Rhadur 1 - Begyndelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 2 jan. 2017
  • Status: Igang
Hvad skal man gøre, når man er den eneste, der kender til den snarlige undergang af ens land? Den unge Symis Shade står over for det problem, da en kappe af mørke med en ansigtsløs bærer lægger sig over landet Aswild og hendes elskede distrikt Smuhesp. Følg Symis' hæsblæsende eventyr om at befri sit land.

Første bog i historien om Symis' mission om at redde Aswild.

7Likes
12Kommentarer
1419Visninger
AA

5. II

"Flot Symis! Du gør det rigtig godt!" roste min lærer mig. Jeg stod og dannede en iskold vind, som langsomt dannede snekrystaller. Jeg kunne føle den sædvanlige snurren i fingrene, men den her gang bredte den sig og kom helt op i mine arme. Min vind blev stærkere og vildere. Papirer begyndte at flyve omkring. Mit hår susede om ørene på mig og andres hår fløj rundt og piskede i vinden. Med en pludselig med bevægelse løftede jeg mine arme og løftede dermed stormen.
"Symis stop! Stop Symis!" råbte min lærer bange. Elever begyndte at skrige og flygtede om bag træer, eller hvad de ellers kunne finde. Jeg prøvede på at stoppe stormen, men det gjorde den endnu værre.
"Slap af Symis! Slap af!" råbte min lærer og prøvede at komme hen til mig, men hun faldt på grund af vinden.
"Symis! Slap af! Træk vejret dybt!" råbte en af mine veninder. Jeg trak vejret dybt flere gange. Vendte tankerne indad og hørte kun mit eget hjerteslag, hvorefter jeg mærkede kriblen i hele kroppen forsvinde lige så stille. Den sad nu kun i armene og vinden var stilnet en del af. Langsomt bevægede den kriblende, næsten prikkende, fornemmelse ud i mine fingerspidser og forsvandt. Mine ben knækkede med det samme væk under mig. Hele verden drejede rundt om mig. Det eneste jeg kunne se, var mit sølv hår. Så blev alt mørkt.

Jeg vågnede ved lyden af mit navn, som blev råbt til mig i det fjerne gennem en tyk tåge. Jeg vandrede blindt gennem tågen, uden at vide hvor jeg var og hvor mit mål var, men alligevel kendte jeg mit mål; stemmen. Stemmen, som kaldte på mig dybt inde i tågens kerne, som dog virkede til at være i udkanten af tågen. Pludselig rev jeg min øjne op. Et gisp forlod mine læber og efterlod mig i en choktilstand. En ring af sølv hår omringede mig. Ved min side knælede to mennesker. Min lærer og min bedste veninde Suphion. Hendes øjne viste skræk og dog glæde, en glæde ved at se mig med åbne øjne og en skræk for hvad jeg havde skabt.
"Symis! Vågn op. Se på mig! Symis," bad hun mig bitterligt. Jeg prøvede på at fokusere på hendes ansigtstræk, der, ligesom mine og alle andre sølvelvers, var bløde. Langsomt blev hun mere og mere synlig. Hendes lysegrå øjne stirrede lige ind i mine.
"Jeg ... Jeg er vågen," sagde jeg omtåget. "Hv ... Hvad er der ... Sket?"
"Dine kræfter er mere udviklet end normalt, og da du lige pludselig begyndte at miste kontrollen over din vind blev du bange, og lige det gjorde den meget stærkere," sagde min lærer bekymret. Åbenbart var mit uheld ikke nogen grund til at blive sur. "Du skal hjem og hvile dig, Symis. Du er træt, omtåget og udkørt. Suphion, vil du ikke følge hende hjem?"
"Selvfølgelig," svarede Suphion og så barmhjertigt på mig, mens hun prøvede på at støtte mig så godt som muligt, mens jeg forsøgte at sætte mig op.
"Vi andre forsætter med undervisningen," meddelte min lærer og rejste sig. De andre fortrak sig, og snart stod jeg op på vaklende ben som et nyfødt føl. Vaklende og med meget støtte fra Suphion forlod jeg skolens grund. Jeg skammede mig over, hvad jeg havde gjort. Sådan noget var aldrig sket før, så hvorfor nu? Nu kunne jeg sikkert glemme alt om skydebanen og fægtning den dag. Det gjorde mig i dårligt humør, for jeg havde glædet mig til at prøve min nye bue. 
"Har du det bedre nu?" spurgte Suphion mig ad, da jeg havde fået noget at drikke derhjemme. Mine forældre var begge på arbejde, så jeg skulle snart være alene. Min mor var en dygtig kok på en lokal restaurant, og min far var snedker i midtbyen. Suphion hjalp mig op i seng og tog så afsked. Hun ville ikke misse alt for mange timer. Jeg var altså alene hjemme, hvilket jeg ikke havde alt for meget imod, det ville bare have været rart med en mor, der gik og puslede om en, men jeg udnyttede roen til at få noget søvn. Jeg havde en let søvn med mærkelige drømme om skygger, snebyger, vind og alt muligt andet. Jeg vågnede jævnligt i løbet af dagen, og for hver gang stod solen lidt mere i vest.

Midt på eftermiddagen kom min familie hjem. De vidste intet om min ulykke, som jeg heller ikke havde tænkt mig at fortælle dem om. Jeg havde det bedre, meget bedre, og brugte den undskyldning, at vi havde fået lidt tidligere fri. Mine forældre lod ikke til at godtage den helt, men de spurgte ikke nærmere ind til det. Det var nok ikke det vigtigste for dem, for de plaprede løs om deres arbejdsdag, som lød til at have været hård og lang.
"Sitia, du er så stille. Hvad har du lavet i skolen i dag?" spurgte min mor efter lang tale om forskellige salathoveder.
"Det var meget fint. Vi skulle bare finpudse lidt forskellige ting," sagde hun stille som hun var og stikkede lidt i maden. Min mor skulle lige til at spørge mig, men jeg tog noget mad i munden, så hun ikke så nogen mening i at spørge. Mine forældre småsnakkede, mens jeg nærmest slugte maden og gik ovenpå efter at have vasket min tallerken. Jeg landede fladt på min seng og lukkede øjnene. Efter et par sekunder åbnede jeg dem og var overrasket over, at jeg ikke var faldt i søvn. Jeg så over på min væg, hvor der hang forskellige sværd, som jeg alle elskede. Mit yndlings var dog mit eneste tohåndede. Det var enkelt at svinge og let. Jeg rejste mig træt op af sengen og gik med lette skridt hen til væggen og tog sværdet ned fra væggen. Det hang i sin enkle skede, som jeg med en hurtig bevægelse trak det ud af. Aftensolen glimtede i sværdets klinge og lavede orange striber på væggen, som hele tiden bevægede sig. Jeg tog fat om skaftet og svingede uden besvær sværdet i luften. På en måde følte jeg mig mere levende end før. Jeg vidste ikke hvorfor.

Næste morgen vågnede jeg op og var frisk som en havørn, og var fuldstændig klar til en dag i skole. Men da jeg tænkte mig om, efter at have set rundt i rummet, opdagede jeg noget mystisk. Solen var oppe, men alligevel var lyset forkert. Lidt formørket. Som om en tynd sky var drevet foran solen, men da jeg så ud, var det en skyfri himmel. Jeg hoppede i tøj og gik nedenunder, hvor min mor som den eneste var der.
"Godmorgen," sagde jeg og satte mig. "Har du lagt mærke til lyset?"
"Hvad snakker du om, skat?" spurgte min mor, og troede tydeligvis, at jeg var ved at blive skør.
"Lyset. Det er anderledes, lidt som om en sky er gået for solen. Har du ikke lagt mærke til det?"
"Skat, intet er anderledes. Det er bare noget dine trætte øjne siger dig," sagde min mor. Jeg havde ikke viljestyrken lige der, til at diskutere med min mor. Jeg spiste bare min mad og var ude af døren. Over det hele syntes jeg, at skyggerne var blevet lysere end normalt, eller var det resten af verden, der var blevet mørkere? Jeg forstod ikke, hvorfor jeg kunne se det, men ikke min mor. Jeg havde gennem årene vænnet mig til, at min mor var bedre end mig til at opdage forskelle. Måske var det bare mig, der kunne se forskellen, eller måske var der ikke en forskel, men bare noget, der foregik i mit hoved. De tanker fyldte mit hoved helt op til randen på vej hen i skolen. Jeg stoppede op midt på vejen og tænkte mig om.
"Symis, der er intet usædvanligt! Det er bare noget du finder på!" sagde jeg til mig selv og gav episoden dagen forinden skylden. Der var ingen bedre grund. Faktisk var jeg en smule øm i musklerne fra det, der var sket. Sådan havde jeg aldrig følt mig efter at have brugt mine kræfter. Mens jeg grundede over, om det mon var almindeligt ankom jeg til skolens sirlige porte. De var lavet ud af et let slags træ, som var smukt udsmykket. Udsmykningen bestod af episoder fra vores historie. Store begivenheder, som Det sidste slag. Det var det sidste slag nogen sinde udkæmpet i Smuhesp. Der var også profetier, men jeg så ikke ret meget i dem. De gav faktisk ikke rigtig nogen mening. Jeg skubbede porten op. Hele skolen var underligt stille. Normalt kunne man se elvere på min alder gå rundt i deres lyse dragter og snakke roligt, mindre elvere rende rundt og lege forskellige lege og lærere skynde sig ind i deres klasser. Men i dag var der kun få elever, som alle gik rundt, som om de blev forfulgt af selveste døden. Med lange skridt gik jeg ind i mit klasseværelse, som allerede var fyldt, selvom der stadig var et stykke tid til, at skolen startede. Jeg satte mig på min stol og så rundt. Jeg var den eneste, der kiggede op. Alle andre så ned i bordet. Nogle få stykker sad og tegnede kantede kruseduller på de fine borde, mens resten bare sad og så ned i deres foldede hænder. Døren gik op og vores lærer kom ind med samme frygtende stemning. Jeg begyndte at tro, at det var på grund af episoden fra i går. Måske var alle blevet bange for mig. Måske, men noget sagde mig, at det ikke var derfor. Noget sagde mig, at det var noget andet, som var forkert. 

Undervisningen sneglede sig afsted. Hele luften i rummet dirrede af frygt. Jeg forstod ikke hvorfor. Men langsomt krøb frygten ind på mig. Frygten for, at alle frygtede mig. Mine hænder rystede næsten. Normalt var jeg ikke populær, men en, som alle kunne lide. Hvad så, hvis alle var bange for mig nu? Hvad skulle jeg gøre? Efter den langsomme time skyndte jeg mig ud i sollyset. Men jeg mødte ikke meget. En mørk skygge havde lagt sig over det hele. Der var heller ingen udenfor, hvilket aldrig skete. Der var altid nogen udenfor. Altid. Jeg så op mod himlen. Den var ved at blive mørkere. Mørket bredte sig som blæk i vand. Frygten greb mig. Det hele mindede mig om noget, som jeg allerede havde oplevet. Noget, som jeg havde drømt. Mit mareridt skete. Jeg stormede hjemad og var hele tiden ved at snuble. Der var kun få elvere på gaden. Få, som så skræmte ud. Jeg ankom derhjemme med et hjerte, som var ved at eksplodere. Jeg hev efter vejret og tumlede op ad trappen. Inde på mit værelse hev jeg mit yndlings sværd ned fra væggen og bandt det om hoften. Jeg rev kisten op og hev min nye bue og kogger op. Hurtigt som et lyn fik jeg revet kludene af det. Først svang jeg koggeret op på ryggen og derefter buen, så jeg hele tiden havde adgang til den. Koggeret var propfyldt med pile og lå solidt på min ryg. Jeg rodede i bunden af mit skab og fandt en læderpung frem. Der lå stadig nogle penge deri. Jeg satte det på bæltet, som jeg havde fastgjort sværdet med. Jeg stormede ned og roede inde bagerst i skabene efter en bestemt ting. Jeg greb fat om en blød og smidig lædertaske, som kunne sættes fast til mit bælte. Der var ikke plads til meget deri, men nok til lidt proviant. Jeg greb, hvad jeg fik fat i og stormede ud af døren. Jeg anede ikke, hvilken retning jeg skulle løbe i. Jeg begyndte bare at løbe hen ad mod skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...