til begge sider. Angsten for at gå i den forkerte retning fyldte mig, så jeg satte mig på hug og fandt tre fine grene, der dannede en pil i den retning, som jeg var gået, hvorefter jeg fortsatte i pilens retning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...