Den Lyshårede Pige

- "Det flagrende, lange mørke hår fanger straks hendes opmærksomhed. Hun ved det er for sent at løbe væk nu, og har hun overhovedet lyst til det?"

En hed kliché agtig fortælling om vores hovedperson Charlie, som går i 2.g på Fuglebakkens gymnasium. Charlie er en pige med ben i næsten, som er lidt for rap i replikken til tider. Med sig gennem hendes historie har vi Sofie, som er hendes bedste veninde. De har kendt hinanden siden nulte klasse.
Sofie er dog mere tilbageholdende, og lidt forstræbende når det kommer til en god karakter.

I novellen "Den Lyshårede Pige" Følger vi primært den biseksuelle Charlie, som går igennem de sædvanlige teenage's problemer, som man nu går igennem i 2.g Følg med i en spændende og lærerig historie omkring Charlie, og se hvordan hendes liv udfolder sig.

Som lidt spoiler kan der kommenteres at hun får en hed romance med den populære pige Jasmine. Gad vide hvordan det ender?
Ingen ved det, alle taler om det, men hvorfor tale om det når du kan læse med her

3Likes
11Kommentarer
725Visninger
AA

1. Den lyshårede pige

Et gigantisk skrigende monster, med kæmpe lysende øjne, spurter hen imod mig. Jeg flygter, og løber med alle kræfter mod udgangen. Det her ville så være meget nemmere, hvis man havde flere kræfter tilbage. Med et kæmpe brag suger tyngdekræften med ned i det beton hårde gulv. Der er ingen udvej. Trætheden og smerten i min krop har tager overhånd. Her ligger jeg, og ofre mig selv til det klamme monster, velvidende at der ingen andre muligheder er tilbage. Ingen andre muligheder end døden.

Jeg vågner med et stort chok, da mit irriterende vækkeur nærmest råber af. Det er en tikkende bombe, som  hele tiden skal minde mig om, at jeg skal op og i skole. Min krop har automatisk i den chokkende tilstand den var i fået smidt sig selv på gulvet. Jeg tager mig selv til hovedet af smerte. Dejligt, så ved man jo hvordan dagen kommer til at foregå. Smertefuldt.

Med et tungt kast med min trætte arm får jeg slukket for mit vækkeur. Uden at tænke videre over noget går jeg langsomt i gang med min sædvanlige morgenrutine. Mine fødder kender rutinen så godt, at de helt automatisk uden hjælp finder vejen hen til mit klædeskab, hvor jeg finder et par slidte, sorte jeans og en grå hættetrøje frem, som bliver trukket helt op til hovedet. Hvor jeg dog bare ikke magter dagen i dag. 

Inden min rutine forsætter, stod jeg et par sekunder og studerede mig selv i spejlet. Jeg kiggede på mit lange lyse hår, som matchede mine kliché agtige lyseblå øjne. Selve min kropsfigur er ganske normal. Hverken for spinkel, eller for tyk. Min højde derimod var lidt for lav, hvis du spørg mig, men ellers ganske tilpas. Som de påstår, så skal piger være lidt lave. Det er åbenbart cute, eller sødt som de siger. Men alt i alt lignede jeg vel en helt normal teenager på de sytten år, som jeg nu var blevet her i septemper måned.

Stille og roligt trippede jeg ned af mine knirkende trætrapper, hvor jeg nedenunder møder et endnu værre monster end det fra min drøm. Nemlig men mor. Let og elegant glider jeg hen imod køleskabet i håb om, at hun ikke opfanger mine ninjalistende bevægelser. Men selvfølgelig opdager hun mig. Man skulle tro hun havde sådan en "moralarm", som helt automatisk gik i gang når jeg kom for tæt på. 

Hun stod over ved vores marmorbord, som tilfældigvis var lige ved siden af køleskabet. Foran sig havde hun en kop kaffe, og et tøj magasinblad. I mundvigen hang en halv færdig cigaret, som hun næsten havde suget alt livet ud af. Den var helt suttet og grumset. Hun havde en "creme farvet" striktrøje på, og var iført et par alt for stramme bukser.

Allerede inden hun overhovedet fik sagt et ord, begyndte at jeg tysse på hende. "Ingen snak." Sagde jeg kort og koldt. Jeg var allerede pænt irriteret over hendes tilstedeværelse. Sådan har jeg altid haft det med hende. Det lige meget hvad hun gør, så føler jeg altid en vis trang til at kvæle hende langsomt.

Hun kiggede chokeret over min opførsel over på mig. "Jeg bor her altså også, så hvis jeg har noget på hjertet, så har du bare at lytte." Kommenterede hun gnavent. Flot. Nu havde jeg også ødelagt hende morgen humør, og tro mig det kommer jeg helt sikkert til at høre for resten af dagen.

Anstrengende fik jeg vendt mit blik mod hende. "Undskyld." Sagde jeg uden rigtigt at mene det, men det var det nemmeste i den her situation. For med et undskyld kunne jeg undgå et kæmpe langt skænderi, og mit hoved kunne ikke rigtig magte mere. Hovedpinden efter morgendags fald var begyndt at trænge ind. "Det var ikke meningen, at jeg ville tysse på dig. Du ved hvordan jeg er om morgen. Er bare ikke et morgen menneske." Tilføjede jeg undskyldende i håb om, at hun ville godkende det, og vende tilbage til sit tøj magasinblad og den nu halv lunket kop kaffe hun stadig var i gang med.

"Det fint." Svarede hun endelig efter en lang ventepause, men jeg godtog det og skyndte mig ud af døren inden det var for sent. Ja, inden helvede måske ville bryde løs. Ser i det er ikke helt sandt det jeg sagde før. Jeg har ikke altid følt en vis træng til at kvæle hende langsomt. Alle de der voldsomme følelser er først kommet efter hende, og min far valgte at blive skilt. Jeg ved det er egoistisk, at lade min frustrationer og vrede gå udover hende, men det var hendes valg, og så må hun leve med konsekvenserne. 

Efter skilsmissen valgte min far at flytte til udlandet, så jeg er endt op med min mor. Det er ikke, fordi at jeg ikke er vred eller frustreret på min far. Nej, for det er jeg bestemt, men måske er det bare fordi at det var min mors valg. Hun bragte det op mellem min far og hende. Hun havde mistet lysten i forholdet. Mistet kærligheden. Mistet det hele. I virkeligheden er jeg vel bare mere skuffet end frustreret.. Men de forstår det ikke. Hele min verden gik under da de traf det valg. Jeg mistede alt. Min familie, min far, min tryghed og mig selv. Jeg mistede alt.

Mine tanker blev brudt af en høj dyden fra bilen foran mig. Jeg sprang, som refleks til siden og smadrede min albue direkte ned i den hårde asfalt. "SÅ SE DIG DOG FOR DIN MØGUNGE!!" Råbte en forskrækket mandestemme fra bilen af, og inden jeg overhovedet fik nået at svare tilbage var den bil drønet afsted igen. Jeg tog mig til albuen, og træk ærmet op på min grå og nu også våde hættetrøje. En ordentlig hudafskrabning kom til syne. Av for helvede, som om den dunkende hovedpine ikke var nok. Nej, nu skulle jeg fandme også have en brækket arm, hvor halvdelen af min knogle kunne ses. Eller.. Det var måske lidt af en overdrivelse, men alt føltes bare tusinde gange værre lige nu. 

Støttende til træet ved siden af mig og fik rejst mig op igen. Jeg kiggede endnu en gang på min såret albue før jeg skubbede ærmet ned igen. Lorte morgen. Først mareridtet der medførte et brag, så min mor som tilføjede lidt ekstra hovedpine og så nu "bilulykken" som prikken over i'et.

Resten af vejen hen til mit gymnasie gik til gengæld, som smurt. Jeg nåede lige akkurat ind i min klasse, ligesom urets store viser ramte 08:00. Som sædvanligt sad folk bare og gloede rundt, som små forvirrende høner uden hoved. På skiftevis klukkede de lidt hist og pist. Jeg fandt hurtigt en tom plads ved siden af Sofie. Hun sad som den eneste klar med alle sine bøger fremme. Hun var sådan en lille stræber. Jeg har aldrig rigtig forstået hende. Jeg mener, hvem møder ligefrem en halvtime før ens time overhovedet starter? Altså ja okay, mine mødetider er måske en anelse for sent, men alligevel.

Jeg gled ned på den kolde metal stol ved siden af hende, og begravede mit hoved i mine arme på bordet. "Dårlig morgen?" Spurgte hun mig stille. "Jahrr." Brummede jeg tilbage. Hun forstod min hentydning, og kommentere ikke mere på det. Ser i mig og Sofie har været bedste veninder siden nulte klasse. Hun har vænnet sig til mit dårlige morgenhumør, og har på de hårde måder fundet ud af hvornår man ikke skal kommentere. Når jeg tænker over det, så forstår jeg slet ikke hvordan hun overhovedet har kunne holde mig ud de sidste mange år. Jeg havde i hvert fald ikke holdt mig selv ud, hvis jeg var hende, men jeg er selvfølgelig taknemlig for at hun har og gør.

Timen foregik selvfølgelig med Frk. Andersons lange snakken, som ingen sædvanligt hørte efter med. Klokken ringede ud, folk susede ud af klassen. Der gik i hvert fald ikke mere end et par sekunder før kun Sofie og jeg stod tilbage helt alene. "Nogen speciel grund til det sure humør?" Spurgte hun nysgerrigt imens hun pakkede alle sine bøger ned i hendes sorte fjällräv skoletaske. "Næh." Svarede jeg i mine mest normale toneleje velvidende, at det nok stadig var mine forældres skilsmisse, som havde påvirket mit humør. Hun kiggede mistænksomt på mig, som om hun ikke troede på mig. Hvilket var forståeligt, når jeg egentlig stod og løj. "Okay." Sagde hun så koldt. "Ej, hallo du skal ikke være sur." Kommenterede jeg tilbage til hendes okay. "Jeg er ikke sur, men jeg ved du lyver." Tilføjede hun. Jeg forstår ikke engang hvorfor hun går så meget op i det? Kan det ikke være lige meget? Hun skal altid gøre et stort nummer ud af ingenting. Jeg mener, og hvad så hvis jeg er lidt knottent. Det vel ikke jordens undergang. "Jeg føler bare, at efter dine forældre er blevet skilt, så har du holdt dig meget tilbage. Det som om du ikke tør, at åbne dig op for mig, og det går mig på. Vi har kendt hinanden i hvad? Elve år. Du kan fortælle mig alt." Tilføjede hun endnu engang, og hun havde ret. Efter skilsmissen var jeg begyndt at blive mere indelukkede, men det er ikke kun overfor hende. Nej, det er overfor alle, som vil snakke om følelser.

Jeg smed min taske over skulderen, og ignorerede bevidst hendes indskudt sætning. "Kommer du?" Spurgte jeg med et smil, så hun kunne se at der ingen sure miner var. Sukkende og opgivende tog hun sin taske på, og fulgte med mig videre hen til næste time.

Resten af dagen fløj afsted, og den spændte stemning blev løsnet lidt op imellem mig og Sofie, som dagen gik. Som sagt, så har vi kendt hinanden i omkring elve år, hvilket også betyder at jeg ved hvilke knapper jeg skal trykke på for, at få et smil frem på hendes læber. Og tro mig jeg fik trykket godt på de knapper. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...