Rhadur 1 - Begyndelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2016
  • Opdateret: 2 jan. 2017
  • Status: Igang
Hvad skal man gøre, når man er den eneste, der kender til den snarlige undergang af ens land? Den unge Symis Shade står over for det problem, da en kappe af mørke med en ansigtsløs bærer lægger sig over landet Aswild og hendes elskede distrikt Smuhesp. Følg Symis' hæsblæsende eventyr om at befri sit land.

Første bog i historien om Symis' mission om at redde Aswild.

6Likes
12Kommentarer
1385Visninger
AA

4. I

Jeg trak min arm helt tilbage, så mine fingre lå langs min ene kind. Fjerene strejfede blødt og sagte mit ansigt, mens jeg sigtede med det ene øje lukket. Pilen hvislede gennem luften og ramte midt i den røde klat på træskiven. Et skud, der ville have været dødbringende, hvis jeg havde ramt en. Folk omkring mig jublede, og mine forældres øjne strålede som guld i solen. Min lillesøster Sitia stod og hoppede op og ned, mens hun ivrigt klappede i hænderne. Med lange skridt og rank ryg gik jeg ud til siden. Jeg skjulte totalt alle følelser, men kiggede rundt i andre ansigter, for at finde følelse dér. Jeg kunne genkende de fleste deltagere fra de sidste år, men der var også nye deltagere. Sølvelvere med et håb om at slå den tre-årige mester i bueskydning. Det var en tradition, at der var en turnering i bueskydning den første søndag i juli ved skovbrynet klokken ti. For fem år siden var jeg første gang afsted. Jeg fik en andenplads og lagde ikke skjul på mine følelser. Det var dengang. Jeg var nu blevet mere professionel og havde et helt glat ansigt, ligesom alle andre flerårige deltagere, men sådan var det ikke ved førsteårsdeltagere, som jublede ved ethvert skud, selvom de fleste ikke ramte skiven. Det var egentlig synd for dem. De var unge og blev nu gjort til grin foran hele distriktet. Og hvis nogen ikke så skydningen, så fik de hurtigt alt at vide gennem sladder. På den måde var mit navn et, som alle kendte. Lige siden første år jeg vandt mesterskabet. Dengang var den samme familie hvert år i over halvtreds år rendt af med sejren. Jeg var heldig. Jeg havde ramt plet ved 90% af mine skud, ligesom drengen fra familien, som havde holdt sejren i tre år. I finalen havde jeg skudt et nogenlunde skud, men fjerene på hans pil var skæve, så han ramte kanten af skiven. 

Flere skud efter var vi kommet til finalen. De fleste var ved at miste interessen, fordi de godt vidste hvem der ville vinde, men et eller andet holdt dem fast. Måske fordi det for første gang var tre piger i finalen. Hidtil havde jeg altid været den eneste pige. Jeg blev ofte anset som drenge-pige, fordi jeg var så dygtig til bueskydning. Det irriterede mig egentlig ikke, jeg var ligeglad med hvad folk tænkte om mig. Jeg fokuserede igen på min pilespids og så på skiven. Alle musklerne i min krop var anspændte. Det her skud skulle sidde lige i skabet. Det skulle det bare. Med en hvislen og et stumpt dok fløj pilen gennem luften og ramte lige i centrum. Jeg kunne ikke lade være med at smile over skuddet. Jeg tog min bue over skulderen og gik hen til deltagernes pladser. En let vind fejede gennem mit sølvskinnende hår, som gik helt ned til min talje i bløde lokker. Jeg så på, hvordan de andre skød. En kriblen havde plantet sig i min mave, som fik det til at snurre i hele min krop. Vi havde fået tre skud hver. Den med højest antal point ville vinde. Den første pil, der var skudt af en af de andre finalister, landede rigtig godt, selvom det ikke var midtpå skiven. De to næste skud var bedre, men ingen af dem ramte præcis i midten. Den sidste finalist stillede sig nu klar til at skyde. Tre rigtig flotte skud fik hun lavet, dog var de ikke nok til en sejr. Dele af publikum var synligt skuffede, mens andre så gladere ud for resultatet. Dommerne sad lige så stille og snakkede, mens der bredte sig en urolig mumlen. Den kriblen i min mave havde ændret sig til nervøsitet. Det lå som en knude i maven på mig. Det ville skade mit gode ry og omdømme, hvis jeg ikke vandt. Publikum snakkede stille sammen og gjorde hele stemningen mere nervepirrende. Jeg holdt masken så godt som muligt, selvom det var meget svært. Inderst inde vidste jeg godt, at det var mig der ville vinde, men hele stemningen i forsamlingen gjorde mig urolig.
"Må jeg bede om jeres opmærksomhed?" rømmede en ældre elver sig. Han havde glat, sølv hår, der gik langt ned over skuldrene. Årene havde efterladt sine mærker hos ham. Den ellers skinnende hud, som ofte blev sammenlignet med måneskin, var ikke nær så glat og skinnende som hos en ung elver som mig, men han havde stadig et majestætisk udtryk og en stemme, der kunne få alle til at lytte med det samme. "Dommerne har afgjort valget om, hvem der bliver dette års vinder af bueskydningens mesterskaber her i distriktet Smuhesp."
Der lagde sig en larmende stilhed over hele forsamlingen. Uroligheden lod vinden tage til og lod mine lange lokker flyve om hovedet på mig. Elveren, som stod på podiet, trak tiden ud i så lang tid som muligt. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Mine håndflader blev fyldt med koldt sved, og jeg kunne næsten smage spændingen i luften.
"Vores nye mesterbueskytte, som vil få en splinterny, håndlavet bue samt smukt kogger er ... " sagde han med sin rungende stemme og kiggede rundt på det spændte publikum. "Naturtalentet Symis Shade!"
En sten faldt fra mit hjerte og et smil bredtes på mine læber. Øjnene i min families og venners ansigter lyste som måneskinnet på en fuldmånenat. Vinden lagde sit kolde tag og blev fyldt med varme og lod skyerne glide væk fra solen, som skinnede ned over alle. Jeg gik op på podiet og tog fat i elvermandens to skuldre som en hilsen. Jeg gik ind på midten af podiet og kiggede ud over masserne af sølvelvere. Solen blev reflekteret i al det sølv hår og lyste op på mig. Så flyttedes alle øjne mod siden af podiet. Op på podiet trådte en ung elverkvinde. Hendes sølvskinnende hår havde skæret fra månelyset i sig og hendes lysende grå øjne så rundt på publikum. Hun var Souna. Den mægtigste sølvelver nogen sinde. I hendes hænder bar hun den smukkeste bue jeg i lang tid havde set. Rundt om armen hang et håndlavet kogger. Begge dele lyste næsten som månen og var dækket af et smukt sølv metal. Med elegante skridt gik hun hen til mig. Mine stikkende grå øjne mødte hendes, som var helt rolige og næsten dækket af et slør, som om hun havde levet tusind liv. Hun rakte mig højtideligt buen, som jeg så beundrende og med lysende øjne på. Den var utroligt let, hvilket den var kendt for samt sin fleksibilitet. Den var lavet af hende selv. De bedste buer kom fra hendes smukke hænder. Jeg valgte at holde buen i den ene hånd om skæftet og koggeret i den anden hånd. Det var lige så let og var fyldt med fantastiske pile. Souna tog fat om begge mine skuldre og så mig i øjnene og smilede.
"Tillykke Symis, det har du fortjent," sagde hun, og for et kort øjeblik forsvandt sløret for hendes øjne, hvilket tilsynegav hendes smukke øjne endnu mere. Hun slap mine skuldre og stillede sig ved siden af mig. "Tillykke til denne års vinder! Lad Symis Shade forblive sådan en dygtig skytte og lad hende beskytte vort distrikt med alle hendes kræfter."
Hun forlod podiet lige så elegant som hun var kommet.

"Jeg er så stolt af dig Symis!" gentog min far for noget lignende tusinde gang. Vi sad i vores hyggelige hus, som var fyldt med møbler af et lyst træ. 
"Vil du ikke prøve din nye bue?" spurgte min mor nysgerrigt og så mig med sine grå øjne.
"I morgen," sagde jeg og gik op ad vindeltrappen for at lægge buen i kisten, som jeg havde til buer. Der var allerede fem deri, men de var ikke nær så smukke som denne. Der var tre fra de andre år jeg havde vundet, men de var ikke tæt på den ekstravagance, som min nye bue havde. 
"Prøv og hør hvor voksen hun er blevet. Jeg synes, at jeg så hende kravle i går," kommenterede min mor. Jeg ignorerede hende og pakkede buen ind i et sølv-grå stof, hvorefter jeg forsigtigt lagde den ned til de andre buer. Ved siden af buen lagde jeg koggeret, som jeg også pakkede ind i det sølv-grå stof. Jeg lukkede forsigtigt kisten og gik nedenunder igen.
"Der kommer vores mesterbueskytte jo!" råbte min far lige så snart mine fødder kom til syne på trappen.
"Ej, stop da," grinede min mor.
"Må jeg ikke fejre min datter?" spurgte min far lidt falsk fornærmet.
"Ligesom du har gjort de tre andre år," sagde min mor og smilede til ham, hvorefter hun så på mig med lysende øjne. "Jeg kan ikke komme mig over, hvor stor du er blevet, Symis. At du allerede er seksten!"
"Mor, det er jo ikke som om jeg er blevet den her størrelse og alder hen over natten," sagde jeg og satte mig på den smukke stol, der var formet som en slyngplante.
"Nej, sådan er det ikke, men sådan føles det," sagde min mor i et suk. "Selv Sitia er næsten voksen nu."
"Jeg er altså kun fjorten mor," sagde min søster og så stolt på min mor. Hendes øjne lyste op da mine øjne mødte hendes. Hun var ung, men allerede meget moden. Selvom vi var søstre og meget tætte, så var hun ikke ligesom jeg. Hun var modigere, men mindre interesseret i nogen former for kamp. Hun ville hellere sidde sammen med sine veninder og snakke, hvilket jeg også nød at gøre, men jeg elskede også at skyde eller kæmpe med sværd. Sitia ville hellere stå i køkkenet sammen med mor eller lege gemmeleg end at skyde eller fægte sammen med far i haven. Sådan havde det altid været. Sitia var mors pige og jeg var fars pige.

Næste morgen vågnede jeg tidligt. Jeg havde haft et mareridt. Der havde været en mørk skygge, der havde sænket sig over hele Aswild med dets fire distrikter: Smuhesp (her var alle dygtige til at arbejde med luften, som også var hjemsted for os sølvelvere), Deohiot (hjemsted for grønelvere, som havde et hjerte for naturen og skoven og var dygtige til lægekunst), Migean (distriktet for rødelvere, der kunne styre og arbejde med ilden) og Choop (hjemsted for blåelvere, der elskede havet og vandet og kunne styre det som de ville). Jeg var helt dækket af kold sved. Solen var ved at stå op og sendte et rødligt skær ind på mit værelse. Jeg stod op og tog mit tøj på, som bestod af et par stramme, lyse bukser af noget blødt læder og en trøje, der gik ned over mine hofter, som var lidt lysere end mine bukser. Trøjen var lavet ud af et let og smukt stof, som lagde sig smukt på min hud. Sollyset dansede på mine hvide vægge og jeg gik nedenunder hvor min mor var.
"Du er tidligt oppe," sagde min mor og så på mig.
"Jeg havde et mareridt, og jeg ville ikke til at lægge mig til at sove igen," svarede jeg og satte mig.
"Sker der noget specielt i skolen i dag?" spurgte min mor og satte sig overfor mig.
"Vi skal arbejde med vores kræfter," sagde jeg. Alle sølvelvere kunne beherske vinden og vejret med en del øvelse, hvilket også var derfor, at vi skulle lave det så meget i skolen. Størstedelen af vores undervisning bestod i at skulle lære vores kræfter at kende og lære hvordan de skulle bruges. "Vi skal lære nogle nye manøvre, men det er nok ikke noget, der er meget specielt."
"Det ved man aldrig, Symis. Vindene er umulige at beherske helt. Det har vi ikke kræfter nok til, men vi kan lade vinden være vores ven og lade den arbejde med os."
"Jah, jeg synes bare, at jeg allerede kan nok. Hvor stor er sandsynligheden for, at jeg lige pludselig har brug for en orkan?"
"Den er ikke stor, men hvis du ikke kender dine kræfter som din egen bukselomme kan du udrette stor skade. Derfor skal vi lære at bruge vores kræfter. Du ser det jo selv nogle gange, at folk ikke kan styre deres kræfter. Når vi bliver ophidsede, lykkelige eller en anden fyldende følelse, så viser vinden det."
Jeg sukkede. Helst ville jeg stå på skydebanen ved skovbrynet og skyde med min nye bue eller fægte sammen med min far i haven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...